Johannes Nielsen

Der arbejdes på denne tekst i øjeblikket! Vent venligst med at redigere den, eller kontakt den bruger som satte denne skabelon på siden. Med venlig hilsen Tostarpadius (diskussion) 8. nov 2016, 12:49 (CET)

Carl Johannes Nielsen (født 14. september 1870 på Hindholm Højskole, død 20. december 1935) var en dansk skuespiller, sceneinstruktør og teaterdirektør. Han var bror til L.C. Nielsen,

Nielsen blev 1890 Student og Aaret efter Elev ved det kgl. Teater, hvor han optraadte i nogle Smaaroller og efter en fleraarig Afbrydelse, i hvilken han drev spredte Universitetsstudier, omsider debuterede 1. Marts 1897 som Arv i »Maskeraden«. Bondekarlens Maske kunde N. bære, men Lunet fattedes; derimod fik hans lyriske Talent en smuk Udfoldelse, da han 1897—99 virkede ved Folketeatret, navnlig som Pastor Sang i »Over Evne« I, hvor hans mandige Udtryk for Naturglæde og Tro førte ham frem i første Række bl. Tidens sceniske Ungdom. 1899 afbrød N. sin Virksomhed og modtog Ansættelse som Økonomiinspektør ved det kgl. Teater og som Medhjælper ved Sceneinstruktionen, men 1904 vendte han tilbage til Folketeatret, der i de flg. Aar høstede Gavn af den Udvikling, han havde gennemgaaet som William Bloch’s Elev. N. formede nu en Del udmærket sammenstemte Forestillinger, særlig af landlig Art, f. Eks. »Sind«, »Pigernes Alfred« og »Den røde Hane«, og skønt hans karakteriserende Skuespillerevne ikke var betydelig, skabte han enkelte levende Typer, f. Eks. den sølle Havarist Möllmark i »Byens Stolthed«, den stejle Bondekarl i »Sind« og den forpinte Ægtemand i »Samson og Dalila«. 1908—12 var N. Direktør for Folketeatret, der 1911—12 lededes i Forening med Dagmarteatret, men da denne uheldige Konstellation ophørte, indtraadte N. sammen med Adam Poulsen i Direktionen for Dagmarteatret, hvorfra han, der ogsaa i nogle Somre styrede Friluftsteatret, 1914 blev ansat som artistisk Direktør for Nationalscenen. Ihvorvel han ogsaa her formede enkelte smukke Forestillinger, f. Eks. Einar Christiansen’s »Fædreland«, beherskede han dog ikke den vanskelige Stilling, og skønt han udførte et omfattende Repertoire, vedblev hans Periode paa Folketeatret at være den lødigste i kunstnerisk Henseende. Efter Sparekommissionens Indgreb 1922 blev N.’s Direktorat afsluttet; frem for at fortsætte som Skuespiller ved Nationalscenen foretrak han at modtage en Biografteaterbevilling og optræde som Gæst paa Privatscenerne i Provinserne og Kbhvn, senest (1924) paa Casino.

Kilder

• Nielsen, Carl Johannes i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1924)