Aalborg Boldspilklub

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
AaB
Grundlagt 1885
Fulde navn Aalborg Boldspilklub af 1885
Klubfarve Rød og hvid

Aalborg Boldspilklub, AaB eller Aalborg BK er en dansk sportsklub hjemmehørende i Aalborg. Nationalt benyttes forkortelsen AaB. I internationale sammenhænge benyttes forkortelsen Aalborg BK.

Aalborg Boldspilklub blev stiftet d. 13. maj 1885 af engelske ingeniører, der var i Danmark for at bygge den jyske jernbane. I de første år bestod klubben kun af cricket, hvorfor navnet ved stiftelsen var Aalborg Cricketklub, man ændrede dog navnet til Aalborg Boldklub i 1899. I 1902 blev fodboldafdelingen i klubben oprettet på amatør-basis, og i 1906 blev klubbens navn igen ændret, denne gang til det nuværende Aalborg Boldspilklub af 1885.

AaB Fodbold, professionel fodboldklub, der til daglig spiller i Superligaen.

AaB Floorball, der er en floorballklub der spiller i den bedste danske floorballliga på amatørbasis.

AaB 89ers, et amerikansk fodboldhold på amatørbasis.

AaB Tennis, en tennisklub på amatørbasis.

AaBs Sportsafdelinger

Aalborg Boldspilklub består i dag af flere sportsafdelinger. Fodbolden foregår gennem selskabet AaB a/s, mens andre sportsgrene hører under amatørafdelingen. Tidligere har basketball, ishockey og håndbold været professionelle afdelinger under AaB a/s.

AaB Fodbold er den ældste og mest kendte sportsafdeling i AaB. AaB Fodbold har hjemmebane på Nordjyske Arena. AaB's sportslige højdepunkter er danmarksmesterskaberne i fodbold i 1995, 1999 og 2008, samt ikke mindst "The Double" i 2014. I 1995 blev klubben samtidig den første danske deltager i Champions League, hvor det blandt andet blev til en 2-1-sejr over græske Panathinaikos. AaB var egentlig blevet slået ud i kvalifikationen af Dynamo Kijev, men det ukrainske hold blev ekskluderet efter en bestikkelsessag. Også efter klubbens tredje mesterskab i 2008, kvalificerede AaB sig til den prestigefyldte turnering, da man i to kvalifikationsrunder lykkedes med at ekspedere FK Modrica fra Bosnien-Hercegovina og FBK Kaunas fra Litauen ud. Denne gang blev det til en historisk flot tredjeplads i Champions League-gruppespillet, hvor højdepunkterne var en 2-1-hjemmesejr over skotske Celtic FC og 2-2 på Manchester Uniteds legendariske hjemmebane Old Trafford mod de forsvarende Champions League-mestre. Det skal også nævnes at AaB har spillet sig i UEFA Cuppens gruppespil 2007-2008, da de slog Sampdoria, og blev det første danske hold, der har slået et italiensk hold ud af en europæisk turnering. AaB har desuden vundet bronze i 1936, 1969 og 2007 samt blevet pokalmestre i 1966 og 1970. I nyere tid har AaB stået som taber i pokalfinalen syv gange (1987, 1991, 1993, 1999, 2000, 2004 og 2009) inden forbandelsen blev brudt i 2014 med en sejr på 4-2 over FC København.

De professionelle afdelingers sæsonresultater

Sæson Fodbold Håndbold Ishockey
  Niveau Placering Niveau Placering Niveau Placering
2009-2010 1 5 1 1 1 2

Ledelse

Aalborg Boldspilklub (AaB) af 1885

  • Formand for bestyrelsen Jesper Møller Christensen

Fanklubber

Fanklubben for AaB Fodbold, AaB Support Club, er Danmarks næst ældste officielle fodboldfanklub (stiftet 1990). AaB åbnede i 1997 AaB Shoppen i Vingårdsgade i Aalborg i samarbejde med fanklubben (herunder Gitte Tribler og den tidligere formand Daniel Tribler).

Øvrige aktiviteter i AaB

AaB Shoppen er en butik der sælger AaB-merchandise. Butikken er beliggende i Friis Citycenter i Aalborg.

AaB College er et kollegie for sportsfolk, der dyrker fodbold, håndbold, ishockey, badminton, basketball, golf eller cykling ved siden af deres uddannelse. AaB College havde i skoleåret 2010/2011 ca. 145 elever[1]

AaB Konference er en selskabsarrangør, der tager sig af forskellige selskaber fra 20 gæster og op til store events med flere end 2.500 deltagere.

Media mv. om AaB

Bøger

Om klubben

  • Jeg er AaB-fan – Mogens Madsen, Ekstra Bladet, 2002
  • Vi er mestrene – John Laden Jensen og Christian Simoni, Aalborg 2008

Om personer

Film

  • AaB – Danske mestre 2008 – AaB i samarbejde med Viasat Sport, 2008

Musik

  • Vi står sammen om dig – Skrevet af Ivan Pedersen og tidligere AaB-spiller, Michael Vesterskov (Sang: AaB's daværende førstehold med Anders Sundstrup som frontvokal, kor: Snapshot), 1988
  • Hattrick – 2004
  • Vi er AaB, hvem er I?Hit FM & Claus Hassing, 2006
  • AaB Guld-sang – Skrevet af den lokale komiker Michael Staun i 2008. Sangen blev præsenteret på stadion efter AaB's danmarksmesterskab i 2008, men blev aldrig udgivet som single.

Periodika

  • Supporteren – Udgives af AaB Support Club 4 gange årligt.
  • AaBSport – Udgives sammen med Nordjyske Stiftstidende op til hjemmekampe
  • AaB MAG – 6 numre, produceret af Super Advice ApS
  • AaB Avisen – Senere AaBSport
  • AaB Magazine – 4 numre, produceret af Super Advice ApS, senere omdøbt til AaB MAG

Referencer

  1. ^ Advizer K/S. "Børsprospekt" (PDF). AaB A/S. Hentet 27. april 2011.

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til:


57°2′37″N 10°1′15″Ø / 57.04361°N 10.02083°Ø / 57.04361; 10.02083