Al Oerter

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 19. sep. 2014, 10:30 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (Bot: Datomærk skabeloner)

Alfred Adolf "Al" Oerter, Jr. (19. september 19361. oktober 2007) var en amerikansk atlet og fire gange guldmedaljevinder i diskoskast ved de olympiske lege.

Biografi

Al Oerter var født i New York City og begyndte at kaste diskoskast, da han som 15-årig samlede en diskos op, der landede nær ham, og kastede den tilbage forbi kasterne. Han fik derfor et stipendium til University of Kansas, og han udviklede sig til en stor mand (193 cm og ca. 125 kg), som er nødvendig for at skabe en god kaster.

Han blev første gang udtaget til sommer-OL 1956 i Melbourne, hvor han ikke tilhørte favoritfeltet, men han afleverede en rigtig god serie af kast, deriblandt en ny personlig rekord på 56,36 m, der var rigelig god til at indbringe hans første guldmedalje.

Imidlertid blev hans karriere tilsyneladende stoppet, inden den næsten var kommet i gang, da han året efter var involveret i en bilulykke, hvorunder han var døden nær. Han kom sig imidlertid igen og blev klar til sommer-OL 1960 i Rom. Her deltog også holdkammeraten Rink Babka, der på det tidspunkt var regerende verdensrekordholder. Babka lå også i spidsen efter de første fire kast, men gav så Oerter et råd før dennes femte kast. Om det var rådet, der hjalp, skal være usagt, men i hvert fald kastede Oerter nu 59,18 m, der var ny olympisk rekord, og Babka kunne ikke svare igen, hvorpå Oerter kunne modtage sin anden OL-guldmedalje.

I starten af 1960'erne fortsatte Oerters succes, og han satte første gang verdensrekord i 1962. Han var derfor storfavorit ved sommer-OL 1964 i Tokyo. Imidlertid var han ramt af skader og måtte gennemføre konkurrencen under store smerter. Selv om han ikke kunne foretage det sjette kast, satte han endnu en rekord med 61,00 m og vandt endnu en guldmedalje.

Til sommer-OL 1968 i Mexico City var Oerter efterhånden blevet 32 år, og han var nu truet af nye talenter, ikke mindst holdkammeraten Jay Silvester, der havde vist en række meget lange kast. Men med sin erfaring fra tre tidligere OL-konkurrencer kunne Oerter mobilisere nye kræfter og satte med sit første kast endnu en gang olympisk rekord med 64,78 m, og da dette ikke blev overgået, havde han som den første atletikudøver nogensinde vundet guld ved fire på hinanden følgende olympiske lege.

Efter OL trak Oerter sig tilbage. Han forsøgte at kvalificere sig igen til sommer-OL 1980, men på trods af at han satte personlig rekord på 69,46 m, måtte han som 43-årig indse, at tre andre atleter var endnu bedre. I forbindelse med optagelserne til et tv-program præsterede han et kast, der uofficielt blev opmålt til 74,67 m, hvilket ville have været en nuværende verdensrekord.

Med sine store præstationer var Oerter selvskrevet som ambassadør for de olympiske lege, og han bar det olympiske flag ved åbningen af sommer-OL 1984 i Los Angeles, og ved sommer-OL 1996 i Atlanta bar han den olympiske ild ind på stadion.

Efter at have trukket sig tilbage som aktiv idrætsudøver indledte Oerter er kunstnerisk karriere som maler. Han var også med til at organisere en udstilling med værker af andre olympiske veteraner, der nu kan beses i Fort Myers i Florida.

I starten af 2000'erne blev han ramt af sygdom, og han led af hjerteproblemer, som endte med at koste ham livet i 2007.