Olympiske lege

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
De 5 olympiske ringe, der symboliserer de olympiske lege

De olympiske lege (forkortes ofte OL) er en sportsbegivenhed med mange sportsgrene, der afholdes hvert fjerde år. De olympiske lege kendes fra to æraer:[Kilde mangler] Antikkens olympiske lege samt de moderne olympiske lege, som Pierre de Coubertin i slutningen af det 19. århundrede tog initiativet til. Han så idealerne i antikkens stævner og fik etableret den Internationale Olympiske Komité (IOC) i 1894. Her blev man enige om at afholde de første moderne olympiske lege i 1896 i Athen.

IOC har siden udviklet sig til en magtfuld organisation med politisk – og økonomisk kontrol over alle aspekter af legene. I begyndelsen var visionen, at legene var forbeholdt amatørsportsudøvere, men op gennem det 20. århundrede blev dette ideal undergravet, først af politiske og senere af kommercielle årsager. Derfor har nu selv højt betalte sportsudøvere lov til at deltage i legene, men kan dog ikke opnå direkte økonomiske gevinster ved deltagelsen, idet der udelukkende konkurreres om medaljer og æren ved de olympiske lege.

De olympiske lege er opdelt i sommer-OL og vinter-OL alt efter sportsgrenene. I de seneste årtier er endvidere etableret paralympiske lege for personer med handicaps, og IOC's nyeste initiativ er ungdomsolympiske lege, der afholdes første gang i 2010 i Singapore for unge mellem 14 og 18 år. Både paralympiske lege og ungdomsolympiske lege afholdes i sommer- og vinterudgaver. Perioden mellem to olympiske lege kaldes for en olympiade, men udtrykket bruges endvidere ind imellem (ukorrekt) om selve legene.

Fra de første moderne olympiske leges afholdelse og frem til nutiden er legene blevet mere og mere populære, og næsten alle nationer deltager i sommer-OL, mens deltagelsen i vinter-OL er mere begrænset, da en række lande har ingen eller yderst beskedne traditioner for at dyrke vintersportsgrene. Med den stigende opmærksomhed på legene har de i tidens løb stået over for en række udfordringer som politisk boykot, brug af doping, bestikkelse samt terrorisme.

Legene har fra begyndelsen i 1896 været omgivet af en række ceremonier, hvor især åbnings- og afslutningsceremonierne indeholder en række faste indslag. Også legenes motto, Citius, Altius, Fortius (Hurtigere, højere, stærkere), har været fast siden de første moderne lege.

Sporten under de olympiske lege[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Olympiske sportsgrene

For øjeblikket er 33 sportsgrene med 53 discipliner og omkring 400 konkurrencer en del af det olympiske program. Heraf står sommerlegene for den klart største andel, idet 26 sportsgrene og 38 discipliner indgår i disse lege, mens der konkurreres ved vinterlegene i 7 sportsgrene med 15 discipliner.[1] Af disse har atletik, svømning, fægtning og gymnastik været på programmet uafbrudt siden de første sommerlege, mens skisport, skøjteløb og ishockey har været med ved alle vinterlegene. En række sportsgrene er så kommet til på senere tidspunkter, idet nogle er begyndt på demonstrationsniveau (bl.a. volleyball og badminton). Andre sportsgrene har tidligere været på det olympiske program, men er gledet ud igen (bl.a. golf, tovtrækning og cricket). Visse sportsgrene har i en periode været ude, men er senere kommet tilbage (bl.a. tennis og bueskydning).[1]

Beslutningen om hvilke sportsgrene og discipliner der skal være på programmet tages af IOC-kongressen, idet der blandt andet lægges vægt på, at en sportsgren eller disciplin har global udbredelse. Endvidere kan motorbaserede sportsgrene ikke optages på det olympiske program. I de senere år har været relativt få udskiftninger i programmet, idet dog baseball og softball tages af programmet til OL i London 2012. En række sportsgrene og discipliner anerkendes af IOC, skønt de ikke er på programmet. IOC har besluttet, at der til et sommer-OL højst må optræde 28 sportsgrene med i alt 301 konkurrencer samt i alt højst 10.500 sportsfolk.[2]

I mange år var det endvidere et centralt punkt, at kun amatører måtte deltage i legene. Pierre de Coubertin, ophavsmand til de moderne lege, var inspireret af ånden fra det engelske skolevæsen, hvor idealet var en gentleman, der var god til lidt af hver, men ikke specialiseret i specielle områder eller sportsgrene. Fairness var også et vigtigt karaktertræk, og på den tid fandt man, at professionelle sportsudøvere havde en unfair fordel over amatørerne. Gennem årene blev amatørismen dog efterhånden mere og mere undermineret, og derfor er det generelt ikke længere en betingelse, at man skal være amatør for at deltage i OL, idet dog enkelte internationale forbund pålægger begrænsninger på, hvem der kan deltage i OL i den sport, som de er øverste myndighed for.

Markante olympiske præstationer[redigér | redigér wikikode]

Gennem årene har der forekommet en række præstationer ved legene, der har sat sig spor i historien. Her er nævnt nogle få.

