Bruger:Line Raiff/sandkasse
Codex Eyckensis[redigér | rediger kildetekst]
Den ottende århundrede Codex Eyckensis er et evangeliarium baseret på to konstituerende manuskripter, der dannede en mappe formentlig fra det tolvte århundrede frem til 1988. Codex Eyckensis er den ældste bog i Belgien[1]. Siden det ottende århundrede er det blevet opbevaret og bevaret på Maaseik kommunes nuværende område. Bogen blev formentlig produceret i skriptoriet i Echternach Abbedi.
Beskrivelser af manuskript A og manuskript B[redigér | rediger kildetekst]
Codex Eyckensis består af to evangelistarier på 133 pergamentfolier, der hver måler 244 gange 183 mm.
Den første manuskript (Codex A) er ufuldstændigt. Det består af fem folier, der åbner med et helsides evangelistportræt (som formentlig forestiller Skt. Matthew), efterfulgt af et ufuldstændigt sæt af otte kanontavler. Evangelistportrættet gengives i italiensk-byzantinsk stil, hvilket er klart beslægtet med Barberini-evangelierne, der i øjeblikket opbevares i Vatikanets bibliotek (Barberini Lat. 570). Portrættet er indrammet i en bord af angelsaksisk knuder, der kan sammenlignes med dekorationselementerne i Lindisfarne-evangelierne.
Kanontavlerne giver et overblik over tilsvarende passager i de fire evangelier. Kanontavlerne tjener på denne måde som en indholdsfortegnelse og et indeks for at lette adgangen til teksterne. Kanontavlerne i manuskript A er dekoreret med søjler og arkader, symbolerne på de fire evangelister og portrætter af helgener.
Det andet manuskript (Codex B) indeholder et komplet sæt af tolv kanontavler og alle fire evangelietekster. Kanontavlerne er udsmykket med søjler og arkader, skildringer af apostlene og evangelisternes symboler. De evangeliske tekster er skrevet i en afrundet form af den insulære minuskel, som var karakteristisk for britiske og irske manuskripter fra det syvende og ottende århundrede, men de blev også brugt på det europæiske fastland. Begyndelsesbogstavet i hvert afsnit fremhæves med røde og gule prikker. Teksten blev kopieret af en enkelt skriver.
Evangelieteksten er en version af Vulgata, for det meste som oversat af sankt Hieronymus (Hieronymus af Stridon, 347-420 e.v.t.), med en række tilføjelser og transpositioner. Sammenlignelige versioner af de evangeliske tekster kan findes i Book of Kells (Dublin, Trinity College, manuskript 58), Bogen fra Armagh (Dublin, Trinity College, manuskript 52) og Echternach Gospels (Paris, Bnf, manuskript lat.9389).
Historie (oprindelse til 20. århundrede)[redigér | rediger kildetekst]
Codex stammer fra det ottende århundrede og blev først opbevaret på det tidligere benediktinerkloster Aldeneik, som blev indviet i 728 e.v.t. Den merovingiske adelige Adelard, Lord of Denain, og hans kone Grinuara grundlagde dette kloster for deres døtre Harlindis og Relindis i "en lille og ubrugelig skov"[2] nær floden Meuse. Klostret kaldtes for Eyke ("egetræ"), på grund af egetræerne, der voksede der. Senere, da den nærliggende landsby Nieuw-Eyke ( "ny eg"—det nuværende Maaseik) voksede og blev mere betydningsfuld, blev navnet på den oprindelige landsby Aldeneik ( "gamle egetræ"). Sankt Willibrord indviede Harlindis som den første abbedisse af dette religiøse samfund. Efter hendes død, indviede Sankt Bonifatius hendes søster Relindis som hendes efterfølger.
Codex Eyckensis blev anvendt ved klosteret til at studere og også for at udbrede Kristi lære. Begge evangelistarierne, der nu udgør Codex Eyckensis, blev formentlig bragt fra Echternach abbedi til Aldeneik af sankt Willibrord.
De to håndskrifter blev lagt sammen til ét bind, sandsynligvis i løbet af det tolvte århundrede.
I 1571 blev klostret af Aldeneik forladt. Fra midten af det tiende århundrede, var benediktinernonnerne blevet erstattet af et kollegialkapitel af mandlige kanniker. Med den stigende trussel fra religiøs krig, søgte kannikerne tilflugt i den befæstede by Maaseik. De medbragte kirkens skatte fra Aldeneik—herunder Codex Eyckensis—til Sankt Catharinæ Kirke.
Forfatterskab [redigér | rediger kildetekst]
I århundreder var folk overbeviste om, at Codex Eyckensis var skrevet af Harlindis og Relindis, de første abbedisser i klosteret af Aldeneik, som senere blev kanoniseret. Deres hagiografi blev skrevet ned i løbet af det niende århundrede af en lokal præst[3]. Denne tekst nævner, at Harlindis og Relindis også havde skrevet en evangeliebog. I løbet af det niende århundrede blev kulten omkring de hellige søstres relikvier stadig vigtigere og omfattede dyrkelsen af Codex Eyckensis, som inspirerede til dyb ærbødighed som et værk produceret af Harlindis og Relindis selv[2].
Men de sidste linjer i det andet manuskript tilbageviser dette udtrykkeligt: Finito volumine deposco ut quicumque ista legerint pro laboratore huius operis depraecentur (Ved afslutningen af denne bog, beder jeg alle, der læser dette om at bede for den arbejder, der skrev dette manuskript). Den mandlige form laborator ("arbejder") viser tydeligt, at den person, der skrev manuskriptet var en mand.
En sammenlignende analyse udført i 1994 af Albert Derolez (University of Ghent) og Nancy Netzer (Boston College) har vist, at manuskript A og manuskript B begge stammer fra den samme periode, og at det er højst sandsynligt, at de begge blev skabt i Echternach abbedis skriptorium, og at de endda kan være blevet fremstillet af den samme skriver[4].
Bevaring og restaureringsforsøg i 1957[redigér | rediger kildetekst]
I 1957 blev der gjort et forsøg på at konservere og gendanne Codex Eyckensis af Karl Sievers, en konservator fra Düsseldorf. Han fjernede og destruerede den 18-hundredtals røde fløjlsindbinding og fortsatte derefter med at laminere alle manuskriptets folier med mipofolie. Mipofolie er en polyvinylchlorid (PVC)-folie, eksternt plastificeret med dioctylphtalat. Med tidens gang, har denne folie produceret saltsyre, som har angrebet pergamentet og medførte en gulfarvende effekt på selve folien. Pergamentets gennemsigtighed og farve blev ramt, og polymerer til stede i folien kunne migrere til pergamentet og gøre det skørt. Efter lamineringen, foretog Sievers en indbinding af håndskriftet igen. For at kunne gøre dette, skærer han kanterne af folierne, hvilket resulterede i, at fragmenter af belysningen går tabt.
I en ny omfattende restaureringsindsats mellem 1987 og 1993 blev mipofolielamineringen omhyggeligt fjernet af et team fra Belgian Royal Institute for Cultural Heritage, ledet af kemikeren dr. Jan Wouters. Til restaurering af folierne efter fjernelsen af laminatet, blev der udviklet en innovativ til støbning af pergamentblade. For at fuldføre restaureringen blev de to konstituerende Codex-manuskripter indbundet separat[5].
Dokumentation og digitalisering [redigér | rediger kildetekst]
Den ældste fotografiske dokumentation af Codex Eyckensis stammer fra ca. 1916 (Bildarchiv Marburg). I anledning af restaureringen blev manuskriptet fotograferet på det belgiske Royal Institute for Cultural Heritage (KIK-IRPA). Der blev offentliggjort en faksimile i 1994[6].
I 2015 blev Codex Eyckensis digitaliseret på stedet i Saint Catherine's Church af Imaging Lab and Illuminare – Centre for the Study of Medieval Art | KU Leuven. Projektet blev ledet af professor Lieve Watteeuw[7]. Billederne i høj opløsning blev stillet til rådighed på nettet i samarbejde med LIBIS (KU Leuven).
Codex Eyckensis blev anerkendt og beskyttet som fast arv i 1986. I 2003 blev Codex Eyckensis anerkendt som et flamsk mesterværk.
Aktuel forskning[redigér | rediger kildetekst]
I løbet af 2016-2017 vil et team af forskere fra Illuminare – Centre for the Study of Medieval Art | KU Leuven (Prof. Lieve Watteeuw) og det belgiske Royal Institute for Cultural Heritage (Dr. Marina Van Bos) igen undersøge Codex Eyckensis.
Yderligere oplysninger kan findes på:
- The Belgian Royal Institute for Cultural Heritage (KIK–IRPA)
Eksterne links[redigér | rediger kildetekst]
Codex Eyckensis om www.codexeyckensis.be
Codex Eyckensis om Erfgoedplus
Codex Eyckensis om www.museamaaseik.be
Codex Eyckensis om Europeana
Codex Eyckensis i begyndelsen af 1900-tallet: Marburg Bildarchiv, Deutsches Dokumentationszentrum für Kunstgeschichte
Codex Eyckensis før og efter restaureringen i slutningen af 1900-tallet: Koninklijk Instituut voor Kunstpatrimonium
Bibliografi[redigér | rediger kildetekst]
Coenen, J. (1921) Het oudste boek van België, Het Boek 10, pp. 189-194.
Coppens, C., A. Derolez en H. Heymans (1994) Codex Eyckensis: an insular gospel book from the abbey of Aldeneik, Antwerpen/Maaseik, facsimile.
De Bruyne, D. (1908) L'évangéliaire du 8e siècle, conservé à Maeseyck, Bulletin de la Société d'Art et d'Histoire du Diocèse de Liège 17, pp. 385-392.
Dierkens, A. (1979) Evangéliaires et tissus de l’abbaye d’Aldeneik. Aspect historiographique, Miscellanea codicologica F. Masai Dicata (Les publications de Scriptorium 8), Gent, pp. 31-40.
Falmagne, T. (2009) Die Echternacher Handschriften bis zum Jahr 1628 in den Beständen der Bibliothèque nationale de Luxembourg sowie Archives diocésaines de Luxembourg, der Archives nationale, der Section historique de l' Institut grand-ducal und des Grand Séminaire de Luxembourg, Wiesbaden, Harrassowitz Verlag, 2 Banden: 311pp. + [64] ill., 792pp.
Gielen J. (1880) Le plus vieux manuscrit Belge, Journal des Beaux-Arts et de la Littérature 22, nr. 15, pp. 114-115.
Gielen, J. (1891) Evangélaire d'Eyck du VIIIe siècle, Bulletin Koninklijke Commissie voor Kunst en Oudheden 30, pp. 19-28.
Hendrickx, M. en W. Sangers (1963) De kerkschat der Sint-Catharinakerk te Maaseik. Beschrijvende Inventaris, Limburgs Kunstpatrimonium I, Averbode, pp. 33-35.
Mersch, B. (1982) Het evangeliarium van Aldeneik, Maaslandse Sprokkelingen 6, pp. 55-79.
Netzer, N. (1994) Cultural Interplay in the 8th century and the making of a scriptorium, Cambridge, Cambridge University Press, 258pp.
Nordenfalk, C. (1932) On the age of the earliest Echternach manuscripts, Acta Archeologica, vol. 3, fasc. 1, Kopenhagen: Levin & Munksgaard, pp. 57-62.
Schumacher, R. (1958) L’enluminure d’Echternach: art européen, Les Cahiers luxembourgeois, vol. 30, nr. 6, pp. 181-195.
Spang, P. (1958) La bibliothèque de l’abbaye d’Echternach, Les Cahiers luxembourgeois, vol. 30, nr. 6, pp. 139-163.
Talbot, C.H. (1954) The Anglo-Saxon Missionaries in Germany. Being the Lives of SS. Willibrord, Boniface, Sturm, Leoba and Lebuin, together with the Hodoeporicon of St. Willibald and a selection of the Correspondence of Boniface, [vertaald en geannoteerd], Londen-New York, 1954, 234pp.
Verlinden, C. (1928) Het evangelieboek van Maaseik, Limburg, vol. 11, p. 34.
Vriens, H. (2016) De Codex Eyckensis, een kerkschat. De waardestelling van een 8ste eeuws Evangeliarium in Maaseik, onuitgegeven master scriptie Kunstwetenschappen, KU Leuven.
Wouters, J., G. Gancedo, A. Peckstadt, en L. Watteeuw, L. (1990) The Codex Eyckensis: an illuminated manuscript on parchment from the 8th century: Laboratory investigation and removal of a 30 year old PVC lamination, ICOM triennial meeting. ICOM triennial meeting. Dresden, 26-31 August 1990, Preprints: pp. 495–499.
Wouters, J., G. Gancedo, A. Peckstadt en L. Watteeuw (1992) The conservation of the Codex Eyckensis: the evolution of the project and the assessment of materials and adhesives for the repair of parchment, The Paper Conservator 16, pp. 67-77.
Wouters, J., A. Peckstadt en L. Watteeuw (1995) Leafcasting with dermal tissue preparations: a new method for repairing fragile parchment and its application to the Codex Eyckensis, The Paper Conservator 19, pp. 5-22.
Wouters, J., Watteeuw, L., Peckstadt, A. (1996) The conservation of parchment manuscripts: two case studies, ICOM triennial meeting, ICOM triennial meeting. Edinburgh, 1-6 September 1996, London, James & James, pp. 529-544.
Wouters, J., B. Rigoli, A. Peckstadt en L. Watteeuw, L. (1997) Un matériel nouveau pour le traitement de parchemins fragiles, Techné: Journal of the Society for Philosophy and Technology, 5, pp. 89-96.
Zimmerman, E.H. (1916) Vorkarolingische Miniaturen, Deutscher Verein für Kunstwissenschaft III, Sektion, Malerei, I. Abteilung, Berlin, pp. 66-67; 128; 142-143, 303-304.Skabelon:Nl.wikipedia.org/wiki/Codex Eyckensis
- ^ Coenen, J., Het oudste boek van België, Het Boek 10, 1921, S. 189-194.
- ^ a b Acta Sanctorum, Martii, unter Leitung von J. Carnandet, 3. Teil, Paris-Rom, 1865, S. 383-390, Abs. 7.
- ^ Abbaye d’Aldeneik, à Maaseik, in Monasticon belge, 6, Province de Limbourg, Lüttich, 1976, S. 87.
- ^ Netzer, N.(1994) Cultural Interplay in the Eighth Century. The Trier Gospels and the Making of a Scriptorium at Echternach, Cambridge-New York.
- ^ Wouters, J., Gancedo, G., Peckstadt, A., Watteeuw, L. (1992). The conservation of the Codex Eyckensis: the evolution of the project and the assessment of materials and adhesives for the repair of parchment. The Paper Conservator 16, 67-77. http://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/03094227.1992.9638578
- ^ Coppens, C. , A. Derolez und H. Heymans (1994) Codex Eyckensis: an insular gospel book from the abbey of Aldeneik. Maaseik: Museactron.
- ^ https://www.arts.kuleuven.be/english/news/codex eyckensis