Islandsk (sprog)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Islandsk
(íslenska
Udtale: [ˈiːslɛnska][1]
Talt i: Island, Danmark, Norge, USA og Canada
I alt talere: +320.000
Sprogstamme: Indoeuropæisk
 Germansk
  Nordisk
   Vestskandinavisk
    Islandsk 
Skriftsystem: Latinske alfabet (Islandsk variant
Officiel status
Officielt sprog i: Island.
Reguleret af: Stofnun Árna Magnússonar í íslenskum fræðum, som dog kun har en vejledende funktion.
Sprogkoder
ISO 639-1: is
ISO 639-2: ice (B)  isl (T)
ISO 639-3: isl
Islandsk (sprog)
Artikel
Rektion
Adjektiver
Adverbier
Navneord
Stedord
Sætninger
Talord
Tider
Verbalformer
Verbalmåder
Verber
Mediopassiv
Omlyd

Islandsk (islandsk: íslenska) er det officielle sprog i Island[2]. Det klassificeres sammen med det nært beslægtede færøske sprog blandt de vestnordiske sprog, der desuden også omfatter nynorsk og det uddøde norn[3]. Islandsk har som færøsk i vid udstrækning bevaret det oldnordiske morfologiske system med mange klasser af substantiver, der bøjes i fire kasus, ganske som verberne bøjes i person og tal. Der bør påpeges, at islandsk og tysk grammatik ligner hinanden meget, fordi de begge to er germanske sprog, som har bibeholdt en stor del af den oprindelige formrigdom. Forskellen ligger i det islandske sprogs meget vanskeligere system af forskellige former[4],[5] og så det tyske sprogs nok så særprægede syntaks.

Islandsk og færøsk ligner hinanden i den grad, at islændinge og færinger – som fx danskere og svenskere – i nogen grad kan forstå hinanden, men uhindret kommunikation kræver dog et aktivt studium af det fremmede sprog. Begge kan nogenlunde læse hinandens sprog, men færingerne har den fordel, at talt og skrevet islandsk er mere konsistent end det færøske[6]. Færingerne har derved lettere ved at forstå islændingenes udtale[7].

Historie[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Islandsk sproghistorie

Med en temmelig stor overdrivelse[8],[9] kan man sige at skrevet islandsk ikke har ændret sig meget fra det norrøne skriftsprog, og islændinge kan uden større problemer lære at læse de gamle islandske sagaer[10]. Derimod har islandsk udtale ændret sig så meget, at en islænding fra 1200-tallet og 1900-tallet ville have meget store problemer med at forstå hinanden, dog næppe mere end islændinge og færinger nu har[11].

Hvis man vil skaffe sig en vis oversigt over det islandske sprogs udvikling indtil middelalderen, anbefales det læseren at kigge på artiklerne om indoeuropæiske sprog, urgermansk, urnordisk og norrønt[12] i den rækkefølge, selv om disse artikler ikke netop kan kaldes færdige til brug.

Teksteksempel[redigér | redigér wikikode]

Den følgende tekst er hentet fra Egils saga. Manuskriptet er det ældste kendte for denne saga, det såkaldte θ-fragment fra det 13. århundrede. Den sidste version er fuldt ud legitim som moderne, om end meget litterært islandsk, skønt intet er blevet ændret på nær retskrivningen[13],[14].

Manuskriptteksten, bogstav for bogstav Den samme tekst på normaliseret oldislandsk Den samme tekst på moderne islandsk

ÞgeiR blundr systor s egils v þar aþingino & hafði gengit hart at liþueizlo við þst. h bað egil & þa þstein coma ser t staðfesto ut þangat a myrar h bio aðr fyr suNan huit a fyr neþan blundz vatn Egill toc uel aþui. oc fysti þst at þr leti h þangat fa ra. Egill setti þorgeir blund niðr at ana brecko En stein fǫrði bustað siN ut yf lang á. & settiz niðr at leiro lǫk. En egill reið hei suðr anes ept þingit m flocc siN. & skilðoz þr feðgar m kęrleic

Þorgeirr blundr, systursonr Egils, var þar á þinginu ok hafði gengit hart at liðveizlu við Þorstein. Hann bað Egil ok þá Þorstein koma sér til staðfestu út þangat á Mýrar; hann bjó áðr fyrir sunnan Hvítá, fyrir neðan Blundsvatn. Egill tók vel á því ok fýsti Þorstein, at þeir léti hann þangat fara. Egill setti Þorgeir blund niðr at Ánabrekku, en Steinarr fœrði bústað sinn út yfir Langá ok settisk niðr at Leirulæk. En Egill reið heim suðr á Nes eptir þingit með flokk sinn, ok skilðusk þeir feðgar með kærleik.

Þorgeir blundur, systursonur Egils, var þar á þinginu og hafði gengið hart að liðveislu við Þorstein. Hann bað Egil og þá Þorstein að koma sér til staðfestu út þangað á Mýrar; hann bjó áður fyrir sunnan Hvítá, fyrir neðan Blundsvatn. Egill tók vel á því og fýsti Þorstein, að þeir létu hann þangað fara. Egill setti Þorgeir blund niður að Ánabrekku, en Steinar færði bústað sinn út yfir Langá og settist niður að Leirulæk. En Egill reið heim suður á Nes eftir þingið með flokk sinn, og skildust þeir feðgar með kærleik.

Her man nævne en vigtig ting. Der findes flere måder at gengive oldislandsk på. I denne artikel og alle underartikler følges samræmd stafsetning forn (normaliseret [oldislandsk] retskrivning) konsekvent, men den bruges bl.a. i standardudgaverne af den oldislandske litteratur --- dvs. udgaverne fra Hið íslenzka fornritafélag --- når oldislandske eksempler gengives[15].

Purisme[redigér | redigér wikikode]

Islandsk er kendt for en betydelig grad af sproglig purisme, dvs. at der er vide bestræbelser på at forhindre optagelsen af låneord fra andre sprog. I stedet anvender man neologismer – nydannelser baseret på islandske arveord; således har man f.eks. i stedet for låneordet "elektricitet" dannet rafmagn (egtl. "rav-kraft", idet "elektricitet" kommer af det græske ḗlektron, der betyder "rav"). Foruden at måtte danne nye ord for nye, udenlandske begreber, beriges sproget selvfølgelig på naturlig vis, idet man finder på nye ord som ikke nødvendigvis har en genpart i fremmede sprog, men blot for at have ét ord for et begreb, som ellers ville behøve en sætning. Man kan nævne meget nye ord som kjörþokki (valgcharme), dvs. i hvor høj grad en kandidat appellerer til vælgerne, eller valkvíði (valgskyhed), dvs. en tøven eller skyhed om man skal vælge f.eks. det ene eller andet produkt[16].