  • 140 nationer har gennem årene opnået mindst én medalje ved OL. USA har gennem OL-historien vundet flest medaljer med i alt 2514 ved vinter- og sommer-OL til og med 2008, heraf 1008 af guld. Derefter følger Sovjetunionen med 1204 medaljer i alt (473 af guld) og Storbritannien med 736 i alt (215 af guld). Disse tre lande er også øverst på listen over medaljetagere, når man regner sommer-OL alene.
    • Hvis man ser på medaljeslugere ved vinter-OL alene, toppes listen af Norge med 280 medaljer, deraf 98 af guld. Derefter følger USA og Sovjetunionen med henholdsvis 216 og 194 medaljer i alt (begge med 78 guld).
  • I alt 79 af de nuværende IOC-medlemslande har aldrig vundet en OL-medalje. Monaco har deltaget ved 25 OL uden at få en idrætsudøver på sejrsskamlen.
Carl Lewis vandt længdespring ved fire OL i træk
  • Den tyske kajakroer Birgit Fischer er den første kvindelige sportsudøver, der har vundet guld ved seks forskellige OL samt den første sportsudøver overhovedet, der har vundet mindst to medaljer ved fem forskellige OL. Hun deltog ved OL i perioden 1980-2004.
Michael Phelps med en af sine otte guldmedaljer fra OL i Beijing 2008
  • Med sine mange discipliner er svømning en af de sportsgrene, der giver bedst mulighed for at en idrætsudøver kan vinde mange medaljer, og rekorden i antal guldmedaljer ved samme lege stammer da også herfra. Ved OL i Beijing 2008 vandt amerikaneren Michael Phelps otte stykker og overgik dermed sin landsmand Mark Spitz, der vandt syv gange guld ved OL i München 1972. Phelps er i øvrigt også den idrætsudøver, der samlet har vundet flest guldmedaljer med i alt 16.
  • Under OL i Stockholm 1912 forekom verdens hidtil længstvarende brydekamp, der varede 11 timer og 40 minutter. Den stod mellem Klein og Asikainen, og da førstnævnte havde vundet, var han for træt til efterfølgende at kæmpe i finalen, så mesterskabet gik til Johansson uden kamp.
  • Ved OL i Antwerpen 1920 deltog den svenske skytte Oscar Swahn for tredje gang ved et OL, og han satte dermed rekord som den ældste medaljevinder med sine 72 år. Han vandt i alt tre guld-, en sølv- og to bronzemedaljer ved de tre lege, han deltog i.
  • I vandpoloturneringen under OL i Melbourne 1956 mødtes Ungarn og Sovjetunionen i semifinalen i en kamp med stærke politiske overtoner, efter at opstanden i Ungarn kort forinden var blevet slået brutalt ned af sovjetiske tropper. Kampen blev efterfølgende kendt som "Blod i vandet-kampen", idet den ungarske spiller Ervin Zador efter kampens afslutning kom op af vandet med blodet strømmende fra et sår, som en sovjetisk spiller havde påført ham. Ungarn vandt kampen 4-0 og vandt efterfølgende guldmedaljerne for fjerde gang.

Danske præstationer[redigér | redigér wikikode]

  • OL i London 1948 blev de bedste for Danmark nogensinde, da det blev til fem guld-, syv sølv- og 8 bronzemedaljer.
  • Danmark har som den eneste nation vundet tre guldmedaljer i kvindehåndbold, oven i købet i træk (1996-2004).

Historie[redigér | redigér wikikode]

Antikkens olympiske lege[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Antikkens olympiske lege

Antikkens olympiske lege foregik i oldtidens Grækenland,[Kilde mangler] hvor atleter dystede i Olympia inden for en række sportsgrene, herunder løb, brydning og diskoskast. Atleterne dystede helt afklædte, og kun frie mænd måtte dyste samt kigge på.

Ifølge en udbredt legende blev de olympiske lege indstiftet af Zeus for at fejre hans sejr over Kronos.[Kilde mangler] Under denne begivenhed vandt Herkules over sine brødre i løb og blev kronet med en olivenkrans. Herkules brugte ifølge legenden som den første betegnelsen "olympisk", og han indførte det faste fireårsinterval mellem legene.

Stadion i Olympia

Arkæologiske fund daterer legene tilbage til i hvert fald 776 f.Kr.,[Kilde mangler] idet der er fundet inskriptioner med vindere af løbekonkurrencen for en række lege, startende i dette år. Legene blev snart udbredt over hele det antikke Grækenland, og de havde både religiøs, politisk og sportslig betydning. Under legene var der ud over sportskonkurrencerne også rituelle ofringer til Zeus og sagnkongen Pelops. Den politiske betydning ses af, at hvis der var krige og konflikter i gang på det tidspunkt, hvor legene skulle begynde, blev der holdt våbenhvile, mens legene stod på. Ud over de olympiske lege var der i oldtidens Grækenland også andre tilsvarende sportsbegivenheder, f.eks. de delphiske lege.

Efter at de olympiske lege havde deres højdepunkt i det 6. og 5. århundrede f.Kr. aftog deres betydning langsomt,[Kilde mangler] og især da romerne fik magten i området. Kejser Theodosius 1. den Store skal være ansvarlig for det endelige dødsstød for de antikke olympiske lege, da han i 393 forbød legene som hedenske i forbindelse med sin støtte til kristendommens indførelse som rigets officielle religion.

