Eric Johnson (guitarist)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Eric Johnson

Eric Johnson (født 17. august 1954) er en grammyvindende guitarvirtuos fra Austin, Texas. Han er kendt for sit teknisk krævende spil inspireret af genrer som jazz og blues, samt kendt for at have sin egen særlige lyd og spillestil.

Eric Johnson har bl.a. turneret med G3 sammen med Steve Vai og Joe Satriani. Hans største nummer "Cliffs of Dover"[1] blev udgivet i 1990 på albummet Ah Via Musicum.

Karriere[redigér | redigér wikikode]

Eric Johnson blev født i Austin, Texas i 1954 ind i en familie af musikere. Både ham selv og hans tre søstre spillede klaver, men det var først da Eric var 11 år gammel at han begyndte at spille guitar. Han begyndte at undersøge guitar baseret musik og fik inspiration fra bland andre: Chet Atkins, Eric Clapton og Jimi Hendrix. I løbet af 1978 fik Eric Johnson og hans daværende band Eric Johnson Group, bestående af Bill Maddox på trommer og Kyle Brock på bass indspillet albummet Seven Worlds. Det skulle dog ende med at albummet først blev udgivet i 1998 grundet disputser omkring kontrakten. Efter at bandet blev opløst begyndte Eric at arbejde som studie musiker og fik flere og flere kontakter. det skulle så føre til at han i 1984 fik en kontrakt med Warner Brothers. I 1986 udgav han albummet "Tones", men selv om nummeret Zap blev nomineret til en grammy for bedste rock instrumental nummer solgte albummet ikke godt og Warner Brothers lod hans kontrakt løbe ud. Han underskrev dog en ny kontrakt med Cinema Records der var ejet af Capitol Records samme år.

Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg

Gear og Lyd[redigér | redigér wikikode]

Den karakteristiske lyd Eric Johnson har, skyldes selvfølgelig hans unikke spillestil, men delvist også hans brug af forskelligt udstyr. Grunden til at han kan have så forskellige og dog så stadig enslydende forskellige tones, skyldes at han har forskellige opsætninger af pedaler, der går til forskellige forstærkere.[2] Han styrer det hele via to A/B bokse der sender de forskellige signaler ud til hver sin forstærker. Han har en Clean Rythem, en Dirty Rythem og en Dirty Lead-tone, der har hver sin forstærkeropsætning. Hans Clean Rythem tone går fra hans guitar ned i den først A/B boks hvor det deles i to. Det første signal går til en Boss DD2, så til en Electro Harmonix Memory Man. Det skifter fra Tour til Tour hvor han stiller hans Maestro Echoplex, i de forskellige rækkefølger, men når han spiller sit eget musik er den ofte placeret i Lead tonen. Den kan dog godt forekomme i de andre signaler.Efter enten Memory Manen eller Echoplexen ryger signalet ind i en TC Electronic Chorus/Flanger, der sender signalet ud i stereo så det er delt i to. Så går signalet ind i enten to Fender Deluxe Reverbs, en fra 1971 og en fra 1965 eller to Fender Twin Reverbs fra sidst i 60'erne.De er hver især miced op således at lyden kan svinge fra side til side.[3] Det andet signal fra den første A/B boks går til den anden A/B boks hvor det går ud i en Dirty Lead og en Dirty Rythem tone. Dirty Rythem går fra A/B boksen over i enten en Ibanez Tubescreamer fra 80'erne eller 70'erne, en Hand-Wired Ibanez Tubescreamer. Derefter går det over i en Fuzz Face type, enten hans egen signatur, eller en klassisk Dallas Arbiter. Lige før forstærkeren går signalet ind i en MXR 1500 eller en MXR 1000 Delay enhed der står ude bagved i hans rack. Signalet slutter derefter i en et Marshall 1967 50-Watt Plexi Head der står på et 4X12 Marshall kabinet med 25-Watt Celestion højtalere i. Dirty Lead signalet går fra den anden A/B boks til enten en Vox Wah-Wah eller en Cry baby af ældre dato. Så går det ind i hans Echoplex og, så videre ind i en Chandler Tube Driver. Signalet ender ud i et Marshall 1968 100-Watt Plexi Head der ligeså står på et Marshall 4X12 kabinet med 25-Watt Celestion højtalere. Andre effekter og signal konfigurationer forekommer ofte, men der sker oftest ændringer når han spiller Jimi Hendrix, når han er på turne med Experience Hendrix.[4][5]

Eric Johnson er mest kendt for at spille på forskellige slut-60'er Fender Stratocasters, men har utallige mindre kendte guitarer. På Ah Via Musicom brugte han på store dele af pladen en af hans Gibson ES-335 modeller, men fx. i Cliffs of Dover skiftede han til en Stratocaster omkring to og et halvt minut, hvor lyden ændres, men efter omkring 20 sekunder skifter han tilbage til en af hans ES-335. Han arbejder meget med hans valg af pickups. Han har sin egen signatur model af Stratocaster typens pickupper, men det der adskiller ham mest når det handler om pickups er hans skiften imellem pickupskifterens position. Han skifter mange gange når han spiller live og det er en af de mest markante grunde til at han kan skifte imellem en kraftig, men dyb lyd og over til en spinkel og skarp lyd imens han står væk fra hans pedalboard.[6]

Diskografi[redigér | redigér wikikode]

  • Seven Worlds (1978, genudgivet 1998)
  • Tones (1986)
  • Ah Via Musicom (1990)
  • Venus Isle (1996)
  • Souvenir (2002)
  • Bloom (2005)
  • Live From Austin Texas (2005)
  • Live From Austin, TX '84 (2010)
  • Up Close (2010)
  • Up Close - Another Look (2013)
  • Europe Live (2014)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Eric Johnson: Cliffs of Dover"Hentet 11. april 2013
  2. Eric's pedals.
  3. Eric's Amps
  4. Tegning over tidligere anvendt board.
  5. Rig Rundown med Eric Johnson.
  6. Eric Johnson performer i Austin TX. 1988.


Guitarist Stub
Denne biografi om en guitarist er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi