Islam

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Tidslinje for islam
569~ Muhammeds fader Abdullah dør inden Muhammeds fødsel
570~ Muhammeds fødsel i Mekka (’elefantens år’)
576 Muhammeds moder Āminah dør
578 Muhammeds bedstefader og værge ʾAbd al-Muṭṭalib dør
583~ Muhammed tager på karvanerejser fra Mekka i Den Arabiske Halvø til Levanten (Syrien)
595 Muhammed stifter bekendtskab med og gifter sig med Khadīja
605~ Muhammed og Khadīja giver fødsel til datteren Fāṭima al-Zahra
610~ Første åbenbaring af Koranen
Ærkeenglen Gabriel forekommer og forkynder den guddommelig åbenbaring overfor Muhammed (der tiltales ’Guds profet’)
Muhammed forkynder og praktiser islam privat (ægtefælle Khadīja og fætter Ali første ’muslimer’)
613~ Muhammed forkynder og praktiser islam offentligt
614~ Begyndelse på offentlig forfølgelse af Muhammed og første muslimer
615 Første muslimske udvandring (til Abessinien som tilflugt fra forfølgelse i Mekka)
615 Boykot af hashimitterne (en klan af den udvidet stamme Quraysh; varede ved indtil år 619)
619 Muhammeds onkel og stærke supporter Abū Ṭālib og Khadīja dør
620 Muhammeds rejse fra Mekka til Jerusalem og himmelrejse
622 Udvandring fra Mekka til Yathrib (som tilflugt fra forfølgelse)
Udvandringen (Hijra) konstituerende begivenhed for begyndelsen af islamiske tidsregning
624/2 Muhammeds første barnebarn fødes (navngivet ’al-Ḥasan’ af ærkeenglen Gabriel, et navn ikke anvendt i før-islam)
Slaget ved Badr (muslimske styrker besejre en større ikke-muslimske mekkansk styrke)
625/3 Muhammeds andet barnebarn fødes (navngivet ’al-Ḥusayn’ af ærkeenglen Gabriel, et navn ikke anvendt i før-islam)
Slaget ved Uḥud (muslimske styrker lider nederlag til en mekkansk ledet hær)
628/6 Pagten ved Ḥudaybīyya (våbenhvile med de mekkanske modstandere af muslimer; islam prækedes og praktiseres offentligt igen)
Muslimer får adgang og mulighed for at valfarte til Kabaen i Mekka
629/7 Første offentlige pilgrimsrejse til Kabaen i Mekka
630/8 Pagten ved Ḥudaybīyya brydes af en stamme allierede med mekkanerne
Mekkanerne overgiver sig til muslimerne og accepter religionen islam
Islam accepteres af alle de arabiske stammer og fredsaftale indgås med kristne og jødiske stammer i Den Arabiske Halvø
631/10 Episoden af gudsdommen (mūbahala) mellem kristen delegation fra Najrān og Muhammed (om islam syn på profeten Jesus; kristen delegation trækker sig fra gudsdommen)
632/11 Muhammeds afskedsvalfart til Mekka
Sidste åbenbaring af Koranen
Muhammed afgår ved døden i Medina

Islam, (arabisk: الإسلام [al-islām]) (egl. frivillig ’underkastelse for’,[note 1] ’hengivelse el. overgivelse til’ Gud), betegner en eller flere af følgende betydninger: (1) den direkte eksistentielle betydning af helt at underkaste sig Gud, (2) den empiriske realitet af ’den islamiske verden’ ud fra et sociologisk perspektiv eller (3) det ideale muslimske fællesskab som har rødder i dets religiøse identitet og tidlig islamisk historie. Alle tre betydninger er tæt forbundet, både ud fra et historisk og moderne perspektiv, til islams brede betydning. Denne alsidige forståelse af betegnelsen islam danner også grundlag for dets definition. Inden for vestlig sprogbrug defineres islam oftest ud fra dets bogstavelige betydning ’underkastelse for’ Gud, hvorefter beskrivelsen tager afsæt i ’tidlig islam’, som det udviklede sig fra starten af det 7. århundrede til tilblivelsen af ’den islamiske verden’ op igennem tiderne indtil nutiden.

Ordet ”islam” er på arabisk både et udsagnsord (”islam som frivillig underkastelse for, total hengivelse til Gud”) og navneord (”islam som religion”). Som udsagnsord er betegnelsen tæt knyttet til (og til tider sammenfaldende med) termen aslama (egl. ’overgivelse, tilkendegivelse sig til Gud’). Det er bl.a. herfra at betegnelsen muslim (flertalsform muslimūn) udledes, da ’en der underkaster sig islam’ på dansk tiltales muslim (flertalsform muslimer).[note 2] Den vestlige orddannelse og sprogbrug anvender generelt ikke islam som udsagnsord, selvom det inden for bestemte domæner er ved at vinde indpas.[note 3] Som navneord anvendes islam i omtale (eller dele) af religionen islam ud fra vidt forskellige religiøse, politiske og sociale aspekter. Flertydigheden i ordets betydning og struktur er ligeledes afspejlet i Koranens brug af termen islam.[note 4] I daglig tale er det primært ’den islamiske verden’ samt de religiøse og politiske sfærer af religionen der forstås ved omtale af islam.

Islam er en åbenbaringsreligion, der lærer, at Gud åbenbarer sig over for skabelsen og verden, og at dette blev formidlet til profeten Muhammed ibn Abdullah (ca. 570-632) gennem ærkeenglen Gabriel. Denne åbenbaring fandt sted gradvis over en længere tidsperiode og er i sin helhed beskrevet i Koranen, der er islams hellige skrift og den centrale kilde til islam. Monoteisme er en grundsten i religionen og betones stærkt i både åbenbaringen og overleveringstraditionerne fra Muhammeds æra. Sammen med religionerne jødedom og kristendom er islam en abrahamitisk religion, hvilket viser tilbage til patriarken og profeten Abraham. Islam anser Moses og Jesus for at være tidligere profeter i en lang række, der begynder med Adam og slutter med Muhammed. Alle profeter anses som gudsmænd - uden derfor at være helt eller delvis guddommelige - der på Guds formaning har åbenbaret og vejledt om den samme religion. Jødedommen og kristendommen anerkendes som religioner og adskilles fra hedenskaben; men de ses som afvigelser fra den rette lære, hvor deres skrifter og lære anses for at være menneskers forvanskning af Guds ord.

Historisk anses religionen islam for at fremkomme i Muhammeds levetid på Den Arabiske Halvø i det 7. århundrede. Siden da har islam været den dominerede religion i regionen, hvor udbredelsen ikke har været et resultat af målrettet missionsarbejde, men snarere en ”syntese mellem islams centrale trosindhold og de levende kulturer, der med tiden blev en del af den islamiske verden”.[1] Den spredte sig hurtigt gennem større dele af Eurasien og Afrika og udgør i dag verdens næststørste religion med mere end 1,5 milliarder tilhængere (muslimer) der sammenlagt udgør omtrent en fjerdedel (23,2% (år 2010)) af verdens befolkning.[2] Demografisk er islam som religion i dag udbredt over hele verden (verdensreligion) og udgør majoriteten af befolkningen i 48 lande (ud af i alt 193 anerkendte lande i verden) og en signifikant minoritet i adskillige andre.[3] Flere bevægelser (bl.a. Bahai, Ahmadiyya og Sikhisme[4]) er siden helt eller delvis inspireret af islams lære.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Betegnelsen islam (arabisk: ”الإسلام”, translitteration: ”al-islām”, transskription: ”al-islam”, oversættelse: ”islam”, IPA: [isˈlɑːm] el. [ˈislɑm]) afledes fra den sproglige rod S-L-M (س-ل-م) enten ud fra aslama eller sallama, begge udsagnsord der gengiver betydninger af ’hengivelse, overgivelse, underkastelse for’ Gud. Udsagnsord fra denne rod, særskilt sallama/yusallimu og aslama/yuslimu præsenter betydning af at ”underkaste sig komplet” dette konnoteret med en relativ passiv indledning handling af underkastelse og hermed forbindes betegnelsen islam med bibetydningen af at dette gøres frivilligt og totalt.[note 5] Til tider fremføres der argumenter for at termen egentligt er udledt fra salama der gengiver en helt anden betydning af tryghed og fred,[5] en udlægning der kun betragtes sekundært til handlingen af overgivelse.

Egennavn[redigér | redigér wikikode]

Religionen islam er navngivet af Gud i islams hellige skrift Koranen:[koran 1]

’Islam’ navn og betydning:

Islam er den ”eneste religion som ikke er navngivet efter en bestemte race af mennesker, som jødedom og hinduisme, eller efter en bestemt person, som buddhisme og kristendom. ’Islam’ er af Gud selv i Koranen det givet navn på religionen, med betydningen af ’hengivelse til Gud’ eller ’dedikation til Gud alene’, traditionelt oversat som ’underkastelse til Gud’. Gud inden for islam er ikke alene Herre over araberne eller muslimerne, men Herre over alle mennesker og alle verdnerne…”[6]

MBE ved den britiske orden, professor inden for islamstudier og koranoversætter ved London Universitet, Muhammad Abdel Haleem.

Sprogbrug[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Islamiske begreber

Termen islam anvendes i daglig tale om religionen islam (og dens tilhængere muslimerne), enten i lighed med eller forskellighed fra andre overbevisninger og trostolkninger. Adskillige ord har udviklet sig fra termen islam, i overvejende grad ud fra den politiske diskurs af islam som religion, heriblandt ord som islamisme, islamisere, islamist og islamofobi.

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Ifølge islam fik Muhammed ibn Abdullah (ca. 570-632) i årene mellem 610 og 632 gennem ærkeenglen Gabriel overgivet en række åbenbaringer fra Gud,[note 6],[7] der senere i Muhammeds levetid blev samlet i det hellige skrift Koranen. Det var først i en alder af ca. 40 år at den første åbenbaring tilkom Muhammed i Hiragrotten i bjergene uden for hans fødeby MekkaDen Arabiske Halvø:

Sura 96

1    Læs op i din Herres navn, Han, som skabte;
2      som skabte mennesket af levret blod!
3    Læs op, og din Herre, den mest gavmilde,
4      er den, der lærte med pennen,
5        der lærte mennesket, hvad det ikke vidste.

Koranen kapitel 96:1-5 (Levret blod)

Denne begivenhed markerede begyndelsen på åbenbaringen og profetkaldet af Muhammed (profetisme). To årtier efter modtog profeten Muhammed den sidste åbenbaring under (eller kort efter) hans afskedsvalfart i år 632:

Sura 5

5   …
     I dag har de, der er vantro, opgivet håbet over for jeres religion,
       så frygt ikke dem, men frygt Mig.
     I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer,
       og fuldbyrdet Min velsignelse over jer,
       og udvalgt islam som en religion for jer …

Koranen kapitel 5:3 (Bordet)

Hermed blev islam som religion forkyndt profeten Muhammed mellem de første og sidste koraniske åbenbaringer, der tidsmæssigt strakte sig over 20 år. Imidlertid mener islams tilhængere ikke, at der kan tales om at ’islam begyndte’ ved de første åbenbaringer for Muhammed i Hiragrotten, fordi religionen islam betragtes som den selv samme religion der blev åbenbaret alle tidligere profeter og gudsmænd. Åbenbaringen stadfæster at både jødedommen og kristendommen hviler på guddommelige åbenbaringer og betragter bl.a. Abrahams skrifter,[koran 2] Davids salmer (’SalmerneZabūr),[koran 3] Toraen af Moses (’MoselovenTawrāt)[koran 4] og Evangeliet af Jesus (Injīl)[koran 5] som åbenbarede bøger og skrifter tilsvarende Koranen.[8] Dertil betragtes profeterne og gudsmændene i profetrækken før Muhammed også som værende ḥanīf, en betegnelse der anvendes med reference til før-islamiske monoteister, som tillige hverken kan betragtes som værende jøder eller kristne i streng forstand, men nærmere mennesker af hengivende og underkastende karakter overfor Gud alene (med tilhørende betydning af fornægtelse af flerguderi). Tilhængere af islam bekender sig til, at alle de forrige skrifter blev åbenbaret af Gud men at skrifterne siden deres åbenbaring og senere nedfældning har gennemgået en forvanskning af Guds ord.

Islams oprindelse er hermed kendetegnet ud fra forskellige aspekter alt afhængigt om hvilken af de overordnede betydninger af islam der tages afsæt i. Fra et religiøst perspektiv er islams oprindelse knyttet til Guds skabelsesberetning, mens det ud fra et religionshistorisk perspektiv snarere betragtes i lyset af, at Muhammed får åbenbaret religionen islam i det 7. århundrede.

Skabelsesberetning[redigér | redigér wikikode]

I Islam indebærer den eksklusive monoteisme, at Gud er altings skaber[koran 6] og opretholder. Gud alene er den alt ophøjede, evige levende, alvidende og almægtige,[koran 7] hvor Han skaber, hvad Han vil, ved blot at byde dets eksistens.[koran 8] Grundtanken i den islamiske skabelsesberetning er at Gud har skabt himlene og jorden[koran 9] og alt derimellem. Gennem forskellige koraniske fortællinger, gengiver Gud forestillingen om menneskets tilblivelse[koran 10] og skabelsen som den fandt sted fra overgangen af intethed til skabelsen af alting. I Koranen findes både fragmenter og længere beretninger om skabelsen samt dens udformning.[note 7]

Den islamiske skabelsesberetning er overvejende sammenfaldende med beretninger om skabelsen som præsenteret i de antikke jødiske og kristne skrifter, selv om beretningerne i de islamiske grundtekster oftest gengiver en anden nuance, beskrivelse eller dybde.[note 8] ”Der er i Islam så meget, der minder om jødedom og kristendom, at der ikke kan være tvivl om afhængighed”.[9] ”Muhammed, der antagelig ikke selv kunne læse, havde imidlertid ikke noget førstehåndskendskab til Biblen, og havde heller ikke i større udstrækning hørt bibelske beretninger blive gengivet ordret”.[10],[note 9]

Tro[redigér | redigér wikikode]

Tro er inden for islam en sikkerhed og vished der udspringer af tillid i erkendelsen af forholdet mellem Gud og mennesket. Troens vished hviler i at religionen islam bekræfter troen, der således forudsætter at der er en forståelse for det man tror på. I modsætning til tro uden forståelse (tvang), er islam som tro med forståelse en ”overbevisning som indebærer en stadigt pågående overvejelse som kritisk prøver troen på om den svarer til virkeligheden”.[11],[12],[koran 11] Islam som tro antages først efter tillid og forståelse til religionen, dette som den fremgår i trosakten og -indholdet.

Trosakten er accept af Gud, derigennem guddommelige åbenbaringer (Koranen), og profeten Muhammed. Trosakten er først og fremmest afspejlet i den islamiske trosbekendelse, der er den overordnede sammenfattende formulering af trosartiklerne og -indholdet. Hermed fungerer trosbekendelsen som udtryk for den centrale religiøse akt hvor læreindholdet er nærmere specificeret i trosindholdet (grundteksterne). Trosbekendelsen har det primære formål at fastslå den rette tro og anvendes også offentligt i forbindelse med bl.a. omvendelse (konversion) til islam. I almindelighed tjener den derudover også det formål at afværge kætteri.[13] Trosbekendelsen er oprindeligt formuleret på arabisk og er to-ledede ”der er ingen gud(domme) uden Allah og Muhammed er Allahs sendebud” (Lyd Udtale +  ?).

Som indhold er tro bestemt ved en overbevisning om at de guddommelige åbenbaringer er en bestemmelse for menneskets tilværelse.[11] Trosindholdet består grundlæggende af troen på Gud, Hans engle, bøger og budbringere,[koran 12] det skjulte,[koran 13] dommedag og genopstandelsen.[koran 14] Den eksakte definition af tro er også et debatteret emne inden for islam, selvom trosindhold har særlig fokus på opfyldelse (og ikke præstation), praktisering som tilbedelse og fordring af specifikke handlinger. I hverdagslivet, for de der har antaget troen islam, vil tro være det ”[a]t følge Koranens ord og profeten Muḥammeds eksempel i stort som småt” og anses for at være ”befordrende for den personlige frelse ved Dommedag”.[14]

Sura 112

1    Sig: ’Han er Gud, én.
2    Gud, Den Evige.
3    Han har ikke avlet, og Han er ikke avlet,
4      ingen er Hans lige.’

Koranen kapitel 112 (Den rene tro)

Gud[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikler: Gud og Allah.

Guds absolutte enhed (tawhid, ubegrænset og ubetinget monoteisme), er fundamentet for islam.[15] Bekendelse til Guds enhed ”er islams bærende søjle, hvorfra alle andre søjler og trosartikler udledes samt anskues som sekundære hertil”.[16]

Engle[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Engle.

Åbenbaring[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikler: Islams hellige skrifter og Koranen.

Profeter[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikler: Profeter, Islams profeter og Muhammed.

I islam er profeter mandlige[note 10] personer som forkynder Guds vilje gennem åbenbaringer som modtaget gennem ærkeengelen Gabriel af Gud.[7] Hermed fungerer profeter som ”det redskab, Gud vælger til at gøre sin åbenbaring kendt for mennesket”.[17] Åbenbaringen i islam indebære bl.a. forkyndelsen af fundamentet af Guds enhed og kampen mod alle former for afvigelse fra den monoteistiske tro,[koran 15] lære mennesket om det guddommelige og viderebringe det salige budskab (selvransagelse),[koran 16] definer og etabler retfærdighed;[koran 17] og virke som midlet mod at mennesket skal kunne have et argument mod Gud ved dommedagen.[koran 18]

De islamiske teologiske værker gør det gældende at der sammenlagt er blevet sendt 124.000 profeter til mennesket, hvoraf den første er Adam og den sidste er Muhammed.[18] En række velkendte profetskikkelser fra Det Gamle Testamente og Det Ny Testamente går igen i islam, hvor følgende omtales direkte ved navn i Koranen:

Adam, Enok, Noa, Abraham, Ismael, Isak, Lot, Jakob, Josef, Job, Moses, Aron, Elisa, Ezekiel, David, Salomon, Elias, Jonas, Zakarias, Johannes Døber, Jesus.[note 11],[note 12],[note 13]

I islam slutter profetrækken med Muhammed, der også omtales som ’profeternes segl’;[19] en betegnelse for Muhammads rolle som den profet, der bekræfter, eller besegler, de tidligere, profeters åbenbaringer.[koran 19],[20],[note 14]

Genopstandelsen & Dommedagen[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Qiyamah.

Trosartikler[redigér | redigér wikikode]

Tidebøn[redigér | redigér wikikode]

Muslimer er forpligtet til at bede fem tidebønner (salat) hver dag. Tidebønnerne udføres efter et systematisk ritual vendt mod Kabaen i Mekka.


Muslimer i fællesbøn ved Jama Masjid moskéen, Indien, 2011. Muslimers bøn betegner især menneskes henvendelse til Gud, hvor de daglige tidebønner er blandt de vigtigste former for ihukommelse og tilbedelse af Gud. Under bønneritualet indtages oftest bestemte kropsstillinger, hvor der i hver position fremsiges bestemte lingvistiske bønnefraser. Alle tidebønner indledes med hensigten i udførelsen af ritualet med henvendelse til Gud alene, hvor krop og ansigt er vendt mod bederetningen Kabaen i Mekka, nuværende Saudi Arabien.

Lære[redigér | redigér wikikode]

Denominationer[redigér | redigér wikikode]

Sunnisme Shiisme Ibadi
Sunni-baseret teologi
(i.) Mu'tazili skole

Mu'tazilisme blev til i det 8. århundrede af Wasil ibn Ata (d. 748). Skolens tilhængere omtales som mu'taziliter.

(ii.) Ash'ari og Maturidi skole

Ash'arisme skolen blev til i det 9. århundrede og navngivet efter Abu al Hasan al-Ash'ari (874936). Skolen har i dag en bred følgekreds blandt sunnier over hele verdenen. Skolens tilhængere omtales som ash'ariter.

Maturidi skolen blev til i det 9. århundrede og er navngivet efter Muhammed Abu Mansur al-Maturidi (853944). Skolen har i dag en bred følgekreds der hvor sunni hanafi retsskolen praktiseres.

(iii.) Salafi skole

Salafisme (wahabisme) blev udviklet i det 18. århundrede af Muhammed ibn Abd al-Wahhab (17031792). Skolens tilhængere omtales som salafier, salafitter, salafi-bevægelsen, wahabier, wahabiter.

Shia-baseret teologi
(i.) Ithna'ashari skole

Ithna'ashari shiisme betegner den gruppe af shiiter der anerkender 12 imamer med Imam Ali (d. 661) som den første og Muhammed al-Mahdi som den sidste. Ithna'ashari skolen er den største shiitiske gruppe. Skolens tilhængere omtales bredt som shia, shiiter.

(ii.) Zaidi skole

Zaidisme betegner den mindre gruppe af shiiter der anerkender fem legitime imamer med Imam Ali som den første og Zaid ibn Ali som den femte og sidste. Skolens tilhængere omtales som zaiditer.

(iii.) Isma'ili skole

Isma'ilisme betegner den mindre gruppe af shiiter der anerkender syv legitime imamer med Imam Ali som den første og Isma'il ibn Jafar som den syvende og sidste (af en cyklus af syv vedvarende imamer). Skolens tilhængere omtales som isma'ilitter.

Ibadi-baseret teologi
Ibadi skole

En skole der har sin oprindelse blandt kharijiterne. I nyere tid har Ibadi skolen i højere grad nærmet sig ortodokse trosretninger og over tidens løb opdelt i adskillige nye grupperinger. Skolens tilhængere omtales som ibaditer. Ibadi skolen er fra et historisk perspektiv interessant; udgøre i dag mindre end 0,5 % af muslimer på verdensplan.

Mystik[redigér | redigér wikikode]

Sunnisme Shiisme
Sunni-order
Badawiyya

Oprettet og navngivet efter Ahmad al-Badawi (d. 1276), Aktiv indflydelse i Egypten og Sudan.

Chishtiyya

Oprettet og navngivet efter Mu'in al-Din Chishti (d. 1236) fra daværende Khorasan. Større indflydelse i Indien.

Khalwatiyya

Oprettet og navngivet efter Umar al Khalwati (d. 1397). Bred indflydelse i Balkanhalvøen, Syrien, Libanon og Nordafrika.

Kubrawiyya

Oprettet og navngivet efter Najmuddin Kubra (d. 1221) from Khwarezm (Centralasien), i nuværende Usbekistan. Indflydelse i Centralasien.

Mawlawiyya

Oprettet og opkaldt efter Jalal al-Din Rumi (d. 1273). Indflydelse i Tyrkiet.

Naqshbandiyya

Oprettet og navngivet efter Baha al-Din Naqshband (d. 1389) fra Bukhara, i nuværende Usbekistan. Indflydelse i Kina til Nordafrika, Europa og Amerika.

Qadiriyya

Oprettet og navngivet efter 'Abd al-Qadir al-Jilani (10771166) fra Baghdad, Irak. Indflydelse i Marokko til Malaysia fra Centralasien til Sydafrika.

Rifa'iyya

Oprettet og navngivet efter Ahmad ibn Ali al-Rifa'i (d. 1182) fra sydlig Irak. Indflydelse i større dele af den islamiske verden, særlig i Egypten.

Shadhiliyyah

Oprettet og navngivet efter Abu al-Hassan al-Shadili (d. 1258). Indflydelse i stor dele af Nordafrika og Egypten.

Suhrawardiyya

Oprettet og navngivet efter Abu Najib Suhrawardi (d. 1168) fra Irak.. Indflydelse i Indien.

Tijaniyya

Oprettet og navngivet efter Ahmad al-Tijani (d. 1815) som boet i Fez, Marokko. Indflydelse i Senegal, Nigeria, Mauretanien og stor dele af Subsaharisk Afrika.

Yashrutiyya

Oprettet og navngivet efter Ali Nur al-Din al Yashruti (d. 1892) fra Palæstina. Stærk indflydelse i nuværende Syrien og Libanon (Levanten).

Shia-order
Irfan

Mulla Sadr al-Din Muhammed Shirazi (15711636) fra Iran betragtes som en af de største personligheder indenfor shiitisk mystik.

Ideologi[redigér | redigér wikikode]

Sunnisme
Traditionel
Lovskole Opkaldt efter Tilblivelse
Hanafi (Ḥanafiyya)

Hanafitter, tilhængere af den hanafitiske skole

Abu Hanifa (697/699767) Kufa, Irak
Shaf'i (Shāfiʿiyya)

Shafiitter, tilhængere af den shafiitiske skole

Al-Shaf'i (767820) Egypten/Medina, Saudi Arabien
Maliki (Mālikiyya)

Malikitter, tilhængere af den malikitiske skole

Malik ibn Anas (ca. 711/716795) Medina, Saudi Arabien
Hanbali (Ḥanābila)

Hanbalitter, tilhængere af den hanbalitiske skole

Ahmad ibn Hanbal (780855) Baghdad, Irak
Islamisk fundamentalisme
Lovskole Opkaldt efter Tilblivelse
Wahabisme/Salafisme Muhammad ibn Abd al-Wahhab (17031792) Saudi Arabien
Islamisk modernisme
Reformbevægelse der strækker sig over forskellige lovmæssige, ideologiske og teologiske skoler.