Forløbere for de moderne olympiske lege[redigér | redigér wikikode]

Baron Pierre de Courbertin, initiativtager til de moderne olympiske lege

Det egentlige initiativ til genoptagelse af olympiske lege stammer fra midten af det 19. århundrede, men faktisk var der allerede flere hundrede år før afholdt man forskellige steder sportskonkurrencer, der havde varianter af "olympisk" knyttet til sig. En englænder ved navn Robert Dover tog initiativ til en begivenhed kaldet Cotswold Olimpick Games, der er blevet afholdt årligt siden starten af det 17. århundrede (et sted mellem 1604 og 1612, hvor sidstnævnte årstal nu regnes som den officielle start) i Cotswolds.

Også i Frankrig blev der afholdt nationale L'Olympiade de la République, der blev afholdt årligt 1796-1798 og omfattede en række konkurrencer, som man kendte fra antikkens lege. I Grækenland havde man efter løsrivelsen fra det Osmanniske Rige i 1829 behov for at styrke sin nationalfølelse, og den antikke olympiske tradition var et velegnet middel hertil. De første moderne internationale olympiske lege blev således afholdt i Athen i 1859, hvor der ud over grækere også deltog sportsmænd fra det Osmanniske Rige. Disse regionale lege blev gentaget i 1870 og 1875.

I 1870'erne funderede den franske baron Pierre de Coubertin over årsagen til det franske nederlag i den fransk-preussiske krig (1870-71), og han kom frem til, at det skyldtes de franske soldaters dårlige fysiske form og manglende idrætslig opdragelse. Han overværede i 1890 engelske olympiske lege i Much Wenlock, der var blevet afholdt siden 1866 som en national begivenhed. Dette gav ham ideen til, at det måtte være muligt at etablere olympiske lege på et overnationalt plan, selv om tidligere forsøg herpå var strandet på modstand fra forskellige lokale sider.

Han fik oprettet den Internationale Olympiske Komite på den første olympiske kongres, der blev afholdt på Sorbonne-universitet i Paris 16.-23. juni 1894. På kongressens sidste dag blev det besluttet, at de første egentlige internationale olympiske lege skulle afholdet i Athen i 1896. IOC skulle være eneansvarlig for organiseringen af legene og valgte den græske forfatter Demetrius Vikelas som sin første præsident.

Premieren på de moderne olympiske lege[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Sommer-OL 1896
Åbningsceremonien ved de første moderne olympiske lege i 1896

De første moderne olympiske lege fandt sted 6.14. april 1896 i Athen med udgangspunkt Panathinaikos Stadion, der havde rødder tilbage til oldtiden.[Kilde mangler] Der deltog 241 sportsfolk fra 14 nationer[note 1], hvoraf omkring 190 var fra Grækenland. Det internationale islæt var derfor relativt begrænset, men Tyskland, Frankrig og Storbritannien havde hver 10-20 deltagere, mens tre atleter repræsenterede Danmark.

I de første lege blev der konkurreret i samlet 43 konkurrencer fordelt på ni idrætsgrene: Atletik, brydning, cykelløb, fægtning, gymnastik, skydning, svømning, tennis og vægtløftning. Roning var planlagt, men måtte aflyses på grund af dårligt vejr.

Legene blev en stor national græsk succes med overvældende publikumsinteresse, og denne succes smittede af på nogle af sportsudøverne, der foreslog, at man fremover fast afholdt legene i Grækenland. IOC havde imidlertid allerede besluttet at lade værtsskabet skifte for at sikre en international opbakning og havde udpeget Paris som værtsby fire år senere.

De tidlige år[redigér | redigér wikikode]

Med baggrund i successen fra Athen var der forventninger om yderligere interesse ved de følgende lege. Men såvel i Paris i 1900 som i St. Louis i 1904 blev opmærksomheden omkring legene skuffende lav. Årsagen til dette skal sandsynligvis ses i, at OL blev afholdt samtidig med de respektive verdensudstillinger i de to byer, der tiltrak sig meget større interesse.

Trods dette var der stigning i deltagerantallet i Paris, hvor næsten tusinde idrætsfolk stillede op, og nyt i forhold til Athen var deltagelsen af kvinder i konkurrencerne. Af andre nye tiltag var tilføjelsen af en række konkurrencer, hvoraf nogle var med for første og eneste gang i OL-historien, blandt andet ridebanehøjde- og længdespring samt forhindringssvømning.

Legene i St. Louis var oprindeligt tildelt Chicago, men i St. Louis var man nervøs for konkurrencen om opmærksomheden i forhold til verdensudstillingen, og det lykkedes for arrangørerne af udstillingen at få flyttet OL til byen som en del af verdensudstillingen i stedet. På den måde kom de tredje olympiske lege til tidsmæssigt at strække sig over næsten fem måneder, idet man bestræbte sig på at få afholdt en OL-konkurrence hver dag i perioden. Trods disse tiltag druknede OL i forhold til verdensudstillingen, hvilket måske også skyldtes, at deltagerantallet faldt markant i forhold til Paris-legene med 651 deltager fra blot tolv nationer, og heraf var omkring 580 fra Nordamerika. Mange lande fra andre verdensdele holdt sig væk af økonomiske årsager og praktiske; således deltog ingen af de nordiske lande i disse lege. Desuden var der politiske spændinger i Europa efter den russisk-japanske krig.

Efter disse to lidt skuffende OL besluttedes det at afholde jubilæumslege for at fejre starten på de moderne lege ti år efter afholdelsen af de første lege. Det blev de olympiske mellemlege 1906, der ikke regnes for officielle, da de blev afholdt midt i olympiaden, dvs. midt mellem to normale lege. Legene blev afholdt i Athen, og som ved de første lege blev disse også en stor succes på både deltager- og tilskuersiden. I den henseende havde legene deres plads i den olympiske historie, idet det siden stort set kun er gået fremad med interessen for OL.

