Anden Mosebog

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Exodus.

Anden Mosebog, eller Exodus (hebr. ואלה שמות Ve-eleh shemot "Dette er navnene", gr. Ἔξοδος Exodus "Afgang" eller "Udvandring") er den anden bog i den jødiske torah og tanakh og i Det Gamle Testamente. Bogen koncentrerer sig om begivenhederne omkring udvandringen af Egypten under ledelse af Moses, pga. israelitternes slavetilværelse i landet (kap. 1-12). Det beskrives hvordan Gud sender de 10 plager over Egypten for at få Farao til at løslade israelitterne. Rejsen til Sinaibjerget (kap. 13-18). Pagtslutningen med mellem Gud på den ene side og Moses og folket på den anden, og nedskrivningen af de 10 bud, og andre retsregler (kap. 19-24). Detaljerede instruktioner angående konstruktionen af tabernaklet, præstens dragt og andre rituelle objekter (kap. 25-31). Episoden med guldkalven, hvor loven gives 2. gang (kap. 32-34). Og til sidst konstruktionen af tabernaklet, præstens dragt og andre rituelle objekter (kap 35-40).

Udvandringen[redigér | redigér wikikode]

Udvandringen betegner den begivenhed som beskrives i det meste af Anden Mosebog. Ledt af Moses og Aron førtes israelitterne ud af Egypten og mod det forjættede land Kana'an, hvor deres forfædre havde levet. Gud havde lovet Abraham, Isak og Jakob landet og ville nu indfrie sit løfte til deres efterkommere. Dagen for udvandringen danner basis for den jødiske fejring af påske.

Ifølge Bibelen var Abrahams slægtningen flyttet til Egypten pga hungersnød i landet. Josef tog imod sine brødre i landet, da han var blevet indsat som en af de mægtigste mænd i landet. I landet voksede familien over de næste 400 år, til en hel nation, israelitterne. Da folket blev en trussel for Farao, blev der indført restriktioner for den israelitske befolkning. De blev tvunget til slavearbejde, og især forarbejdning af mursten var slidsomt, og til sidst blev alle nyfødte drengebørn henrettet. I 30 år forblev befolkningen under disse forhold. Moses, som var israelit af fødsel, men voksede op som prinsessens plejesøn, blev som voksen hidsig på en egypter og slog ham ihjel. Han blev set og måtte flygte i eksil, hvor han modtog Guds kald ved den brændende tornebusk.

Moses vendte så tilbage til Egypten for at forhandle med Farao, som dog ikke var modtagelig. Gud brugte så Moses til at sende ti plager over Egypten. Farao nægtede at lade folket gå, men efter den tiende plage, som var drabet af alt førstefødt i Egypten, ombestemte han sig, og lod folket gå.

Farao ombestemte sig siden, og sendte en stor flok soldater efter israelitterne. Folket blev fanget mellem soldaterne og Sivhavet, hvor Moses gjorde et under og delte vandene og reddede dermed folket fra soldaternes våben. Straks israelitterne var kommet over vandet, fulgte soldaterne efter og blev fanget i vandmasserne. Efter udgangen, vandrede folket i ørkenen i 40 år, fordi de havde været utro mod Herren, og derfor måtte ingen af dem der udvandrede fra Egypten komme med til Israel, men kun efterkommere.

Bibel Stub
Denne artikel om et emne fra Det Gamle Testamente eller Tanakh er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Religion