Bonifatius

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Statue af Bonifatius foran domkirken i Mainz

Bonifatius (ofte fejlagtigt Bonifacius, født Winfrid eller Wynfrith, født i 680 i Crediton i Wessex, nu i Devon, [1] England – 5 juni 754 i Dokkum ved Leeuwarden i Frisland) blev født ind i en fornem angelsaksisk familie i Wessex. Han fik først sit kirkelige navn Bonifatius (= Velgører) i 719 af pave Gregor 2. Han bliver siden reformationen af den katolske kirke kaldt Apostel der Deutschen (= Tyskernes apostel, Tysklands apostel).

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Wynfrith blev munk og levede i klostrene Adescancastre (nær Exeter) og Nhutcelle (Nursling), hvor hans store evner som lærer og diplomat blev taget i brug. Han ville dog være missionær, og efter et forgæves forsøg på at forkynde evangeliet i Frisland (716), rejste han i 718 til Rom, hvorfra pave Gregor 2. udsendte ham som missionær til Tyskland. Han virkede i Thüringen, Frisland og Hessen. I 722 var han atter i Rom og blev bispeviet.

Hjemkommen genoptog han sin missionsgerning med kraft. De gamle gudehov blev omdannet til kirker, klostre grundlagt, bispedømmer oprettet, og de keltiske missionærer blev fortrængt; også til Bayern udstrakte han sin virksomhed. Han havde fokus på at tilbagevise irsk kristendom, som Columba havde forkyndt den. [2] I 732 udnævnte pave Gregor 3. Bonifatius til ærkebiskop og sendte ham palliet. I 738 var han igen i Rom og blev udnævnt til pavelig legat i Tyskland. Nu oprettede han bispedømmer i Passau, Regensburg, Salzburg, Freising, Würzburg og Erfurt.

Da Bonifatius' opgave nok så meget bestod i at romanisere kirken i Tyskland som i at udbrede kristendommen, stillede Karl Martell sig køligt til ham, men Karloman sluttede sig til ham, og på den første germanske nationalsynode i 742 godkendtes Bonifatius' tanker, og han selv som ærkebiskop og pavelig legat med sæde i Mainz. I 752 salvede Bonifatius Pipin den Lille til frankernes konge, i 753 drog han til Vestfrisland som missionær, og 5. juni 755 led han martyrdøden i Dokkum. Han ligger begravet i Fulda, og årligt holder nu de romerske bisper i Tyskland møde ved hans grav, der har grundet det romerske episkopat i Tyskland.

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Det lykkedes ganske vist ikke Bonifatius helt at gennemføre en strukturforvandling til et kirkehierarki fri for adelsinteresser; til det manglede han tilstrækkelig støtte hos de verdslige herskere; men han var den, der med den nye definition af Rom som midtpunkt for den kirkelige organisation i Europa, lagde en vigtig grundsten for tilblivelsen af det kristne Vesten. Bonifatius vidste at overbevise Karl Martell og stammelederne om kristendommens fortrin – især den politiske og kulturelle samlingskraft (tysk Einigungskraft). [3]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. BONIFACE of Crediton
  2. Mark Vernon: Chambers dictionary of beliefs and religions, London 2009, ISBN 978-0-550-10344-4
  3. Dette stykke om Bonifatius' betydning er fra et afsnit i den tyske artikel.

Litteratur anvendt af Moltesen i Salmonsen[redigér | redigér wikikode]

  • A. Hauck: Kirchengeschichte Deutschlands, I, Leipzig 1887, s. 410-529
  • Schmürer: Die Bekehrung der Deutschen zum Christenthum. Mit 59 Abbildungen, Mainz 1909
  • Die Briefe des heiligen Bonifatius, udg. af M. Tang, Leipzig 1912.

Kilde[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.