Anden Mosebog

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Exodus.

Anden Mosebog, eller Exodus (hebr. ואלה שמות Ve-eleh shemot "Dette er navnene", gr. Ἔξοδος Exodus "Afgang" eller "Udvandring") er den anden bog i den jødiske torah og tanakh og i Det Gamle Testamente. Bogen koncentrerer sig om begivenhederne omkring udvandringen af Egypten under ledelse af Moses, pga. israelitternes slavetilværelse i landet (kap. 1-12). Det beskrives hvordan Gud sender de 10 plager over Egypten for at få Farao til at løslade israelitterne. Rejsen til Sinaibjerget (kap. 13-18). Pagtslutningen med mellem Gud på den ene side og Moses og folket på den anden, og nedskrivningen af de 10 bud, og andre retsregler (kap. 19-24). Detaljerede instruktioner angående konstruktionen af tabernaklet, præstens dragt og andre rituelle objekter (kap. 25-31). Episoden med guldkalven, hvor loven gives 2. gang (kap. 32-34). Og til sidst konstruktionen af tabernaklet, præstens dragt og andre rituelle objekter (kap 35-40).

Exodus myten er en meget omdiskuteret myte. Den danner ramme om hele den jødiske selvforståelse, men har begivenheden fundet sted? Forskere og arkæologer har ikke fundet nogle spor efter udvandringen i hverken Egypten, Israel eller Sinai ørkenen. Egypterne, som var meget civiliserede dengang, havde heller ikke nævnt eller skrevet noget ned om israelitternes udvandring, og der findes ingen andre skriftlige kilder end Exodus myten i det Gamle Testamente. Udover det menes der at det tidsmæssigt ikke kan lade sig gøre, da der i myten bliver nævnt, at de brugte kameler på deres udvandring. Abraham må have levet omkring 2000 år f.Kr, men arkæologiske fund viser, at kamelerne først blev tæmmet som lastdyr omkring 1000 år f.Kr. Hvis udvandringen skulle have fundet sted på det tidspunkt ville det ikke give mening, da Kanaan, landet israelitterne vandrede til, var en del af Egypten på daværende tidspunkt.

Udvandringen[redigér | redigér wikikode]

Udvandringen betegner den begivenhed som beskrives i det meste af Anden Mosebog. Det er ikke kun en udvandring, men også en befrielse. Gud havde lavet en pagt med Abraham, som er stamfaderen til jødedommen, islam og kristendommen. Desuden var han den første der dyrkede monoteisme. Hvis Abraham og hans efterkommere overholdte pagten, lovede Jahve (gud), at de ville få Kana’ans land. Abrahams efterkommer Moses var den mand, som ved hjælp af Gud, befriede jøderne. Dagen for udvandringen danner basis for den jødiske fejring af pesach.

Ifølge Bibelen var Josefs 11 brødre misundelige på Josef, så de smed ham i en brønd. En egyptisk karavane kom forbi efter han var blevet smidt i brønden, så Josef råbte om hjælp, og de tog ham med til Egypten. Josef bliver en klog mand i Egypten, hvor han bl.a. bliver en drømmetyder. Faraoen af Egypten får en drøm, som Josef tyder. Drømmen er en advarsel om at Egypten vil få 7 gode år og 7 dårlige år. Fordi Josef er blevet en drømmetyder, belønnes han. Josefs brødre, som lever i Mesopotamien, bliver nødt til at flytte til Egypten pga. hungersnød. De er bange for, at Josef bærer nag og vil hævne sig, men han tager imod dem med åbne arme og tilgiver dem. Josef og hans 11 brødre blev stamfædre for alle de stammer, der er i Israel.

I landet voksede familien over de næste 400 år, til en hel befolkning, israelitterne. Da folket blev en trussel for Farao, blev der indført restriktioner for den israelitiske befolkning. De blev tvunget til slavearbejde, og især forarbejdning af mursten var slidsomt. Farao lavede også en ordre – alle israelitternes førstefødte skulle henrettes. I 30 år forblev den israelitiske befolkning under disse forhold. Moses, som var israelit af fødsel, men voksede op som prinsessens plejesøn, blev som voksen hidsig på en egypter og slog ham ihjel. Han blev set og måtte flygte i eksil, hvor han modtog Guds kald ved den brændende tornebusk. Gud fortalte Moses, at han skal befri israelitterne fra slaveriet i Egypten.

Moses vender tilbage til Egypten for at overtale Farao til at løslade dem, men Farao nægter. Gud taler til Moses, og fortæller ham, at han vil sende 10 plager over Egypten. Først efter 10. plage flygter Moses og den israelitiske befolkning. Farao ombestemte sig siden, og sendte en stor flok soldater efter israelitterne. Folket blev fanget mellem soldaterne og Sivhavet, hvor Moses gjorde et under og delte vandene og reddede dermed folket fra soldaternes våben. Straks israelitterne var kommet over vandet, fulgte soldaterne efter og blev fanget i vandmasserne. Efter udgangen, vandrede folket i ørkenen i 40 år, fordi de havde været utro mod Herren, og derfor måtte ingen af dem der udvandrede fra Egypten komme med til Israel. Grunden til at de vandrede i 40 år, er fordi man regner med at den generation som ikke overholdt pagten, var død.

Eftersom denne historie udelukkende er baseret på Det Gamle Testamente, sættes der spørgsmålstegn ved dens korrekthed. I dag har flere forskere undersøgt mytens historie og om hvorvidt den er sand eller ej. Arkæologen Israel Finkelstein og Teologen Niels Peter Lemche er to eksempler på forskere, som mener at myten er historisk ukorrekt. Grunden til dette er, at der ikke findes andre historiske kilder, som kan bekræfte exodusmyten. Finkelstein, som har undersøgt de steder, det menes at israelitterne vandrede. Han fandt ingen spor, som kunne bevise at det var korrekt. Desuden er der også blevet kigget på andre historiske kilder, og man har fundet ud af, at Det Gamle Testamente er den eneste kilde, som omtaler en befolkning, som har været fanget i Egypten og derefter flygtet.

Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg