Europæisk ål

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Europæisk ål ?
ÅlFoto: Ron Offermans
Ål
Foto: Ron Offermans
Bevaringsstatus
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Chordata (Chordater)
Klasse: Actinopterygii (Strålefinnede fisk)
Orden: Anguilliformes (Ålefisk)
Familie: Anguillidae (Ferskvandsål)
Slægt: Anguilla
Art: A. anguilla
Videnskabeligt artsnavn
Anguilla anguilla
Linnaeus 1758
Disambig bordered fade.svg "Ål" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Ål, se Ål (flertydig).

Den europæiske ål, Anguilla anguilla[1], tilhører gruppen af ålefisk, Anguilliformes, der kendetegnes ved en slank slangelignende form og små pektorale finner. Yderligere tilhører den familien anguillidae som inkluderer 18 ålearter. Den europæiske ål er katadrom, hvilket betyder, at den udklækkes i saltvand, lever det meste af sit liv i ferskvand og migrerer tilbage til saltvand for at gyde. Normalvis når voksne ål en størrelse på 60-80 centimeter, men i særlige tilfælde kan de nå op til 150 centimeter. Den europæiske ål findes i vandløb, floder og søer langs Europas og Nordafrikas kyster.

Livscyklus[redigér | redigér wikikode]

Den europæiske ål har en særpræget livscyklus. Den migrerer omkring 6000 km fra dens gydesteder i Sargassohavet til dens levesteder i Europa og Nordafrika. Livscyklussen er populært delt op i seks stadier: Æg, larver(leptocephali), glasål, gulål, blankål, gydeål.

Livscyklus for den europæiske ål

Når æggene klækkes kaldes larverne for blommesæklarver, da de stadig har tilknyttet blommen fra deres æg. I dette tidlige stadie er blommen stadig deres næringskilde. Når blommesæklarverne begynder at indtage føde på egen hånd overgår de til larvestadiet. Dette stadie betegnes Leptocephali, da man tidligere troede det var en selvstændig art. Leptocephali er transparente og har en bladlignende struktur. Det tyder på, at de indtager næring fra plankton, men det er dog ikke bekræftet.

Larverne driver med Golfstrømmen og den nordatlantiske strøm til Europas og Nordafrikas kyster, hvor de forlader deres pelagiske eksistens og søger op i vandløb og floder. Driften tager mellem 1-2 år. Her overgår de fra larver til glasål. Glasål er stadig transparente, men deres pigmentering påbegyndes så småt. De første indikationer af knoglestruktur bliver desuden synlig. Ålene ændrer i dette stadie deres fødevaner til små insektlarver og orme. Glasålen er yderst lysfølsom på grund af dens manglende pigmentering.

Igennem glasål stadiet stiger graden af pigmentering og ålen overgår langsomt til stadiet, der kaldes gulål. Den europæiske ål lever som gulål i 6-16 år, og dermed det meste af sit liv. I dette stadie lever den af insekter, orme, bløddyr og mindre fisk. Det er essentielt for ålen at lagre store mængder af lipidreserver, da den ved overgang til blankål påbegynder migration mod Sargassohavet. Migrationen tager 3.5 måned for hunner og 6 måneder for hanner, og de indtager ikke føde undervejs.

Blankålstadiet er yderst interessant, da ålen gennemgår markante fysiologiske ændringer. Udover at stoppe sit fødeindtag, starter den også udviklingen af sin kapacitet for reproduktion og vandre fra ferskvand til saltvand. Når fisk udsættes for et sådan skift i salinitet skal de ved hjælp af interne mekanismer, balancerer saltbalancen i deres organisme. Dette gør ålen ved osmoregulering. Det sidste stadie i den europæiske åls livscyklus er gydeål. Det er i dette stadie ålene når deres gydesteder i Sargassohavet. Det er dog ikke et veldokumenteret stadie, da man mister sporet af ålene under deres migration til Sargassohavet.

Bestemmelse af gydesteder[redigér | redigér wikikode]

Der er forsket intensivt i de tidlige stadier af den europæiske åls liv, men et eksakt gydested er endnu ikke determineret. Det er dog på baggrund af den danske havbiolog Johannes Schmidts opdagelser tidligt i 1900-tallet alment accepteret, at Sargassohavet må være gydested. Johannes Schmidt sejlede med skibet Dana i Atlanterhavet og indfangede ’’Leptocephali’’. Han kunne ud fra størrelsen på larverne få indikationer af, hvornår han var tæt på ålen eksakte gydested. Han observationer ledte ham til Sargassohavet. Yderligere undersøgelser er gjort og det tætteste man er kommet er fund larver der stadig har rester fra blommen i deres æg tilknyttet.

