Forskel mellem versioner af "Sav"

[[Kobbersav]]e kendes fra [[Egypten]] (18. dynasti, ca 1480 f. Kr.) - bl.a. en henved 50  cm lang '''fukssvans''' dog kun tandet på den yderste halvdel. Goodman nævner at det var den typiske håndsav i omkring 2000 år. Fordi [[kobber]] er et temmelig blødt materiale er savene [[træksave]]. Først med indførelsen af [[jern]] ([[stål]]) blev det muligt at vende tænderne fremefter. Med mindre savbladet er sat i en stilling, hvad der er et eksempel på fra [[Schweiz]]. En sav fra Sibirien (6.-3. årh. f. Kr.) ligner i høj grad en moderne [[japansk sav]].

Den smalle svejfsav er en armsav, men er her i modsætning til den almindelige bredsav. Den "klassiske" stillingssav, der i forskellig størrelse og med forskelligt udformede tænder er blevet brugt - men som nu kun til dels bruges - af træsmede. Tænderne kan være ret- eller krydsfilede, de kan være grove eller fine, lige som vinklen i forhold til savryggen kan variere efter formålet. Klingelængden kan variere fra ca 400  mm på børnesaven til omtrent det dobbelte på en grov brændesav.

Armsavens bestanddele er en ramme, (sav)stillingen, (sav)ramme, -stel, gestel eller armstilling, bestående af to arme, og en bom (bjælke, midterstang), der sidder fastgjort midt mellem armene. Ifølge Håndbog for Snedkere kaldes den øverste del af armene snorstykke, og den nederste håndstykke. Nederst på armene er savbladet ved hjælp af to (sav)angler, fastgjort til et par krykker (der osse kaldes kryk, knibe, knag(e), horn, (sav)skrue, (sav)knap, eller savknap). Jf. Kaj Bom (Dialektforskningsinstituttet), har ordet dølle samme betydning, hvis den sidder i en brændesav. Savbladet spændes ved hjælp af en spændesnor, savsnor og en stillepind (spillemand, spænd(e)pind eller spænd(e)stok). Sinksaven har en klingelængde på ca 500  mm og ca 10 tænder pr tomme.

Håndværkersav er hvad CFP (1987) kalder en armsav med klingelængde på 750-800 750–800 mm og 3½-5 tænder pr tomme.