Neologismer er kendt fra første færd. Da de første landnamsmænd begav sig til Island så de for første gang varme kilder. Fra deres hjemland havde de medført ordet hver, som betyder kedel, og det brugte de til at nævne de sydende kilder. En hver behøver ikke at være en springkilde, men en af de varme springkilder fik navnet Geysir, som er et af de få internationale låneord fra islandsk (gejser)[17]. Her har vi et eksisterende ord i ny betydning. Man så også lavafelter for første gang, og kaldte dem hraun, som oprindeligt betød stenet jord. Af urgamle nydannelser kan man nævne hlaupár (skudår) som ikke ser ud til at være en direkte låneoversættelse. Gletsjere kendte man fra Norge under navnet jökull, men slet ikke i samme omfang som i Island og de voldsomme gletsjerfloder var man ukendt med. De fik navnet jökulhlaup som er gået over i det internationale geologiske ordforråd. De allerældste og allerfleste nydannelser findes dog hos skjaldene, hvis levebrød det nu engang var at være så opfindsomme som muligt når det gjaldt at smede nye ord[18]. Det antal ord som kun er attesteret en gang er overraskende stort, og er en tribut til deres færdighed. Disse ord har sjældent overlevet deres skabere, men de ligger der, rede til brug[19].

Nydannelsesteknik[redigér | redigér wikikode]

Sammensatte ord, som ikke er låneoversættelser[redigér | redigér wikikode]

Det ene af de to ord, som man har brugt for AIDS er alnæmi, som betyder overfølsomhed for alting. Et andet eksempel er halastjarna (komet), bogstaveligt halestjerne.

Lydlige efterlignelser[redigér | redigér wikikode]

Det andet af to ord, som har været i brug i Island for AIDS er eyðni. Det stammer fra verbet eyða (ødelægge, tilintetgøre). Eyðni og alnæmi bruges nu begge to.

Genfærd[redigér | redigér wikikode]

Et genfærd er her et ord, som eksisterede i det islandske oldsprog, gerne i digtersproget, men som er blevet vakt til live i en ny eller undertiden i den gamle betydning. Der gives ét eksempel på hvert. Ordet sími (telefon) er sammen med tölva det vel nok tiest citerede eksempel for islandsk sprogpurisme. Det ville føre for vidt at gengive hele historien, men da man stod over for for den opgave at finde et islandsk ord for telefon og allerede havde gennemgået et antal forslag som ikke fængede, besluttede man at gå radikalt til værks. Oldislandsk besad ordet síma som er et svagt bøjet intetkønsord og betyder tråd. Nu er det blot det kedelige, at svage intetkønsord er meget få, og for at give et ord de bedste muligheder skulle det helst tilhøre en af de store ordklasser. Man besluttede altså at ændre bøjningen, ganske vist med støtte i det faktum, at ordet faktisk findes et enkelt sted i det gamle sprog som hankøn, men da som senere led i et sammensat ord. Man besluttede at prøve med sími og nu føles ordet som om det havde været del af sproget fra arilds tid – hvad der også er tilfældet.

Et andet genfærd er teiti (party). Man havde i lang tid vænnet sig til det engelse party og brugt det i formen partý. En skønne dag dukkede ordet teiti op i den betydning. Teiti er faktisk et gammelt, og en overgang dødt ord som netop betyder fest. Der er ikke mange år siden man begyndte at bruge ordet og årsagen til dette andet liv er ukendt. Dog har man lov til at spekulere[20], at nogle gymnasiaster holdt et party lige efter tvungen læsning af sagaerne og brugte ordet tilfældigvis for morskabens skyld. Og så spredte brugen sig. Ordet teiti var oprindeligt i hunkøn, men ifølge den almindelige regel[21], at man associerer ord helst med de større ordklasser[22] , hvis der findes flere muligheder, bruges det oftest i intetkøn. Hunkøn høres dog også anvendt[23].

Låneoversættelser[redigér | redigér wikikode]

Et meget gammelt eksempel er samviska (samvittighed)[24], oversat fra dansk eller tysk (Gewissen), som for deres part begge er låneoversættelser fra latin (conscientia). Et astronomisk eksempel, som er på grænsen ved at være en låneoversættelse, er tifstjarna (pulsar). Nok et eksempel, denne gang fra kemien, er fjölliða (polymer)[25],[26],[27].

Andre metoder[redigér | redigér wikikode]

Ordet tölva er et godt eksempel. Det er ikke sammensat af to selvstændige ord. Men völva eksisterer og ordets opfinder[28] tænkte som så, og tiden har givet ham ret, at hvis man erstattede v med t så ville man uundgåeligt opfatte tölva som völva (vølve) og tala (tal) under ét[29]. Det drejer sig her altså om "poetisk licens". Andre eksempler er f.eks. þota (jetfly) og þyrla (helikopter) som begge er simple derivationer af verberne þjóta (suse) og þyrla (hvirvle (op))[30].

Udvidelser af nydannelser[redigér | redigér wikikode]

En øvre teoretisk grænse for længden af islandske sammensatte ord findes ikke[31] selv om der selvfølgelig er en praktisk grænse for, hvor langt et ord kan blive. Et eksempel for udvidninger af nydannelser er f.eks. ordet rafefnafræði (elektrokemi). Dets dele er raf (rav), efni (stof) og fræði (lære). Almindeligvis danner man ord for videnskaber efter formlen islandsk ord + fræði. Efnafræði[32] (kemi) eksisterede altså allerede og da man måtte have et ord for elektrokemi, var det en naturlig sag at benytte præfixen raf-, som jo almindelig bruges, når man behøver et ord, som har med elektricitet at gøre. Denne fleksibilitet, som tildels også forefindes på dansk[33], gør det undertiden nemt at finde nye ord, oftest ved præfixering eller suffigering, gerne ved at kigge på et præfigeret eller suffigeret ord, som allerede findes og så ændre affixet efter behov.

