Forvaring

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Forvaring er en straftype, som bruges over for personer, der vurderes at være særligt farlige, fordi de har begået grov personfarlig kriminalitet såsom drab, røveri eller alvorlige sædelighedsforbrydelser.

For at idømme en forvaringsdom skal der foreligge en mentalundersøgelse af den kriminelle, ligesom en forvaringsdom skal være absolut nødvendig for at sikre andre menneskers sikkerhed, frihed eller helbred. Der skal således være en vægtig risiko for, at den kriminelle gentager de personfarlige forbrydelser, han eller hun tidligere er blevet dømt for. En forvaringsdom er tidsubestemt, men må ikke vare længere end højst nødvendigt. Det er domstolene, der afgør hvornår en dømt kan blive løsladt. Fem år efter idømmelsen af en forvaringsdom tager retten sagen op til fornyet vurdering. Løslades den dømte ikke efter fem år, vil retten fremover vurdere sagen mindst hvert andet år.

Forvaring adskiller sig fra psykiatrisk særforanstaltning, det der i populære termer kaldes behandlingsdom, idet forvaring kun idømmes personer, der betragtes som mentalt raske.

Reglerne er nærmere beskrevet i straffelovens § 70-72.[1]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Jura Stub
Denne juraartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.