Hævd
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Hævd kommer af oldnordisk hefð, som betyder "det, man har".
Ordet bruges primært om den anerkendelse af brugsret, og i begrænset omfang ejendomsret, der skabes ved, at man over længere tid har brugt eller rådet over et fysisk aktiv, typisk fast ejendom. En forudsætning for at vinde hævd er, at brugen har været retsstridig. Brug, der baseres på aftale (eksempelvis i form af en lejeaftale, eller anden konkret aftale om brug) giver ikke brugeren hævd.
Hævd er i Danmark hjemlet i Christian V's Danske Lov, der på dette punkt fortsat finder anvendelse. I henhold til Danske Lov vindes hævd (ordinær hævd eller brugshævd) på en råden, hvis denne vedvarende har fundet sted i mindst 20 år. Ordinær hævd foreligger typisk i form af færdselsrettigheder over fremmed persons ejendom. Ved færdselsrettigheder er det endvidere en betingelse for opnåelse af hævd, at brugeren vanskeligt vil kunne benytte alternative færdselsveje.
Der kan endvidere vindes ejendomshævd over fremmed persons ejendom, såfremt den retsstridige brug har fundet sted i en længere periode, der i retspraksis er sat til ca. 40 år. Vindes ejendomshævd fortaber ejeren sin ejendomsret til den (del af) ejendommen, som der er vundet hævd på.
Vunden hævd skal tinglyses for at opnå registrering, og derved beskyttelse over for senere godtroende erhververe af den ejendom, hvorover der er vundet hævd.