Fra 1912 til 1948 var kunst en del af legene, idet de fem kunstarter arkitektur, skulptur, musik, malerkunst og litteratur var en del af det olympiske program. Hvert kunstværk skulle have en forbindelse til sport og godkendes af det land, kunstneren repræsenterede.

Opstilling i forbindelse med ishockeykamp ved vinter-OL 1928 i St. Moritz

Med udbruddet af 1. verdenskrig blev der sat en midlertidig stopper for OL, idet de planlagte lege i 1916 måtte aflyses – det kunne ikke som i antikken lade sig gøre at stoppe krigen for at afholde legene. Til disse ikke-afholdte lege var planlagt en uge med vintersportskonkurrencer, hvilket man i begrænset omfang søgte at inkludere også i nogle af de følgende lege. Men denne strategi havde en række naturlige praktiske besværligheder, og i 1921 besluttede IOC at etablere et egentligt vinter-OL, og de første sådanne lege blev afholdt i Chamonix i Frankrig 1924. Her deltog 258 atleter fra 16 lande i 16 konkurrencer inden for 9 sportsgrene. Vinter-OL blev således fra begyndelsen afholdt i de samme år som sommer-OL, men blot på andre tidspunkter og i andre byer, hvorved det fra begyndelsen blev en selvstændig begivenhed.

Efter de storslåede, men også politisk problematiske olympiske lege i Berlin 1936 blev OL igen ramt af verdenskrigen, så de planlagte lege i 1940 og 1944 måtte aflyses. Siden har legene fundet sted regelmæssigt og har for alvor udviklet sig til en verdensbegivenhed.

Etableret verdensbegivenhed og stigende politisering[redigér | redigér wikikode]

Efter de to store krige blev der relativ ro på jordkloden, og det gav grobund for vækst samt større internationalt samarbejde på mange fronter. Skønt den kolde krig gav spændinger i mange år, var sporten i lang tid ikke ramt af politisering. De forbedrede transportmuligheder gjorde det muligt at komme omkring store dele af Jorden med OL, der i blev tildelt Melbourne i Australien. Otte år senere kom legene for første gang til Asien, da de blev afholdt i Tokyo i Japan. Det er blevet en større og større økonomisk satsning at blive OL-vært, og det har i praksis betydet, at værtskabet endnu ikke er gået til lande i de nogle af de fattigste områder i verden som Afrika, Mellemøsten, Centralasien og Sydamerika.

Med den stigende udbredelse af massemedierne, først og fremmest tv, fik forskellige politiske grupperinger efterhånden øjnene op for de propagandamæssige muligheder, der lå i de olympiske lege. Den første virkeligt markante politiske brug af legene fandt sted under OL i München 1972, hvor medlemmer af terroristgruppen Sorte September tog 11 israelske sportsfolk som gidsler med henblik på at få frigivet en række fanger, først og fremmest palæstinensiske fanger i Israel. Under den to dage lange aktion dræbte gidseltagerne to af deres gidsler, men det var den ikke særligt vellykkede politiaktion, der var skyld i, at de øvrige gidsler samt fem af otte gidseltagere og en politibetjent blev dræbt i det, der efterfølgende er blevet kaldt München-massakren.

Nogle år senere var den kolde krig skyld i, at legene i Moskva 1980 og Los Angeles 1984 blev ramt af større boykot fra en række lande. En række vestlige nationer (dog ikke Danmark) boykottede legene i Moskva på grund af Sovjetunionens invasion i Afghanistan. Ved legene i Los Angeles fire år senere var der boykot fra en række kommunistiske lande som hævn herfor. Siden disse lege har der ikke været større politiske manifesteringer, selv om der var adskillige opfordringer til boykot af legene i Beijing 2008 som protest over manglende overholdelse af menneskerettighederne i Folkerepublikken Kina.

På det arrangementsmæssige plan gik man i 1990'erne over til at forskyde vinter- og sommerlegene, så de olympiske vinterlege placeres to år efter sommerlegene, men stadig med fire år mellem to vinter-OL. Som overgang betød det, at der en enkelt gang blot var to år mellem to vinter-OL, nemlig 1992 og 1994.

En anden markant ændring, der langsomt gled ind i legenes virkelighed, var accepten af professionelle sportsudøvere. Den store prestige der tilknyttes det pågældende land ved at deltage i legene og ikke mindst vinde medaljer medførte uundgåeligt, at legene ikke kunne holdes på et amatørniveau. Professionelle sportsudøvere blev trænet i statslig regi. Denne udvikling kunne ses overalt i verden. Til at begynde med blev brugen af professionelle udøvere nedtonet, men behovet for åbenhed omkring den professionelle udøver blev snart en realitet, der fik offentlighedens accept fra begyndelsen af 1970'erne.

For mange iagttagere blev den endelige godkendelse af professionelle idrætsfolk slået eftertrykkeligt fast, da de højt betalte amerikanske NBA-stjerner i basketball deltog ved OL i Barcelona 1992. Efterhånden er det kun i boksning, at der ikke deltager professionelle, mens FIFA for fodboldens vedkommende har betinget sig, at der som hovedregel kun må deltage U/23-spillere ved OL.

