Bruger:Saddhiyama/Min sandkasse

København i skønlitteraturen er en gennemgang af skønlitteraturen hvor København optræder, især hvis byen har en større rolle i teksten.

Tidligste værker

I de første århundreder i dansk litteratur og op til Det Moderne Gennembrud optræder København udelukkende som kulisse for værkets handling. Enkelte undtagelser er der dog, i form af hyldestdigtene og et enkelt klagedigt.

København optræder første gang i et skønlitterært værk i et digt fra omkring 1490 skrevet af digteren og rektor for Århus latinskole Morten Børup. Det er en hyldest til byen som den blomstrende bispe- og handelsby. Digtet er et typisk eksempel på at København i den tidligste litteratur skrevet om byen for størstedelens vedkommende er positiv og oftest glorificerende. Før 1700-tallet bestod den danske skønlitteratur også næsten udelukkende af digte og skuespil, så verseformen er i den tidlige tid den form hvori man skriver om byen.

En undtagelse fra dette er Jens Steen Sehesteds digt Kiøbenhaufns Mis-Trøstige Dog villige Fangers Ynkelige Klage-maal fra 1670-1671, der beskriver Sehesteds egne erfaringer med forlystelseslivet i København. Sehested var kvartermester ved flåden og hans løn var ikke stor, men alle forlystelser i København koster penge og han må derfor nasse på rigere men ikke særlig behagelige drukkammerater for at være med i løjerne. Digtet giver desuden mange interessante øjebliksbilleder fra gadelivet og de mindre gloriøse sider af bybilledet som hyldestdigtene aldrig nævner. Sehested skildrer også realistisk boligforholdene og sammenstødende med værtinden på grund af de manglende husleje betalinger:

	Jeg Lister mig og Søger Huus Tit uden Lius og fakkel Jeg ser mit hjem, Jeg Bankker paa Er pigen da till Senge. Da skall Jeg 1000 Knæfle faa, for Jeg hâr Bied saa Længe. Verdinnen Larmer og saa Titt nâr Jeg for Hastig Banker, Hun ønsker mig at være qvitt, Jeg skieldes for en dranker, og den som hver dag fylder Sig, (dog skeer det knap hveer Maaned) Nâr monn hand vil Betale mig? saa Blifver Jeg for haaned Jeg Gaar i Mørke til min Seng, og Lader hende skende. var hendes Mand saa haard og streng, da fik mit Lifv en Ende. Jeg Sofver til den Liusse-dag, Jeg Vogner op og Sukker.

1700-tallet

I 1720'erne dukkede Ludvig Holbergs komedier frem på scenen. Mange af dem, såsom Jean de France, Barselsstuen og Den stundesløse udspiller sig i et københavnsk miljø. Der er små hentydninger til byen og dens topografi, f.eks. når Jean de France sammenligner sin kæreste Elsebets ansigt med Vimmelskaftet. Stykkerne giver således oftere karakteristikker af københavnere end af byen selv, og disse fremstilles ofte som svindlere og snobber der ødsler med pengene. I det hele taget sættes der tit i stykkerne en modsætning op mellem provinsens bønder og københavnere, hvor bønderne fremstilles som nemme at narre af de snu byboere.

Kilder

• Lars Handesten - Alligevel så elsker vi byen - Tolv kapitler af Københavns litteraturhistorie, C.A. Reitzel, København, 1996.
• Marianne Barlyng & Søren Schou(red.) - Københavner Romaner, Borgen, København, 1996.

Om Trykkefriheden og dens Love er en bog skrevet af Michael Gottlieb Birckner der udkom i marts 1797.

Baggrunden

Om Trykkefriheden og dens Love' er en del af den debat der foregik i tiden op til Trykkefrihedesforordningen af 1799 mellem tilhængere af fri presse og tilhængerne af indskrænket pressefrihed.

Birckner havde allerede marts 1791 i en artikel i tidsskriftet Minerva med titlen Bør trykkefriheden være uindskrænket? argumenteret for den fri presse. Men i indledningen til Om Trykkefriheden og dens Love skriver han at "denne Afhandling nu ikke mere havde mit fuldkomne Bifald. Meget fandt jeg i den, som efter min nærværende Overbeviisning var ubestemt, urigtigt, ufuldstændigt, eller reent forbigaaet" og han besluttede derfor at skrive en ny afhandling som mere detaljeret gennemgik spørgsmålet. Men omtrent samtidig havde spørgsmålet fået fornyet interesse i det regeringen overvejede en ny trykkfrihedslov. En overvejelse der udmøntedes i nedsættelsen af en kommission i oktober 1797 der skulle granske hvilke ændringer en sådan lov skulle indeholde.

Bogens argumenter

I bogen gennemgår Birckner først de daværende love som angår trykkefrihedsspørgsmålet, nemlig Johann Friedrich Struensees trykkefrihedsreskripter fra henholdsvis 1770 og 1771, Guldbergperiodens reskript af 20. oktober 1773 og det under Andreas Peter Bernstorff og kronprins Frederik vedtagne reskript af 4. december 1790 konciperet af Christian Colbjørnsen.

Han kommer til det resultat, at de med hensyn til deres form (dvs deres formuleringer) er "ubestemte og modsigende"; de er ubestemte, fordi grænselinjen mellem brug og misbrug ikke er blevet draget; de er modsigende, fordi regeringen i nogle forordninger indbyder borgerne til at benytte sig af trykkefriheden, og i andre gør sådanne indskrænkninger, at der, retslig talt, ingen trykkefrihed er. Birckner argumenterer derfor for en ny trykkefrihedslov; hvad dennes form angår, må den være klar og bestemt, så at forfatterne ikke skal være afhængige af domstolenes vilkårlige fortolkninger; hvad dens indhold angår, tager han følgende 6 hovedpunkter under overvejelse: Må det være tilladt at skrive 1, imod (det er: dadle) den indførte konstitution? 2, imod den højeste lovgivende, dømmende og fuldbyrdende magts (dvs kongemagten) handlinger? 3, imod den herskende religion? 4, imod enkelt underordnet øvrighedsperson eller embedsmand? 5, imod allerede fældede domme? 6, imod private folk i deres private sysler?

Birckner besvarer de to første spørgsmål med ja, dog med det forbehold, at ingen må have love til at opfordre til omstyrtning af den bestående forfatning, eller til med magt at modsætte sig den lovgivende, dømmende og fuldbyrdende magts handlinger. Med hensyn til det tredje punkt kræver forfatteren, at staten slet ikke må blande sig i religionsstridigheder. Også det 4. og 5. spørgsmål besvares med ja, men det 6. med nej.

Birckner berører endnu et vigtigt spørgsmål i debatten: skal det være tilladt at skrive anonymt? Det er ædlest og modigst, siger Birckner, at kæmpe med opslaget visir; men der kan være mange omstændigheder, som gør det undskyldeligt og forsvarligt at skrive anonymt. Det kan endogså i visse tilfælde blive det eneste rigtige; hvis f.eks. en offentlig religionslærer ønsker at få et eller andet punkt i "systemet" under diskussion, så kunne det let bringe ham i en skæv stilling til hans menighed, der måske ikke var oplyst nok til at forstå det berettigede i en sådan drøftelse.

Det endelige resultat af disse undersøgelser bliver da dette: "At det uden indskrænkning må være tilladt at skrive om alt: om konstitutionen, den lovgivende, dømmende og udøvende magts handlinger, om religionen, om offentlige embedsmænds og private folks offentlige handlinger, i hvad form og på hvad måde man vil, så længe man afholder sig fra direkte at opfordre sine medborgere til med fysisk magt at kuldkaste eller forandre konstitutionen, at modsætte sig regeringens og de offentlige autoriteters handlinger, og så længe man ikke blander sig i nogen privat mands private handlinger eller huslige liv."

Omkring spørgsmålet: Vil en så udstrakt trykkefrihed ikke blive farlig for regeringen? Vil der ikke fremkomme en mængde grundløse beskyldninger mod statsstyrelsen, som efterhånden vil undergrave dens myndighed? Nej, svarer Birckner, regeringen kan jo forsvare sig på samme måde, som den angribes: offentlig og med grunde. Skulle det virkelig være under regeringens værdighed, spørger Birckner? På ingen måde. Og desuden, ministre osv. behøvede jo ikke at svare personlig. Ethvert af kollegierne kunne have sagkyndige mænd, der på en populær og moderat måde meddelte de grunde, som lå bag ved regeringens handlinger. Man kunne udgive et "magasin", hvori enhver, der ville skrive mod statsstyrelsen, uden betaling kunne få sine artikler optagne, og hvor så også regeringens modindlæg kunne meddeles.

Og så slutter Birckner: Nu har jeg talt; min samvittighed frikender mig for dårlige bevæggrunde, men kan jeg også være sikker på de borgerlige domstoles frikendelse? Det er umuligt at sige noget om med sikkerhed, så længe man ikke véd, hvor trykkefrihedens grænser går. Vil dette skrift skade mig med hensyn til min befordring? Det er muligt, at min straf ville blive den: "at henslide, ja måske ende mine dage i et embede, hvis højst mådelige indkomster kun kummerligen kan ernære mig og min familie. Dog også på dette offer, ifald det skulde fordres, har jeg belavet mig. Sandheden og fædrelandet have ret til at fordre endnu langt større offere.".