Bill Evans

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Bill Evans optræder ved Montreux Jazz Festival i Schweiz med sin trio bestående af Evans (piano), Marc Johnson (bas) og Philly Joe Jones (trommer) den 13. juli 1978.
Fotoet, der blev anvendt som cover for Bill Evans' album Undercurrent

Bill William Evans (16. august 1929 i Plainfield, New Jersey15. september 1980 i New York) var en amerikansk jazzmusiker.

Bill Evans begyndte at studere musik som 6-årig, først som klassisk pianist, men gik siden over til at spille jazzklaver. Han udviklede en fuldstændig unik lyd gennem sit harmoniske, melodiske spil, der var baseret på store blokakkorder, klodser, perfekt anslag og lyriske fraseringer, kombineret med moderat swing og melankolske toner.

Bill Evans fungerede både som pianist og komponist frem til 1980, hvor han døde i en alder af blot 51 år. Han er nok mest kendt for sin medvirken på det berømte Miles Davis-album Kind of Blue fra 1959, samt sin medvirken på albummet Waltz for Debbie fra 1964 med bl.a. den svenske sangerinde Monica Zetterlund, men brugte størstedelen af sin tid på at spille triojazz med bas og trommer . Fra 1959 til 1961 ledede han sin første trio med bassisten Scott LaFaro og trommeslageren Paul Motian. Det var med denne trio, at han indspillede 3 kendte album som hedder: Sunday at the Village Vangaurd, Explorations og Waltz for Debby. Lafaro døde dog i et tragisk biluheld i 1961, hvilket fuldstændig slog benene væk under Evans, og han spillede ikke offentligt igen før året efter, hvor Chuck Israels overtog LaFaros rolle som bassist.

Bill Evans regnes i dag for at være en af de allerstørste og mest indflydelsesrige jazzpianister nogensinde, og vi danskere kan være stolte af, at han har spillet med folk som NHØP og Alex Riel bl.a. i det gamle Jazzhus Montmartre.

Stofmisbrug[redigér | redigér wikikode]

Tidslinje:

  • 1958< Bill Evans stofmisbrug begyndte sidst i 1950’erne, i forbindelse med at han turnerede rundt med Miles Davis.
  • 1960 maj, Bill Evans og hans trio spillede koncerter i The Jazz Gallery. I forbindelse med en af de koncerter blev Bill Evans smittet med virussen Hepatitis, forsaget af uagtsomt og ikke klinisk brug af kanyler. Han blev samtidig i årene derefter kæreste med en kvinde ved navn Elaine, der ligeledes var afhængig af stoffer.
  • 1963, Bill Evans stofmisbrug begyndte langsomt også at have konsekvenser for hans evne til at kunne spille musik. Evans var alene i studiet for at indspille solonumre, muligvis fordi han manglede penge til at betale for heroin, da hans heroinmisbrug var på det højeste i denne periode. Efter indspilningen nægtede produceren at udgive numrene. De to solo sessioner blev senere udgivet i 1983 under navnet ”The Solo Sessions” vol. 1 & 2, tre år efter Bill Evans egen død i 1980.
  • 1970, Bill Evans blev afhængig af kokain. Det startede med 1 gram om ugen, men begyndte snart derefter at tage flere doser om dagen.
  • 1973, Bill Evans’ stofmisbrug faldt. Han mødte en dag en kvinde ved navn Nenette Zazzara som han forelskede sig i. Da han fortalte Elaine nyheden begik hun selvmord kort efter. Da Evans blev konfronteret med Elaines selvmord røg han tilbage til sit heroinmisbrug. Derefter gennemførte han et behandlingsprogram, der gjorde at han mere eller mindre kunne holde sig fra stoffer resten af hans liv.
  • 1979, Året før Bill Evans’ død år begik Evans’ bror Harry Evans selvmord. Nyheden om sin brors død tog så hårdt på ham at han var nødt til at aflyse en del af sine koncerter. Samme år købte Evans tre pladser på Baton Rouge kirkegården, hvor han i den ene begravede sin bror.
  • 1980, 15. september, Bill Evans var nu så svækket af hepatitissen og sideløbende stofmisbrug, at han blev indlagt på et hospital. Det blev således det sidste døgn i Bill Evans liv.
  • En ven af Bill Evans har efterfølgende brugt sætningen ”verdens længste selvmord” om hans liv.

Kilder/Noter[redigér | redigér wikikode]


Pianist Stub
Denne biografi om en pianist er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi