Osmanniske Rige
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
 |
Eftersyn Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab, for at sikre den faglige korrekthed. |
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Det Osmanniske Rige var et stort tyrkisk rige grundlagt af Osman 1. i 1299 og bestod til 29. oktober 1923, da det erstattedes af den nuværende republik Tyrkiet. Styreformen var monarkisk med en kejser som statsoverhoved, og der blev talt osmannisk-tyrkisk. Statsreligionen var sunni islam. Riget bredte sig over den vestlige del af Asien, den sydøstlige del af Europa samt Nordafrika. Efter belejringen og erobringen af Konstantinopel år 1453 erstattede det Osmanniske Rige det Byzantinske rige, som hersker over Balkan og Anatolien.
I 1500-tallet nåede det Osmanniske Rige et højdepunkt under sultan Süleyman 1. (den Store), men nåede ikke sin største udstrækning før 1683, hvor det strakte sig fra omegnen af Wien over Mellemøsten til Iran og den Arabiske halvø samt omfattede det meste af Nordafrika. Riget havde da omkring 40 millioner indbyggere.
Under 1. verdenskrig blev det Osmanniske Rige besejret, og sultanen underskrev Freden i Sèvres i 1920. Freden betød bl.a. uafhængighed for Armenien samt afståelsen af Kilikien til Frankrig samt bl.a. byen Smyrna (det nuværende Izmir) til Grækenland. Dette nægtede nationalistiske kredse under ledelse af Mustafa Kemal (den senere Kemal Atatürk) at acceptere og oprettede en rivaliserende regering i Ankara midt i Anatolien og fjernt fra sultanens hovedstad Istanbul. Tropper loyale over for den nationalistiske oprørsregering i Ankara angreb herefter i rækkefølge Armenien, de franske tropper i Kilikien samt til sidst den græske hær. Efter hans troppers sejr i krigen mod Grækenland indgik Mustafa Kemal herefter Lausanne-freden, som gav Tyrkiet omtrent dets nuværende grænser (den nuværende grænse blev opnået ved Tyrkiets indlemmelse af byen Hatay, der indtil da havde været del af det franske Syrien umiddelbart inden 2. verdenskrig). Kemal Atatürk oprettede den tyrkiske republik den 29. oktober 1923, blev valgt til præsident og lagde dermed det Osmanniske Rige i graven.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Den Høje Port
Den Høje Port (eller blot Porten) var en betegnelse for regeringen i Konstantinopel. Navnet stammer fra den gamle skik, at fyrsten, siddende i paladsporten, afsagde domme og gav love og påbud. Sultan Orhan skal have været den første, som kaldte sit palads i Bursa "Den Høje Port".
I Konstantinopel brugtes betegnelsen ikke blot billedligt om regeringen, men oftest om (porten til) regeringsbygningen.
Det Osmaniske Rige havde også stor indflydelse på den vestlige politik, da alle handelsruter, der skulle til Vesten, f.eks. transporten af krydderier, først skulle igennem det Osmanniske Rige. Osmanniske blokader af handelsruter førte til, at Europa fandt nye veje til Fjernøsten efter disse varer. Dette fik en skadelig indflydelse på det Osmanniske Riges økonomi, der i forvejen var belastet af et enormt militærapparat med konstante og dyre krige og ekspansionsforsøg.
