Græsk-tyrkiske krig (1919-1922)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Den græsk-tyrkiske krig
Del af Den tyrkiske uafhængighedskrig
Skyttegravskrig sommeren 1920
Skyttegravskrig sommeren 1920
Dato Maj 1919 – oktober 1922
Sted Vestanatolien
Resultat Tyrkisk sejr, Lausanne-traktaten
Parter
Grækenland Grækenland Tyrkiet Tyrkiske revolutionære
Ledere
Leonidas Paraskevopoulos
Anastasios Papoulas
Georgios Hatzianestis
Ali Fethi Okyar
İsmet İnönü
Kemal Atatürk
Fevzi Çakmak
Styrke
200.000 mand 120.000 mand (plus landsbybeboere)
Tab
23.500 omkomne
20.820 taget til fange
20.540 omkomne
10.000 såret

Den græsk-tyrkiske krig 1919–1922 også kaldt krigen i Lilleasien eller det græske felttog i den tyrkiske uafhængighedskrig var en række militære hændelser som opstod under opdelingen af det Osmanniske Rige efter 1. verdenskrig mellem maj 1919 og oktober 1922. Krigen blev udkæmpet mellem Grækenland og Den tyrkiske nationalbevægelses styrker, som senere etablerede Republikken Tyrkiet.

Det græske felttog blev indledt, fordi de vestlige allierede, særligt den britiske premierminister David Lloyd George, havde lovet Grækenland de områder ved det Ægæiske Hav, hvor der boede grækere. Felttoget endte med, at Grækenland måtte opgive landområderne de havde opnået under krigen, og at grænserne gik tilbage til der, hvor de havde været før krigen. Et resultat af krigen var også folkeudvekslingen mellem Tyrkiet og Grækenland som følge af Lausanne-traktaten, der indebar at 500.000 muslimer måtte forlade Grækenland, og at 1.500.000 kristne måtte forlade Lilleasien.

Grækenlands mislykkede militære operationer, og Ententemagternes tab i den tyrkisk-armenske og den fransk-tyrkiske krig mod de tyrkiske revolutionsstyrker tvang dem tilbage til forhandlingsbordet, hvor de måtte opgive Sèvres-traktaten til fordel for den nye traktat i Lausanne samt godkende Republikken Tyrkiets selvstændighed og republikkens suverænitet over Østthrakien og Anatolien.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]