Sommerlegene er fortsat flagskibet i IOC-arrangementerne med det suverænt højeste antal deltagere og repræsenterede nationer. Ved OL i Beijing 2008 var der således 10.500 deltagere fra 204 nationer. Interessen fra omverdenen er også stigende, hvilket ses af, at man til OL i Sydney 2000 har regnet sig frem til mere end 3,7 milliarder tv-seere, lige som der blev registreret 11,3 milliarder hits på disse leges officielle hjemmeside.[3]

Den olympiske bevægelse[redigér | redigér wikikode]

IOC[redigér | redigér wikikode]

Den Internationale Olympiske Komite (IOC) er besluttende myndighed i spørgsmål om de olympiske lege. Komiteens arbejde foregår på basis af det olympiske charter. IOC er kernen i den olympiske bevægelse, hvortil også hørere arrangementskomiteer for de enkelte lege, de internationale forbund for de enkelte olympiske idrætsgrene og de nationale olympiske komiteer for hvert enkelt land. Blandt IOC's opgaver er at forestå valget af værtsby til de enkelte lege, sikre sig, at forberedelsen af legene foregår efter planen samt varetager planlægningen af programmet for hver idrætsgren.

IOC's domicil i Lausanne

IOC har hjemsted i Lausanne i Schweiz, og den ledes af en eksekutivkomité på 15 personer med IOC-præsidenten i spidsen, aktuelt Jacques Rogge fra Belgien. Eksekutivkomiteen har til opgave at stå for den daglige drift af organisationen. Den højeste myndighed er dog den årlige IOC-session, hvor IOC-medlemmerne (højst 115), der er valgt for otte år ad gangen, tager de store beslutninger – først og fremmest om valg af værtsbyer til kommende lege.[Kilde mangler]

IOC-medlemmerne tilhører en af fire kategorier:[Kilde mangler]

  1. Generelle medlemmer, højst én fra hvert land i denne kategori og højst 70 i alt
  2. Aktive atleter, der vælges af deres kolleger – højst 15 af denne kategori
  3. Ledere af internationale organisationer for enkeltidrætsgrene – højst 15 af denne kategori
  4. Ledere af nationale olympiske komiteer – højst 15 af denne kategori

Hertil kommer eksekutivkomitén på 15 personer.

IOC har eneretten til de olympiske begivenheder og symboler.

Symboler[redigér | redigér wikikode]

En række symboler anvendes til at repræsentere de olympiske idealer. Det mest kendte er nok de fem olympiske ringe, der symboliserer de fem beboede kontinenter (Amerika regnes i den forbindelse for ét kontinent). Ringene har farverne rød, blå, grøn, gul og sort. Ringene er tæt knyttet til det olympiske flag, der viser ringene på en hvid baggrund, og disse farver er valgt, så enhver nation har mindst én af disse seks farver i sit flag.

Flaget blev første gang anvendt ved OL i Antwerpen 1920 og har siden indgået som en fast bestanddel af de olympiske lege, hvor flaget hejses som led i åbningsceremonien og tages ned igen ved afslutningsceremonien.

Det olympiske motto, Citius, Altius, Fortius, var fra starten af de moderne olympiske lege inkorporeret i legenes ånd. Det indfanges indirekte i den olympiske ed, hvor det blandt andet hedder:

Paavo Nurmi tænder ilden på stadion ved OL i Helsinki 1952
Citat Den vigtigste ting i de olympiske lege er ikke at vinde, men at deltage, lige som det vigtigste i livet ikke er triumfen, men kampen. Det essentielle er ikke at have besejret, men at have kæmpet godt.[4] Citat

Tanken er, at det er den enkelte sportsudøvers præstation, der skal være "hurtigere, højere, stærkere".

Det tredje vigtige olympiske symbol er den olympiske ild, der skal brænde under de enkelte olympiske lege. Flere måneder før legene tændes flammen ved en ceremoni i Olympia i Grækenland, hvorpå den i et langvarigt stafetløb bringes til værtsbyen, så den er på stedet til åbningshøjtideligheden. Flammen har været et olympisk symbol siden 1928, men blev først brugt på den nævnte måde til OL i Berlin 1936.

Et nyere, mere uofficielt symbol er en olympisk maskot, som de enkelte lege selv finder frem til. Skikken blev taget i brug ved OL i Mexico City 1968, men blev først for alvor kendt med maskotten Mischa ved OL i Moskva 1980.

Ceremonier[redigér | redigér wikikode]

Ifølge det olympiske charter er der en række elementer, der indgår i åbnings- og afslutningsceremonierne. De markerer i princippet henholdsvis begyndelsen og afslutningen på legene, men i praksis er der i de senere år typisk konkurrencer, der må indledes før åbningsceremonien, hvis man skal nå at afslutte dem inden afslutningsceremonien. Begge ceremonier finder sted på legenes atletikstadion og er altid en stor publikumsmagnet.

Fra åbningsceremonien ved OL i Los Angeles 1984

Åbningsceremonien[redigér | redigér wikikode]

De fleste ritualer i åbningsceremonien stammer fra OL i Antwerpen 1920. Ceremonien indledes normalt med, at værtslandets flag hejses og dets nationalmelodi afspilles. Dette efterfølges af et show arrangeret af værtslandet, hvorunder nationale kulturelle træk præsenteres. Dette show har gennem årene eskaleret i omfang, tilsyneladende ud fra en uskreven regel om, at ethvert show skal være mere imponerende end det tilsvarende fra de foregående lege. Det får betydning for omkostningerne til åbningsceremonien, der ved OL i Beijing 2008 skal have kostet over 100 millioner $, hvoraf den største del skyldes showet.[5]

Efter dette følger indmarchen, hvor de fleste af sportsudøverne marcherer ind på stadion og rundt på løbebanen for at ende på banens midte. Indmarchen sker nationsvis med det græske hold forrest og værtsholdet bagest, mens de øvrige nationer kommer ind imellem efter alfabetisk rækkefølge (hvilket kan variere afhængigt af, hvilket sprog der alfabetiseres efter). En af sportsudøverne fra hver nation går forrest som fanebærer, hvilket er en specielt hæderfuld opgave.[6]

Nu følger taler fra præsidenten for organisationskomiteen, IOC-præsidenten og en officiel repræsentant for værtslandet (ofte statsoverhovedet). Sidstnævnte foretager den officielle åbning af legene. Dernæst bæres det olympiske flag ind på stadion og hejses, mens den olympiske hymne bliver afspillet. Flagbærerne samles derpå, og en repræsentant for sportsfolkene samt en repræsentant for de dommere, der dømmer i konkurrencerne, aflægger begge den olympiske ed. Ceremonien afsluttes med, at den olympiske ild bæres det sidste stykke ind på stadion og antænder det kar, hvorfra flammen brænder under hele legene.

Fra afslutningsceremonien ved OL i Beijing 2008

Afslutningsceremonien[redigér | redigér wikikode]

Når den sidste konkurrence er afgjort, afholdes afslutningsceremonien. Igen marcherer flagbærere fra hver nation ind på stadion efterfulgt af de idrætsfolk, der ikke er taget hjem, men i modsætning til ved åbningsceremonien går de ikke nødvendigvis ind nationsvis. Når alle er inde på stadion, hejses tre flag: Det græske, værtslandets og det kommende værtslands flag under afspilning af de tilsvarende nationalmelodier. Dernæst holder præsidenten for organisationskomiteen og IOC-præsidenten tale, hvorpå legene officielt er lukket.

Så slukkes den olympiske ild under afspilning af den olympiske hymne. Det olympiske flag tages ned og bæres ud. Dernæst foretages en symbolsk overdragelse af legene til den kommende værtsby, idet OL-flaget af borgmesteren for værtsbyen gives til IOC-præsidenten, der giver det videre til borgmesteren for den kommende værtsby. Som sidste punkt opføres et kort show arrangeret af den kommende værtsby.

Medaljeceremonien fra 4 km holdforfølgelsesløb i cykling ved OL i Beijing 2008

Medaljeceremoni[redigér | redigér wikikode]

Efter afgørelsen af hver olympisk disciplin gennemføres en medaljeceremoni med de tre medaljevindere. Disse stiller sig op på et podium med vinderen i midten placeret højest, og et IOC-medlem overrækker medaljerne. Derefter hejses nationalflagene for de tre medaljevindere, mens nationalmelodien for vinderen afspilles.

Kontroverser i forbindelse med olympiske lege[redigér | redigér wikikode]

OL er ingen garanti for fred[redigér | redigér wikikode]

Den olympiske bevægelse var i oldtiden et symbol på fred mellem folkeslagene,[Kilde mangler] og skønt dette ideal også indgik i Coubertins tanker med genoptagelsen af legene i moderne tid, har det ikke været muligt at opnå. Således har de to verdenskrige betydet, at i alt fem planlagte lege (tre sommerlege og to vinterlege) ikke blev afholdt.

Ikke engang selve legene har altid været garanti for fredelig sportsudøvelse, idet OL i München 1972 blev ramt af en terrorhandling, da elleve israelske sportsfolk blev taget som gidsler af terroristgruppen Sorte September. Gidseltagningen endte i et blodbad, hvorunder sytten personer blev dræbt, herunder de elleve gidsler. Også OL i Atlanta 1996 blev ramt af en voldelig episode, da en bombe sprang i en park i forbindelse med den olympiske by. Her blev to personer dræbt og 111 såret. Bombemanden blev afsløret og viste sig at være en stærkt højreorienteret amerikaner, der nu afsoner en livsvarig fængselsstraf.

Boykot af legene[redigér | redigér wikikode]

På grund af den store medieopmærksomhed om legene har de været genstand for politiske tilkendegivelser af forskellig karakter, herunder også mere fredelige end de netop nævnte. I flere tilfælde har forskellige nationer boykottet legene af storpolitiske årsager.

OL i Melbourne 1956 var de første lege, der oplevede boykot, da tre europæiske lande (Spanien, Holland og Schweiz) som protest mod Sovjetunionens undertrykkelse af opstanden i Ungarn. Ved de samme lege tog fire andre lande (Cambodia, Libanon, Irak og Egypten) samme skridt, men af en anden grund, idet de protesterede mod Suez-krigen. Ved OL i Montreal 1976 gennemførte en række afrikanske lande samt Guyana en boykot som protest mod New Zealands deltagelse, idet landets rugbylandshold havde gennemført landskampe mod Sydafrika trods en række andre landes modstand imod dette, der bidrog til at blåstemple apartheidstyret i Sydafrika. Taiwan boykottede ligeledes disse lege som protest mod, at Folkerepublikken Kina deltog under eget navn. Taiwans boykot ramte også det næste OL, men derpå vendte landet tilbage.

De to mest kendte boykotsituationer udspillede sig ved de næste to lege. For første gang havde et kommunistisk land fået tildelt et OL, da Moskva var vært i 1980. Imidlertid havde Sovjetunionen kort forinden invaderet Afghanistan, og da den kolde krig fortsat rasede på det tidspunkt, besluttede i alt 65 vestligt orienterede lande med USA i spidsen at boykotte legene. Ved legene i Los Angeles 1984 betalte Sovjetunionen USA tilbage, da de sammen med fjorten allierede nationer boykottede disse lege med henvisning til usikkerhed for deres sportsfolks sikkerhed.

En række andre lege har haft trusler om boykot hængende over hovedet, og det første eksempel stammer fra OL i Berlin 1936, hvor en række kendte personer og organisationer opfordrede til boykot af Nazityskland, men de blev ikke hørt. Som ved 1976-legene havde der ved OL i München 1972 også der været trusler om boykot rettet mod Sydafrikas deltagelse, og disse trusler medførte at Sydafrika blev udelukket, hvorpå truslerne blev skrinlagt.

De seneste overvejelser om boykot forekom i forbindelse med legene i Beijing 2008, hvor en række aktivister opfordrede til at blive væk for at protestere mod den kinesiske regerings behandling af menneskerettighedsorganisationer. Det medførte dog ingen nationsboykot, men nogle sportsfolk lavede mindre aktioner så som at blive væk fra åbningshøjtideligheden.

Politiske aktioner under legene[redigér | redigér wikikode]

Under selve legene har egentlige politiske aktioner været ret få. Den mest kendte forekom under OL i Mexico City 1968, da de to sorte amerikanske 200 m løbere Tommie Smith og John Carlos som guld- og bronzevindere på sejrspodiet markerede støtte til den militante Black Power-bevægelse med hævede, behandskede, knyttede højrehænder. Efterfølgende blev de to løbere sendt hjem i unåde.

Ved OL i Athen 2004 undgik iranske Arash Miresmaeli at møde israeleren Ehud Vaks i en judokamp, da det var iransk politik at undlade at have sportslig samkvem med Israel. Officielt blev Miresmaeli dog diskvalificeret for ikke at overholde vægtgrænsen, men han udtalte selv: "Skønt jeg havde trænet i månedsvis og var i god form, nægtede jeg at møde min israelske modstander i sympati med det palæstinensiske folks lidelser, og det er jeg overhovedet ikke ked af."

Endelig er der eksempler på legenes positive politiske betydning. Således fik den sorte amerikanske atlet Jesse Owens' fire guldmedaljer under OL i Berlin 1936 stor symbolsk værdi som modbevis på de nazistiske teorier om den ariske races overlegenhed over andre racer. Ved OL i Sydney 2000 fik udnævnelsen af aborigineren Cathy Freeman som den atlet, der antændte den olympiske ild på stadion og i øvrigt efterfølgende vandt 400 m løbet, sat fokus på dette folks situation i Australien.

Doping[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Doping

Dopingens forhistorie[redigér | redigér wikikode]

Historisk har doping altid eksisteret i forbindelse med de Olympiske Lege.[7] Ved de antikke olympiske lege i oldtidens Grækenland foregik doping ved at indtage vin, spiritus, svampe og planter med euforiserende virkning.[7]

Ved St. Louis 1904, hvor maratonløberen Thomas J. Hicks vandt maratonløbet, havde han af sin træner fået en blanding af cognac og stryknin.[8] Denne begivenhed blev ikke anset som ulovlig doping på daværende tidspunkt.

Arrangørerne af de Olympiske Lege anså ikke dopingen for et problem før omkring midten af 1960'erne. Før 1960'erne var der kun få diskussioner om brug af dopingmidler inden for sport. Der eksisterede ingen love, der forbød, at sportsudøverne dopede sig.[7] Sportsudøverne overholdt med andre ord gældende lovgivning, der således dannede udgangspunkt for sportsmoralen, - i hvert fald for en ukendt skare af sportsudøvere.

Under OL i Rom 1960 døde den danske cykelrytter Knud Enemark under 100 km holdløb, og efterfølgende undersøgelser viste, at han havde spor af amfetamin i blodet.[9]

Der skulle gå 7 år efter Knud Enemarks dødfald, før IOC's Medical Commission udarbejdede en liste over forbudte og tilladte stoffer i 1967. De første doping-kontroller blev herefter indført i forbindelse med de olympiske lege i Mexico City i 1968.[7]

Dopingen vil ingen ende tage[redigér | redigér wikikode]

"Den olympiske ånd" og "fair play", der aflægges under den "olympiske ed" har stadigvæk vanskelige kår, selv efter indførelse af lovgivning og doping-kontroller.

Den svenske moderne femkæmper Hans-Gunnar Liljenwall ved OL i Mexico City 1968 blev frataget sin bronzemedalje, da han blev afsløret i brugen af alkohol som doping.[10]

Teknikkerne til afsløring af doping er blevet markant forbedret i takt med dopingsudøvernes opfindsomhed. Teknikkerne til afsløring af doping slår dog ikke til i tilstrækkelig grad, idet der hele tiden opfindes nye dopingmetoder for at omgå eksisterende kontrolsystemer.[11]

Kontrolsystemernes utilstrækkelighed afsløres i forbindelse med, at 3. mand fremkommer med oplysninger før, der falder dom over dopingsmisbrugerne. En række østeuropæiske sportsfolk, ikke mindst østtyske svømmere, i forbindelse med flere lege i 1970'erne og 1980'erne havde systematisk indtaget anabolske steroider.[12]

En af de mest prominente afsløringer af dopingsyndere er canadieren Ben Johnson, der ved OL i Seoul 1988 havde vundet guld i 100 m løb, men efterfølgende frataget medaljen, da han blev afsløret for brug af stanozolol.[13]

Til OL i Beijing 2008 blev fire dopingmisbrugere afsløret efter deltagelse i konkurrencerne, mens en større gruppe var blevet udelukket på forhånd.[14]

Ved de olympiske lege i London, 2012, var der 7 syndere, som blev taget for dopingmisbrug, mens et antal atleter blev sendt hjem under legene som følge af positive dopingprøver foretaget inden legene.[15]

Korruption og andre skandaler[redigér | redigér wikikode]

Der har gennem årene været en række kontroversielle skandaler ved en række Olympiske Lege. Blandt de mest bizarre var en stribe stærkt diskutable domme i boksekonkurrencerne under OL i Seoul 1988, hvor der efterfølgende var meget stærke indicerer om bestikkelse af dommerne.[16]

Før OL i Lillehammer 1994 var den indbyrdes konkurrence mellem de to amerikanske kunstskøjteløbere Tonya Harding og Nancy Kerrigan så intens, at en person tæt knyttet til Harding betalte en anden skøjteløber for bevidst at skade Kerrigan. Skaden var dog ikke værre, end at hun kunne deltage i OL-konkurrencen og vinde sølvmedaljen, mens Harding måtte nøjes med ottendepladsen. Efterfølgende blev Harding for sin forbindelse til den famøse hændelse udelukket fra sporten på livstid.[17]

Tidslinje over skandaler[redigér | redigér wikikode]

  • 1916 skulle Tyskland have været værter, men pga. efter 1. verdenskrig måtte det aflyses.
  • 1936 hvor Tyskland så fik tildelt værtskabet, ville Hitler ikke give hånden til andre medalje vindere end det tyske, hvilket endte med at han ikke gav hånden til nogen.
  • 1948 blev Tyskland, Italien og Japan udelukket ved OL, som skyldtes efterdønningerne efter 2. verdenskrig.
  • 1956 Rusland og Ungarn havde spændinger mellem hinanden pga. krisen i Ungarn. Det var slåskampe i svømmebassinerne.
  • 1968 I Mexico optrådte sorte atleter, som bevægelsen ”Black Power”, som gik ind for sortes rettigheder i USA.
  • 1972 i Tyskland, hvor 11 israeliske atleter mistede livet, under en terroraktion.
  • 1976 i Canada blev 28 sydafrikanske atleter sendt hjem, fordi de demonstrerede imod at New Zealand og den apartheid der blev oplevet.
  • 1980 i Rusland, blev der foretaget en boykot fordi Rusland havde invaderet Afghanistan
  • 1984 i USA, meldte Sovjet fra som hævn fra forrige OL.
  • 1988 i Sydkorea, hvor der forekom korruption i f.eks. boksning, hvilket resulterede i 7 medaljer til værterne.
  • 1996 i USA, hvor Coca Cola gav et så stort sponsorat at Athen blev snydt for et 100-årsjubilæum.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Antallet af såvel sportsfolk som nationer er lidt usikkert, idet der knap nok var national støtte fra alle nationer. Antallet af nationer opgives således i forskellige kilder som alt mellem 10 og 15, men 14 er IOC's antal

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 "IOC – Sports", www.olympic.org, hentet 5. marts 2009
  2. "Factsheet: The sports on the olympic programme", IOC, februar 2008
  3. "100 Years of Olympic Marketing", www.olympic.org, besøgt 27. februar 2009
  4. "The Olympic symbols", olympic.org, 2007
  5. "Beijing Dazzles" www.cbc.ca, 8. august 2008
  6. "Joachim B. Olsen bliver OL-fanebærer" spn.dk, 14. maj 2008
  7. 7,0 7,1 7,2 7,3 "Doping ved OL - et historisk rids", hentet 4. marts 2013
  8. "Tom Hicks" www.sports-reference.com, hentet 5. marts 2009
  9. "Doping ved OL - et historisk rids", hentet 4. marts 2013.
  10. Sports Medicine - Jennifer L. Minigh - Google Books Minigh, Jennifer L. (2007) Sports Medicine. Side 57. ISSN 1558-7592
  11. Ekstra Bladet - EPOs afløser er klar. Hentet den 6. marts 2013.
  12. "Just Following Order, Doctors' Orders", The New York Times, 22. april 2001
  13. Sugden, John Peter og Alan Tomlinson (2012) Watching the Olympics: Politics, Power and Representation. Side 101. ISBN 978-0-415-57832-5
  14. Run, Swim, Throw, Cheat:The science behind drugs in sport - Chris Cooper - Google Books Cooper, Chris (2012) Run, Swim, Throw, Cheat:The science behind drugs in sport. Side 102. ISBN 978-0-19-958146-7
  15. Fakta: Her er OL's dopingssyndere - Politiken.dk Dagbladet Politiken - Hentet den 4. marts 2013.
  16. Rosner, Scott og Kenneth Shropshire (2011) The Business of Sports. Jones & Bartlett Publishers. Side 735.
  17. Fensch, Thomas (1995) Sports Writing Handbook 2nd Ed. Side X. ISBN 0-8058-1528-7

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: