Polyvinylchlorid

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
PVC-molekyle

Polyvinylchlorid, forkortet PVC, er en polymer af klorethen, vinylklorid, ClHC=CH2. Polymeren får formlen: [-C(ClH)-CH2-]n.

PVC er et af de mest anvendte plastmaterialer. På globalt plan var det årlige forbrug i 2009 opgjort til 35 millioner tons. I Europa lå forbruget i 2009 på omkring 8 millioner tons, hvilket svarer til 15 % af det samlede plastforbrug. PVC-forbruget i verden er stigende med højeste stigningstakt i udviklingslandene. PVC anvendes til at fremstille mange forskellige typer af produkter lige fra store kloakrør til små medicinske slanger. PVC er det mest anvendte plastmateriale i byggeriet. Over 60 % af det samlede PVC-forbrug bliver således anvendt til fremstilling af blandt andet rør, gulve, døre, vinduer, kabler og kabelbakker.[1]

Hvor andre plastmaterialer hovedsageligt fremstilles af råolie, fremstilles PVC ved hjælp af råolie og salt (natriumklorid). Til produktionen bruges 57 % salt og 43 % olie.

Egenskaber[redigér | redigér wikikode]

Klors store elektronegativitet, medfører at PVC er et stift materiale, da polymerer ikke så let kan forskyde sig i forhold til hinanden. Dette kan afhjælpes ved at til sætte blødgørere, upolære stoffer, ofte aromatiske ringe i form af phthalater. PVC'en vil 'svede' disse blødgørere ud og med tiden blive stift.

PVC-produkter kan groft opdeles i to hovedgrupper. Hård PVC og blød PVC. Eksempler på hårde PVC-produkter er rør, vinduer, kabelbakker og profiler. Eksempler på bløde PVC-produkter er gulve, kabler, medicinsk udstyr og presenninger. Hård PVC udgør omkring to trediedele af PVC-forbruget, medens resten er bløde eller fleksible produkter, som de også kaldes. Det, der adskiller de bløde fra de hårde PVC-produkter, er, at kun de bløde indeholder blødgørere. Der findes forskellige typer af blødgørere. De mest almindelige blødgørere i PVC i dag er ftalater, men inden for de senere år er der udviklet flere alternativer hertil. Det er mængden af blødgørere, der afgør, hvor blødt et blødt PVC-produkt er. Jo mere blødgører, der tilsættes PVC’en jo mere blødt bliver produktet. En medicinsk slange i PVC indeholder således mere blødgører end eksempelvis et PVC-gulv, eller et vinylgulv som det oftest kaldes.

Uddybende Uddybende artikel: Ftalater

Miljøpåvirkninger og giftighed[redigér | redigér wikikode]

Plast indeholder mange forskellige stoffer, men når ren PVC brænder vil det afgive CO2, H2O og klorgas[2]. Klor reagerer med vanddamp og danner saltsyre, som i større mængder er skadeligt i naturen. Det var en effekt man brugte under 1. verdenskrigs gasangreb, hvor kloren gik i forbindelse med fugten i øjne og lunger. Soldaterne blev blinde og fik lungeskader. Hvis der udbryder ildebrand i huse, færger, biler o.lign. med PVC-interiør, vil ofre, brandfolk og naboer udsættes for lignende. I forbrændingsanlæg kan kloren neutraliseres ved brug af kalk for at undgå forsuring af naturen. Nogle studier viser, at større mængder PVC i affald fører til højere udslip af giftige dioxiner på forbrændingsanlæg.

For at finde ud af om genstande indeholder PVC, kan man, i visse tilfælde, udføre kobbertrådstesten.[3]

Affaldshåndtering og genanvendelse[redigér | redigér wikikode]

Genbrugsmærke 3 står for PVC

Indsamling og genanvendelse af hårde PVC-byggeprodukter har stået på i Danmark i mange år. Den danske rørbranche har således indsamlet PVC-rør til genanvendelse siden 1980’erne. Men først i 1998 da genanvendelsesselskabet WUPPI A/S blev stiftet, blev indsamlingen og genanvendelsen af PVC i større omfang sat i system med en landsdækkende ordning (se www.wuppi.dk). Nu var det ikke længere kun rør, der blev indsamlet, men stort set alle de hårde PVC-byggeprodukter. Siden WUPPI blev etableret, er omkring 80% af landets kommuner kommet med i ordningen. Bag WUPPI står hovedparten af den samlede danske branche af producenter og importører af hårde PVC-byggeprodukter. WUPPI er et non-profit selskab, hvilket betyder, at både de tilknyttede kommuner og aktionærerne i selskabet i fællesskab dækker de udgifter, der er forbundet med indsamlingen og genanvendelsen af den hårde PVC i Danmark. Det er ikke kun i Danmark, at PVC-byggeprodukter indsamles og genanvendes. Også i Europa pågår lignende aktiviteter. I 2000 underskrev den europæiske PVC-industri en frivillig miljøaftale, der blandt andet indeholder mål for indsamling og genanvendelse (www.vinyl2010.org). Aftalen er bemærkelsesværdig, fordi der er tale om en aftale, der forpligter hele værdikæden af virksomheder, som beskæftiger sig med produktion af PVC. Dette vil sige, at aftalen ud over råvareproducenterne også indbefatter producenterne af stabilisatorer og blødgørere og ikke mindst de omkring 20.000 europæiske virksomheder, der forarbejder PVC i Europa. Hvert år udgiver Vinyl 2010 den såkaldte ”Progress Report”, og der er tilknyttet en overvågningskomité, som blandt andet består af repræsentanter fra både EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet. I Danmark er det i dag kun den hårde PVC, der indsamles til genanvendelse. Bløde PVC-produkter sendes til deponi. Som affald er PVC miljøfarligt, og søges så vidt muligt frasorteret til genanvendelse. Hvor dette ikke kan lade sig gøre umiddelbart, deponeres affaldet på specielle miljøsikrede depoter med henblik på senere sortering og behandling. Stoffet har genbrugskoden "PVC". Det er er muligt at genbruge PVC i særlige anlæg. De udvundne stoffer kan bl.a. bruges til at lave genbrugs-PVC.

Alternativer[redigér | redigér wikikode]

I 2000 besluttede Europa-Parlamentet at EU-Kommissionen skulle få udarbejdet en undersøgelse, der ud fra et livscyklusperspektiv skulle sammenligne PVC med alternative materialer. Formålet skulle være at undersøge, om der ud fra en helhedsbetragtning kunne opnås nogle miljømæssige fordele, hvis man substituerer PVC med alternative materialer. Som reaktion på Europaparlamentets beslutning offentliggjorde EU-Kommissionen i 2004 en 320 sider lang rapport med titlen ”Life Cycle Assessment of PVC and of Principal Competing Materials” [4]. Hovedforfatterne til rapporten er fra ”PE Europe” i Stuttgart, men også forskere fra Danmarks Tekniske Universitets Institut for Produktudvikling har været tilknyttet projektet. Forfatterne har vurderet og katalogiseret 230 eksisterende livscyklusanalyser om PVC og alternativer og efterfølgende analyseret 35 af de mest relevante analyser. Langt størstedelen af de eksisterende analyser beskæftiger sig med byggeprodukter. I rapporten understreges det først og fremmest, at livscyklusanalyser bør basere sig på produkter og ikke på materialer. Årsagen hertil er, at materialetilgangen sædvanligvis begrænser sig til kun at beskæftige sig med et trin i livscyklussen, hvilket ifølge rapportens forfattere ikke er dækkende. Alle aspekter ved et produkts levetid skal medtages i analysen. Fordi et materiale i produktionsfasen kun påvirker miljøet i ringe grad, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det ud fra en miljømæssig helhedsbetragtning er at foretrække. Brugsfasen er eksempelvis meget afgørende. Hvis et produkt i brugsfasen for eksempel har lav vægt, lang holdbarhed og kun kræver lille vedligehold, så betyder det meget i livscyklusregnskabet. I forbindelse med sammenligningen af PVC-byggeprodukter med alternativer er det specielt det langtidsholdbare aspekt, der har betydning for livscyklusvurderingen. I rapportens konklusion griber forfatterne fat i nogle typiske PVC-byggeprodukter, og drager nogle forsigtige konklusioner på baggrund af de analyserede rapporter. I forbindelse med sammenligningen af træ-, aluminiums- og PVC-vinduer hedder det eksempelvis, at materialevalget er af underordnet betydning. Der er således ingen sikker vinder, hvis man kun tager materialet i betragtning. Alle materialetyperne har deres styrker og svagheder, hedder det. Omkring gulve hedder det, at linoleumsgulve har en fordel i produktionsfasen, men at vinylgulve til gengæld har en fordel i brugsfasen. Det er således afgørende, at vinylgulve ikke kræver den samme brug af kemikalier ved rengøring som linoleumsgulv. Men rapporten siger, at der kræves mere viden på dette område, førend der kan drages nogen endelige konklusioner. Når det gælder rør, så er analyseresultaterne meget forskelligartede. Nogle undersøgelser ser fordele ved betonrør, medens andre ser fordele ved PVC og PE-rør. Konklusionen er, at så længe der ikke er tale om rør fremstillet i støbejern, så spiller materialevalget ingen rolle. Det gør det til gengæld, når man taler om nedgravning og lægning af røret. Rapporten siger, at der kan hentes fordele i livscyklusregnskabet, hvis røret bliver lettere, og hvis der anvendes genbrugsmateriale i fremstillingen.

PE-HD (PolyEthylen – High Density), genbrugsmærke 2, kan erstatte hård PVC[5]. PVC kan tåle oxiderende syrer, men er mindre modstandsdygtig overfor ketoner, estere og aromatiske kulbrinter[6]. PE-LD (PolyEthylen – Low Density), genbrugsmærke 4, kan erstatte blød PVC og behøver ingen blødgørere. Ved forbrænding afgiver ren PE-HD og PE-LD CO2 og H2O, men ingen klor.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: