Brydning (lyd)
Brydning er den sprogvidenskabelige betegnelse for det fænomen, at en vokal diftongeres under påvirkning af omgivende lyd.
De nordiske sprog kender både en a-brydning og en u-brydning, dvs. en diftongering af et oprindeligt e til ja og jo foran a eller u i en efterfølgende stavelse (dette a eller u kan senere være faldet bort). På dansk bliver ja normalt til je (jæ) og jo undertiden til jø. F.eks.:
- *erþu (tysk Erde, eng. earth) > dansk jord
- *bernuz (tysk Bär, eng. bear) > dansk bjørn
- *helpan (tysk helfen, eng. help) > dansk hjælpe
- *berga (tysk Berg, eng. barrow) > dansk bjerg
Et meget illustrerende eksempel er et af de islandske ord for bjerg. (På islandsk er a-brydningen e⇒ja og u-brydningen er e⇒jö.)
Vi har fell (fjæld) uden brydning (årsagen til at fell stadig forefindes er ukendt, måske en dialektblanding mellem indflyttere fra forskellige dele af Norge[1]), fjall med samme betydning (a-brydning) og flertallet af fjall er fjöll (u-brydning). De urnordiske former for fell var *fella (ental) og *fellu (flertal).
[redigér] Noter
- ↑ Pudsigt nok har man den samme situation for ordet bjarg, flertal björg (bjerg), som også findes i formen berg.
