Fleksibelt gensvar

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Fleksibelt gensvar (en:flexible response) var en miltærstrategi, formuleret i 1950 af Paul Nitze, som var hovedmanden bag NSC-68, en tophemmelig gennemgang af USA's sikkerhedspolitik.[1] Strategien forudsatte, at USA skulle reagere på en sovjetisk agression, uanset hvor i verden, den fandt sted, uden at optrappe konflikten, men også uden at trække sig ud af den, før den var løst.[2] Strategien forudsatte også anvendelsen af hemmelige operationer og var dermed medvirkende til at styrke CIAs magtbeføjelser.[3]

John F. Kennedys reaktion på Cubakrisen og Lyndon B. Johnsons strategi i Vietnamkrigen byggede på fleksibelt gensvar. En af konsekvenserne var en voldsom stigning i udgifterne til militæret, en anden var optrapningen af Vietnamkrigen efter Johnsons valgsejr i 1964. [4]

Det fleksible gensvar flyttede i nogen grad fokus fra den direkte konflikt mellem stormagterne, men indebar samtidig en optrapning af regionale konflikter, især i Vietnam, men også i Sydamerika[5]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Gaddis (2005):211
  2. NSC-68's indhold er nu kendt, se også Gaddis (2005):212
  3. Johnson (1989):10.
  4. Gaddis (2005):217
  5. f.eks. Chile under Salvador Allende

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Gaddis, John Lewis (2005): Den Kolde Krig, Gyldendal
  • Johnson, Loch K. (1989): America's Secret Power:The CIA in Democratic Society, New York, Oxford University Press.