Sturlunga saga

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Sturlunga saga er en løs samling af flere islandske sagaer. De er skrevet af flere forfattere fra 1100-tallet og 1200-tallet, og de blev samlet sammen til deres endelige form ca. år 1300. En af forfatterne, som muligvis skrev størstedelen, var Sturla Tordsson.

Sturlunga saga handler for det meste om en af de mægtigste slægter på Island, der også har givet navn til den blodigste periode i Islands historie, Sturlungatiden. Perioden ender med, at Island bliver lagt direkte ind under Norge, da Håkon Håkonsson var konge. Sagaen er den vigtigste historiske kilde til Islands historie i løbet af 1100-tallet og 1200-tallet, og den blev skrevet af dem, som selv oplevede magtkampen, der endte med, at Island opgav sin selvstændighed i 1262. Siden var Island knyttet til andre lande og havde fremmede statsoverhoveder, indtil republikken blev proklameret i 1944 som en følge af 2. verdenskrig.

Sagaen begynder i 1117 med Torgils saga og Hafliða. Andre sagaer er Sturlu saga, Saga om prest Gudmund Arasson (Prestsaga Guðmundar Arasonar) og Íslendinga saga. Sidstnævnte saga medtager størstedelen af Sturlunga saga og dækker perioden 1183-1264.

Første del blev skrevet af Sturla Tordsson (1214-1284), en nevø til Snorre Sturlasson, som selv var indblandet i heftige og oprivende stridigheder. Alligevel er Sturlas fremstilling forbavsende objektivt skrevet, noget som er en arv fra de gamle islandske historieskriveres store respekt for de hårde og nøgne fakta.

Sagaen adskiller sig fra de øvrige Islændingesagaer ved, at den er præget af sturlingatidens moralske forvirring med påfaldende træk af svig og grusomheder, som Sturlunga saga nådeløst beskriver. Selv indenfor slægterne er sammenholdet dårligt. Snorre Sturlasson bliver eksempelvis dræbt af sine egne slægtninge. Bedrageri og løftebrud gentages atter og atter. Modstanderne bliver hel tiden mishandlet og lemlæstet ved at hugge fødder eller arme af og ved at begå kastrering. Selv det at gå i kamp er blevet mere barbarisk siden sagatiden, i det mindste er det sådan, det ser ud fra sagaskrivernes eget synspunkt. Der er kun lidt, som fremstilles i et høvisk lys i Sturlunga saga, og særligt mærkes dette i slaget ved Ørlygsstad, hvor Sigvat Sturlasson og sønnen Sturla Sigvatsson bliver dræbt på en lidet flatterende måde:

Efter at Sturla er blevet stukket gennem kinden og har fået to andre sår, beder han om en pause. Trætheden og blodtabet får ham til at lægge sig ned. Da kommer Gizzurr Torvaldsson og hugger Sturla en økse i hovedet, mens han ligger hjælpeløs. En anden mand stikker Sturla gennem halsen og op i munden i det samme sår, han havde fået tidligere. En tredje hugger ham med en økse i struben. Derefter plyndrer de liget for tøj og lader det ligge nøgent tilbage.

Der er ingen idealisering i skildringen af de ret utiltalende detaljer. Det er krigens modbydelighed, der skildres, og modet, som stiger i takt med modstandernes forsvarsløshed. Denne sagas fremstilling er blevet nævnt som et vidnesbyrd eller et argument for, at de øvrige islændingesagaer ikke kan være troværdige og historiske i deres litterære fremstilling af kampmoral og helteidealer.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Hallberg, Peter: De islandske sagaer, København 1979

Eksternt link[redigér | redigér wikikode]