Dialekter[redigér | redigér wikikode]

Islandsk har ikke større dialektforskelle, men der findes regionale variationer i udtalen. Den største forskel er, at man i den sydlige del af Island (herunder i Reykjavik) bruger de bløde konsonanter b, d, g for p, t, k hvis de står mellem to vokaler. Dette er dog blevet ændret i nogen grad. I halvfjerdserne var udtalen i Reykjavík næsten helt „blød“. Men ifølge en vedvarende indvandring fra landet og det faktum, at radio- og fjernsynsannoncører ofte taler „hårdt“, hører man nu alle variationer og reykjavíksk synes at være i færd med at stabilisere en mellemgrad af „blødhed“ med en tendens til hårdere udtale[34].

Der findes naturligvis forskellige sociolekter, men ét specielt skel findes der, som går tværs på køn, socialklasse, religion og alt det andet og det er: Har vedkommende sprogbruger læst (en selvfølge, det tvinges man til i skolen) og nydt sagaerne og den øvrige klassiske litteratur? Hvis man både har læst og haft fornøjelse af klassikerne, vil man sandsynligvis bruge det formentlig forbilledlige sprog, det være sig i form af citater eller talen i det hele. Man skal derfor ikke være forundret, hvis en bygningsarbejder taler som om han var forfatteren til Egils saga mens en anden med en doktorgrad taler som om han kun havde læst Tintin og i øvrigt lider af "dativsyge"[35],[36].

Grammatik[redigér | redigér wikikode]

Den forholdsvis rige og omfattende morfologi er stort set uændret fra norrøn tid. Islandsk har blandt andet fire kasus, et næsten uændret konjugationssystem for verber i personer, tal og måder, bøjning af talord til og med fire osv. Islandsk er således et af de mest morfologisk konservative sprog i Europa[37].

Det islandske alfabet[redigér | redigér wikikode]

De islandske bogstaver ifølge den nugældende retskrivning er:

a, á, b, (c), d, ð, e, é, f, g, h, i, í, j, k, l, m, n, o, ó, p, (q), r, s, t, u, ú, v, (w), x, y, ý, (z), þ, æ, ö.

Accenterne begyndte deres karriere med at betegne lange vokaler, men nu betegner en accenteret vokal en kvalitetsforskel som følge af sprogets lydlige ændringer. Á og ó er diftonger, é udtales som je og de andre accenter betegner egne lyde. I og y er enslydende såvel som í og ý. Y-et forbliver i alfabetet af sproghistoriske grunde, ligesom tilfældet var med z før det blev afskaffet. Ellers forekommer bogstaverne i parenteser kun i undenlandske ord og enkelte navne, som f.eks. slægtsnavnene Zoëga og Waage.

Fonologi[redigér | redigér wikikode]

Det islandske lydsystem er som følger. Samtlige symboler er dets internationale fonetiske alfabets.

Konsonanter[redigér | redigér wikikode]

Bilabial Labio-
dental
Dental Alveolær Palatal Velær Glottal
Nasaler m     n     ɲ̊ ɲ ŋ̊ ŋ    
Klusiler p     t     c k ʔ  
Frikativer     f v θ ð s   ç j x ɣ h  
Approximanter         l̥  ɫ̥ l ɫ                
Vibranter             r            

Islandsk besidder ikke stemte klusiler, men skelner mellem de klusiler, som ellers betegnes med bogstaverne b og p, d og t og så g og k gennem aspiration[38]. Præaspiration er et sjældent fænomen[39] som forekommer når dobbeltkonsonanterne kk, pp eller tt optræder. I så fald er udtalen [ʰk], [ʰp] og [ʰt]. Præaspiration finder også sted, hvis første konsonant er p, t eller k og den senere er m, n eller l. Dette gælder ikke for sammensatte ord, dvs. hvis nævnte konstonanter støder sammen på ordgrænsen — i de tilfælde bliver konsonanten trukket ud hvis det drejer sig om kk, pp eller tt, dvs. bliver længere og den situation er den eneste, hvor man kan tale om lange konsonanter på islandsk. For de ørige fald bliver orddelene udtalt normalt. Ellers er det altid vokalen, som har en bestemt længde[40].

Vokaler[redigér | redigér wikikode]

Monoftonger
Fortunge Bagtunge
Urundet Rundet
Lukket i   u
Nærmest lukket ɪ ʏ  
Halvåben ɛ œ ɔ
Åben a
Diftonger
Fortunge Bagtunge
Halvåben ei • øy ou
Åben ai au

Et ret sjældent fænomen blandt verdens sprog er, at islandske diftonger kan være enten lange eller korte mens de på de fleste sprog er lange.

Tryk[redigér | redigér wikikode]

Hovedtrykket er altid på første stavelse, men hvis man har med lange ord at gøre besidder hver anden stavelse et ekstratryk eller hævning, dvs. stavelser nr. 3, 5 osv[41].

Vokalers længde[redigér | redigér wikikode]

Hovedreglen er enkel. Hvis ingen eller kun én konsonant følger vokalen, er den lang, ellers er den kort, dvs. der følger to eller flere konsonanter.

Den allervigtigste undtagelse fra denne regel er: Hvis en vokal følges af to konsonanter, og den første er p, t, k eller s og den senere er j, v eller r er vokalen lang. Dette kaldes p, t, k, s + j, v, r reglen og den ualfabetiske optællingsmåde er af didaktiske hensyn — reglen er stillet op på denne måde for islandske øren[42][43].

Der findes en række mindre undtagelser, især skal man vogte sig for lange, sammensatte ord, men for det tilfældes skyld må man støtte sig til erfaringen. Men dog skal her nævnes, at konjunktionen en (men) gennemgående udtales kort undtagen man lægger tryk på den, og at infikset -k- har til følge at vokalen foran bliver lang, hvis vi har kombinationen -tk-. I poesiordet litka (farve) er i-et langt og o-et i notkun (brug) også. Men disse tilfælde er meget få.

Morfologi[redigér | redigér wikikode]

Der findes et par almindelige regler, som kan lette islandskstudiet væsentligt. For de ord, som bøjes i kasus, har man de følgende. Hvor der skelnes mellem køn (adjektiver, stedord, participier), er dativ og genitiv pluralis altid de samme for alle køn. Dativ pluralis ender altid på -m og oftest på -um. Genitiv pluralis ender altid på -a. (Adjektivernes svage bøjning er en undtagelse i begge tilfælde.) Adjektivernes komparativ bøjes altid svagt, med undtagelsen fleiri, se islandske adjektiver.

Verbernes personalendelser er temmelig regelmæssige.

De ved første blik temmelig uoverskuelige vokalændringer forklares (og ses) i reglen let med et kendskab til omlyd, brydning og aflyd. Disse er dog ingenlunde de eneste lydændringer på islandsk, men de er blandt de mest markante.

Et nyttigt redskab for den interesserede er bøjningsprogrammet hos Stofnun Árna Magnússonar. Man følger lænken, klikker på Beyging orða (den direkte link er Beyging orða) til højre på siden og skriver derefter det ord, som man vil bøje i det eneste felt på den side. Så smælder man på takken Leita og får sit ord bøjet. For navneordene angives også bøjningen med den affixerede artikel. Det må dog indrømmes, at visse former ikke bliver vist. Det drejer sig i hovedsagen om forældede former, som stadigvis finder deres brug for stilistiske formål. Dobbeltformer bliver dog vist, hvis de optræder i daglig tale, prøv f.eks. með grautur (grød) og verpa (lægge æg). I det første tilfælde optræder den eneste dobbeltform i en enkelt tabel, i det senere kan vælge mellem stærk og svag bøjning. Ordforrådet der er nu godt 176.000 ord. Hvis man tjekker boksen Leit að beygingarmynd kan man søge efter forskellige bøjningsformer. Samtlige former bliver gengivet.

Lænken Orðabanki íslenskrar málstöðvar, fortjener også opmærksomhed, men der kan man indtaste et ord i feltet Leitarorð (listen Leitarmál gengiver det sprog ordet skal findes på) og så klikke på Leita. Hvis Leitarmál er íslenska får man en oversættelse af det islandske ord. Det er nok bedst at lade feltet Markmál blive det automatiske Engin takmörkun. I alle fald får man så en engelsk oversættelse. Hvis Leitarmál er enska skal man indtaste det engelske ord, som man ønsker at få på islandsk. I det hele taget ser det ud som, at islandsk-engelsk, engelsk-islandsk er de eneste kombinationer, som er nogenlunde rede til brug, men dette er ikke desto mindre et nyttigt redskab.

Artiklen[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Den islandske artikel

Islandsk har kun én artikel, den bestemte, og den bruges overvejende som affix ligesom på dansk. Lydreglerne for affikseringen er ret indviklede, f.eks. får den m-et i pluralens dativ til at forsvinde, dativ plural uden artikel löndum, med artikel löndunum (lande – landene).

Navneord[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Islandske navneord

Islandske navneord bøjes i fire kasus og to tal. Kønnene er tre, hankøn, hunkøn og intetkøn. Hovedinddelningen følger skellet svag eller stærk bøjning, men disse bliver for sit vedkommende delt i en stort antal underklasser. Se den uddybende artikel.

Adjektiver[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Islandske adjektiver

Man kan godt sige, at islandske adjektiver i hovedsagen tilhører én bøjningsklasse, men pga. sprogets ofte ret drastiske interne, fonetiske ændringer må der anføres et antal bøjningsmønstre.

Adjektiver bøjes i køn, tal, fald og komparation, og desuden har man en stærk og en svag bøjning som i de øvrige germanske sprog.

Der findes dog en del ubøjelige adjektiver som da ender på -a som einmana (ensom) eller -i som hugsi (i dybe tanker). En række adjektiver kan ifølge deres natur ikke gradbøjes, som f.eks. dauður[44](død).

Stedord[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Islandske stedord

Stedord er (i de sprog som besidder dem) ord som bruges i stedet for en nævnt referent. De udgør en ret broget samling, som behandles i den uddybende artikel. Som en hovedregel kan man nævne, at de fleste islandske stedord har et dansk modstykke. De fleste bøjes i samtlige køn, fald og begge tal.

Talord[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Islandske talord

Kardinaltallene fra én til fire bøjes i kasus, køn og tal. De andre bøjes kun, når de i virkeligheden er navneord.

De første tyve er disse.

Tallene 1 - 20
einn én ellefu elleve
tveir to tólf tolv
þrír tre þrettán tretten
fjórir fire fjórtán fjerten
fimm fem fimmtán femten
sex seks sextán seksten
sjö syv sautján sytten
átta otte átján atten
níu ni nítján nitten
tíu ti tuttugu tyve

Ordinaltal bøjes normalt som adjektiver, de to første er undtagelser.

De første tyve ordinaltal følger (hankøn, nominativ).

Tallene 1. - 20.
fyrstur, fyrsti første ellefti ellevte
annar anden tólfti tolvte
þriðji tredje þrettándi trettende
fjórði fjerde fjórtándi fjertende
fimmti femte fimmtándi femtende
sjötti sjette sextándi sekstende
sjöundi syvende sautjándi syttende
áttundi ottende átjándi attende
níundi niende nítjándi nittende
tíundi tiende tuttugasti tyvende

Verber[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Islandske verber

Som en almindelig regel skal det straks nævnes, at infinitiven ender på -a undtagen hvor et kommer foran i hvilket tilfælde a-et forsvinder, f.eks. slá (slå). Desuden har man de følgende undtagelser: Munu, skulu (begge to ville, skulle udelukkende benyttet som hjælpeverber), þvo (vaske) og det danske låneord ske.

Der findes to participer, præsens og præteritum. Endelsen i præsens er -andi og er i hovedsagen ubøjelig. Undtagelsesvis kan den dog bøjes som svage adjektiver for stilistiske formål. Datidens particip er meget mere kompliceret, men følger dog hovedsageligt adjektiverne i sin bøjning, om end med talrige (og almindelige) undtagelser.

Præsens og præteritum er de eneste simple (usammensatte) tempora på islandsk. Hvad de andre angår, så benyttes der hjælpeverber, og resultatet kan forskelligt blive opfattet som tempus eller aspekt, ligesom på dansk[45].

Af personlige måder har man indikativ, konjunktiv og imperativ.

Der er to eller tre former, aktiv og passiv og det er så en definitionssag, om man betragter mediopassiven som en verbalform eller en ekstra samling bøjningsklasser[46]. I hvert fald er mediopassiven en ret kompliceret sag, eftersom man for visse verbers vedkommende kan opfatte den som en særlig form, mens betydningsændringen i andre tilfælde er så stor, at man må opfatte mediopassiven som et særligt verbum. Passiven dannes med hjælpeverbet vera, mens mediopassiven har sin egen bøjning.

Adverber[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Islandske adverber

Adverber kan kun gradbøjes, hvis overhovedet, men der findes en række måder at danne adverber på og lige så mange måder for gradbøjningen. Desunden findes der en række irræguler adverber.

