Suffragette

I 1908 foreslog Emmeline Pankhurst

Suffragette (la. suffragium stemmeret), en kvinde, som kæmper for samme stemmeret som mænd.

Navneoprindelse

Navnet til suffragette-bevægelsen, kommer af ordet suffrage, der betyder stemmeret.

Sufragetternes kamp

Suffragetternes kamp begyndte for alvor, da de hørte at kvinderne i New Zealand og i Australien havde fået stemmeret.

I New Zealand i 1893 i Australien i 1894.

Suffragetternes brug af militante midler for at opnå deres mål

Øger brug af militante midler

Suffragetterne var en gruppe kvinder i England, der i årene frem til 1. verdenskrig brugte flere og flere militante midler i deres kamp for kvinders stemmeret.

Årsag

Grunden til, at suffragetterne blev mere og mere militante, var at de ikke havde set resultater af deres tidligere fredelige linje.

Suffragetternes utilfredshed

Politikernes virkemidler

Suffragetterne var mildt sagt meget utilfredse med måden, kvinders stemmeret blev behandlet i Parlamentet.

Hver gang et forslag skulle drøftes, trak politikerne tiden ud ved at diskutere det foregående lovforslag i meget lang tid, så der blev kort tid til spørgsmålet om kvinders stemmeret.

Sabotage

Derfor begyndte suffragetterne systematisk at sabotere politikernes taler ved at råbe op og spørge om kvinders stemmeret.

Nægtet adgang

Det varede ikke længe, før suffragetterne blev nægtet adgang til møderne, men kampen stoppede ikke.

Suffragetterne gemte sig i orgler, talerstole og andre steder i mødesalen ofte flere dage før møderne og sprang frem under talerne for at råbe deres spørgsmål.

en kæmpedemonstration i Hyde Park, hvis formål var at vise, hvor mange forkæmpere for kvindelig stemmeret, der efterhånden var. Organisatorerne havde regnet med at ca. 250.000 ville møde op, men der kom mere end dobbelt så mange.

Fortsatte protester

Den næste lejlighed til en protest kom ved et politisk møde samme år. Der kom Emmeline Pankhursts datter Christabel og hendes forbundsfælle Annie Kenney.

Under Edward Greys tale rejste Annie Kenney sig og spurgte, hvad hans parti ville gøre for kvinders stemmeret.

Hun blev smidt ud fra mødet af betjente.

Da roen havde sænket sig, begyndte Christabel at råbe op og stille samme spørgsmål.

Da hun blev ført ud af betjentene, spyttede hun en af dem i ansigtet for at blive arresteret og få medieomtale.

Næste dag stod historien på forsiden af alle større aviser.

Men ingen partier turde at gå ind for kvindelig stemmeret af frygt for, hvordan det ville påvirke deres stemmetal.

Suffragetter og politikere skærper kampen

Sultestrejker

Året efter (1909) blev kampen skærpet på begge sider.

De suffragetter, der sad fængslet, begyndte at sultestrejke.

De blev tvangsfodret af myndighederne på en meget pinefuld måde.

Suffragetterne, der var på fri fod, blev også mere brutale.

De fortsatte sabotagen af de politiske møder og begyndte også at kaste med sten under forskellige protester.

Lovforslag om kvindelig stemmeret

Drøftelser i parlamentet

Den 21. november 1910 skulle parlamentet drøfte et lovforslag om kvindelig stemmeret.

På Emmeline Pankhursts opfordring samledes flere tusinde kvinder foran parlamentet.

Sorte fredag

Men da premierminister Asquith i stedet udskrev nyvalg til parlamentet, prøvede kvinderne at storme bygningen.

De blev mødt af et talstærkt politi. Sammenstødet varede seks timer og blev senere kaldt ”sorte fredag”.

Der blev klaget meget over politiets opførsel: Den hyppigste klage gik på, at politiet begramsede kvinderne.

Sufragetternes plan

Men Asquith havde en plan om at ændre loven: alle mænd skulle have stemmeret - og ikke længere kun de rige. Det så suffragetterne som det endelige skridt til, at de nu totalt skulle underkastes mændene, der ville blive en herskende race.

Sufragetternes krigserklæreng

Erklæring

I 1912 erklærede Emmeline Pankhurst mandssamfundet krig: hun begyndte at kaste med sten i protest og blev fængslet i ni måneder.

Urolighederne blev på ny optrappet, og Christabel flygtede til Paris, hvorfra hun ledede oprøret, mens hendes mor var fængslet.

Det var i den tid volden eskalerede.

Virkemidler

Postkasser blev sprængt, ruder i forretninger blev smadret, brandbomber blev smidt ind i boliger, telegrafledninger skåret over og politikere overfaldet.

Ophør af vold

Men volden hørte brat op, da England blev involveret i første verdenskrig.

Nu var Tyskland suffragetternes fjende nr. 1.

Alle fængslede suffragetter blev løsladt, Emmeline rejste rundt i England og holdt taler for at få de unge mænd til at tilslutte sig hæren.

Dette øgede suffragetternes popularitet drastisk.

Stemmeret

Stemmeret med begræsninger

I 1918 fik alle kvinder over tredive år stemmeret i England. På det tidspunkt havde kvinderne i Norge, Danmark og Sovjet allerede stemmeret. Men i England fik mænd samtidigt lov til at stemme fra de var enogtyve. Så der var stadig ikke lige rettigheder for mænd og kvinder.

Fuld stemmeret

Først ti år senere, i 1928, opnåede kvinderne samme ret til at stemme som mænd. Emmeline Pankhurst nåede lige at opleve det før sin død.

Se også

Kvindebevægelsen

Eksterne henvisninger og kilder

Bolt, Christine (1993). </nowiki>The Women's Movements in the United States and Britain from the 1790s to the 1920s. Amherst, MA: University of Massachusetts Press. ISBN 978-0-870-23866-6.
Crawford, Elizabeth (1999). </nowiki>The Women's Suffrage Movement: A Reference Guide, 1866–1928. London: UCL Press. ISBN 978-1-841-42031-8.
Geddes, J. F. (2008). "Culpable Complicity: the medical profession and the forcible feeding of suffragettes, 1909–1914". </nowiki>Women's History Review 17 (1): 79–94. doi:10.1080/09612020701627977.
Grant, Kevin (2011). "British suffragettes and the Russian method of hunger strike". </nowiki>Comparative Studies in Society and History 53 (1): 113–143. doi:10.1017/S0010417510000642.
Harrison, Brian (2013) [1978]. </nowiki>Separate Spheres: The Opposition to Women's Suffrage in Britain. Abingdon: Routledge. ISBN 978-0-415-62336-0.
Miller, Ian (2009). "Necessary Torture? Vivisection, Suffragette Force-Feeding, and Responses to Scientific Medicine in Britain c. 1870–1920". </nowiki>Journal of the History of Medicine and Allied Sciences 64 (3): 333–372. doi:10.1093/jhmas/jrp008