Wilhelm Wiehe (1826-1884)
Anton Wilhelm Wiehe (8. juli 1826 i København - 4. januar 1884 sammesteds) var en dansk skuespiller, bror til Michael og Johan Henrik Wiehe, far til Wilhelm og Jacques Wiehe.
Af Michael Rosings tre Dattersønner, der alle blev Skuespillere, var W. den, som lignede Bedstefaderen mest; han havde især arvet hans aabne, frejdige Væsen, der harmonerede med Oehlenschlæger’s Poesi. Da han havde udført sine første Roller, Jørgen i »Erik og Abel« (16. Novbr 1843) og Einar Tambeskælver i »Hakon Jarl«, sagde Oehlenschlæger til ham: »De har min Aand i Dem, og De skal forklare mig for kommende Slægter«. Denne Profeti gik i Opfyldelse; det er som den sidste store Oehlenschlæger-Skuespiller paa Linje med Dr. Ryge og N. P. Nielsen, at W.’s Navn lever i dansk Teaterhistorie. Efter nogle brydsomme Ungdomsaar, i hvilke han spillede i Provinserne, paa Casino og blev saaret i Slaget ved Isted, fik han 1851 Ansættelse ved Christiania Teater, hvor han udviklede sig gennem et stort, forskelligartet Repertoire (c. 140 Roller i ni Aar) og med Henrik Ibsen’s Ord »øvede ubestridelig Indflydelse paa den norske nationale Scenes Fremgang«. Fra 1860—63 tilhørte W. Casino, hvor det viste sig, at hans Talent svarede til hans norske Ry, og hvor han (1861) som Gudmund i »Gildet paa Solhaug« medvirkede i den første Ibsen-Forestilling i Kbhvn. Endelig genoptraadte han, 37 Aar gammel, men endnu med al Ungdommens Friskhed over sin Personlighed, 1. Septbr 1863 som Axel i »Axel og Valborg« paa det kgl. Teater, hvis alvorlige Førstekraft han var i de følgende Aar, og hvor han 1874 indviede den nye Scene, men Sygdom knækkede tidligt hans Kraft og tvang ham, ikke 53 Aar gammel, til at søge Afsked; 4. Juni 1879 optraadte W. sidste Gang som Hakon Jarl (i 3. og 4. Akt) og som Møller i »Hr. og Fru Møller«. Senere viste han sig, næsten blind, et Par Gange ved Aftenunderholdninger paa Folketeatret.
W.’s Kunst tilhørte Overgangsperioden mellem Romantik og Realisme, og han mestrede begge Retninger. Hos Oehlenschlæger var han lyrisk Deklamations-Skuespiller, der gav sig Følelsen og Fantasien i Vold; hos Bjørnson-Ibsen var han Karakterfremstiller og bidrog meget til deres første Sejre i Danmark. W.’s unge Helte, der lykkedes bedre for ham end de ældre, grublende eller voldsomme Herskere, ejede Overbevisningens Varme og en Livsfylde, som holdt Tilskuerne fast i Illusionen. Hans skønne Hoved sad kækt paa den ranke, brede Skikkelse, og hans prægtige Stemme, der kunde runge som Malm, ejede Udtryk for Ømhed i harmonisk Blanding med blid Sorg; Refleksion og kritisk Sans var ham derimod nægtet, og han besad intet Udtryk for Ironi, men nok for djærvt Humør. I »De Unges Forbund« afdækkede han med Anvendelse af det norske Sprog baade Stræberen Steensgaard’s indtagende Egenskaber og hans sjælelige Raahed saaledes, at Ibsen vidnede, at W. gengav hans Opfattelse »med genial Sandhed«, og som Tjælde i »En Fallit« bredte W. et forsonende Skær af fantastiske Storhedsdrømme over Spekulantens samvittighedsløse Handlinger.
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |
[redigér] Eksterne henvisninger
- Biografi i Carl Frederik Bricka, Dansk biografisk Lexikon (1. udgave, 1904)
