Bo Johansson

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 13. apr. 2015, 23:19 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (bot: indsæt skabelon autoritetsdata)

Bo Johansson (også kaldet Bosse, født 28. november 1942 i Kalmar, Sverige) var Danmarks fodboldlandstræner fra 1996 til 2000. Han var selv aktiv fodboldspiller i fjorten år, i Kalmar FF og Lindsdal, dog uden at vinde nogen trofæer. I 1977 blev han fuldtidstræner for sin gamle klub Kalmar FF, som han dog forlod efter to sæsoner. I løbet af de næste tre år førte han lokalrivalerne fra Östers IF til to mesterskaber i Allsvenskan1980 og 1981.

Bo Johansson måtte derefter vente 13 år på det næste mesterskab. Det kom i 1994 og var med det danske Superligahold Silkeborg IF, sammen med kåringen til Årets Træner i Danmark i 1994. I mellemtiden var Bosse i norske Jerv, græske Panionios og træner for det islandske landshold.

Siden er det ikke blevet til mesterskaber til den svenske træner, men i 1996 blev han landstræner for det danske landshold og førte det til VM-slutrunden i Frankrig i 1998 og til EM-slutrunden i Holland/Belgien i 2000. I alt stod han i spidsen for det danske landshold i 40 A-landskampe, og det resulterede i 17 sejre, ni uafgjort og 14 nederlag. Især VM-slutrunden i Frankrig må betegnes som et højdepunkt, hvor Danmark nåede kvartfinalen og tabte i en meget tæt kamp til de senere sølvvindere Brasilien.

Bosse har som en ud af kun tre trænere formået at kvalificere det danske landshold til en VM-slutrunde. I 2010 medvirkede han i samtalebogen 'VM-Bosserne', der (blandt andet) handler om VM-deltagelse, sammen med de to andre, der har opnået kvalifikation: Morten Olsen og Sepp Piontek. Bogen udkom på Forlaget Turbulenz.

Desværre kunne Bosse ikke leve op til resultatet to år senere ved europamesterskabet, hvor det danske landshold tabte de tre første kampe – og dermed måtte rejse hjem. Efter den slutrunde forlod Bo Johansson trænerrollen i tre år, inden han dukkede op som træner for den svenske storklub, IFK Göteborg i 2003.

I 2005 flyttede Bo Johansson til den norske Tippeliga-klub Molde som han førte til triumf i den norske pokalturnering inden han i november 2005 trak sig tilbage som fodboldtræner. Han bor i dag i sit hus lidt uden for Kalmar, hvor det hele startede.

Ud over at være fodboldtræner har Bo Johansson også været foredragsholder. Han har primært holdt foredrag om ledelsesstil, da han i fodboldkredse har været kendt for at være anderledes i forhold til mange andre trænere, fordi han har arbejdet ud fra ti meget klare grundholdninger:[kilde mangler]

  1. Vær ÅBEN over for andre. Betænksomhed giver dig følelsen af velvære, som fører til fremgang.
  2. Husk på, at vi alle er FORSKELLIGE. Vi kan være i forskellige stemninger. Påpeg ikke altid andres fejl og mangler. Respektér andres særheder. Du har selv nogen!
  3. Kræv ikke, at du skal være PERFEKT. Der findes mængder af faktorer i de fleste situationer, som du ikke kan kontrollere eller påvirke. Tag ikke tilfældig modgang alt for alvorligt.
  4. Ødelæg ikke TROEN på dig selv ved at sammenligne dine svage sider med andres styrke.
  5. Tænk over, at OPMUNTRING og ros får det bedste frem i mennesker. Alt for negativ kritik får det værste frem i mennesker. Ved at vise, at du stoler på dine venner, viser du dem samtidig deres betydning og duelighed.
  6. Vær TAKNEMMELIG for det andre gør for dig. Vær rar ved dine venner. Behandl dem som du ønsker de skal behandle dig.
  7. Vær HJÆLPSOM over for andre. Vis respekt, sympati og forståelse over for den, som søger din hjælp. Lad være at bekymre dig. Hold fast i al den godhed du har i dig.
  8. Hold andres tanker for dig selv. Vær PÅLIDELIG. Lov aldrig noget, som du er i tvivl om du kan holde.
  9. Tænk altid POSITIVT.
  10. Det du vil have ud af livet, kommer fra andre mennesker. Vil du beundres, respekteres eller elskes, så vil det udelukkende ske gennem ANDRE MENNESKER. Aldrig gennem ting og sager. Derfor må du FORSTÅ andre mennesker. Og det kan du først, når du forstår dig selv.


FodboldSpire
Denne biografi om en fodboldspiller er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Biografi