Bevaringsstatus[redigér | redigér wikikode]

Videnskaben har siden 1960'erne rapporteret en dramatisk tilbagegang i populationen af europæiske ål, og arten er nu anført som værende kritisk truet på IUCNs rødliste[2]. Rekrutteringen af glasål har været nedadgående siden 1980, og det estimeres at bestanden i dag er reduceret med 95-99 % i forhold til før 1980. Nedgangen af ålenes kan tilskrives en lang række årsager, deriblandt fiskeri, ødelæggelse og blokering af habitater, klimaforandringer og parasitter.

Fiskeri af ålen foregår i et sådan omfang, at International Council for the Exploration of the Sea (ICES) har bedømt det som uholdbart[3].

Derudover er svømmeblæreparasitten Anguillicola crassus blevet introduceret til den europæiske ål fra Japan [4] gennem menneskelig aktivitet. A. crassus, der er ufarlig for den japanske ål, Anguilla japonica, hæmmer funktionen af den inficerede åls svømmeblære, og kan under rette omstændigheder resultere i massedød hos den europæiske ål[4].

Lovgivning[redigér | redigér wikikode]

I 2007 udfærdigede Den Europæiske Union en samling regulativer, der kræver, at medlemslandene opstiller en aktiv plan for bevaring af A.anguilla. Hovedmålet var at mindske den negative effekt af menneskeskabte miljøpåvirkninger i A. anguillas levesteder, samt overfiskeri med mere. Unionen tilstræber at opnå en migration på mindst 40 % af, hvad det estimerede antal var før populationens nedgang. Antal individer der når fra vandløbene og tilbage i havet skal forhøjes. På den måde er håbet, at stoppe den negative tendens, hvor rekrutteringen af glasål er faldende, grundet mindsket blankåls-migration Danmark og EU’s andre medlemslande har alle udarbejdet en genopretningsplan for den europæiske ål. Målet med denne plan er at øge mængden af blankål der søger fra ferskvand mod Sargassohavet for at gyde Den 1. juli 2009, blev der gennemført en række stramninger på området inden for erhvervsfiskeri af ål. Siden den 31. december 2012 har det bl.a. resulteret i:

  • Reducering af kommercielt fiskeri
  • Begrænsning af fritidsfiskeri
  • Genudsætnings-foranstaltninger
  • Strukturelle tiltag der forbedrer levestederne i floderne og gør dem lettere for ålen at passere, samt andre miljømæssige tiltag
  • Transport af blankål til steder hvorfra de frit kan svømme til Sargassohavet
  • Midlertidige ophold i turbiner i vandkraftværker

Akvakultur[redigér | redigér wikikode]

Opdræt af den europæiske ål i akvakultur startede for cirka 30 år siden. Ålefarmere indfanger og anvender glasål, da de af flere grunde giver det mest effektive resultat. Næsten alle indfangede individer tager, under de rigtige omstændigheder, føde til sig umiddelbart efter anbringelse i fangenskab.

Fødekilderne er typisk børsteorme eller torskerogn. Glasål har en høj adaptionsevne, hvilket udnyttes til gradvist at udskifte den primære fødekilde med kunstigt foder. Det kan eksempelvis være foderpiller, der indeholder mere energi. Glasål i akvakultur har også den fordel, at de generelt bærer færre parasitter og sygdomme end individer i de mere udviklede stadier. Derudover kan de leve på meget lidt plads. Dette betyder, at der går omkring 2,5 kg glasål til opdræt af 1 ton voksne gulål i den europæiske akvakultur. Et kilo glasål svarer til mellem 2800 og 3300 individer.

I 2008 blev der fanget omkring 150 tons glasål over hele Europa, hvoraf cirka 100 tons gik til akvakultur og resten direkte til konsumering eller genudsætning (Nielsen, 2008). Et problem for akvakulturen er, at den europæiske ål ikke gyder i fangeskab, og derfor må man indfange ål til anvendelse i akvakultur. Da man, som bekendt, endnu ikke har fundet æg fra den europæiske ål i naturen, indfanger man glasål og opdrætter dem.


Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Anguilla anguilla (TSN {{{ID}}}). Integrated Taxonomic Information System.
  2. Freyhof, J. (2010). "Anguilla anguilla". IUCN Red List of Threatened Species. IUCN. Hentet 24. maj 2013. 
  3. ICES (2012). [http://www.ices.dk/sites/pub/Publication%20Reports/Expert%20Group%20Report/acom/2012/WGEEL/wgeel_2012_FAO.pdf Report of the Joint EIFAAC/ICES Working Group on Eels (WGEEL), 3–9 September 2012, Copenhagen, Denmark]. EIFAAC Occasional Paper. 49. International Council for the Exploration of the Sea. pp. 824. ISBN 978-92-5-107485-5. http://www.ices.dk/sites/pub/Publication%20Reports/Expert%20Group%20Report/acom/2012/WGEEL/wgeel_2012_FAO.pdf. 
  4. 4,0 4,1 Kennedy, C. R. (2007). "The pathogenic helminth parasites of eels". Journal of Fish Diseases 30 (7): 319-334. doi:10.1111/j.1365-2761.2007.00821.x. ISSN 01407775. 

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: