Wikipedia:Ugens artikel/Uge 51, 2006
Slaget på Reden var et søslag, der blev udkæmpet den 2. april 1801 mellem en britisk flåde under kommando af admiral Sir Hyde Parker og en dansk-norsk flåde forankret ud for København. Selve angrebet blev anført af admiral Horatio Nelson, som er gået over i historien for at have afvist Parkers ordre om at trække sig tilbage under slaget. I stedet ødelagde Nelson en stor del af den danske flåde, inden Danmark-Norge accepterede en våbenhvile.
Slaget på Reden var en konsekvens af en lang række af mislykkede diplomatiske bestræbelser i den sidste del af det 18. århundrede og i begyndelsen af 1801. Det væbnede neutralitetsforbund bestående af Danmark-Norge, Sverige, Preussen og Rusland sammenholdt med Napoleons næsten totale dominans over det europæiske kontinent, blev af Storbritannien opfattet som en alvorlig trussel mod den engelske flåde. Englænderne var særdeles bekymrede for den fortsatte eksistens og sikkerhed for forsyningsruter fra Sverige og de baltiske lande. Imidlertid var Danmark-Norge langt mere bekymret for truslen fra Rusland og Frankrig. Læs mere