[redigér] Historien
I tiden omkring år 550 bliver betegnelsen tyrker for første gang nævnt i kinesiske kilder. Disse tyrkere var nomader, som levede omkring Orkkon-dalen ved den sydlige ende af Bajkalsøen og omkring Altai-bjergene. Nomaderne var forfædre til de mægtige osmannere, som fik magten over en fjerdedel af Europa i 1500-tallet. Man kan sige, at Osmannerstaten bestod fra årene 1281-1923. I året 1453, som er året, hvor Mehmet II opfyldte den meget gamle muslimske drøm om at erobre det byzantinske riges hovedstad Konstantinopel, hvormed Mehmet II gjorde Osmannerriget til en reel stormagt. Mehmet og sultanerne efter ham ekspanderede i Europa, men fra omkring midten af 1500-tallet begyndte der at opstå krisetegn i Osmannerstaten, og ekspansionen hørte stort set op. I 1683 led riget et ydmygende nederlag foran Wien, og dette var katastrofalt. Efter freden i Karlowits 1699 var Osmannerriget blevet en brik i den europæiske magtbalance. De vesteuropæiske nationer Nederlandene, England og Frankrig ønskede at bevare Osmannerriget som en samlet politisk enhed for at have en barriere mod de østrigske og russiske fastlandsimperiers ekspansion. Osmannerriget blev i 1800-tallet kaldt "Europas syge mand" på grund af dets svindende magt. Efter 1. verdenskrig, hvor tyrkerne havde deltaget på det tabende Tysklands og de øvrige centralmagters side, fik Tyrkiet det udseende, det har i dag, og tre år efter blev sultanatet afskaffet, landet blev en republik og der var ikke længere noget, der hed Osmannerriget.
[redigér] Slaveri
Det osmanske system byggede for en stor del på slaveri. Eunukker, haremsdamer, Janissarer og almindelige slaver var en del af riget. Der blev solgt kvindelige slaver i Istanbul så sent som 1908. Ca en fjerdedel af Istanbuls befolkning bestod af slaver, først sent i 1800tallet begyndte slavehandlen langsomt at aftage. Slaverne blev købt af arabere, taget fra de kristne befolkninger,købt af Krim Khanatet (Krim Tatarer) der tog dem (i dag russere, ukrainere, rumænere og polakker) som krigsbytte på steppen, eller købt af Barbar kystens pirater. Denne slavehandel havde en voldsom indflydelse på de lande der blev udsat for den, og har fastholdt det ottomanske rige i en ineffektiv økonomi. Krim Khanatet og det osmanske riges nedgang er da også nærmest parallel, Krim Khanatet ender i 1783 da Rusland erobrer det. Krim Khanatet var en slags vassal af osmannerne, men blev mere behandlet som en allieret. Khanatets historie er en vigtig del af den osmanniske historie,da de som sagt stod for en stor del af slaverne,men typisk også deltog sammen med dem i osmannernes krige. Ruslands opstigning til magten og krige mod Khanatet (og osmannerne), kan til dels ses som en reaktion på Khanatets plyndringer og slavetogter.
[redigér] Rigets faser/livscyklus
[redigér] Opstigning (1299-1453)
Det tidligere tyrkiske imperium selsjukkerne, allieret med både Geogiere og Trebizond grækere (Pontus grækere) tabte afgørende til mongolerne i 1243 i slaget ved Köse Dağ. Dette medførte at selsjukkerne blev vasaller af mongolerne, og at der skete en opsplitning og svækkelse af selsjukkerne. I 1281 blev Osman I høvding eller bey over sit område. På det tidspunkt kom der mange muslimske flygtninge ind i hans del af Anatolien på flugt fra Mongolerne, blandt dem var der mange Ghazi(betyder hellig kriger), kæmpere for Islam der ønskede at forsvare eller erobre for Islam. Dette medførte en konstant forstærkning af tyrkernes antal. Der kom også mange lejesoldater for at kæmpe mod og plyndre det hensygende Byzantiske rige. I 1299 erklærede Osman I (1258-1326) sig for uafhængig af selsjukkerne, og dermed starter det osmanniske rige. I 1301 vandt Osman I et stort slag over Byzans ved Nicea og begyndte dermed at rykke nærmere ind på Byzans. Efterhånden som han rykkede frem bosatte mange tidligere muslimske flygtninge og soldater sig i de områder han erobrede. Derefter rykkede han vestpå og tog Ephesus, yderligere forstærket af emigranter tog han derpå østpå, og erobrede Byzantinske områder ved sortehavskysten. Lige inden sin død nåede han at indtage Bursa, der ikke ligger så langt fra Bosperusstrædet og Konstantinopel. Orhan Ghazi, søn af Osman, gjorde Bursa til hovedstad for osmannerne. Hovedstaden blev senere rykket til Adrianopolis af Murad I. I de følgende 100 år efter Osmans død begyndte rigets udvidelse,og gradvise omklamring af Konstantinopel. Riget udvidede sig over det østlige Middelhav og Balkan. Thessaloniki blev erobret fra Venedig i 1387,og serberne blev slået afgørende på Kosovo Polje i 1389 ,hvorved deres magt stækkedes og vejen lå fri for flere osmanniske erobringer på Balkan.
I slutningen af 1300-tallet og den første halvdel af 1400-tallet var Konstantinopel isoleret fra resten af den kristne verden, osmanniske hære havde omringet den byzantinske hovedstad, og store dele af Balkan var allerede under osmannisk kontrol. Erobringen af Konstantinopel var nu et vigtigt strategisk punkt for Osmannerne, og målet for mange af deres drømme. Konstantinopel fik dog et pusterum da Timur Lenk invaderede Anatolien,vandt slaget ved Ankara i 1402 ,og tog osmannernes Sultan Bayezid I til fange.
[redigér] Vækstperioden (1453-1683)
Det Osmanniske Rige havde ikke kun vækst i geografisk udbredelse. Der var også vækst i videnskaben, i kunsten, samt socialt og økonomisk. Meget af kulturen byggede på især det Byzantiske riges viden og kunnen. I væksttiden var det Fatih Sultan Mehmet, Beyazit den 2., Yavuz Sultan Selim og Kanuni Sultan Süleyman, der stod for styret.
[redigér] Udviklingsperiode (1453-1579)
I det Osmanniske Riges historie kaldes årene fra 1453 til 1579 for udviklingsperioden. Udviklingsperioden begyndte, da Fatih Sultan Mehmet erobrede Konstantinopel (Istanbul eller Byzans). Den varede indtil sultanen Sadrazam Sokullu Mehmet blev dræbt i (1579). Udviklingsperioden var Det Osmanniske Riges stærkeste periode. På denne tid blev det Osmanniske Rige udvidet mod nord og syd, tyrkerne dukkede i stigende grad op i Middelhavet, og det Osmanniske Rige havde udvidet sig helt til de europæiske grænser
[redigér] Stagnation (1579-1683)
Fra Sokullu Mehmet Sultanen døde i 1579 og til 1683 blev en stagnationsperiode for det Osmanniske Rige. Perioden varede i over 100 år, og i det tidsrum mistede riget for en tid sine tidligere kræfter, og osmannernes magt og kultur begyndte at aftage. Grunden til, at Det Osmanniske Rige fik en nedgangsperiode, var, at sultanerne blandt deres børn valgte efterkommere, der var dårlige og uansvarlige ledere, og at disciplinen i de osmanniske hære var ringere. Der var ikke styr på statens udgifter, og korruptionen herskede. Derfor mistede man tilliden til styret i de muslimske lande, og man sakkede bagud i forhold til det innovative Europa.
Tidsrummet efter 1683 kaldes af tyrkerne for elendighedsperioden. 1683 er året, hvor osmannerne tabte slaget ved Wien, hvorved det osmanniske riges ekspansion i Europa stoppes. Derefter fulgte en række krige mod bl.a. Østrig, Polen og Rusland, der medførte, at osmannerne langsomt pressedes tilbage over de næste ca 250 år. Folkeslag som bulgarer, grækere, serbere, osv - blev efterhånden befriet fra osmannerne og dannede deres egne stater.
[redigér] Stagnationsperioden (1699-1827)
I løbet af stagnationsperioden mistede det Osmanniske Rige efterhånden territorium til Østrig på Balkan, Ægypten og Algeriet blev mere uafhængige og blev gradvist til franske og britiske interesseområder. I løbet af 1700tallet afgav den centraliserede ledelse noget af sin magt til de forskellige provinser og guvernører. En serie krige blev udkæmpet med Rusland, helt frem til og med 1. verdenskrig.
[redigér] Nedgang (1828-1908)
I løbet af 1800 tallet blev det Osmanniske Rige endnu svagere,og blev derfor holdt i live af bla Frankrig og Storbritannien der frygtede for Ruslands adgang til Middelhavet og Bosperusstrædet.Dette ses i Krimkrigen 1854, og i 1878 hvor de Russiske hære stoppede ved en by kaldet Yeşilköy, eller San Stefano, 11 km fra Istanbuls centrum pga. britisk pres og pga. at britiske slagskibe var dirigeret til området.
[redigér] Slutfase (1908-1922)
I slutfasen op til og under 1. verdenskrig (som osmannerne tabte) begik Osmannerriget deciderede folkemord mod armenierne, massakrer på bulgarere, pontusgrækere, assyrere m.fl.[Kilde mangler] Folkemordet på armenierne er ikke indrømmet af Tyrkiet i dag, men betragtes som en kendsgerning af de fleste andre lande.
[redigér] Berømte Sultaner
[redigér] Mehmed II
Mehmed II, også kaldt Fatih (Erobrer/Conqueror), erobrede den 29. maj 1453 Konstantinopel. Mehmed satte en genopbygning af byen i gang, og byen skiftede senere navn til Istanbul. Med denne erobring af en by, som før var så magtfuld, blev det gjort klart, at osmannerne havde vist sig som Islams vigtigste forkæmpere. Istanbul blev nu Det Osmanniske Riges hovedby. Da Istanbul var blevet erobret af Det Osmanniske rige, forsvandt det 1.000-årige østromerske kejserrige fra historien. Nu var Det Osmanniske rige ikke længere en udviklingsstat. Det var udviklet.
[redigér] Selim I
Efter Murad II’s død i 1481 havde det osmanniske rige en forholdsvis stille periode, hvor der blev etableret indre stabilitet i riget især med hensyn tiløkonomien. Efter Selim I’s tiltrædelse i 1512 fulgte en meget krigsfyldt og ekspansiv periode. Selim fik erobret store dele af Irak og hele den østlige kyst af Middelhavet fra de egyptiske mamelukker , der i 1517 selv overgav Egypten til osmannerne. Samtidig blev store dele af Arabien, inklusive de hellige byer Mekka og Medina, underlagt osmannerne. Dette gav stor prestige, da osmannerne nu også var beskyttere af islams største helligdomme.
[redigér] Süleyman
Efter Selim’s død i 1520 blev han efterfulgt af Süleiman (1520-1566), der fik mange navne tildelt såsom ”den store”, ”den prægtige” og ”lovgiveren”. Under Süleiman den Store opnåede Osmannerriget et højdepunkt og riget en styrke og magt, som aldrig siden er blevet overgået af tyrkere. Hans første erobring var det ungarske riges vigtigste forsvarsværk, Beograd. At Frankrig og Tyskland ofte var i indbyrdes krig var til fordel for osmannerne, da Ungarn derfor kun fik en beskeden hjælp fra de kristne stormagter . Allerede året efter, i 1522, erobrede Süleiman handelsøen Rhodos fra Johanniterne . Erobringen lykkedes efter et halvt års belejring, hvor en hær bestående af over 50.000 mand havde presset johanniterne.
I 1526 blev Ungarn atter besejret ved Mohacs og blev derefter gjort til vasalstat med stationering af de tyrkiske elitesoldater, janissarerne. Osmannerne fortsatte ekspansionen nordpå, hvor de i 1529 nåede Wien. Belejringen varede i tre uger, og byen var ved at overgive sig, men Süleiman måtte give efter for janissarernes krav om en tilbagetrækning, inden vinteren satte ind. Derefter rykkede osmannerne østpå igen og fik erobret bl.a. Bagdad, og resten af Irak kom også i osmannisk besiddelse. i 1565 prøvede osmannerne at erobre Malta fra johanitterne, men måtte forlade øen som tabere efter over 4 måneders belejring.
[redigér] Det osmanniske system
Baggrunden for erobringerne var både militær styrke og sans for udnyttelse af europæiske og mellemøstlige staters interne konflikter og svagheder. Formålet med den osmanniske krigsførelse var ikke at udslette modstanderne, heller ikke nødvendigvis at omvende dem til Islam, men at gøre dem til tyrkiske vasaller og undersåtter med pligt til at bidrage økonomisk til opretholdelsen af sultanens hof og hans stadig voksende statsapparat. Ikke-muslimer blev pålagt en speciel skat og blev betragtet som andenrangsborgere i det ottomanske rige. Kristne børn blev tvangsfjernet i tusindvis og indrulleret som janitsharer.
Sideløbende med de voldsomme territoriale udvidelser organiseredes imperiet med ældre mellemøstlige riger som forbillede. Riget byggede i princippet på balance mellem sultanen, militæret og folket. Al magt udgik fra sultanen. Hans autoritet sikredes af militæret, som beklædte ledende stillinger i rigets administrative enheder. Sultanens og militærets økonomiske behov dækkedes ved inddrivelse af skatter og afgifter fra undersåtterne, som sultanen til gengæld sikrede retfærdighed med udgangspunkt i Islam.
Der var en harmonisk forbindelse i systemet. Bønderne afhang af sultanens beskyttelse, som han fik gennemført ved hjælp af den mægtige hær. Hæren blev underholdt af bønderne. Og dertil kom, at sultanen ingen magt havde uden hæren. Osmannerne opstillede Retfærdighedens Cirkel som forklaring på det osmanniske system.
I det osmanniske system var sultanen central i alle anliggender. Han var sharia’s beskytter og var eneherskende over riget. Alle var hans slaver, og hans magt var absolut. Under ham var de vigtigste embedsmænd, vesirerne.
En bærende og meget vigtig forskel i udvælgelsen af embedsmænd i det osmanniske styre var, at de udelukkende blev valgt på baggrund af kvalifikationer. Der var ingen krav om, at de skulle være af osmannisk slægt. Snarere tværtimod, mange af dem var omvendte kristne, og der var endda også mange af dem, der kom fra fattige kår.
Islam gjorde ikke krav på et præsteskab eller munkevæsen, men havde alligevel en lignende indflydelse på selve styret. Sultanen kunne styre troens folk gennem den finansielle støtte, de muslimske skoler og moskeer fik fra sultanen, og de indvilgede derfor i ikke at fremlægge udlægninger, der gik imod sultanens ønsker. Det skabte en gensidig afhængighed hos de to parter.
Riget havde gjort et stort indtryk på europæerne. Ikke alene pga. dets størrelse, men også dets unge alder. Forklaringen på Osmannernes succes er kompleks. Den skal bla findes i:
- Mongolernes erobring af kulturriget Kina, og mongolernes ekspansion vestpå, hvilket pressede tyrkerne ind i Anatolien. Mongolernes erobringer har hele tiden tiden tilført tyrkerne nye kræfter i form af flygtninge, disse nye kræfter blev i første omgang primært anvendt mod Byzans.
- Persien blev besat af mongolerne, der har haft en stor indflydelse, da dette rige ofte tidligere havde været i stand til at dæmme op for Nomade stammer østfra.
- Den Arabiske ekspansion, og de deraf følgende Korstog hvilket svækkede Byzans.
Den gradvise nedgang af de 3 gamle kulturriger Persien, Byzans og Kina har direkte eller indirekt efterladt et magtvacuum, som de nomadiske tyrkere er trængt ind i. Det Osmanniske rige er i sin storhedstid en hybrid kultur,der bygger på elementer fra Mongolerne, Kina, Islamisk tradition og især Byzans. Derefter stagnerer det, går udviklingsmæssigt i stå og går under.
Den mest fremherskende faktor i successen er det enorme militærapparat. Militæret blev anført af godt uddannede soldater, som brændte for at gå i kamp af religiøse grunde, og med viden om at de ville blive betalt med jord. Militæret bestod af forskellige afdelinger.
I 1585 bestod 80.000 af de 280.000 soldater af janissarere, sipahiere og en række våbensmede, artillerister, janissarkadetter, hestepassere, tjenere, pager, læger, imamer, spioner, lejemordere og andre. Disse udgjorde den del af hæren, som blev betalt personligt fra skatkammeret. De resterende 200.000 ryttersoldater, eller timarer, blev betalt med jordbesiddelser.
[redigér] Eksterne henvisninger
 |
Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: |
