Curia

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Curia (da. 'kurie') betegnede i tidlig romersk historie en underafdeling af folket, eller en stamme. Ordet blev efterhånden også brugt om det sted hvor stammen eller gruppen mødtes for at diskutere. Etymologisk stammer ordet fra førklassisk latin[1] "co-viria", samling af mænd.

I begyndelsen var der 30 curia-afdelinger[2], formodentlig blot for patriciere. Disse afdelinger dannede grundlag for Comitia curiata, hvor afstemmingerne fandt sted efter kurie.

Curia Hostilia i Rom var bygningen hvor det romerske senat mødtes. Senatet var oprindelig et råd af ældste (senex: "gammel mand") i stammerne som udgjorde romerfolket, men blev med republikkens vækst et stadig mægtigere organ, hovedsagelig af patriciere, og med positioner som gik i arv. Som riget voksede fik alle de byer, der havde status som municipium, eget senat efter model fra Rom.

I kejsertiden betegnede Curia enhver bygning hvor de lokale myndigheder holdt til og afholdt møder og høringer, og ordet omfattede efterhånden også de arbejdende dér, med betegnelsen curiales.

Med det vestromerske riges fald 476 gik begrebet ud af brug for verdslige institutioner, men i gejstlig sammenhæng bruges det fortsat: den romerske kurie er navnet på den katolske kirkes centrale forvaltningsorgan.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Opslag "Kurie" i Salmonsen bd. 14, s. 938
Noter
  1. "... De gængse inddelinger af sprogets historie i førklassisk latin, guldalderlatin (1. årh. f.Kr.) og sølvalder- eller kejsertidslatin er anskuet fra et litteraturhistorisk synspunkt, ..." (Den Store Danske)
  2. '30 curia-afdelinger' : "De 30 kredse, hvori Romulus delte folket, 10 i hver af de tre tribus" Latin-Dansk ordbog — Se desuden opslaget "Kurie" i Salmonsen bd. 14, s. 938