Kalender[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Islamisk kalender

Den islamiske kalender vedrører den måde, hvorpå året inddeles, mens kronologien vedrører islamisk tidsregning. Historisk dateres den islamiske kalender og tidsregning tilbage til profeten Muhammeds udvandring fra Mekka til Medina i år 622. Dermed er år 0 i den islamiske kalender svarer til år 622 i den gregorianske kalenderår.[21]

Året inddeles i dage (døgn) i uger af syv dage og i tolv måneder af 29 eller 30 dage, dette uden tilføjelse af skuddage eller -måneder. Den fastlagte nytårsdag (årets første dag) er 1. Muharram. Afgørelsen af hvornår en ny måned begynder, træffes ved simpel observation af nymåne. Idet kalender er afgørende for fastlæggelsen af de religiøse fester, har kalenderspørgsmålet altid spillet en væsentlig rolle af religiøse og teologiske aspekter indenfor islam.

Måned[redigér | redigér wikikode]

Nymånedag er når den første spæde månesegl af den tiltagende måne observeres og marker starten af en ny måned i det islamiske kalenderår. Nymånedag er bl.a. vigtig i den islamiske festkalender, fordi fester dateres i deres bestemte måneder ud fra nymånedagen. Særligt er nymånedagen efter fastemåneden Ramadan speciel, da den netop indleder fastebrydningensfesten. Halvmånen, der er tiltagende ved nymåne, er i den islamiske verden et udbredt islamisk symbol der identificeres med det islamiske eller den islamiske verden; symbolet anvendes bl.a. i forskellige nationalflag (se stjerne og halvmåne flag).[22]

Måned betegner den tidsenhed af 29 eller 30 dage, hvori det islamiske kalenderåret inddeles. Som ordet måned (afledt af måne) viser, beregnes en måned fra ét måneskift til det næste, i alt 12[koran 20],[23] i løbet af et år. Den første dag i hver måned begynder ved solopgang efter nymånens tilsynekomst (nymånedag). Dette giver et måneår på omtrent 354 dage (mens et solår, er på omtrent 365 ½ dage). ”Det betyder, at det islamiske år [måneår] og dets forskellige måneder i forhold til solåret bevæger sig ’bagud’ fra det ene år til det andet”.[24],[25] Hermed falder de forskellige islamiske måneder over en årrække ved forskellige datoer i forhold til solåret og det gregorianske kalenderår. Efter det gregorianske kalendersystem, falder dagene 10-12 dage tidligere til sammenligning med det foregående år og at månederne i den islamiske månekalender i løbet af en periode på ca. 33 år gennemløber alle årstiderne.[26] Inddeling af året i månekalender bruges den dag i dag i den islamiske festkalender, særligt forbundet med religiøse riter og ritualer.

I den islamiske verden opererer en række lande med parallelt kalendersystemer, hvor den gregorianske kalender (eller andre solkalender) har vundet indpas, netop med afsæt i det globale hverdagsliv og forretningsverdenen.

Idet helligdage og højtider falder på forskellige årstider, vil f.eks. fasten til tider ligge sammenfaldende med lange, varme sommerdage og andre gange på kortere, kolde vinterdage i Danmark.[note 15]

Højtider[redigér | redigér wikikode]

I islam betegner højtider periode omkring en religiøs (fest)dag eller vigtig (og festlig) begivenheder, oftest fejret ved sammenkomster i familier, menigheder og moskéer.

Særlige betydningsfulde islamiske højtider:

Fastemåneden
Fasten i den islamiske kalenders niende måned Ramadan, er en højtid der fejres af alle modne og raske muslimer fra daggry til solnedgang gennem hele måneden. Fasten er kendetegnet ved fastereglerne, der bl.a. kræver afholdelse fra al salgs mad (føde), drikke (væske), rygning og seksuel samkvem.[koran 21],[27],[25] Afholdelsen er både religiøst, socialt og sundhedsmæssigt grundet, hvor særlig åndelig og andægtige karakter tilstræbes, hvorigennem den enkelte forbedrer og styrker sin tro gennem fasteritualet. I Danmark er fastemåneden særlig vanskelig at holde når den falder i sommermånederne, hvor fastedagene (dvs. lyse dagtimer) kan strække sig over 18 timer. Fastemåneden er tæt knyttet ”til koranrecitation. Dette er i høj grad indvirket af, at profeten Muḥammad modtog sin første åbenbaring i Ramaḍān”.[28] Fasteperioden benyttes desuden til bøn og eftertanke og ender med en fest, fastebrydningensfesten.[29]
Valfarten
Den Store Valfart (hajj) i den islamiske kalenders tolvte og sidste måned Dhu al-Hijja, er en højtid der er pligtig for enhver moden muslim mindst én gang i livet. De religiøse forordninger, her iblandt iklædning af hvidt gevandt, religiøs afrensning, gang rundt om Kabaen, småløb mellem højene Safa og Marwa, rituel stening af en stenstøtte der symboliser Satan og ofring, er alle sammen rituelle handlinger tilknyttet den Store Valfart. Tilsvarende kristendommen betragtes slagteofring inden for islam også som ét af de mest centrale religiøse fænomener overhovedet.[30],[31] ”Pilgrimsfærden er fra begyndelsen til slut reguleret i alle enkeltheder, meget lidt er overladt til et individuelt forgodtbefindende.”[32] Selve valfarten strækker sig fra den 8. til den 12. i måneden, hvortil dagene forinden højtiden også anvendes til tilrådet religiøse forordninger tilknyttet valfarten. Den Store Valfart ender med en fest, offerfesten, der ”finder sted samme dag over hele den islamiske verden”.[33],[31] Skønt et mindretal af muslimerne tager del i valfarten (pilgrimsfærd), svarende til omtrent 3 millioner muslimer,[34] fejres offerfesten af alle muslimer i hele verden.

Dag[redigér | redigér wikikode]

Dag regnedes fra solopgang til solnedgang, hvor det i betydning af døgn, regnes fra solnedgang til solnedgang. Ved sidstnævnte betydning hænger beregningen sammen med den islamiske månekalender, efter hvilken måneden begynder ved nymånens tilsynekomst. Af ugens syv dage har kun den 6. og 7. navne, henholdsvis jum’a (fredag) og sabt (lørdag, efter sabbat); de øvrige kaldes den 1., 2. osv. Fredag bliver fejret som en glædesdag og selvom det religiøst ikke betragtes som en hviledag, har adskillige muslimske lande enten indført det som fridag eller begyndelsen på weekenden (oftest til lørdag aften).

Fredag[redigér | redigér wikikode]

Fredag, som på arabisk er opkaldt efter fredagsbønnen (jum’a),[35] er ugens sjette dag og er i islam særligt kendetegnet netop ved fredagsbønnen. Dagen er ”ikke en hviledag, som f.eks. søndagen er blandt kristne eller sabbaten blandt jøder”,[36],[35] hvor ”deltagelse i fredagsbønnen opfattes som en pligt for muslimer, der har fri”.[37] Det er anbefalet at muslimer om muligt at forrette fredagsbønnen over middag i fællesskab med andre,[koran 22],[36] hvortil det er tilrådet at dette sker i moskéer.[35] I tilfælde af, at man ikke deltager i fredagsbønnen kan man i stedet udføre den sædvanlige middagsbøn.[35] I den muslimske verden vil butikker, caféer og offentlige kontorer som regel lukke i timerne midt på dagen,[35] for netop at at tilskynde deltagelse til fællesbønnen.

Helligdage[redigér | redigér wikikode]

Fejring af Muhammads fødselsdag af muslimer i et optog i byen Putrajaya, Malaysia 2013. Fejring af Muhammed ved en fest er frivillig i modsætning til opregnet og obligatoriske fester i lovteksten (eksempelvis fastebrydningensfesten og offerfesten); alle betydningsfulde fester fejres bredt, oftest af en bys befolkning eller et helt folk. Forskellige sociale sammenhæng har sine måder at fejre fester, hvor selve udformningen af islamiske fester er varierende selvom temaet er gennemgående identiske.
Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Islamiske helligdage.

Helligdage er indenfor islam, særlige periodisk tilbagevendende dage der kendetegnes ved det, der forgår på dem. En helligdag udskiller sig fra søgnedagene og viser sig bl.a. ved forbud mod de fleste dagligdags gøremål, ved f.eks. specielt spise- og påklædningsskikke og ved forpligtelse til koncentration om helligdagens særlige riter og ritualer. Festlige helligdage er oftest muntert eller højtideligt præget.

Særlige betydningsfulde islamiske helligdage:

Natte- og Himmelrejsen (al-’Isra' wa al-Mi’rāj)
Fejringen af profeten Muhammeds natlige rejse fra Mekka til Jerusalem[koran 23],[38] på én nat[39] og hans (legemlig el. åndelig) himmelrejse[note 16], gennem de syv himmelske regioner og derpå tilbage til jorden.[40],[41],[42],[43],[44] Dagen fejres som en bekræftelse af islam, og specielt som en af de guddommelige velsignelser, under og mirakler der tilkom profeten Muhammed.[44]
Fastebrydningensfesten (Īd al-Fiṭr)
Festen afslutter fastemåneden Ramanḍān og indvarsles ved nymånedag, den 1. Shawwāl. Festen vare normalt tre dage, hvor det særligt er forbudt at faste på disse festdage. Fastebrydningensfesten har forskellige skikke i forhold til lokale skikke i den islamiske verden, hvor de mest udbredte er, at børnene iklædes nyt tøj, at man besøger slægtninge samt spiser søde sager og giver gaver.[45] Ved fastebrydningensfesten er der foreskrevet en særlig fællesbøn, festbønnen, samt forskrevne regler for betaling af en særlig almisse (zakat) til de fattige.
Muhammads fødselsdag (Mawlid al-Nabī)
Fejring af årsdagen for profeten Muhammeds fødsel den 12. el. 17.[46] Rabī' al-Awwal.[47],[48] Fejringen af Muhammeds fødselsdag fejres over hele den islamiske verden og antages i nogle lande i omfang af en folkefest; ”gader og folk udsmykkes, søde sager falbydes og spises, de fattige bespises, og Koranen og mawālid, hyldestdigte til Profetens ære, reciteres offentligt”.[49] Årsdagen for Muhammeds fødsels er det nærmeste der kan sammenlignes med juleaften (spisning s.m. slægt og venner, gaveudveksling osv.)[42] Talrige muslimer anvender samme lejlighed til at valfarte og besøge profetens fødested i Mekka og gravsted i Medina.[42]
Offerfesten (Īd al-Aḍḥā)
Festen fejres den 10. Dhū al-Ḥijja med et dyreoffer i valfartsmåneden. Offerhandlingen finder for pilgrimsrejsende sted ved Mina (ved Mekka), hvor ofringen også afslutter de rituelle handlinger under valfarten; for andre muslimer foregår den mere begrænset hvor de bor.[50] Ved offerfesten er der foreskrevet en særlig fællesbøn, festbønnen. Offerfesten inden for islam pålægger muslimer at slagteofre, oftest beskrevet symboliserende med profeten Abraham der var villig til at ofre sin søn Ismael.[30],[31] Talrige muslimer anvender samme lejlighed til at valfarte og besøge profetens fødested i Mekka og gravsted i Medina.[51] ”Ritualet kan siges at tematisere den troendes vilje til absolut lydighed og underkastelse over for Gud, ligesom Gud også tænkes at belønne den troende for selve viljen til lydighed”.[52] Offerfesten er en af de vigtigste islamiske højtider. I islamiske lande er det en fridag, hvor man besøger slægtninge og bekendte. ”I Danmark er det ikke tilladt at ofre selv, og mange danske muslimer med indvandrerbaggrund vælger derfor at sende penge til deres respektive hjemlande for at få slægtninge til at foretage ofringen i deres sted. En anden mulighed er at bestille et dyr fra en islamiske slagter i Danmark; dyret bliver så slagtet på et dansk slagteri. Endelig er der muslimer i Vesten, som donerer pengene til muslimske nødhjælpsorganisationer, der deler kød ud til fattige i muslimske lande”.[52]

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Muslimske verden.
Den islamiske verden og det muslimske befolkningstal og -tæthed globalt (2012 tænketank Pew Forum).

Estimater af den muslimske befolkning i 2009, er 1,57 mia. Omtrent 85% er sunni-muslimer og 15% er shia-muslimer, med en lille minoritet, som hører til andre retninger. 30-40 lande har en muslim-majoritet, hvor araberne udgør 20% af alle muslimer verden over. Sydasien og Sydøstasien har den største andel af muslimer, Indonesien, Indien, Pakistan og Bangladesh, som hver har mere end 100 mio. tilhængere.[53] Ifølge USA's regering, var der 20 mio. muslimer i Kina (2006).[54]

I Mellemøsten er de ikke-arabiske lande Tyrkiet og Iran de største muslim-majoritetslande; i Afrika har Egypten og Nigeria de største muslimske befolkningsgrupper.[53] Islam er den næststørste religion efter kristendommen i mange europæiske lande.[55] I Danmark var der 230.000 muslimer hvoraf 21.000 var medlem af en af de godkendte muslimske trossamfund pr. juli 2011[56] (indbefatter ikke kvinder og børn).

Islam er den dominerende religion i Mellemøsten og dele af Afrika og Asien. Store trossamfund findes også i Kina, på Balkanhalvøen, i Østeuropa og i Rusland. Der er desuden store muslimske immigrantbefolkninger i andre dele af verden som Vesteuropa. I Danmark bor der ca. 200.000 muslimer.[57][58] 20% af muslimerne lever i arabiske lande.[59]

Liv[redigér | redigér wikikode]

I islam er alt i universet gudskabt og der kan ikke tales om liv uden om Gud. Menneskeliv er knyttet til ånd (sjæl), væsen og blod (legeme), hvor verdslig liv er skænket af Gud og begrænset af døden. Menneskelivet anskues som det syn på eller holdninger til tilværelsen, hvor Guds åbenbaring og menneskets tanker om livet, samt dets mening, er i centrum. Ud fra en mere generelt, samt biologisk perspektiv, opdeles liv inden for islam i fire stadier:

Fra et personligt aspekt (liv i den verdslige verden) er det ”personens centrale vurderingssystem og personens grundholdning og det personen mener at vide om sig selv og sin omverden, hvilket påvirker hans centrale vurderingssystem eller grundholdning på en måde, som personen er klar til at acceptere”[60] der definer anskuelsen af liv. Fra et guddommeligt aspekt (liv i den verdslige verden) er det en tilværelse af anstrengelse og kamp (jihad) for livet mod døden,[61] hvor salighed, fromhed og gudsfrygtig karakter er centralt med henblik på individets vurderingssystem, hvormed liv herigennem leves i harmoni med Gud.

Livsførelse[redigér | redigér wikikode]

I islam er livsholdninger og handlinger styret af principper og pligtlære,[62] og sekundært hertil, omstændigheder. Denne levemåde er religiøst begrundet, hvor alle påbud og forbud givet af Gud danner fundamentet for from livsførelse. Liv, og dermed mangfoldigt og forskelligartet levevis, er en guddommelig velsignelse.[koran 24] Islam ”bekræfter en forenelig samfundsstruktur, hvor den uforanderlige menneskelige værdighed har forret og er i stand til at tilpasse sig behovet fra forskelige samfund og deres traditioners konstante forandringer”.[63] Mennesket er pålagt pligter som har sammenhæng med de relationer man står i til andre mennesker.[64] Måden man lever på tager dermed afsæt i de etiske, moralske og normsættende (kulturelle) kodekser og love.

Sprog[redigér | redigér wikikode]

I islam betragtes forskellen i sprog som en af Guds velsignelser overfor menneskeheden.[koran 25] Muhammeds modersmål har været arabisk hvor han alene behersket sproget som talesprog.[koran 26],[10] Islams hellige skrift blev åbenbaret på arabisk (al-ʿarabiyya),[koran 27] et talesprog der har sin oprindelse i det 5. århundrede, hvor Koranen som nedfældet i det 7. århundrede betragtes som det første samlede værk på arabisk (skriftsprog).[Kilde mangler] Som tidlig islam har sin oprindelse på Den Arabiske Halvø har andre tale- og skriftsprog i området været domineret af semitiske sprog op indtil islams fremtræden i det 7. århundrede, hvorefter arabisk hurtig blev dominerende.[65] Siden hen er ”den islamiske verden dominere[t] af flere store sprog: arabisk, tyrkisk, farsi, urdu, bangladeshi og forskellige filippinske og indonesiske sprog”.[66] Eftersom åbenbaringen er åbenbaret og nedfældet på arabisk betragtes ’klassisk arabiske’ (al-ʿarabiyya)[note 17] også med en vis grad af veneration. Hertil kommer at visse ritualer (f.eks. ægteskabserklæring og tidebønnen), foredrag og recitation (f.eks. poesi og koranlæsning) og højtidelige bekendtgørelser (f.eks. trosbekendelsen) fremsiges på klassisk arabisk, der herved fremmer klassisk arabisk som et internationalt fællessprog (lingua franca) for den religiøse identitet af islam og dermed også den islamiske verden.

En række almindelige arabiske udbrud, udtryk og fraser der er særligt forbundet til den religiøse identitet af islam og anvendes af muslimer fra forskellige lande:

  • Allahu Akbar (’Gud er størst’) udtryk for lovprisning af Gud eller udtryk for glæde, lettelse eller forløsning. Betegnelsen Takbir er verbet der betyder at recitere udtrykket Allahu Akbar
  • Basmala (navneord der betyder det at recitere formularen ’I den nådige og barmhjertige Guds navn’) anvendes overalt i den islamiske verden til alt lige fra rituel og ceremoniel sammenhæng til indledning af udtalelser, dokumenter, lovprisning med videre
  • Hamdala (navneord der betyder det at fremsige Alhamdulillah: ’priset være Gud’) udbrud for taknemmelighed, positiv overraskelse og glæde
  • Inshallah (’om Gud vil’) er et udtryk for håb såvel som et udtryk for menneskets fromme anerkendelse af Guds almagt
  • Mashallah (’Guds vilje’) udbrud for glæde, lovprisning eller anerkendelse for en begivenhed eller hændelse (der lige har fundet sted)
  • Salam (’fred’) eller Salam Alaykum (’fred være med dig’) er den muslimske hilsen. Betegnelsen har til tider em underforståelse af ’Guds fred som skænkes den der hengiver sig til Ham’[5]
  • Lyd Shahadah +  ? (’vidnesbyrd’, navneord der betyder ’det at recitere trosbekendelsen’)

Leveregler[redigér | redigér wikikode]

Føde[redigér | redigér wikikode]

Valg af den føde der kan spises (fødevarer, spiseregler) inden for den brede islamiske verden er ikke kun bestemt af klimatiske, økologiske og teknologiske vilkår, men også af kulturelle og religiøse valg. I islam påbyder Gud overfor de som tror, at spise af de gode ting som Han har forsynet menneskeheden med.[koran 28] Ifølge de islamiske renhedsbestemmelser er kød fra selvdøde dyr[67] og ådsler generelt, og mere specifikt bestemte dyrearter, særlig rovdyr og visse krybdyr ikke tilladt at spise (hertil tilføjes andre dyrearter også, såsom aber, svin (både indenfor jødedom og islam)[68], hunde og katte).[69] I visse tilfælde redegøres for disse bestemmelser ud fra rationelle (f.eks. hygiejniske eller økonomiske), spirituelle (f.eks. asketiske eller sjælefred) eller religiøse grunde. Selvom redegørelsen tager en eller flere af følgende grunde i betragtning, er de islamiske grundtekster og teologiske værker klare i bestemmelsen om hvilke overordnede og specifikke kategorier af føde, både vegetariske som ikke-vegetariske, der må indtages.

Afgudsofferkød (offerkød) kalder muslimerne det kød, der ofres til afguder eller andre end Gud. Islam forbyder at spise afgudsofferkød og betragter det som en synd. Kød der slagtes efter de islamiske forskrifter omtales på dansk generelt som halal-slagtet (hvor betegnelsen ’ḥalāl’ på arabisk betyder ”tilladt” i modsætning til ’ḥarām’ der betyder ”syndefuldt”).[70]

I Danmark er slagtning efter islamiske ritualforskrifter tilladt, hvor flere spisesteder er forsynet med et såkaldt halal-certifikat, der indikerer at steder overholder de islamiske forskrifter for renlighed, behandling og slagtning af dyr. ”Blandt muslimer i Danmark er der i øvrigt en stigende tendens til at lægge vægt på dyreetiske principper, igen betinget af de religiøse skrifter. Man betoner således nødvendigheden af gode opvækstvilkår for dyr og retter kritik mod, hvad man anser for hensynsløs behandling af dyr forårsaget af kommercielle produktionsbetingelser”.[71] Ved socialt samvær på spisesteder der ikke er halal-certificeret vil muslimer generelt holde sig til fiskeprodukter (der overordnet set ikke kræver halal-slagtning) eller vegetabilske retter.

Væske[redigér | redigér wikikode]

Udover at vand i islam fungerer som en livsnødvendighed for menneskets overlevelse og velbefindende (frugtbarhed, drikkevand),[72] spiller det en afgørende rolle i de islamiske grundtekster,[koran 29],[73] hvor det også gennemgående anvendes i religionens ritualer (abultion, abdest)[koran 30]. Anden form for vandholdig opløsning der kan indtages, sidestilles ikke med drikkevand, hvortil visse af disse også betragtes som syndige at indtage, særskilt blod samt alkoholholdige drikke, f.eks. mjød, øl og vin. ”I en nærorientalsk, monoteistisk sammenhæng er forbuddet mod vindrikning ikke enestående for islam, men har indgået i flere af regionens nært beslægtede religioner”.[74] Ligesom føde er underlagt renhedsbestemmelser, er der forskellige væsker (både drikkelige som udrikkelige), hvor berøring med disse i forskelligt omfang kræver vask af kroppen, tøjet eller stedet.[75]

I Danmark er alkoholkulturen en tæt indgroet del af socialt samvær; ved fælles kulturelle og sociale begivenheder (festival, koncert), uddannelsesinstitutioner (rustur, fredagsbar), erhvervslivet (julefrokost, reception, sammenkomst) eller ved private begivenheder (fest, fødselsdag, cafe- og bytur) er alkoholindtagelse en stor del af selve samværet. Islam der har en så at sige nul-tolerance overfor alkohol gør det umuligt for muslimer at indpasse sig i denne alkoholkultur og fører ofte til socialt fravær fra begivenheder der ellers betragtes som vigtige for sameksistens (integration) på tværs af overbevisninger. Dette har bl.a. medført at flere danske private virksomheder og offentlige institutioner har indført en alkoholpolitik der skal skabe rum for social udfoldelse uafhængig af social eller religiøs overbevisning.

Beklædning[redigér | redigér wikikode]

Irakisk mand iført hovedbeklædningen shemagh (bedre kendt som ’palæstinensertørklæde’) i Irak, 2003. Klædestykker kan have både praktiske, symbolske og religiøse funktioner, hvor selve udseendet af beklædningen varierer. Der er ingen terminologisk forskel på mands- og kvindeklæder i islam. Tillige eksister der ikke bestemte klæder som autoritativ i islam, oftest variere muslimers beklædning fra område til område. Tilhylning og tildækning af kroppen i forhold til personens egne krop og til andre opnås gennem mange forskellige typer af beklædning i den islamiske verden.

Islam identificerer ingen bestemte klædningsstykker som autoritativ påklædning, idet mænds og kvinders beklædning har varieret fra område til område og fulgt lokale skikke. I islam hører beklædning på linje med bl.a. føde og væske til de basale fornødenheder for mennesket i samfundet. Ud fra en religiøs kontekst er det særligt tilhylning og slør der udgør en væsentlig del af beklædningen, stærkt betonet af dets praktiske, symbolske og metaforiske funktion. Hertil er beklædning stærkt afhængig af social status, økonomisk formåen og kulturelle forhold, hvorimod klædernes funktion og symbolik ud fra det religiøse perspektiv udgør en langt større rolle i islam end deres faktiske udseende. Beklædning findes i to hovedformer, bestemt af, om beklædning står i forhold til personens egne nøgne krop eller andre menneskers beklædning. I det første tilfælde er beklædnings grundfunktion at skjule, hvor det i det andet tilfælde er at fremvise anstændig beklædning. Den minimale beklædning er forordnet overfor begge køn, der omhandler tildækning af den nøgne krop, hvor netop nøgenhed inden for islam er stærkt forbundet med seksualitet. De teologiske værker forskriver nærmere bestemmelser for hvad der skal tilhylles og hvornår det skal aktualiseres, både i hjemmet overfor kernefamilien, i privaten overfor den udvidede familie, overfor det modsatte køn og i offentligt rum. Klæde i form af tilhylning, -dækning og slør er i islam oftest tegn på fromhed, ærbarhed og kyskhed.[76],[77]

Beklædnings- og pyntegenstande i forhold til personens egen krop (samt overfor kernefamilien og evt. ægtefælle), betragtes ud fra en neutral interesse, hvorimod det i forhold til mennesker i det offentlige rum kan bringe forargelse og fordærv. De moralske kodeks som enten tillader eller syndiggør (korruption) genstandene tager afsæt i grundteksterne og de teologiske værker. Her opdeles de med henblik på formål og funktion. Pyntegenstande med udtryk for skønhed (f.eks. ankelkæder, øreringe, armbånd, ankellænker, amuletter, fingerringe, halsringe og næseringe) betragtes anderledes end pyntegenstande med udtryk for funktionalitet eller redskab (f.eks. kapper, turban, slag, tasker og kjortler). Selvom overgangen til tider er uklar, er udsmykning i det offentlige (enten som beklædning eller genstand) generelt betragtet som (moralsk) syndefuldt.

