Den Spanske Trappe
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Den Spanske Trappe (Ita. Scalinata della Trinità dei Monti) ligger i Rom ved Piazza di Spagna, som har sit navn efter den spanske ambassade. Trappen og pladsen er rent faktisk ikke bygget for spanske penge, men den blev derimod konstrueret på ordre af en fransk diplomat. Han var træt af den mudrede vej, der førte op til kirken Trinità dei Monti, der også var bygget for franske penge.
Trappen var færdig i 1725. For foden af trappen findes et springvand, der er tegnet af Gian Lorenzo Bernini (eller af hans mindre kendte far, om dette hersker der uvished), og blev opført i 1627. Den er fra senbarokken, og dens fantasifulde form og smukke linjeføring med de lange kurver og slidte, brede og smukke travertintrin er meget imponerende og meget smuk.
[redigér] Historie
Trappens primære funktion er naturligvis at danne forbindelse mellem Piazza di Spagna og Trinita dei Monti, men der skulle gå 140 år efter kirkens indvielse, før trappen blev anlagt og stod helt færdig i 1725. I alle disse år måtte folk gå ad stejle lerede fodstier for at komme fra Piazza di Spagna op til kirken.
Egentligt er navnet ”Den Spanske Trappe” misvisende. For den har ikke andet med Spanien at gøre, end at den fører fra Piazza di Spagna op til Trinità dei Monti, der altså er fransk. I stedet skulle den måske have heddet ”Den Franske Trappe”.
For dels skyldes dens eksistens oprindelig en fransk diplomat, chargé d’ affaires Entienne Gueffiers rundhåndethed, dels fører den jo op til den franske kirke og til Villa Medici, der huser l’Académie Nationale de France, og så er den formel set – selv om det lyder grotesk - en del af fransk territorium.
Det skyldes nemlig, at da Entienne Gueffier skænkede trappen til Rom, var det på den udtrykkelige betingelse, at den altid skulle forblive fransk territorium. Det kan lyde helt fantastisk, men det er et faktum, og derfor betaler byen Rom hvert år stadig et symbolsk beløb i leje til den franske stat, for at romerne kan få lov til at benytte trappen.
Efter første verdenskrig kom dette romerske blomstersælgere til gode. Roms kommune besluttede nemlig, at man ville flytte dem bort fra trappens fod. Men det blev ikke til noget, da de klagede deres nød til den franske ambassade i Rom. Herfra erklærede man nemlig, at ”blomstersælgerne befinder sig på fransk territorium, og dér skal de blive, så længe Frankrig består”.
Gueffier var allerede død i 1660 efter at have boet i Rom i 25 år. Han havde fra sin bolig på Piazza di Spagna dagligt kunnet iagttaget skrænten og de stejle fodstier op til kirken. Derfor besluttede han sig til i sit testamente at bekoste opførelsen af en trappe. Men der skulle altså gå endnu en menneskealder, før den så dagens lys.
Det skyldtes, at der fremkom en lang række ideer til trappens udformning, men den egentlig årsag til, at projektet blev trukket i langdrag var en stærk uenighed mellem paven og den franske konge både om trappens udseende og om hvilken arkitekt, der skulle stå for udførelsen.
Nogle har villet hævde, at den oprindelig ophavsmand til trappens form skulle have været Bernini, der efter sigende skulle have lavet en model til den. Ifølge den model skulle også en rytterstatue af den franske kong Ludvig 14 have indgået i projektet. Det blev imidlertid den franske arkitekt Francesco de Sanctis, der fik til opgave at skabe denne smukke trappe.
Trappen navn skyldes altså, at den ligger ved Piazza di Spagna, der er opkaldt efter den spanske ambassade, der havde til huse her i Palazzo di Spagna, og fordi området i 1600-tallet derfor blev anset for at være spansk territorium. Ja, endog i en sådan grad, at udlændinge, der gik på pladsen, kunne risikere at blive tvunget ind i den spanske hær.
Dengang havde den spanske ambassadør også pligt til at opretholde lov og orden på pladsen. Dertil skal han have benyttet et berygtet korps af napolitanere ”i bravi di Spagna”, og da ambassadøren som alle fremmede gesandter havde asylret, kunne forbrydere altid føle sig i sikkerhed inden for gesandtskabets område. Det benyttede banditterne sig af. Ofte dræbte og udplyndrede de deres ofre på Scalinata della Trinità dei Monti og fandt derefter ly i Palazzo di Spagna.
[redigér] Turistattraktion
Gennem alle årene har Den spanske Trappe været et kolossalt tilløbsstykke for mennesker i alle aldre. Her mødes man, her segner man mere eller mindre træt om, efter at have gået langt, eller her sætter man sig bare på et af de brede travertintrin for at nyde det pulserende folkeliv. Her kommer mange lokale, men langt de fleste er turister af alle nationaliteter og alle hudfarver og sprogligt set er det en babylonisk forvirring. Her sidder man og nyder solen, men her sidder man også og skutter sig under sin paraply, når det øser ned. Intet sted i verden kan man vist se så mange og forskelligt farvede paraplyer samlet på ét sted som her ved Den Spanske Trappe, når en af de typiske romerske tordenbyger tager fat.
I de senere år er turismen imidlertid blev så voldsom og trængslen ved trappen så stor, at det er blevet lidt for meget. Man kan næsten ikke passere op eller ned ad trappen for mennesker, og så forsvinder lidt af nydelsen. Derfor, hvis man virkelig skal nyde trappekonstruktionens meget smukke linjer og hele stedets særpræg, skal man komme her en tidlig morgenstund, inden Rom rigtigt vågner eller også en sen nattetime, når den sidste turist er gået hjem til sit hotel. For smukt er her.
I hjørnehuset til venstre, når man kommer nedenfor trappen, boede den engelske digter John Keats, og her døde han kun 26 år gammel. Hans værelser her er i dag indrettet som museum. Neden for trappen ligger den meget specielt udformede fontæne, Fontana della Barcaccia, ”Den gamle Pram”. Prammen ligger halvvejs under vandet i det lave bassin. Det er Berninis far, Pietro Bernini, der skabte denne fontæne i 1627.
