Doge
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Doge – venetisk dialekt "doxe" – var det højeste embede i Republikken Venedig.
Navnet stammer fra latin Dux, "Hertug". Nogle andre italienske byer – fx Venedigs rival Genova – brugte også titelen, men i dag hentyder ordet sædvanligvis til den venetiske hersker. Det italienske ord "duce" stammer fra samme rod.
Dogen blev valgt ved afstemning. Oprindelig deltog hele befolkningen i valget men i løbet af århundrederne blev stemmeretten begrænset til patricierne, Venedigs aristokrati. Da stillingen var livsvarig – alle andre embedstider var ganske korte – var der en risiko for at dogen kunne tilgribe sig despotisk magt. Flere doger blev myrdet i tidlige magtkampe. Efterhånden udviklede Venedig mere prosaiske metoder til at begrænse dogens magt: indviklede valgregler til at forhindre bestikkelse, omringning af ministre, håndfæstninger.
Trods disse indskrænkninger blev dogen aldrig til en gallionsfigur. Kandidaterne var ældre patricier med årtiers erfaring i republikkens tjeneste og de blev valgt udtrykkeligt fordi man respekterede deres dømmekraft. Dogen var centrum i statens rituelle ceremonier, som fx "bryllupet af havet" på Kristi Himmelfartsdag.
Vigtige doger:
- Paolo Lucio Anafesto (697-717), den første – muligvis mytiske – doge
- Enrico Dandolo (1192-1205), Konstantinopels erobrer
- Marino Faliero (1354-55), henrettet for landsforræderi
- Andrea Contarini (1367-82)
- Francesco Foscari (1423-57)
- Leonardo Loredan (1501-21)
- Ludovico Manin (1789-1797), den sidste doge