I Danmark og store dele af Europa har sløret inden for islam, særlig den kvindelig tilhylning og -dækning, fyldt en stor del af den offentlige debat, stærkt tilknyttet emner som ligestilling og frigørelse, undertrykkelse, kønsdiskrimination og dertil hørende offentlig anvendelse heraf. En række kvindeklæder og betegnelser relateret hertil – eksempelvis hijab, chador, niqab og burka – er alle betegnelser forbundet hermed. Den mandlige tilhylning og tildækning har nærmest været helt fraværende fra debatten, selvom mandlige hovedbeklædninger (fez, turban, taqiya) fylder en tilsvarende del af religionen. Visse anser dette som endnu et tegn på politisk og religiøs polemik og til tider institutionaliserede intolerance overfor muslimer og den islamiske identitet i Europa, dermed også religion i al almindelighed (religionsfrihed).

Udseende[redigér | redigér wikikode]

Ud fra kulturelle og sociale aspekter er den almindelige antagelse, at status viser sig gennem udseendet (f.eks. kan den rige og den fattige umiddelbart kendes på udseendet), der derved har stor betydning og kan bruges som signal. En tilsvarende forståelse er gældende indenfor den religiøse sfære af islam, hvor man hævder, at de troendes udseende er oplysende og glansfuldt i modsætning til de ikke-troende, der vil have et mørkt og dystert ansigt.[koran 31] Forskellen mellem udseendets skønhed er dets ydre (adfærd, materialiseret) eller indre (hengivende) karakter (personlighed, livsstil), er at førstenævnte oftest udmøntes i form af smykker og pynt og sidstnævnte henviser til hjertets skønhed og fromme gerninger.[78] Gud ser ikke alene på det ydre, men kender til hjerte og menneskets gerninger og kender dermed også de fromme, der i udseendet har en ’famlet skønhed’ (hykleri).[koran 32]

I islam skal mænd og kvinder være uden smykker og pynt (ved omgang i det offentlige) og i stedet henvise til hjertets skønhed og fromme gerninger. Kropsudsmykning af ansigt, hænder og andre dele af kroppen der ikke tilhylles, er ikke tilladt (overfor fremmede); dette indebærer f.eks. tatoveringer og henna-udsmykning af disse områder af kroppen samt ansigtspiercinger og tilsvarende smykker og pyntegenstande.

Inden for islam er det en selvfølge og forpligtelse, at en mand har skæg. Udover at skægget virker som et værdighedstegn på modenhed (manddom), eksisterer der forbud i de teologiske værker mod studsningen af hele eller dele af skægget. I visse dele af den islamiske verden afspejler længden bl.a. fornem rang, hvor det i andre er skægprydelsen (i form af bestemt afskæring) der har denne effekt. Det rituelle skæg kan have forskellige mønstre, hvor den mest kendte er det rundskårne fuldskæg og afskåret moustache. I tæt forbindelse med renligheden er påbuddet forbundet med hygiejniske foranstaltninger med hyppig vedligeholdelse og pleje af skæg for bl.a. at undgå hudsygdomme.

Omskærelse[redigér | redigér wikikode]

Omskærelse er inden for religionerne jødedom og islam en rituel bortoperation af det mandlige lems forhud,[79],[80] der i islam foretages på nyfødte drengebørn til unge drenge inden pubertetsalderen.[81] Skønt der er visse overordnede ensartede hovedtræk mellem omskæring i islam og andre religionsformer, har ritualet i enkeltheder varieret i forskellige samfund og overbevisninger. I islam er ritualet forordnet i de teologiske værker hvor majoriteten betragter omskærelse som et pligtigt ritual for alle drenge. Tilsvarende er ritualet stærkt tilknyttet ved omvendelse til islam, uafhængig af personens aldersforhold ved omvendelsen. Ritualet er forbundet med aspekter af renlighed, frugtbarhed og riter, knyttet til de generelle bestemmelser og konsekvenser af patriarken og profeten Abrahams omskærelse og pagt med Gud.[82] Hertil er også større islamiske ritualer koblet til forpligtelsen af at det mandelig køn er omskåret, særskilt pilgrimsrejsen.

Islam rummer ingen udtalelser om omskærelse af pigebørn eller kvinder (kvindelig omskæring).[83] Religionen praktiser ”omskærelse af drenge, mens omskærelsen af piger, som praktiseres i visse lande der har islam som hovedreligion, må være en mere lokal tradition”.[84] Inden for andre religions- og traditionsformer omskæres piger; specielt i Egypten, hvor det er meget udbredt: ”her praktiseres omskæringen også af de [kvindelige] kristne koptere”.[81] Den danske debat om omskærelse af kvinder inden for islam tyder på at være en fejlslutning som led af, at det praktiseres i visse lande med islam som statsreligion. Den internationale debat om omskæring har primært haft fokus på sundhedsmæssige aspekter ved omskærelse, særligt som en prævention eller forebyggende beskyttelse mod HIV, som udmeldt ved forskellige internationale studier og pressemeddelelser af bl.a. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og de Forenede Nationer (FN).[85]

Omtrent en tredjedel af verdens mænd er omskåret.[86] ”I Danmark og i resten af Europa bliver det mere og mere almindeligt, at muslimske drenge får foretaget operationen af kirurger som nyfødte,”[81] enten på privathospitaler eller specialklinikker. ”Muligheden for at blive omskåret af religiøse grunde på et offentligt hospital [i Danmark] blev afskaffet i 2003”.[87]

Identitet[redigér | redigér wikikode]

Bevidstheden om egen personlighed inden for islam er grundfæstet i at mennesket har ansvar og indflydelse, overfor sig selv,[koran 33] andre[koran 34] og Gud. Det at være ”ansvarlig betyder at man selv står inde for det som man er eller gør og at man kan drages til ansvar for sine handlinger”.[88] Ud fra et juridisk perspektiv forudsætter ansvar en vis tilregnelighed og selvbestemmelse, hvor islam skelner mellem myndige og umyndige personer. Selvom mennesker til en vis grad styres af arv og miljø (faktorer som man ikke nødvendigvis direkte har magt over), står man som myndig (eller værge for en umyndig) til ansvar overfor handlinger eller valg man har tilsluttet sig der går imod egen vilje. Dette medfører at man hverken kan drages til ansvar for andre[koran 35] (dette med undtagelse af værger) eller for ens handlinger, der i god tro er uvidende.

Inden for islam er det ved kønsmodningens indtræden, der bl.a. markerer barndommens ophør (samt fravær af handicap der har varige konsekvens for ’normal’ livsførelse), at mennesket betragtes som myndigt. Overgangen fra umyndig til myndig (barn til voksen) har stor betydning for de nye voksnes ansvarsrolle og identitet i den islamiske verden.

Menneskesyn[redigér | redigér wikikode]

Grundlæggende for de islamiske forestillinger om mennesket er dets skabelse, som sætter det ind i et særligt forhold mellem Gud og verden, skaberen og de øvrige skabninger. På den ene side er mennesket en del af skabningen, og som alle andre skabninger underkastet skaberens suveræne almagt; på den anden side er mennesket skabt som den fremmeste skabning[koran 36] sammenlignet med andre skabninger som engle, jinn og dyr. Et væsentligt element i forholdet mellem Gud og mennesket er at mennesket som sådant er defineret som et religiøst væsen hvor islam grundlæggende konstituerer det at være menneske. Den monoteistiske gudstro blev ifølge Koranen bevidnet ved skabelsen af mennesket[koran 37] med løftet om en tilværelse i forløsning, såfremt mennesket gebærder sig ret og formaner det der er sandt.[89] Blandt mennesket vil ikke-troende være de der forsømmer den guddommelige pagt[koran 38] (eller modstår menneskets medfødte natur)[koran 39] og dermed lader sig lede på afveje af det slette.

Mennesket er dermed grundlæggende født gudfrygtig med en ”religiøse længsel eller oplevelse som et hovedtema i sit liv”;[90] dette kan enten efterleves for opnåelse af forløsning eller bortkastes og dermed vildledes. Dette forudsætter at mennesket nødvendigvis tilkendes en vis grad af fri vilje, selvom Gud samtidig afholder dem Han vil fra vildledelse.[koran 40] Menneskesynet ud fra gudsforholdet er dermed hverken præget af absolut fri menneskelig vilje eller forudbestemmelse, men en flydende kobling mellem skæbne og handlefrihed.[note 18] Det er ved dødens indtræffelse og sjælens temporære ophold i skærsilden[91] og senere varige ophold i dødsriget (paradis eller helvede) at mennesket modtager sin fulde fortjeneste af Gud ved dommedag.

Menneskerettigheder[redigér | redigér wikikode]

Menneskerettigheder inden for islam er rettigheder der tilkommer alle mennesker med hensyn til f.eks. race, køn, sprog eller religion.[92] Hvor de vestlige menneskerettigheder tager udgangspunkt i den forestilling, at mennesket er alle tings mål, fastholder islams menneskesyn, at mennesket er skabt af Gud, og at Gud er altings mål.[93] Islams menneskerettigheder har afsæt i religionen, hvor naturretlig tænkning, baseret på forestillingen om eksistensen af en universel menneskelig natur legemliggjort i individerne og identiteten i denne menneskenatur på tværs af samfundsklasser og sociale omskiftelser,[92] særligt skal tolkes ud fra grundteksterne. Rettighederne har baggrund i menneskets og borgernes ret (både på et individuelt og kollektivt stadie), herunder retten til liv,[koran 41] frihed, sikkerhed, lighed,[koran 42] retfærdighed, ytringsfrihed, tryghed og ejendom.[koran 43]

Adskillige formuleringer af menneskerettigheder har eksisteret siden tidlig islam, hvor systematisk udformning af islamiske menneskerettigheder (tilsvarende f.eks. FN’s menneskerettigheder) først er blevet til fra slutningen af det 20. århundrede.[92]

De islamiske menneskerettighedsidealer er ikke altid sammenfaldende med de vestlige, der afgrænser individets rets- og frihedssfære over for staten. Selvom forskellige initiativer har forsøgt at tilvejebringe et kompromis mellem de islamiske og vestlige idealer er den fundamentale forskel mellem altings mål (dvs. Gud eller mennesket) med til at præge forskelligheden af hvordan f.eks. friheds-, ligheds- og delagtighedsrettigheder udlægges. Dertil eksisterer der i et vist omfang på tværs af landsgrænser forskellighed i hvordan menneskerettigheder tolkes ud fra de teologiske værker og herefter udmøntes som islamisk ret; et element der gennemsyrer diversiteten og forståelsen af den ideale islamiske styreform. I Danmark har forskelle i disse idealer til tider ført til kontroversielle offentlige og politiske debatter, særligt om emnerne sammeneksistens (integration, akkulturation, assimilation) ægteskab (arrangeret ægteskab, flerkoneri), kvinders påklædning og kønsroller (kvindefrigørelse)[94] og ytringsfrihed.

Kønsroller[redigér | redigér wikikode]

Den islamiske verdens syn på kønsrollerne i almindelighed har varieret i forskellige muslimske samfund gennem tiderne, hvor de antikke kulturelle normer – der hvor kvinder primært varetager arbejdet i hjemmet og mændene tager sig af arbejdet udenfor – har været den dominerende sociale rollefordeling mellem mænd og kvinder. Denne (stereotype) forestilling om den adfærd som er typisk for mænd og kvinder skal sidestilles måden at være til på som mand eller kvinde; dvs. kønsrollen som den udspringer fra biologiske og psykiske faktorer der udmøntes som en social identitet.[95] Islam adskiller sig fra de fleste andre religioner i verden ved at henvende sig direkte til både mænd og kvinder[Kilde mangler], hvor belønningen for fromhed og gudshengivelse loves overfor begge køn.[koran 44]

Tilsvarende den antikke jødedom og kristendom er kønsrollen inden for islam domineret af den patriarkalske kultur, hvor manden fungerer som familiens og samfundets overhoved.[96] Udmøntningen af dette inden for den religiøse sfære ses ved at kønnet er tildelt forskellige religiøse funktioner og pligter inden for bestemte domæner, både på individuelle og kollektive områder.[note 19] Ud fra et samfundsmæssigt perspektiv er det oftest sådan at manden indtager de dominerende positioner som overhoved (for familien),[koran 45] embedsmænd og lærde (dog er der undtagelser, som bekræfter reglen). Hertil er krigstjeneste forbeholdt mænd og funktionen ved diverse menigheder (bl.a. i moskéen) primært varetaget og hvervet af mænd (oftest omtalt som imam) selvom kvinder kan have en underordnet funktion.

På trods af det noget ensidigt patriarkalske billede, der tegner sig når kønsrollerne vurderes formelt, er muslimernes historie og grundtekster fyldt med fortællinger om kvinder som anvender deres køn eller marginaliserede position til at få indflydelse for sig selv, deres familie eller folk.[note 20] Disse fortællinger har bl.a. en stor symbolsk betydning i udvikling af den folkelige identitet og kønsroller som tolket ud fra de religiøse skrifter.

Kønsadskillelse[redigér | redigér wikikode]

Drenge og pigebørn side om side i en skole i Paktia provinsen, Afghanistan 2007. Personsanseelse af kønsrolleopdelingen i den islamiske verden er mange, hvor særligt forudindtaget holdninger om kønsseparation og -adskillelse tager afsæt i ydre og overfladiske kriterier om islamisk påklædning og identitet. Der eksister oftest en grundlæggende mistillid til det tilsyneladende (eller ukendte), der gengiver et kritisk indtryk af vilkårene i islam. Kønsopdeling inden for islam er tæt forbundet med puberteten og seksualitet, hvor opdelingen i højere grad praktiseres, både kollektivt (i den islamiske verden) og individuelt, som mennesket går fra barn til voksen.

Kønsadskillelse (seklusion) har været en udbredt praksis blandt antikke jødiske og kristne samfund, særligt i områderne Mesopotamien og Persien, hvor senere før-islamiske samfund har videreført praksissen.[97] Der er ingen religiøs legitimitet for seklusion i Koranen, selvom senere ortodokse trosretninger har tolket snævre åbenbaringer som en generel opfordring[koran 46] til at underbygge dets validitet. Ud fra dette tolkningsgrundlag gives praksissen religiøs legitimitet blandt retningens tilhængere, hvorimod det inden for den brede islamiske verden betragtes som særskilte kulturelle love og forordninger og dermed uden for islams rammer. Derudover betragtes sådanne lovgivninger til tider som en direkte ulydighed mod Guds befaling om lighed mellem kønnene[koran 47] (ligestilling) og sidestilles af majoriteten af muslimer med kønsdiskrimination.[Kilde mangler]

Kønsopdeling[redigér | redigér wikikode]

Kønsopdeling af kvinder og mænd har eksisteret i mange samfund og har været praktiseret i forskellige sammenhænge gennem tiderne og med forskelle fra kultur til kultur. Overordnet udledes samfundsinstitutionerne og normsystemerne ud fra kønnets biologiske, sociale eller religiøse identitet, rolle og funktion. I den islamiske verden er kønsopdeling og omgang mellem personer af modsat køn i det offentlige rum i varierende grad enten praktiseret frit i samfundet eller forordnet som love. Opdelingen anvendes regulerende som en institution for at forebygge kaos, fristelser og fordærv, særligt med afsæt i menneskets seksualitet. Det er oftest med afsæt i den ærbødige og asketiske livsførelse sådanne opdelinger i praksis udmøntes, uafhængig af deres karakter som individuel eller kollektiv forpligtelse.

Generelt fordrejes kønsopdeling i islam som medførende kønsadskillelse eller kønsdiskrimination. Eftersom kønsopdeling sker med en ligeværdighed for begge køn hvor der ikke forskelsbehandles, er udlægningen oftest misbegrundet eller med afsæt i særlige profane og ortodokse udlægning af islam med afsæt i polemik. I Europa tager den politiske debat om kønnet i islam overvejende udgangspunkt i det kvindelig køn; oftest med afsæt i emner relateret til kønsopdeling, hvor udlægningen indicerer helt eller delvis undertoner af kønsdiskrimination og -adskillelse (islamofobi). Særskilt i Danmark er det debatten om kvindens klædedragt og tilsløring som undertrykkende foranstaltning, hindring for integration og anvendelse i offentlige rum, der er i fokus.[94] Det at kønnet opdeles ved større religiøse forsamlinger (konferencer, menigheder, bedehuse) eller brug af offentlige faciliteter (svømme- og gymnastikhaller,[98] anstalter, forsamlingshuse) med særlige hensyntagen og tilpasning til den islamiske identitet, betragtes af islam-kritikere som udemokratisk, kønsdiskriminerede og undertrykkende over for kvinden. Eftersom forholdene for mænd og kvinder gennemgående er ligeværdige, selv om de er opdelt, betragter andre det som polemik og til tider institutionaliseret intolerance overfor muslimer og den islamiske identitet, dermed også religion i al almindelighed (religionsfrihed).[Kilde mangler]

Seksualitet[redigér | redigér wikikode]

Islams syn på seksuel identitet, -adfærd, -handlinger og følelser har i grundteksterne ”et positivt syn på seksualiteten hos både mænd og kvinder”[99] og ”anerkender menneskets seksuelle behov og anser kærlighed mellem ægtefæller som en gave fra Gud”.[100] Seksualitet betragtes som en naturlig del af den menneskelige eksistens, hvor partnerne bl.a. omtales som klædning for hinanden[koran 48] og som en vej til sjælefred.[koran 49] Legale former for seksualitet er hverken anset for syndige eller forbeholdt reproduktion. Prævention og afbrudt sameleje er f.eks. tilladt, hvilket er en indikation af, at samleje ikke alene drejer sig om formering.[100] I Islam er det en grundværdi og forskrift, at seksualitet foregår inden for rammerne af ægteskab. Seksuelle forhold mellem personer, der ikke er gift (hor) eller mellem personer af samme køn (homoseksualitet)[koran 50] betragtes som overskridelse af religionens grænser.[koran 51] Udover at hor og homoseksualitet i den islamiske verden betragtes som en skændsel for samfundet, er det inden for grundteksterne[koran 52] (og senere også islamiske ret) også belagt med strenge strafferammer. Andre juridiske bestemmer om seksualitet, bl.a. om renlighed, kønsdele, udflåd herfra og samlejestillinger nævnes i grundteksterne[koran 53] og beskrives mere detaljeret i de teologiske værker.[100]

Løfte om seksuel afholdenhed (cølibat) har ingen islamisk begrundelse, og den askese der fordres af muslimer (både lægmænd som prædikanter) i grundteksterne, rummer intet krav om seksuel afholdenhed. Derimod er seksuel afholdenhed påkrævet under særlige riter og ritualer, f.eks. pilgrimsfærden og faste. Særligt er samleje med en menstruerende kvinde, samt efter børnefødsler, ikke tilladt.

Abort[redigér | redigér wikikode]

Abort der fremprovokeres ved indgreb (fosterdrab) betragtes i islamisk ret som forbudt[101] og et overgreb på liv; særligt betragtes fostret fire måneder efter undfangelsen som besjælet af Gud og dermed beseglet af livets hellighed.[koran 54] I særtilfælde hvor det f.eks. drejer sig om den svangre kvindes overlevelse, voldtægt eller andre særlige specielle tilfælde er der udbredt enighed om svangerskabsafbrydelse. I tilfælde af spontan abort (dødfødsel) efter fire måneder skal fosteret - i lighed med alle andre afdøde - jordfæstes ved en begravelsesceremoni.

Jomfru[redigér | redigér wikikode]

Jomfru betegner inden for islam en (ung) kvinde som ikke har haft samleje (der indebærer indføring af penis i skeden), og derfor har bevaret sin mødom; oftest anvendt bredt i omtale af alle ugifte piger og kvinder. I teknisk og juridisk forstand kan jomfru også anvendes om mænd der ikke har haft samleje, dvs. ugifte mænd, selvom denne betegnelse ikke er gængs anvendt. Jomfruelighed er inden for islam både i renheds og i seksuel forstand tæt forbundet med det kvindelige køn og kvindens dyd indtil giftermålet. Ud fra forskellige sociale, kulturelle og samfundsmæssige forordninger har jomfruelighed og jomfrubevis været en central forordning. Måske har arveretslige implikationer betydet, at det har været en ønskværdig forudsætning at vide om kvinden er jomfru ved ægteskabets indgåelse. Generelt påfalder bevisbyrden for kvindens jomfruelighed hendes familie. Herudover har faderen en anden ret over jomfruens ægteskab, idet kvinden traditionelt giftes bort (ægteskab). Der er inden for islam ingen hellighed forbundet med slægtens afkom af en ikke jomfruelig kvinde, ej heller er der begrænsninger for at kvindelige jomfruer ikke kan ægtes af bestemte samfundsklasser (f.eks. præster).[102]

Den dydighed der er forbundet med muslimske kvinders jomfruelighed er tæt forbundet med mødommen (jomfruhinden). Selvom de teologiske værker beskriver den fromhed der er tilknyttet en jomfru og de retslige værker anfører retslige love og forordninger om en jomfrus værge og rettigheder, er der ingen nærmere forpligtelser eller begrænsninger for jomfruelige kvinder. I tilfælde med en brudt jomfruhinde (enten fra et tidligere ægteskab, tilfældigt brud eller som horkvinde), hvor kvinden gerne vil fremstå som jomfru, kan kvinderne i det 21. århundrede få foretaget en mødomsrekonstruktion; sådan et moderne biologisk indgreb, ligger uden for religionen islam og dermed forståelsen af jomfruelighed.

Ægteskab[redigér | redigér wikikode]

Ægteskab er inden for islam en bindende kontrakt mellem en mand og en kvinde, der for mandens part indebærer forsørgerpligt og sigter mod samliv i fælles hjem. Hermed fungerer ægteskabet som det retsmæssigt regulerede forhold mellem mand og kvinde med henblik på varigt fælleskab, hvor ægtefællernes retlige status er forskellige.[103] Traditionelt er manden formelt kvindens juridiske overhoved, mens kvindens sociale berettigelse som ægtefælle er fødslerne og opfostring af børnene.[104] ”Islams regler for ægteskab søger først og fremmest at sikre, at alle ved, hvem der har forsørgelsespligt over for de børn, der bliver resultatet af et indgået ægteskab”.[105] Herudover imødekommer religionen også andre ægteskabstyper med andre formål end børnefødsel, bl.a. undgåelse af utugt og gensidig kendskab og støtte af ægtefællerne. De islamiske grundtekster indeholder lovbestemmer om ægteskab i almindelighed samt fortællinger om hustruers list og magtudfoldelse,[koran 55] der gennemgående anvendes til at forme og karakterisere kvindens identitet, ansvar og rolle som en tro ægtefælle. I islam vurderes ægteskab som en central samfundsinstitution, hvor der også fremgår klare regler om hvem man kan giftes med (incestforbud),[koran 56] flerkoneri (polygyni)[koran 57] og ægteskabslovgivning generelt.

Ægteskab kan opløses på mandens forlangende gennem skilsmisse. Inden for de juridiske rammer kan ”ægteskabet også opløses af en dommer, dersom den ene part kan godtgøre, at den anden part ikke opfylder de ægteskabelige pligter”[105] eller ægteskabskontrakten. Islam påkræver at både manden og kvinden skal kræve ægteskabet opløst i tilfældet af ægtefællens vantro (frafald).[koran 58]

Iblandt muslimer i vestlige og ikke-muslimske lande er det først og fremmest den religiøse vielse (dvs. en vielse der ikke nødvendigvis er anerkendt eller registret af en myndighed) der er af central betydning, da alene sådan en er religiøst forordnet. En religiøs vielse har normalt ingen retslig gyldighed,[note 21] hverken positiv eller negativt, og er fuldt lovligt efter dansk ret. Således vil religiøst viet muslimer oftest omtale hinanden som ægtemand og ægtekone, selvom de borgerligt ikke er gift. I tilfældet af muslimske mænd der har indgået religiøse vielser med flere end en kvindelig partner, vil denne efter dansk lov om civilstand betagtes som ugift eller enlig (hvis han ikke bor sammen med partnerne), uafhængig af om partnerne er udenlandske eller danske statsborger. I tilfældet af et muslimsk ægteskab er indgået ved en myndighed i udlandet og samtidig er i strid med dansk ret, da er ægteskabet ugyldigt i Danmark.