Syntaks[redigér | redigér wikikode]

Islandsk er i grunden et SVO-sprog, dvs. subjekt-verbum-objekt. Den forholdsvis rige bøjningslære giver dog mangfoldige muligheder for afvigelser. Især skal det nævnes, at spørgsmål behandles normalt som på dansk, dvs. verbet kommer først, og at poesisproget tillader alle kombinationer.

En fuldstændig syntaks behøver en egen bog. (Ligesom andre sprog. Den danske morfologi kan gengives på 20-30 sider, men den danske syntaks er en sag for sig.) Stefán Einarsson gjorde et godt arbejde på den begrænsede plads (76 sider), som han tillod sig i sin bog. Bogen er vistnok noget gammel (udgivet 1949), men forældet er den ikke og den er endnu i tryk. De virkeligt interesserede læsere henvises til den vanskeligt tilgængelige, men meget fyldige grammatik af Bruno Kress. En anden læseværdig og i dette tilfælde tilgængelig bog er The Syntax of Icelandic af Höskuldur Þráinsson, som vistnok behandler syntaksen på en anden vis end Kress, men er især værdifuld, da den er forholdsvis ny, letlæselig og giver et andet perspektiv end Stefán og Kress. Disse anbefales alle, især da de kompletterer hinanden. Hovedforskellen mellem Stefán og Kress på den en side og Höskuldur på den anden er, at Stefán og Kress skriver om syntaksen fra et klassisk udgangspunkt, mens Höskuldur tilhører den generation, som nolens, volens måtte studere Chomskys omstridte teorier og derfor ikke undgår sin skæbne som generativist[47]. Han læner også mere til siden af en ren deskriptiv syntaks, mens Stefán og Kress, som begge skrev lærebøger viser en blanding af deskriptivisme men ikke mindre præskriptivisme. De skrev for et andet publikum end Höskuldur.

Rektion[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Islandsk rektion

Rektion er læren om hvordan visse ord styrer andre ords kasus. En forudsætning er naturligvis, at pågældende sprog besidder kasus, men af dem har islandsk som nævnt fire. Nøjagtigere sagt betyderer rektion, at et ord bestemmer at et andet ord står i et andet fald end nominativen. Samtlige ordklasser på nær artiklen, konjunktioner og udråbsord kan regere fald, fra at gøre det hver gang de forekommer (præpositioner) til at gøre det under visse omstændigheder (f.eks. adverber).

Desuden kan det forekomme at et ord står i et af de tre fald akkusativ, dativ eller genitiv uden at blive regeret af et bestemt ord. For en sammenligning se latin, som benytter sig af dette i udstrakt grad.

Sætninger[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Islandske sætninger

De islandske sætninger deles ligesom dansk i to store klasser, hovedsætninger og bisætninger. En paragraf indledes normalt med en hovedsætning, men ellers bestemmer den derpå brugte konjunktion om det drejer sig om en hoved- eller bisætning. Ordfølgen er tildels fri, idet bøjningerne i reglen gør det let at skelne mellem subjekt og objekt. Der gælder dog visse restriktioner. Islandsk er et såkaldt V2-sprog som betyder, at verbet skal, i det mindste i de fleste situationer indtage den anden plads blandt hovedsætningdelene. For eksempel forefindes rækkefølgen objekt – subjekt – verbum (OSV, i det hele taget en sjældenhed blandt verdens sprog) vel kun i poesien, og da kun af systemtvang.

Konjunktioner[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Islandske sætninger

Konjunktioner er småord som forbinder sætninger. Det islandske system er ikke meget forskelligt fra det danske, på nær det faktum, at visse konjunktioner kræver at verbet er i konjunktiven. Ellers deles de i to grupper, hvor den ene knytter to hovedsætninger sammen, mens den anden binder en bisætning til en anden sætning.

Måder[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Islandske verbalmåder

Der findes seks verbalmåder på islandsk, traditionelt delt i to grupper. De er personalmåderne (indikativ, konjunktiv og imperativ) som bøjes i person og kasusmåderne (participium præsens, participium præteritum og infinitiv) som kan bøjes i kasus. Infinitiven er dog uforanderlig undtagen tre verber, som har både en præsensform og præteritumform (munu, skulu, vilja).

Tider[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Islandske tider

Islandsk har to simple tider som andre germanske sprog, præsens og præteritum. Efter latinsk mønster regnede man længe med seks sammensatte tider til, men virkeligheden er en del mere kompliceret, da islandsk besidder et antal aspekter i tillæg. Disse er alle sammensatte verbalformer. Se Jón Friðjónsson for en meget udførlig redegørelse.

Former[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Islandske verbalformer

Islandsk har tre verbalformer, den sædvanlige aktiv og passiv men dertil en mediopassiv som behøver en egen redegørelse --- man kan diskutere om den er en form eller en samling bøjningsklasser, som nævnt foroven.

Islandsk navneskik[redigér | redigér wikikode]

De fleste islændinge har et patronym i stedet for et slægtsnavn. De dannes normalt ved at man tager faderens givne navn i genitiv og tilføjer -son (<sonur, bemærk at nominativendelsen falder bort, men ordet bøjes ellers på samme vis) for mænd og -dóttir for kvinder. Visse navne har dog en afvigende genitiv i netop denne sammenhæng. Hvis Sigurður har en datter er hun Sigurðardóttir, og Sigurðar er den normale genitiv, men hvis han har en søn, vil sønnen oftest være Sigurðsson. Genitiven af Guðmundur er Guðmundar, men hans børn vil være Guðmundsson eller Guðmundsdóttir[48].

Personnavne har i øvrigt et antal andre afvigelser fra den normale bøjning, se herom artiklen om islandske navneord.

Enhver har ret til at tage moderens navn som efternavn og metronymer er blevet lidt almindeligere i den senere tid. Fodboldspilleren Heiðar Helguson er søn af kvinden Helga, ikke manden Helgi. Det sker f.eks. gerne, at børn som er blevet opdraget af en enlig mor tager hendes navn. Denne skik er meget gammel – der findes eksempler fra den første tid, f.eks. skjalden Eilífur Guðrúnarson. Nogle vælger et eller andet alternativ. B-et i politikeren Dagur B. Eggertssons navn står for Bergþóruson. Hans forældre hedder altså Bergþóra og Eggert.

Personnavne[redigér | redigér wikikode]

Der findes nu knap 2000 tilladte egennavne for mænd og et tilsvarende antal for kvinder[49].

Den oprindelige hedenske skik var at et egennavn var en- eller toleddet og at hver enkelt kun bar ét navn. Ordene hallur og steinn betyder begge sten og vi får se, hvað man kan udrette med dem, hvis man tager gudenavnet Þór med. Vi har: Halldór, Hallþór, Þórhallur, Steindór, Steinþór, Þorsteinn og Þórsteinn, som alle betyder det samme. Man ser, at þ-et i Þór undertiden bliver til d når det drejer sig om navne. I tilgift har vi navnet Hallsteinn (altså Stensten)[50]. Til slut skal det nævnes, at alle ordene forekommer som énleddede mandsnavne, dvs. Þór, Hallur og Steinn.

Med kristendommen fulgte der så naturligvis en mængde nye navne, og udenlandske navne bliver stadig flere. Treleddede navne forekommer nu også, f.eks. kvindenavnet Gunnþórunn og den skik at give to eller enddog flere navne har taget stærkt til.

Tilnavne[redigér | redigér wikikode]

Tilnavne har nok været brugt siden mennesker fandt på at navngive hinanden. Islandsk besidder som andre sprog et stort antal af disse. Da de kun undtagelsesvis er regelmæssige, som f.eks. Nonni, som kun kan være et kælenavn for Jón (men det gælder ikke omvendt, Jón kan f.eks. have kælenavnet Jónsi), ville det føre alt for vidt at gøre rede for det hele her. Men det bør nævnes at den gamle litteratur vrimler med ofte lidet flatterende tilnavne. Undertiden tog tilnavnet magten og så kunne man finde på at føje et andet til. Et eksempel er den norske småkonge Ásbjörn[51],[52], som var tykkere end godt var, og derfor fik tilnavnet kjötvi (den tykke). Så blev han aldrig kaldt noget andet, men tilfældet ville at han også var rig, så man føjede et navn til og fra da af hed han Kjötvi inn auðgi (Den tykke og rige). Hans oprindelige navn var dermed helt forsvundet.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Her har vi tilsyneladende en undtagelse fra reglerne om vokalers længde, men tag i betragtning, at íslenska er et sammensat ord, og da bliver det hele mere kompliceret.
  2. Lovfæstet i maj 2011. Ved samme lejlighed fik det islandske tegnsprog officiel status.
  3. Se The Germanic Lexicon Project, især teksterne En sammenligning af Adolf Noreens Altisländische und altnorwegische Grammatik på den ene og samme forfatters Altschwedische Grammatik på den anden side viser klart, at oldtidens såkaldte "danske tunge" hverken var helt så dansk eller ensartet, som man almindeligvis forestiller sig.
  4. Her i den simple betydning, hvor mange forskellige bøjningsmønstre man skal lære udenad. På tysk er det nogenlunde overskueligt, men på islandsk drejer det sig om 60-100, afhængigt af hvem har skrevet den aktuelle grammatik, og det er for navneordene. Verber, stedord, adjektiver og talord er så kapitler for sig.
  5. Se desuden hvordan Bruno Kress forklarer islandsk for tyskere.
  6. Dette betyder ikke at islandsk tales nøjagtigt som det skrives. Det skrevne bogstav g kan udtales på 7-8 forskellige måder, derunder en hvor g-et forsvinder. Men korrespondensen mellem retskrivning og udtale er meget regelmæssig, selv om udtalereglernes tal er legio. Som et eksempel kan man nævne den meget nøje sammenhæng mellem skrift og udtale, når det gælder længden af vokaler.
  7. Se den færøske Wikipediaartikel.
  8. Læs en sagatekst og så en moderne tekst.
  9. Hvad oldislandsk og de øvrige oldgermanske sprog angår, så har Sean Crist på sin side The Germanic Lexicon Project en mængde forskelligt tilgængelige tekster. Henry Sweets An Icelandic Primer findes der i forskellige former, derunder en meget smuk pdf-version men læseren bør tage sig i agt for Sweets særprægede stavemåde, som afviger ret stærkt fra den nu normgivende.
  10. Dette med læsningen stemmer. Det skyldes dog hovedsageligt den meget konservative skrivemåde. Uden større overdrivelse kan man sige, at islandsk i dag næsten skrives på den standardiserede oldnordiske vis. Det bør dog tilføjes at lydændringerne siden oldislandsk tid er stort set så konsekvente, at skrivemåden faktisk er meget regelmæssig. Der er slet ikke tale om et planløst virvar som f.eks. engelsk retskrivning. Hvad ændringerne angår er det man vil sige at morfologien er stort set intakt. Syntaksen er så en anden sag. Man kan nok tillade sig at tale i sagastil, men da kun under specielle omstændigheder, ironi, humor, festlighed o.s.v.
  11. Se f.eks. Halldór Halldórsson, Alexander Jóhannesson (3) og Sigfús Blöndal (kapitlet om fonetik).
  12. Og så håber vi, en skønne dag, at kunne brolægge det sidste stykke på vejen, fra norrønt til moderne islandsk.
  13. Eksemplet er hentet fra Handritalestur & gotneskt letur, et udvalg af faksimiler foretaget af Árni Böðvarsson. Overraskende nok er de allerældste håndskrifter lettere at læse for en nutidsislænding. Som tiden gik, tilføjede skriverne et stadigt sværere system af forkortelser, og læsningen kræver nu en specialuddannelse. Men hvis manuskripterne bliver gengivet med de nutidige staveformer, selv om intet andet ændres, behøves der ikke megen træning for at læse dem.
  14. Dette historieafsnit er sørgeligt kort. Jeres tjener vil føje til det, når han har fået tid til at friske kundskaberne op. For øjeblikket skal det nævnes, at de store begivenheder fra urnordisk tid er omlyd, brydning og synkope, og fra oldislandsk til moderne islandsk har vi den såkaldte hljóðdvalarbylting (15.-16. årh.), som medførte en så fuldstændig omkalfatring af vokalers længde, at orddelen bylting (revolution) er godt valgt. Denne var en meget større ændring i sprogets struktur end de åbenlyse indskud af u, som man ellers gerne forestiller sig som kendetegn på forskellen mellem oldislandsk og moderne islandsk. Citeret efter hukommelsen: "Vi ved nogenlunde, hvordan Hallgrímur Pétursson (17. årh.) talte, men om Jón Arason (15.-16. årh.) kan intet sikkert siges".
  15. Såvidt en international standard kan siges at eksistere, så er det denne. Udgaverne fra Hið íslenzka fornritafélag nyder stor anseelse og bliver gerne brugt som grundlæggende, når sagaerne oversættes til andre sprog.
  16. Hørt og set i fjernsynet i den sammenhæng at en kvinde havde svært ved at bestemme sig hvilken slags læbestift hun skulle købe.
  17. Saga er som bekendt et islandsk ord, men man har en ejendommelig kontrast mellem ordets meget specielle internationale betydning og dets altomfattende islandske betydning. På islandsk kan saga betyde hvadsomhelst, som bliver fortalt eller står i forbindelse med historie. Deraf har man udledt mange kombinationer, stríðssaga (krigshistorie), jarðsaga (geohistorie) o.m.fl.
  18. De brugte selvfølgelig et stort antal kenningar, men de bedste eksempler på deres færdighed er de såkaldte nýgjörvingar (nylavede ord), altså nye ord, ikke omskrivninger. (Her må skribenten korrigere sig selv en smule. En nýgjörving er faktisk en omskrivning, men en selvbeskrivende omskrivning, som ikke forudsætter det indgående kendskab til mytologien som kenningar gør.)
  19. Det er som bekendt vanligt at ord vandrer fra den ene betydning til den anden, somme tider flere gange, i løbet af et sprogs historie. Denne proces hører ikke hjemme her, men jeres skribent kan ikke dy sig for at nævne et af sine yndlingseksempler. På oldislandsk betød ordet mella jættekvinde og melludólgur er en kenning for Þór (bogstaveligt jættekvindernes fjende). I dag betyder mella en prostitueret og melludólgur er en alfons eller ruffer.
  20. Ifølge sagens natur kan man ikke citere her, men spekulationer er vel ikke forbudte, hvis de bliver tydeligt tilkendegivet som sådanne. Det er et udbredt fænomen i Islands gymnasier, at eleverne bruger de gamle ord de netop har læst. Om de så forbliver i sproget er så en anden sag.
  21. Dette er en almindelig og logisk erfaringsregel som jeres skribent i øjeblikket ikke kan finde et citat for. Men reglen gælder ikke desto mindre – den bygger på ret almenmenneskelige forudsætninger.
  22. Låneordet jógúrt er et godt eksempel på, at en vis forvirring kan opstå hvis man ikke har noget at støtte sig til. Ordets udseende får det ikke til at høre til en bestemt ordklasse, og det har til følge, at det bruges i intetkøn og hunkøn i flæng.
  23. Teiti er ikke det eneste ord, som man bruger i betydningen party, men i et antal år har man observeret, at islændinge gerne undgår partý og bruger i stedet et af de mange ord som der naturligvis findes i samme eller næsten samme betydning – gleði, gleðskapur, mannfögnuður osv.
  24. Kristendommens indførelse gjorde det nødvendigt at have et ord for det begreb, der jo er centralt i den tro. Det skal naturligvis ikke forstås sådan, at man opdagede en helt ny følelse derved og at de gamle hedninger uden undtagelse var samvittighedsløse. Man havde blot af en eller anden grund ikke haft behov for et særligt ord. Det samme gælder naturligvis for datidens danskere og tyskere.
  25. Fjöl- betyder mangeartig, mange og lignende. Denne præfix er iøvrigt etymologisk den samme som det græske poly. Da islandsk, som mange andre sprog, dansk og tysk indbefattet, tillader meget lange kompositioner og desuden besidder et væsentligt antal af affixer med en forholdsvis klar betydning, kan det ske, at man kan bedrive en slags "ordalgebra" efter metoden præfix + ordstamme + suffix = nydannelse uden megen spekulation. Helt automatisk sker det naturligvis ikke, men den ordsmed, som kender sine affixer og rødder har gode muligheder for at opfinde et nyt ord. Et godt kendskab til f.eks. Snorra Edda skader ikke, da eddaen og anden gammel litteratur indeholder et stort antal ord, som bare ligger og venter på at blive brugt.
  26. En mangfoldighed af synonymer er også en stor hjælp. Fjölliða betyder ordret med mange led. Men man skal jo også have et ord for det matematiske begreb polynom. Så benytter man en anden præfix, marg-, og får margliða, ordret samme mening men to begreb.
  27. Med polymer af vejen må man jo også have et ord for isomer. I hvert fald et sted Nokkur hugtök í (lífrænni) efnafrædi. bruger man ordet hverfa, dannet med ordet samhverfa (symmetri) som forbillede. Og så må man også have et ord for isotop, som er samsæta. Disse iso-ord er dannet på forskellige måder. Når man skal betegene isolinjer af forskellig art bruger man præfixen jafn-, jafnhitalína (isoterm), jafnþrýstilína (isobar) osv.
  28. Sigurður Nordal. Han opfandt flere smukke ord, bl.a. dynsproti, en dirigents eller korleders pegepind. Desværre har det ikke vundet indpas, men det er sammensat af dynur, et smukt ord for drønen og sproti, et ophøjet ord for pind.
  29. Det er en meget udbredt misforståelse, at vi her har en komposition. Her har vi digterens lov — og Sigurður Nordal var også digter — ikke en regulær sammensætning, som i givet fald ville have lydt anderledes. Som et eksempel på hans begavelse anføres her en meget smuk vise:
    Yfir flúðir auðnu og meins
    elfur lífsins streymir.
    Sjaldan verður ósinn eins
    og uppsprettuna dreymir.
  30. Disse to eksempler tilsammen med genfærdene ovenfor er eksempler på arveordsbaserede nydannelser. Et arveord kan i denne sammenhæng være dødt eller i live.
  31. Her i den noget selvmodsigende betydning, praktisk teoretisk grænse. Man vil naturligvis støde på en øvre grænse, når man har kombineret alle sprogets godt 700.000 ord (denne oplysning hentet hos Söfn Orðabókar Háskólans – sidste gang jeres skribent kiggede på den side var antallet 600.000-700.000 så man ser at det registrerede ordforråd stadig vokser, tildels ved nydannelser, men man støder overraskende nok stadigvis på ord fra talesproget, som efter alt at dømme stammer fra den ældste tid uden nogensinde at være blevet bogfæstet før nu), men så er vi hinsides enhver mening.
  32. Ord kan dannes på forskellige måder med hensyn til grundordets form. Efnafræði bruger genitiv pluralis af efni. Men så opstod der et behov for et ord for det ingeniørfag som på engelsk hedder materials science. Godt og vel, så benytter man entallets genitiv og får efnisfræði. Fleksibiliteten er ofte nyttig.
  33. Dansk har en udpræget tilbøjelighed til at acceptere fremmedord. Årsagen er ikke det danske sprogs struktur, blot en manglende interesse hos dansktalende, som overvejende ikke interesserer sig for purisme, og dette fænomens forklaring, at to befolkninger som taler nært beslægtede sprog har valgt meget forskellige veje for at indkorporere det enormt voksende ordforråd skal nok søges hos sociologer.
  34. Jeres skribent husker godt de tider, hvor f.eks. api (abe) næsten altid blev udtalt „abi“, men vinden har virkelig drejet sig. Dette er næppe en tilladt „lærd“ reference, men til fodnotebrug er den vel god nok.
  35. Dativsyge er et forsøg på at oversætte det islandske þágufallssýki, et fænomen hvor man bruger en dativ istedet for en korrekt akkusativ. Korrekt anvendes her naturligvis i præskriptiv betydning.
  36. Citater behøves ikke her. Kan man islandsk, så kender man fænomenet.
  37. Det overgås dog i så henseende af de baltiske og de fleste slaviske sprog. Se disse sprogs grammatikker.
  38. Bogstaverne er dog ikke noget sikkert holdepunkt. Især g kan udtales på 7-8 måder.
  39. Se Laver, s. 356 ff som blandt islandsk også nævner færøsk, finsk, samisk, visse norske dialekter samt skotsk gælisk.
  40. For utrænede øren kan det lyde som om f.eks. -nn- i klónni (dativ, ental med artikel af kló, klo) har en lang konsonant, mens det i virkeligheden er vokalen som udtales kort.
  41. Oldnordisk sagde farvel til tryksvage præfikser, mens tysk beholdt dem, be-, ge-, zer- osv. Tryksvage præfikser forekommer jo som bekendt på dansk, men det er en del af den danske sproghistorie — præfikserne blev „taget til låns“ fra plattysk igen.
  42. Den berygtede Harald kesja hedder altså [Haːraldʏːr cʰɛːsjaː] på nutidens islandsk.
  43. Den islandske kasusrække er også didaktisk bestemt. De som har lært latin vil have vænnet sig til N-V-A-G-D-Abl mens den på islandsk er N-A-D-G. I begge tilfælde drejer det sig om det samme — man har forsøgt at få så mange enslydende kasus som muligt i rækkefølge.
  44. Man kan kun være så død, men kapitlet Genfærd her ovenfor tyder på at man måske for ords vedkommende kunne redefinere død. Se iøvrigt bogen eller filmen The Princess Bride hvor der skelnes mellem dead og mostly dead.
  45. Den oprindelige inddelning som den blev undervist i skolen omfattede otte tider efter latinsk mønster, to simple, seks sammensatte. Virkeligheden er meget mere kompliceret end som så. Se Jón Friðjónsson indtil videre.
  46. Personligt hælder jeres tjener mere og mere til den sidste anskuelse --- men, vel at mærke, dette er næppe et spørgsmål om at have ret eller ikke --- dette er snarest en definitionssag.
  47. Angående Chomskys apostle må det også tages med i betragtning, at Chomsky skiftede sit linguistiske standpunkt omtrent en gang per årti, så hans disciple kunne have sine besværligheder at følge med. Heldigvis for dem var Chomsky så optaget af sin politiske mission, som f.eks. at skrive og holde foredrag til forsvar for De røde Khmerer, at eleverne fik et pusterum fra tid til anden.
  48. Som f.eks. Björk. Björk er ikke et kunstnernavn, hun hedder faktisk Björk Guðmundsdóttir. Hendes fader, Guðmundur Gunnarsson, er forresten godt kendt i Island i egen ret som formand for elektroteknikernes LO.
  49. For hele listen se drengenavne for mænd og pigenavne for kvinder.
  50. Navngivningen kunne undertiden antage ret komiske former. Ordene hildur og gunnur betyder begge slag og begge forekommer de som kvindenavne, Hildur og Gunnur. Men dertil findes begge mulige sammensatte varianter som navne, Hildigunnur og Gunnhildur, som så betyder Slagslag. Både Gunnur og Hildur forekommer i ret mange toleddede navne.
  51. Ifølge Vatnsdæla saga.
  52. Kjötvi inn auðgi er en historisk person. Om hans oprindelige navn er rigtigt overleveret er måske tvivlsommere.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Blöndal Magnússon, Ásgeir (1995). Íslensk orðsifjabók. Reykjavík: Orðabók Háskólans. 
  • Blöndal, Sigfús (1920-1924). Íslensk-dönsk orðabók, Islandsk-dansk ordbog. Reykjavík: Prentsmiðjan Gutenberg. 
  • Braune, Wilhelm (1981). Gotische Grammatik. Tübingen: Max Niemeyer Verlag. 
  • Einarsson, Stefán (1949). Icelandic, Grammar, Texts, Glossary. Baltimore: John Hopkins University Press. 
  • Friðjónsson, Jón (1989). Samsettar myndir sagna. Reykjavík: Málvísindastofnun Háskóla Íslands. 
  • Guðmundsson, Valtýr (1922). Islandsk grammatik. København: H. Hagerups Forlag. 
  • Halldórsson, Halldór (1950). Íslenzk málfræði handa æðri skólum. Reykjavík: Ísafoldaprentsmiðja h.f.. 
  • Jóhannesson, Alexander (1920). Frumnorræn málfræði. Reykjavík: Félagsprentsmiðjan. 
  • Jóhannesson, Alexander (1956). Isländisches etymologisches Wörterbuch. Bern: A. Francke AG Verlag. 
  • Jóhannesson, Alexander (1923-1924). Íslenzk tunga í fornöld. Reykjavík: Bókaverzlun Ársæls Árnasonar. 
  • Kress, Bruno (1982). Isländische Grammatik. VEB Verlag Enzyklopädie, Leipzig. 
  • Krause, Wolfgang (1971). Die Sprache der urnordischen Runeninschriften. Heidelberg: Carl Winter - Universitätsverlag. 
  • Kvaran, Guðrún; Höskuldur Þráinsson; Kristján Árnason; et al. (2005). Íslensk tunga I–III. Reykjavík: Almenna bókafélagið. ISBN 9979-2-1900-9. OCLC 71365446. 
  • Laver, John (1994). Principles of phonetics. Cambridge University Press. ISBN 0-521-45031-X. 
  • Thráinsson, Höskuldur (2007). The Syntax of Icelandic. Cambridge University Press. ISBN 0-521-59190-2. 
  • Voyles, Joseph B. (1992). Early Germanic Grammar. San Diego: Academic Press. ISBN 0-12-728270-X. 


Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: