Folkeforsamlingen (Rom)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Forum Romanum med Palatinerhøjen i baggrunden. I det Nordøstlige hjørne afholdtes Folkeforsamlingerne

Folkeforsamlingerne var den lovgivende og juridiske magt i den romerske republik. Under Kongedømmet i antikkens Rom var magten i hovedsagen hos Kongen. Ved indførelsen af den romerske republik overførtes den lovgivende magt fra Kongen til Folkeforsamlingen, ligesom den dømmende magt formelt blev overført fra Magistraten til Folkeforsamlingen.

Lovgrundlaget[redigér | redigér wikikode]

Rmn-military-header.svg

Romerske kongerige
753 f.Kr.509 f.Kr.
Romerske republik
509 f.Kr.27 f.Kr.
Romerriget
27 f.Kr.1453

Principatet
Vestromerske rige
Dominatet
Byzantinske Rige
Almindelige magistrater
Consul
Proconsul
Praetor
Propraetor
Censor
Folketribun
Ædil
Kvæstor
Særlige magistrater
Diktator
Kavalleriets mester
Militære tribuner
Interrex
Decemvir
Triumvir
Titler og æresbevisninger
Romersk kejser
Augustus
Cæsar
Præfekt
Tetrarkiet
Dux
Magister militum
Princeps senatus
Pontifex maximus
Roms præfekt
Imperator
Legat
Liktor
Institutioner og love
Roms forfatning
Det romerske Senat
Folkeforsamlingen
Magistrat
Cursus honorum
Auctoritas
Romerret
Mos majorum
Romersk borger
Imperium
Potestas
Del af historieportalen

Den romerske republik havde ikke en egentlig nedskreven forfatning. De tolv tavler var fra den tidligste periode og fastlagde mos maiorum, dvs. forfædrenes skikke. Tavlerne var betydningsfulde for den moralske fortolkning af gældende lov og ret, men ikke juridisk bindende i moderne forstand.[1]

Dynamik[redigér | redigér wikikode]

Mange fremstillinger af Romerriget skildrer det som statisk, men i virkeligheden er der et ret omfattende dynamisk element i Folkeforsamlingens sammensætning og rolle. Fire forhold må især tages i betragtning:

  • Tidsfaktoren
  • Inddelingen
  • Kompetencefordelingen
  • Afstemningsreglerne

Tidsfaktoren[redigér | redigér wikikode]

De fleste fremstillinger har omdrejningspunkt i år 447 f.v.t., hvor en større reform af Folkeforsamlingen trådte i kraft.[2] Herefter forekommer der forskellige ændringer indtil Pompejus’ reform i 70 f.v.t.. Ordningen herfra er velbeskrevet hos Cicero.[3] Forskerne er derfor bedst bekendt med Folkeforsamlingens funktion i republikkens sidste 30 år.[4]

Inddelingen[redigér | redigér wikikode]

Folkeforsamlingens latinske betegnelse er Comitia, og den var oprindelig inddelt efter curierne, stammeinddelingen under Kongedømmet. Afstemninger foregik efter et statusprincip, hvor de samfundsklasser, der nød størst anseelse, stemte først. Som politisk instans fungerede Comitia Curiata dog næppe i republikkens tid, men den havde formentlig stadig en symbolsk betydning, der dog ikke må undervurderes, da de religiøse ceremonier havde stor betydning for de beslutninger, der blev truffet.[5] Magten var herefter delt mellem de to typer af folkeforsamlinger, som i løbet af den romerske republiks udvikling blev repræsentation for folket som helhed. Folket er i denne sammenhæng defineret som frie voksne mænd.

"Comitia Centuriata"[redigér | redigér wikikode]

Denne Folkeforsamling går også under betegnelsen Centurieforsamlingen. Navnet er afledt af centum (hundrede) og refererer til militærreformen, hvor hæren blev inddelt i enheder på hver 100 mand ca. 450 f.v.t.. Centurieforsamlingen var både lovgivende og dømmende magt, ligesom den forestod valget af censorer, consuler og prætorer. Da der ikke var nogen skarp skelnen mellem civile og militære sager, var den også besluttende ved erklæring af krig.[6] Stemmeretten tilfaldt de mænd, der var pligtige til krigstjeneste.

Lovgivende magt[redigér | redigér wikikode]

Love og Beslutninger skulle forelægges af en magistrat med imperium, normalt en consul.[7] Sagerne blev stillet til vedtagelse med udgangspunkt i opdelingen efter status.[8] Selv om det egentlige er en forsamling af soldater var det strengt forbudt at fremmøde bevæbnet og det var påbudt at bære toga.[9]

Dømmende magt[redigér | redigér wikikode]

I sager, der kunne udløse dødsstraf eller landsforvisning var centurieforsamlingen den dømmende magt. I sager, der kunne afgøres med bøde var tribusforsamlingen[10] også kompetent instans.

"Comitia Tributa"[redigér | redigér wikikode]

Plebejerne krævede indflydelse efter kongedømmets afskaffelse, og organet for denne blev Comitia Tributa. (tribusforsamlingen), som fungerede fra 471 f.v.t. Inddelingen her var en opdeling efter lokalområder, der formentlig havde en oprindelig funktion som administrativ enhed. Fra 241 f.v.t. omfattede inddelingen 35 triber, hvoraf de 4 rummede bybefolkningen. Det var censorerne, der førte kontrollen med inddelingen og disse formodes at have taget politiske hensyn, når denne ændredes.[11]

Comitia Tributa fik i 471 f.v.t. kompetence til at vælge folketribunerne, men blev i løbet af republikkens udvikling også pålagt valghandlinger af de lavere embedsmænd, Kvæstorer og Ædiler som opgave. Denne forsamling skulle ledes af folketribunen, og beslutningerne havde formentlig kun bindende kraft for plebejerne.[12]

Lovgivende magt[redigér | redigér wikikode]

Tribusforsamlingen kunne oprindelig ikke vedtage Love, men havde myndigheden til at foretage beslutninger der var bindende for Plebejerne.Ved stadfæstelsen af De Liciniske Love i 367 f.v.t., der var sket på foranledning af Gajus Licinius Stolo, fik plebejerne adgang til konsulatet. Ved Lex Hortensia i 287 f.v.t. blev det gjort muligt at binde hele folket til disse beslutninger, dog ikke i militære anliggender.[13]

Dømmende Magt[redigér | redigér wikikode]

Tribusforsamlingen kunne kun dømme i sager, hvor anklageren forelagde bødestraf. I alvorligere sager var centurieforsamlingen den relevante instans. Den juridiske magtdeling var formentlig allerede principielt gennemført med De Licinske Love.

Kompetencefordelingen[redigér | redigér wikikode]

Som det fremgår af beskrivelsen af centurieforsamlingen, var denne den højst rangerede, selv om der i løbet af den 400 – årige periode skete visse ændringer. En af de afgørende ændringer bestod i, at tribunen opnåede absolut vetoret overfor alle beslutninger og samtidig gjort fredhellig. Dermed skabte romerne en stat i staten.[14]

Forskerne er uenige om, hvorvidt Tribusforsamlingen efter reformen i 287 f.v.t. blev udvidet til at omfatte alle borgere, altså ikke kun plebejere. Nogle mener, at consilium plebs, der var plebejernes oprindelige rådgivende organ forsatte med beføjelsen at udnævne tribunen, men at forsamlingen i beslutningssituationer omfattede alle stemmeberettigede.[15]

Afstemningsreglerne[redigér | redigér wikikode]

Afstemningerne foregik på Marsmarken,m hvor deltagerne blev luikket ind i stemmeområdet efter nøje fastlagt orden.[16] Afstemningsreglerne er ikke helt klarlagt, men i centurieforsamlingen foregik det efter følgende generelle princip: Først lod man en centurie stemme før de andre, den såkaldte praerogative afstemning. Resultatet blev bekendtgjort før de andre centurier stemte. Da resultatet af afstemningen, i alt fald i den tidlige fase af republikkens historie blev offentliggjort gruppevis, kan de fineste samfundsgruppers afstemning have påvirket valghandlingen. Når et flertal af stemmerne var opnået, afblæste man resten af valgproceduren.[17]

Folkeforsamlingens magt[redigér | redigér wikikode]

Afstemningsproceduren var i sig selv en begrænsning af folkelig indflydelse, ligesom Folkeforsamlingens suverænitet reelt blev begrænset af magistratens ret til at tage initiativet og af Senatets indflydelse på lovene og på domspraksis. Selv om senatet kun var rådgivende organ, repræsenterede det de magtfulde samfundsgrupper og dets beslutninger var udtryk for disse gruppers interesser. Romerriget var i sidste instans et hierarkisk opdelt samfund, hvor de højeste statusklasser fastholdt magten gennem en del- og hersk-politik.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Jf. Cicero, M.T.: De legibus, hvor det blandt andet fremgår, at ungdommen så sent som i sidste århundrerede før vor tidsregning lærte tavlerne udenad.
  2. Se nedenfor under Inddelingen.
  3. I De legibus (om lovene), men også i flere af dennes øvrige værker.
  4. Republikken var reelt ikke fungerende efter Cæsars magtovertagelse, selv om den formelt eksisterede til 27 f.v.t.
  5. Krarup (1971), s. 116f
  6. Krarup (1971), s. 118f
  7. , men forsamlingen kunne også ledes af en diktator.
  8. Dvs., at de fornemste borgere i praksis stemte først, og betød derfor, at borgere med mindre status og formue sjældnere fik del i afstemningen.
  9. Toga er en civil beklædningsgenstand, en fredsdragt. Jf. Krarup (1971) s. 119.
  10. Se afsnit COMITIA TRIBUTA
  11. Krarup (1971), s. 124
  12. Spørgsmålet om beslutningernes bindende kraft er omdiskuteret, se afsnittet: Kompetencefordelingen.
  13. Denne rettighed blev ophævet af Sulla, men genindført i 70 f.v.t. af Pompejus.
  14. jf. Krarup (1971), S. 43. Krarup anser ordningen for at være et tegn på anarki og uforståelig for moderne tankegang.
  15. Denne tolkning stammer fra Lily Ross Taylors forskning og bygger på en sproglig finurlighed i Cicero, M.T: De legibus. [Jf. Krarup (1971) s. 124 f
  16. Afstemningen foregik gruppevis efter fast procedure, jf. Krarup (1971), s. 116
  17. Cicero, M.T: De legibus

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Cicero, Macus Tullius: Ciceros taler i udvalg 1-2. Kbh. 1972
  • Cicero, Macus Tullius: De Legibus
  • Helles, Knud: Romerriget – et magtsystems opståen, udvikling og sammenbrud. Columbus 1987
  • Krarup, Per: Romersk politik i oldtiden. En orientering i den nyere forskning, Gyldendal 1971
  • Taylor, Lily Ross: Voting Districts