Anden Mosebog

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

For alternative betydninger, se Exodus.

Det Gamle Testamente eller Tanakh
Loven eller Mosebøgerne Pentateuken (gr.-lat.) Torah (hebr.)
1. Mosebog
2. Mosebog
3. Mosebog
4. Mosebog
5. Mosebog
De historiske skrifter Nevi’im (hebr.)
Josvabogen
Dommerbogen
Ruths bog
1. Samuelsbog
2. Samuelsbog
1. Kongebog
2. Kongebog
1. Krønikebog
2. Krønikebog
Ezras Bog
Nehemias' Bog
Esters Bog
De poetiske skrifter eller Ketuvim (hebr.)
Jobs Bog
Salmernes Bog
Ordsprogenes Bog
Prædikerens Bog
Højsangen
De profetiske skrifter Nevi’im (hebr.)
Esajas' Bog
Jeremias' Bog
Klagesangene
Ezekiels Bog
Daniels Bog
Hoseas' Bog
Joels Bog
Amos' Bog
Obadias' Bog
Jonas' Bog
Mikas Bog
Nahums Bog
Habakkuks Bog
Sefanias' Bog
Haggajs Bog
Zakarias' Bog
Malakias' Bog
Se også: Det Gamle Testamentes kanon

Anden Mosebog, eller Exodus (hebr. ואלה שמות Ve-eleh shemot "Dette er navnene", gr. Ἔξοδος Exodus "Afgang" eller "Udvandring") er den anden bog i den jødiske torah og tanakh og i Det Gamle Testamente. Bogen koncentrerer sig om begivenhederne omkring udvandringen af Egypten under ledelse af Moses, pga. israelitternes slavetilværelse i landet (kap. 1-12). Det beskrives hvordan Gud sender de 10 plager over Egypten for at få Farao til at løslade israelitterne. Rejsen til Sinaibjerget (kap. 13-18). Pagtslutningen med mellem Gud på den ene side og Moses og folket på den anden, og nedskrivningen af de 10 bud, og andre retsregler (kap. 19-24). Detaljerede instruktioner angående konstruktionen af tabernaklet, præstens dragt og andre rituelle objekter (kap. 25-31). Episoden med guldkalven, hvor loven gives 2. gang (kap. 32-34). Og tilsidst konstruktionen af tabernaklet, præstens dragt og andre rituelle objekter (kap 35-40).

[redigér] Udvandringen

Udvandringen betegner den begivenhed som beskrives i det meste af Anden Mosebog. Ledt af Moses og Aron føre israelitterne ud af Egypten og mod det forjættede land Kana'an, hvor deres forfædre havde levet. Gud havde lovet Abraham, Isak og Jakob landet og ville nu indfrie sit løfte til deres efterkommere. Dagen for udvandringen danner basis for den jødiske fejring af påske.

Ifølge Bibelen var Abrahams slægtningen flyttet til Egypten pga hungersnød i landet. Josef tog imod sine brødre i landet, da han var blevet indsat som en af de mægtigste mænd i landet. I landet voksede familien over de næste 400 år, til en hel nation, israelitterne. Da folket blev en trussel for Farao, blev der indført restriktioner for den israelittske befolkning. De blev tvunget til slavearbejde, og især forarbejdning af mursten var slidsomt, og tilsidst blev alle nyfødte drengebørn henrettet. I 30 år forblev befolkningen under disse forhold. Moses, som var israelit af fødsel, men voksede op som prinsessens plejesøn, blev som voksen hidsig på en egypter og slog ham ihjel. Han blev set og måtte flygte i eksil, hvor han modtog Guds kald ved den brændende tornebusk.

Moses vendte så tilbage til Egypten for at forhandle med Farao, som dog ikke var modtagelig. Gud brugte så Moses til at sende ti plager over Egypten. Farao nægtede at lade folket gå, men efter den tiende plage, som var drabet af alt førstefødt i Egypten, ombestemte han sig, og lod folket gå.

Farao ombestemte sig siden, og sendte en stor flok soldater efter iraelitterne. Folket blev fanget mellem soldaterne og sivhavet, hvor Moses gjorde et under og reddede folket fra soldaternes våben. Straks israelitterne var kommet over fulgte soldaterne efter og blev fanget i vandmasserne. Efter udgangen, vandrede folket i 40 år, fordi de havde været utro mod Herren, og derfor måtte ingen af dem der udvandrede fra Egypten komme med til Israel, men kun efterkommere.