Alexis Tsipras

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Alexis Tspiras på Die Linkes kongres i 2014.

Alexis Tsipras (født 28. juli 1974) er en græsk politiker, der den 26. januar 2015 blev taget i ed som landets premierminister efter parlamentsvalget, der gav hans parti 36% af stemmerne og 149 ud af parlamentets 300 pladser. Han er formand for partiet Synaspismos, som indgår i en koalition af venstrefløjspartier SYRIZA, som Tspras også leder.

Tsipras afsluttede i 2000 sin uddannelse som ingeniør fra Athens Tekniske Universitet. I studietiden engagerede han sig i studenterpolitiske aktiviteter og organisationer lokalt og nationalt. Han var desuden aktivt medlem af et kommunistisk partis ungdomsorganisation. Herigennem blev han engageret i en venstrepolitisk paraplyorganisation, Synaspismós, som han forblev i, da hans parti trak sig ud, og han var i en årrække sekretær i Synaspismós' ungdomsfraktion. I 2004 valgtes Tsipras til Synaspismós' centralkomité med ansvar for uddannelses- og ungdomspolitik.

I 2006 blev han indvalgt i Athens bystyre for venstrefløjskoalitionen SYRIZA. I 2008 blev han landsformand for SYRIZA, den til da yngste leder for en landspolitisk organisation i Grækenland. Ved parlamentsvalget året efter kom Tsipras i parlamentet, hvor han blev gruppeformand. Partiet opnåede 4,6% af stemmerne og 13 mandater.

I maj 2012 firedoblede SYRIZA under Tsipras ledelse sit stemmetal og blev med 52 mandater parlamentets næststørste gruppe. Valgets resultat gjorde det ikke muligt at danne en regering, hvorfor præsidenten udskrev nyvalg til afholdelse den 17. juni 2012. Af valgtaktiske årsager ændrede SYRIZA status fra en koalition til et egentligt parti op til dette valg.

Henvisninger

GrækenlandSpire
Denne artikel om græsk politik er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Politiker