Hæk-Fuksia

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Hæk-Fuksia ?
Her ses blomsterne, som er bygget til at blive bestøvet af kolibrier.
Her ses blomsterne, som er bygget til
at blive bestøvet af kolibrier.
Videnskabelig klassifikation
Rige: Plantae (Planter)
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
Klasse: Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden: Myrtales (Myrte-ordenen)
Familie: Onagraceae (Natlys-familien)
Slægt: Fuchsia (Fuksia)
Art: F. magellanica

Hæk-Fuksia (Fuchsia magellanica) er en lille, løvfældende busk med opret, tæt vækstform. Grenene er først stift oprette, men senere bliver de let overhængende. Arten bestøves i hjemlandet af kolibrier. Her i landet klarer eneboer-bier det samme. Frugterne er spiselige og forhandles i Chile under navnet "chanchitos".

Beskrivelse[redigér | redigér wikikode]

Barken er først vinrød og glat, men senere bliver den brun og opsprækkende. Knopperne er kransstillede eller – sjældnere – modsatte. Bladene er ægformede med tandet rand. Oversiden er blank og mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn. Blomstringen sker over en lang periode fra slutningen af juli til midt i oktober. Blomsterne hænger enkeltvis ned fra bladhjørnerne på tynde, røde stilke. Blomsten har fire udstående, røde bægerblade og fire små, violette kronblade. Støvdragere og støvfang rager langt neden for blomsten. Frugterne er saftige bær, som modner her i landet efter et varmt efterår. I så fald spirer frøene villigt, men med planter af meget blandet kvalitet.

Rodnettet består af nogle få, højtliggende hovedrødder med mange, fint forgrenede siderødder.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 5 × 5 m (50 × 50 cm/år). Dette gælder i hjemlandet. Her bliver den 1,5 × 1,5 (25 × 25 cm/år), og den fryser de fleste år helt ned.

Hjemsted[redigér | redigér wikikode]

Denne art vokser på meget fugtige steder i Chile og Argentina: langs vandløb, ved vandfald og i fugtige skove helt ned til Ildlandet.

På øen Isla de los Estados ved Ildlandet findes den sammen med bl.a. Engelskgræs, Berberis empetrifolia, Buksbom-Berberis, Bølget Bunke, Chiliotrichum diffusum, Dværg-Gunnera, Krybende Kambregne, Montia fontana, Myrtekrukke, Småbladet Sydbøg og Trefliget Gummipude.


Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:



Kilde[redigér | redigér wikikode]

  • Sten Porse: Plantebeskrivelser, DCJ 2003 (CD-Rom).