Ægteskabstyper[redigér | redigér wikikode]

Uddrag af afsnit om Nydelsesægteskab (mutʿa):

På trods af sin religiøse legitimitet er nydelsesægteskab generelt et prekært emne blandt Shia og Sunni. Oftest snakkes der ikke åbent eller offentlig om det; normen er snarere at sådanne ægteskaber finder sted i privaten og kun kendes af de to partner, der er involveret. Netop denne ægteskabsform har dog fået stor udbredelse blandt Shia og visse Sunni i Vesten, hvormed der er pustet nyt liv i nydelsesægteskabsforordningen. Det er nemlig unge muslimer i Vesten, som primært anser nydelsesægteskab som en ventil for deres seksuelle lyster eller en mulighed for at komme arrangerede ægteskaber til livs. I sidstnævnte tilfælde vil parterne oftest aftale en klausul i ægteskabskontrakten, hvor de tager forbehold for fysisk samvær eller omgang, mens de med dette ægteskab får mulighed for at mødes for at lære hinanden bedre at kende som eventuelt fremtidige partner i et almindeligt ægteskab.

Shiisme - Oprindelse, Tro & Praksis, doktriner (andre praksis), nydelsesægteskab (mutʿa) s. 349.

Islam skelner mellem forskellige typer af ægteskaber, særligt mellem ægteskab (nikāḥ) og nydelsesægteskab (nikāḥ al-mutʿa), begge former er omtalt i Koranen.[koran 59] Blandt visse senere islamiske lovskoler betragtes nydelsesægteskab som en forældet praksis.[106] De islamiske lovskoler der stadig bekender sig til begge ægteskabstyper praktiserer også stadig begge typer.

Arrangerede ægteskaber[redigér | redigér wikikode]

Islam er i høj grad sammenfaldende med de jødiske og kristne skrifter hvad angår arrangeret ægteskab, hvor ”ægteskaber arrangeres af repræsentanter for de to familier. Frieren medbringer en brudesum til pigens familie, mens hun til gengæld fører en medgift med ind i ægteskabet”.[104] Det er familiens overhoved der arrangerer ægteskabet, hvor ægteskabet fungerer ”som en social kontrakt med juridiske og økonomiske konsekvenser. Manden gifter sig, kvinden bortgiftes og indføres som fremmed i hans slægt”.[104] Ud fra et samfunds og politisk perspektiv anvendes arrangerede ægteskaber bl.a. til at besegle alliancer mellem stammer, folk og familier.

Arrangerede og forældre-guided ægteskaber finder også sted blandt muslimer i den vestlige verden, hvor det ”bl.a. på baggrund af disse forhold og den generelle udlændingedebat, at et fleretal i Folketinget i 2002 indførte den såkaldte 24-års regel, der bl.a. kræver at begge parter skal være 24 år, hvis man ønsker en ægtefælle fra udlandet indført til landet”.[107] Reglen forhindre det ikke lovmæssigt at indgå i ægteskab, alene tildeling af opholdstilladelse i Danmark. Forskellige menigheder og foreninger der kæmper for retten til ægteskab på tværs af landegrænser og nationaliteter er opstået i kølevandet af loven.[108]

Tvangsægteskaber[redigér | redigér wikikode]

Tvang i forståelsen af retslig sanktioner, indgreb i handlefrihed, social kontrol og tilsvarende, er en integreret del af alle rets- og lovfunderet samfundsstrukturer,[109] og religioner[12]. Hvad angår trosforholdet og religiøsitet, fastslår islam, ”at der ikke bør udøves tvang i religionen”[110], og dermed heller ikke indenfor ægteskaber, der er en religiøs forordning.

Udlændingedebat i Danmark om arrangerede ægteskaber har til tider stillet spørgsmålstegn ved forskellen og ligheden mellem tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber, der herigennem har været tonesættende for hvordan islamiske ægteskaber i al almindelighed praktiseres. Diskursen må antages at være politisk betonet, eftersom det i en lang række muslimske lande er ”muligt at indgå og opløse ægteskab efter juridiske regler”[105], der er identiske med, eller tager afsæt i, den vestlige verdens retstraditioner.[105]

Blandede ægteskaber[redigér | redigér wikikode]

Blandede ægteskaber er i islam ægteskaber, hvor alene manden som den ene ægtefælle er muslim. Det kun tilladt muslimske mænd at indgå blandet ægteskab med kvinder der enten er jøder eller kristne;[koran 60] islam tillader ikke muslimske kvinder at indgå i blandet ægteskab (endogami).[107],[105] Blandt visse senere islamiske lovskoler er der herudover også lovgivet om ægteskab på tværs af islamiske trosretninger. Selvom der samfundsmæssigt kan være forhindringer for ægteskab mellem to muslimer fra hvert sit land eller sin kultur, eksisterer der ingen religiøse forhindringer for sådanne typer af blandede ægteskaber inden for islam.

Familie[redigér | redigér wikikode]

Familie kan inden for islam anvendes i betydningen kernefamilie, dvs. ægtepar samt disses børn, eller den udvidede familie, der ud over det mandlige overhoved, hans hustru(er) og ugifte børn evt. også omfatter mandlige sønner og disses hustruer og børn. Generelt anvendes det som betegnelse for husets blodbeslægtede medlemmer, hvor omfanget af familien er stærkt afhængig af det muslimske samfund.

Slægtskab afledes igennem det fædrene overhoved (patrilineær) hvor det normalt også vil være den gifte kvinde der flyttet til sin mands familie (patrilokal). I nogle samfund vil ægteparret bosætte sig nogle år hos en af familierne, hvorefter de kan etablere sig uafhængigt af familien – en familiestruktur der er blevet mere udbredt blandt muslimske familier i vesten.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Note[redigér | redigér wikikode]

  1. ’Underkastelse’ skal i denne sammenhæng læses ud fra dets grundbetydning uden den negative betydning der til tider tilknyttes ordet på europæiske sprog.
  2. Muhammedanisme, og hermed betegnelser så som ’muhammedaner’, er en ukorrekt betegnelsen af Muhammed og islam, idet Muhammed ikke dyrkes eller tilskrives andre former for guddommelighed. I Koranen omtales han som et almindeligt menneske som forkynder af den guddommelige åbenbaring, hvor Gud er i centrum og hengivelse alene tilhører Gud (jf. 6:48). Muhammed er Guds talerør og står dermed som garant for den åbenbaring, skriftet Koranen indeholder; herfra opstod den tanke antagelig, at han tillige var bogens forfatter.
  3. Specielt domæner inden for islamforskning, tolkning og oversættelse (eksegeseværker) af Koranen og traditionssamlingerne. Et illustrativt eksempel herpå er koranoversættelsen af vers 9:74: ”De sværger ved Gud på, at de intet har sagt. Men de har sagt vantro ord. De er blevet vantro, efter deres islām (underkastelse til Gud)…”.
  4. Overordnet kan den koranske anvendelse af termen islam kategoriseres i tre overordnede kategorier: (1) Den indre betydning og kvalitet af islam (jf. 6:125, 61:7 og 39:22), (2) islam i betydning af dīn (grundbetydning ’religion’, konnoterer også en betydning af den gæld mennesket har overfor Gud) (jf. 5:3, 3:19 og 3:85) og (3) islam som handlingen af at vende ”til (eller tilbage)” til Gud (tawba) (jf. 9:74, 49:14, 17).
  5. En undtagelse kan f.eks. ses i Koranen vers 3:20 og 4:65 hvor den passive udtryksform er anvendt i forlængelse af en nutidig eller direkte form for gengivelse af en aktiv handling.
  6. Gabriel betragtes i den islamiske overlevering som den engel, der gennem tiden har overbragt den guddommelige åbenbaring til forskellige profeter.
  7. I modsætning til Biblen indeholder Koranen ikke nogen samlet fortællende skabelsesberetning, men nævner verdens og menneskets skabelse i flere forskellige sammenhænge.
  8. Se f.eks. sammenligning mellem forskellige kristne og islamiske beretninger om skabelsen og tidlige profeter, (Engelsk) Biblical narratives and the Quran (Wikipedia).
  9. Kritikere fremhæver at Muhammed må have mødt tilhængere af begge religioner (dvs. jødedom og kristendom) på sine karavanerejser til Levanten eller have lært de to religioner at kende gennem den udbredelse, de igennem hans ungdom angiveligt måtte have i det daværende Arabien. Dermed betragtes Muhammeds beretninger som fri genfortællinger af de jødiske og kristne skrifter – enten som han selv har hørt dem eller som beretningerne har været kendt og viderefortalt blandt ikke-jødiske eller kristne arabere. Muhammed blev i sin levealder selv konfronteret med denne skepsis, hvortil han bl.a. gennem åbenbaring svarer at disse forskelle (dvs. fejl) er resultat af at jøder og kristne havde modtaget åbenbaringen af det hellige skrift, men havde ændret på den. Dette synspunkt er siden hen også forblevet det grundlæggende islamiske syn på de jødiske og kristne skrifter.
  10. Der tales hermed ikke om profetinder inden for islam, se særlig Jomfru Marias rolle i islam.
  11. Henholdsvis Ādam, Idrīs, Nūḥ, Ibrāhīm, Ismāʿīl, Isḥāq, Lūṭ, Yaʿqūb, Yūsuf, Ayyūb, Mūsā, Hārūn, al-Yasaʿ, Dhuʾl Kifl, Dāwūd, Sulaymān, Ilyās, Yūnus, Zakariyyā, Yaḥyā og Īsā på arabisk.
  12. Ikke alle omtalte personligheder accepteres som profeter (eller nødvendigvis gudsmænd) inden for jødedommen og kristendommen, se f.eks. Lot og Salomon.
  13. Koranen omtaler herudover profeterne Muhammed, Hūd, Ṣāliḥ og Shuʿayb ved navn, profeter der ikke direkte (ved disse navne) er omtalt i Det Gamle Testamente og Det Ny Testamente.
  14. Personer der omtales som profeter efter Muhammed anerkendes således ikke som sådan af muslimer.
  15. Særligt for muslimer i lande markant over eller under ækvator, hvor dagenes længde varierer meget mellem sommer og vinter.
  16. Bemærk at himmelrejse er et besøg i den himmelske verden til modsætning med himmelfart, hvor den opløftede forbliver i himlen. Muhammed som åbenbaringsmodtager gennemførte en himmelrejse og ikke en himmelfart der oftest fejlagtig tilskrives Muhammed. Jf. Elias og Jesus (og indirekte Enok) i Biblen hvor der tales om en himmelfart.
  17. Betegnelser som klassisk eller traditionel arabisk (al-ʿarabiyya) anvendes både i modsætning til moderne arabisk og i lighed med arabisk som det udviklet i tidlig islam.
  18. Dogmatisk kan et menneske kun tilregnes synd hvis den også er selvforskyldt og ikke blot skæbnebestemt.
  19. Deltagelse ved religiøse fester, eksempelvis fredagsbønnen, er stærkt tilrådet eller påkrævet manden, mens kvinders deltagelse ikke er et krav.
  20. Se særskilt Jomfru Maria (’Maryām’), Dronningen af Saba (’Bilqīs’), Muhammeds første kone Khadīja og datter Fāṭima al-Zahra. Kendte islamiske figurer som ʿĀʾisha og Ḥafsa, begge senere ægtefæller af Muhammed, præsenteres i et ambivalent lys. Ud fra grundteksterne er det primært med afsæt i deres (negative) historiske rolle i Koranen 24:11-24 (ʿĀʾ'isha) og 66:3-4 (ʿĀʾ'isha og Ḥafsa) samt oprør mod den fjerde retledte kalif, at visse lovskoler ekskluderer disse to fra de noble islamiske kvindelige figurer. Jf. Abigajil, Ester, Jael, Judit, Rahab, Ruth, Sara og Tamar i Det Gamle Testamente.
  21. Undtagelsen er anerkendte islamiske trossamfund der ikke udsteder dokumentation for en religiøs vielse, forinden en gyldig vielsesattest (borgerlig vielse) som udstedet fra en anerkendt retslig myndighed kan fremvises.

Koran[redigér | redigér wikikode]

  1. Koranen 5:3.
  2. Koranen 87:19.
  3. Koranen 17:55.
  4. Koranen 2:87, 3:3-4, 6:91, 154.
  5. Koranen 5:46.
  6. Koranen 6:101-102; 7:54; 13:16; 20:50; 25:2; 32:7; 36:36; 39:62; 40:62; 43:12; 51:49 og 54:49.
  7. Koranen 2:20, 29, 255.
  8. Koranen 36:82.
  9. Koranen 2:164; 3:190-191; 6:1, 73, 79; 7:54, 185; 9:36; 10:3, 5-6; 11:7; 14:19, 32; 15:85; 16:3; 17:99; 18:51; 20:4; 21:16, 33; 23:17; 25:59, 61-62; 27:60; 29:44, 61; 30:8, 22; 31:25; 32:4; 34:7; 35:11; 36:81; 38:27; 39:5, 38; 40:57; 41:9-12, 37; 42:29; 43:9, 87; 44:38-39; 45:22; 46:3, 33; 50:38; 52:36; 57:4; 64:3; 65:12; 67:3 og 71:15. Jf. skabelsen af jorden på to dage 41:9-12 og på seks dage 7:54; 10:3; 11:7; 25:59; 32:4; 50:39 og 57:4.
  10. Koranen 2:21, 228; 3:59; 4:1, 28; 5:18; 6:2, 94, 98; 7:11-12, 69, 179, 181, 189; 15:26, 28, 33; 16:4, 70; 18:37, 48; 19:9, 67; 20:55; 22:5; 23:12-14, 79, 115; 25:54; 26:78, 184; 30:19-20, 40, 54; 31:27; 32:7-9; 35:11; 36:78, 81; 37:11, 96; 38:71-75, 77; 39:6; 40:57, 67; 41:15, 21; 42:11; 45:4; 49:13; 50:16; 51:56; 52:35; 53:45-46; 55:3, 14; 56:57-62; 64:2; 67:2, 23-24; 70:19, 39; 71:14; 74:11; 75:37-40; 76:2, 28; 77:20-23; 78:8; 79:27; 80:18-19; 82:7-8; 86:5-8; 90:4; 92:3; 95:4-5 og 96:2.
  11. Koranen 2:256 og 10:99. Jf. Muhammeds rolle som værende begrænset til forkyndelse (27:92; 34:28 og 35:23).
  12. Koranen 2:285.
  13. Koranen 2:3.
  14. Koranen 60:6.
  15. Koranen 16:36.
  16. Koranen 62:2.
  17. Koranen 10:47 og 57:25.
  18. Koranen 4:165.
  19. Koranen 4:165.
  20. Koranen 9:36.
  21. Koranen 2:183-187.
  22. Koranen 62:9-10.
  23. Koranen 17:1.
  24. Koranen 5:48; 30:22; 49:11, 13 og 11:118-119.
  25. Koranen 30:22
  26. Koranen 7:157.
  27. Koranen 12:2.
  28. Koranen 2:172.
  29. Koranen 21:30; ferskvand 2:164; 6:99; 13:12; 15:21, 22; 22:5, 63; 25:48-49; 30:48; 32:27; 56:68-70; 77:27 og 80:32-80:34.
  30. Koranen 5:6.
  31. Koranen 48:29; 75:22-25 og 83:24.
  32. Koranen 2:14-15.
  33. Koranen 4:79-80; 5:105; 41:46 og 53:36-42.
  34. Koranen 6:165.
  35. Koranen 6:164; 17:15; 35:18; 39:7 og 53:38.
  36. Koranen 95:4.
  37. Koranen 7:172.
  38. Koranen 20:115-117.
  39. Koranen 30:30.
  40. Koranen 38:82-85.
  41. Koranen 3:195; 4:1; 5:32; 6:151 og 51:18.
  42. Koranen 4:135; 5:2; 6:6, 8 og 49:13.
  43. Koranen 4:2, 29; 7:31, 32; 22:41; 51:18; 62:10 og 104:2, 5.
  44. Koranen 3:195; 4:124; 16:97; 33:35 og 40:40. Jf. 49:13.
  45. Koranen 4:34.
  46. Koranen 33:33 og 53.
  47. Koranen 3:195 og 49:13.
  48. Koranen 2:187.
  49. Koranen 30:21.
  50. Koranen 7:80-84.
  51. Koranen 23:7.
  52. Koranen 24:2.
  53. Koranen 2:187, 197, 222, 223; 4:43; 5:6; 7:189; 26:116 og 27:55.
  54. Koranen 5:32 og 17:32.
  55. Jf. Koranen 66:10.
  56. Koranen 4:22-23
  57. Koranen 4:3.
  58. Koranen 60:10.
  59. Koranen 2:221, 223, 230, 245; 4:3-4, 19-25, 127; 5:5; 16:72; 23:6-7; 24:26, 32-33, 60; 30:21; 33:37, 49-50; 44:54; 52:20 og 60:10. Se specielt 4:24 om nydelsesægteskab.
  60. Koranen 2:221 og 5:5.

Kilde[redigér | redigér wikikode]

  1. Simonsen 2001, → Islam.
  2. (PDF) The Global Religious Landscape - A Report on the Size and Distribution of the World’s Major Religious Groups as of 2010. Published by Pew Research Center, December 2012. Page 9. Hentet den 4. november 2013. (Engelsk)
  3. John Louis Esposito 2003, → Islam, Overview (Von Sivers, Peter, Ali A. Mazrui, S. Enders Wimbush, Dru C. Gladney, Bruce B. Lawrence, M. B. Hooker, P. S. Van Koningsveld and Frederick Mathewson Denny).
  4. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → monoteisme.
  5. 5,0 5,1 Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → salám.
  6. Haleem 2011, Tolerance in Islam (s. 74).
  7. 7,0 7,1 Simonsen 2001, → Gabriel.
  8. Simonsen 2001, → Hellige bøger.
  9. Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager 2008, → Islam.
  10. 10,0 10,1 Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager 2008, → Islam og Bibelen.
  11. 11,0 11,1 Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → tro.
  12. 12,0 12,1 Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Tvang.
  13. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → trosbekendelser, kristne.
  14. Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Tro.
  15. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → tawhid.
  16. Kashi 2012, p. 313.
  17. Simonsen 2001, → Profet.
  18. Kashi 2012, p. 319.
  19. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → profet.
  20. Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Profeternes segl.
  21. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → kalender, islamiske kalender.
  22. Simonsen 2001, → Hilâl.
  23. Simonsen 2001, → Måned.
  24. Simonsen 2001, → Kalender.
  25. 25,0 25,1 Hvidtfeldt 1991, → Ramadān.
  26. Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Kalender.
  27. Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Faste.
  28. Kashi 2012, p. 401.
  29. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → Ramadhan.
  30. 30,0 30,1 Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager 2008, → Offer, Offer generelt..
  31. 31,0 31,1 31,2 Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Ḥajj.
  32. Hvidtfeldt 1991, → Hadjdj.
  33. Simonsen 2001, → Ḥadjdj.
  34. 3,161,573 pilgrims perform Hajj this year Saudi Arabiens ambassade.
  35. 35,0 35,1 35,2 35,3 35,4 Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Fredagsbøn.
  36. 36,0 36,1 Simonsen 2001, → Fredagsbøn.
  37. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → fredagsbøn.
  38. Simonsen 2001, → Isrâ, al-.
  39. Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → al-’Isrā'.
  40. Simonsen 2001, → Mi’râdj.
  41. Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → al-Mi’rāj.
  42. 42,0 42,1 42,2 Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → islamiske højtider.
  43. Simonsen 2001, → Himmelfart.
  44. 44,0 44,1 Guillaume 1955, pp. 181-7.
  45. Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → 'Īd al-fiṭr.
  46. Kashi 2012, p. 390.
  47. Simonsen 2001, → Mawlid.
  48. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → Mawlid.
  49. Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Mawlid.
  50. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → id al-Adha.
  51. Kashi 2012, p. 407-8.
  52. 52,0 52,1 Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → 'Īd al-aḍḥā.
  53. 53,0 53,1 "Number of Muslim by country". nationmaster.com. http://www.nationmaster.com/graph/rel_isl_num_of_mus-religion-islam-number-of-muslim. Hentet 2007-05-30. 
  54. "International Religious Freedom Report 2006—China (includes Tibet, Hong Kong, and Macau)". U.S. department of State, Bureau of Democracy, Human Rights, and Labor. 2006. http://www.state.gov/g/drl/rls/irf/2006/71338.htm. Hentet 2007-05-30. 
  55. Medlemmer af muslimske menigheder anno 2011 | religion.dk
  56. www.fagboginfo.dk – Islams ansigter
  57. Muslimer i dansk statistik | religion.dk
    • Esposito (2002b), p.21
    • Esposito (2004), pp.2,43
  58. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → livsanskuelse.
  59. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → liv.
  60. Hvidtfeldt 1991, → Shari’a.
  61. Kashi 2012, s. ix.
  62. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → pligtetik.
  63. Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager 2008, → Sprogforhold i Palæstina.
  64. Simonsen 2001, → Sprog.
  65. Simonsen 2001, → Spiseregler.
  66. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → svin.
  67. Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Dyr, Dyr som føde.
  68. Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Ḥalāl.
  69. Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Slagtning.
  70. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → vand.
  71. Haleem 2011, Water in the Qur’an (s. 31-43).
  72. Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Vin.
  73. Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Rent og urent.
  74. Simonsen 2001, → Ḥidjâb.
  75. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → chador.
  76. Koranen hele kapitel 12, særskilt 12:31.
  77. Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager 2008, → Barn.
  78. Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager 2008, → Omskærelse.
  79. 81,0 81,1 81,2 Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Omskæring.
  80. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → tegn.
  81. Simonsen 2001, → Omskærelse.
  82. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → omskærelse.
  83. Male circumcision: Global trends and determinants of prevalence, safety and acceptability (PDF). World Health Organization. 2007. Hentet den 4. november 2013.
  84. Frisch M, Lindholm M, Grønbæk M: Male circumcision and sexual function in men and women. A survey-based, cross-sectional study in Denmark. Int J Epidemiol 2011:1-15.
  85. Karin Kaas, ”Operation for forhudsforsnævring” (1. juni 2011), netdoktor.dk (website).
  86. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → ansvar.
  87. Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Mennesket.
  88. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → Homo (homo religiosus).
  89. Koranen (barzaḵẖ) 23:100; 25:53 og 55:20.
  90. 92,0 92,1 92,2 Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → menneskerettigheder.
  91. Simonsen 2001, → Menneskerettigheder.
  92. 94,0 94,1 Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Slør og tildækning.
  93. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → kønsroller.
  94. Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager 2008, → Køn, kønsroller.
  95. Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Seklusion.
  96. Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Nøgenhed.
  97. Simonsen 2001, → Seksualitet.
  98. 100,0 100,1 100,2 Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Seksualitet.
  99. Simonsen 2001, → Abort.
  100. Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager 2008, → Jomfru.
  101. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → ægteskab.
  102. 104,0 104,1 104,2 Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager 2008, → Ægteskab.
  103. 105,0 105,1 105,2 105,3 105,4 Simonsen 2001, → Ægteskab.
  104. Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Mutʿa.
  105. 107,0 107,1 Butler, Jean og Hoffmann, Thomas 2008, → Ægteskab, Retslige og moderne forhold.
  106. Se f.eks. foreningen Ægteskab Uden Grænser (webside).
  107. Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger 1998, → stat.
  108. Simonsen 2001, → Tvang.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Encyklopædier[redigér | redigér wikikode]

  • (Engelsk) Encyclopaedia of Islam Online. Brill Academic Publishers. 
  • (Engelsk) The Oxford Encyclopedia of the Modern Islamic World. (2003). Red. John Louis Esposito. Oxford University Press. ISBN 978-0195125580. 

Leksika[redigér | redigér wikikode]

  • (Dansk) Butler, Jean og Hoffmann, Thomas, ed (2008). Gads leksikon om islam. Gads Forlag. ISBN 978-87-12-04303-4. 
  • (Dansk) Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager, ed (2008). Gads Bibel Leksikon. Gads Forlag. ISBN 978-87-12-04053-8. 
  • (Dansk) Hvidtfeldt, Arild (1991). Politikens Religionsleksikon. Politikens Forlag. ISBN 87-567-4789-6. 
  • (Dansk) Simonsen, Jørgen Bæk (2001). Politikens Islamleksikon. Politikens Forlag. ISBN 87-567-6565-7. 
  • (Dansk) Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger, ed (1998). Gyldendals Religionsleksikon - Religion/Livsanskuelse. Gyldendal. ISBN 978-87-00-32564-7. 

Bøger[redigér | redigér wikikode]

  • (Engelsk) Guillaume, Alfred (1955). The Life of Muhammad - A Translation of Ibn Ishaq's Sirat Rasul Allah. Oxford University Press. ISBN 987-0-19-636033-1. 
  • (Engelsk) Haleem, Muhammad Abdel (2011). Understanding the Qur’an - Themes and Style. I.B.Tauris. ISBN 978-1-84511-789-4. 


Se også[redigér | redigér wikikode]

Trostolkninger

Bevægelse & partier

Religiøse titler

Væsner & skabninger

Andre Sider[redigér | redigér wikikode]

Se også artikler, som begynder med Islam

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:

Akademiske ressourcer

Online ressourcer

Eksemplerdanske hjemmesider om islam: