Danske Lov

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Danske Lov er titlen på en lovbog fra 1683, der i ældre tid dannede grundlaget for den danske lovgivning. Hovedparten af bestemmelserne er afløst af nyere love. Der er dog en række bestemmelser, som stadig bruges, fx Danske Lov 3-19-2 som bestemmer at en arbejdsgiver hæfter for det erstatningsansvar en ansat måtte pådrage sig i forbindelse med arbejdet.

Indholdsfortegnelse 1 Historie 1.1 Forhistorie 2 Danske Lovs historie 2.1 Peder Lassens indflydelse 2.2 Peder Schumacher og Rasmus Vindings indflydelse 2.3 Lovarbejdet under Christian 5. 3 Lovens indhold og eftermæle 4 Indhold 5 Oversættelser 6 Henvisninger 7 Kilder 8 Eksterne henvisninger

[redigér] Historie

[redigér] Forhistorie

Saxo fortæller i sit værk Gesta Danorum fra omkring 1200-tallet om de danske kongers forsøg på at lovgive. Men indskrivningen af lovregler på papir og stentavler kendes allerede fra Oldpersien og den romerske republik. Et af de tidligste eksempler på dansk lovgivning var Vederloven, der fastsatte regler for kongens personlige hær, også kaldet hirden, fra omkring 1180. Herefter fulgte de såkaldte landskabslove, hvoraf Jyske Lov er den eneste med datering. Generelt for landskabslovene er, at de inden for materiel ret er kasuistiske, det vil sige, at de tager udgangspunkt i konkrete tilfælde af retsbrud og foreskriver, hvorledes konflikten skal løses. De processuelle bestemmelser er derimod generelle.

Loven skal imidlertid ses i sammenhæng med den europæiske retstradition, som siden 1100-tallet havde bevæget sig i retning af en større sammenskrivning af gældende sædvaner. Denne tradition påskyndedes af den katolske kirke.

[redigér] Danske Lovs historie

[redigér] Peder Lassens indflydelse

Selve udarbejdelsen af loven var en lang proces der strakte sig over årtier og to konger, foruden at den også afspejlede de magtkampe der foregik i administrationen i denne periode. Umiddelbart efter at være blevet tildelt enevældig magt nedsatte Kong Frederik III en kommission, som skulle granske hele kongerigets lovgivning og finde ud af, om der var regler der stred imod enevældet, samt at udfærdige en ny retsplejelov. Danske Lov anses oftest som affødt af praktiske behov, eftersom retssystemet var præget af et meget stort antal, delvist modstridende, lovbestemmelser. Lige såvel har opdelingen af Danmark i et jysk og et sjællandsk retsområde som følge af landskabslovene været utidssvarende og besværligt. Det var statskollegiet som begyndte processen ved i en betænkning af 12. januar 1661, udtalte ønsket om at udarbejde en ny lov og proces. Den første kommission, den 1. lovkommission blev nedsat af kongen 26. januar bestående af 3 jurister, bl.a. højesteretsassessor Peder Lassen, 8 adelige medlemmer og 10 borgerlige. På grund af uenigheder i kommissionen, bl.a. var de adelige utilfredse med lovændringer vedrørende deres privilegier, og deres minoritet i kommissionen, trak sagen i langdrag. Kongen udskiftede derfor 16. november 1662 1. lovkommission med 2. lovkommission bestående af fire af den forrige kommissions stærkeste juridiske kræfter: Peder Lassen, Heinrich Ernst, Otte Krag og Niels Trolle. Denne kommission udarbejdede flere forslag, de fleste helt nye, og især Peder Lassens forslag indenfor bl.a. arveretten var langt forud for den generelle juridiske udvikling i Danmark. ^[1] Kommissionens forslag om proceslovgivning blev sendt til statskollegiet til eftersyn, og i juli 1664 udtalte dette sin positive holdning overfor dette. For at revidere forslaget blev kommissionen herefter udvidet med 4 jurister fra statskollegiet. Men herefter synes arbejdet af ukendte grunde at ebbe ud.

[redigér] Peder Schumacher og Rasmus Vindings indflydelse

Først den 23. februar 1666 blev Peder Lassen, sammen med viceskatmester Holger Vind, statskollegieassessor Kristoffer Parsberg og Rasmus Vinding, den såkaldte 3. lovkommission, pålagt at fortsætte revisionen af den danske lovgivning. Denne sammensætning er et udtryk for Peder Schumachers (den senere Griffenfeld) markante stigende indflydelse i administrationen, idet både Parsberg og Vinding var hans nære venner. Det var også begyndelsen til en langvarig konflikt mellem Lassen og Vinding vedrørende udformningen af lovarbejdet. Peder Lassen var "fag juristen par excellence" ^[2] i Danmark på dette tidspunkt, mens Rasmus Vinding som professor i historie og geografi aldrig var blevet juridisk uddannet, han havde til gengæld været dommer i Højesteret i 5 år, og havde fået ry som en god dommer. Han var en "juridisk naturbegavelse" ^[3], men manglede indgående kendskab til de danske love. Arbejdet i den 3. lovkommission skred ikke hurtigere frem end i den forrige, derfor beordrede kongen 8. marts 1666 at hver af kommissionens medlemmer egenhændigt skulle udarbejde et systematisk sammendrag af de eksisterende love, og desuden udbedre fejl og fjerne forældede love og forordninger fra det store danske lovkompleks. Det betød i realiteten en forkastelse af kommissionernes tidligere arbejde, og derfor også et nederlag for Peder Lassen, som havde været den drivende kraft i forløbet, og var muligvis også et taktisk skridt fra kongens side for at få Vinding til at blive den nye ledende kraft i arbejdet. ^[4] Da de fire forskellige udkast blev præsenteret var det ihvert fald Vindings, den såkaldte Codex Fredericus, der fik den bedste modtagelse. Og det var trods Vindings mangler både på viden om lovene og ikke mindst på systematiske evner. I løbet af slutningen af 1660'erne blev Peder Schumacher forfremmet så han også havde titlerne som assessor i statskollegiet og i højesteret. Arbejdet med loven var samtidig gået i stå igen, men Schumacher var opsat på at drive Vindings forslag igennem. Han fik derfor ved hjælp af sin store indflydelse hos kongen, sat en hemmelig ordre af 11. marts 1669 i værk der beordrede Vinding til ene mand at udarbejde udkastet til den nye lov, en Corpus juris Danici. ^[5] Allerede i slutningen af 1669 kunne Vinding fremlægge sit udkast, det såkaldte Første Projekt, sandsynligvis fordi han var begyndt på arbejdet et stykke tid før han fik den endelige ordre. ^[6] Dette Første Projekt var i høj grad en overførsel af indholdet fra Codex Fredericus, men med en langt bedre systematik og færre fejl i form af forældede eller modsætningsfyldte love. Lovens indhold drejede sig dog stadig først og fremmest om love der var overført fra eksisterende samlinger, tilsat nogle nye love der for størstedelens vedkommende var baseret på tidligere domme. ^[7]

[redigér] Lovarbejdet under Christian 5.

Frederik 3.s død i 1670 frembød en pause i lovgivningsarbejdet. Peder Schumacher fik desuden meget andet at se til, så hans interesse i projektet blev nedprioriteret for et stykke tid. Først 24. september 1672 blev der givet ordre om at nedsætte en revisionskommission på 3 mand der skulle revidere Vindings forslag. Peder Lassen, som var blevet tilsidesat i den sidste fase af projektet, holdt dog sit eget forslag klar hvis Vindings forslag skulle blive forkastet. Og ved formanden for revisionskommissionen, kansler Peder Reedtzs indflydelse blev han antaget som et af de tre medlemmer. Det sidste medlem var generalprokurør Peder Lauridsen Scavenius. Senere blev biskop Hans Vandal også optaget i kommissionen, men udelukkende som revisor over de love der vedrørte gejstligheden. Lassen fremlagde straks kritik af Vindings forslag, idet han mente at loven burde inddeles i 3 bøger istedet for Vindings 5. Men i det store hele var han ikke så kritisk overfor projektet som tidligere, muligvis fordi han var kørt træt. ^[8] Lassens rettelser i udkastet eksisterer stadig, og deri kan man følge hans syn på loven. Han rettede en del åbenlyse misforståelser, men der var meget få stærkt kritiske kommentarer. I det store hele havde han efterhånden accepteret at Vinding og Griffenfeld havde vundet kampen om lovens udformning. 10. juli 1674 døde Reedtz, og Griffenfeld fik mulighed for at overtage formandsposten. Han sørgede for at Vinding selv, foruden sin egen svoger, borgmesteren i København Jørgen Fogh, blev optaget i kommissionen, den såkaldte 2. revisionskommission. Men arbejdet gik helt i stå ved Griffenfelds fald fra magten 11. marts 1676, og lå stille hen i 4 år.

Først 28. februar 1680 udkom en kongelig missiv der beordrede en ny talrig kommission på 13 medlemmer sammensat til viderførelse af arbejdet. Men også denne kommission havde indbyrdes stridigheder, særlig var det de 3 gejstlige medlemmer, biskop Hans Bagger, konfessionarius Hans Leth og professor i teologi Kristian Nold som voldte stridighederne. Stridsspørgsmålet var først og fremmest omkring kravet til den rette konfession vedrørende de fremmede, særligt franske huguenotter, som i denne periode slog sig ned i landet. På grund af de gejstliges minoritet lykkedes deres forsøg på at sprænge kommissionen dog ikke. De langtrukne stridigheder fik Christian 5. til at nedsætte en ny kommission 16. april 1681. Denne 4. revisionskommission bestod af 4 personer, deriblandt Rasmus Vinding. Opgaven var en endelig revision, og det synes som om at det var i denne periode at de fleste nye ændringer uden forbilleder i ældre lovgivning blev til, men det drejede sig dog mest om ændringer der ikke havde større rækkevidde i lovgivningen. ^[9] Kommissionen færdiggjorde sit arbejde i slutningen af 1681, og kongen godkendte det den 3. januar 1682. Smårettelser foretoges dog helt op til og med trykningen af den, så at arbejdet først kan siges at være helt færdigt 23. juni dette år. Men den officielle "deadline" lå på kongens fødselsdag 15. april 1683, og det er officielt denne dato der regnes for udstedelsen af Danske Lov.

Norge fik i 1687 sin Norske Lov, der i form og indhold omtrent er identisk med Danske Lov.

[redigér] Lovens indhold og eftermæle

Resultatet blev en lov der først og fremmest har sit udgangspunkt i ældre dansk lovgivning. Romerretten som ellers havde stor indflydelse i Europa på dette tidspunkt, kan kun spores få steder i loven. ^[10] Dette var naturligt nok idet målet siden 3. lovkommission havde været at samle allerede eksisterende lovgivning i en brugbar form. Dette betød dog også at Danske Lov ikke i særlig grad rettede op på de tilfælde i ældre lovgivning hvor der fandtes ubehandlede spørgsmål. En senere tids jurister og historikere, f.eks. Anders Sandøe Ørsted og Edvard Holm, har udtalt sig positivt over Danske Lov som en særlig positiv aspekt af enevælden, ^[11] men retshistorikeren Stig Iuul fremhæver at på grund af Danske Lovs kompilatoriske karakter, er det en ros der ligeså godt kunne tillægges den ældre danske lovgivning. ^[12] En kilde fra samtiden er ofte blevet fremhævet som et bevis på lovens fordele overfor andre europæiske nationers lovsamlinger. Det drejer sig om den engelske gesandt i Danmark, Robert Molesworth, der i sin stærkt negative skildring af Danmark i bogen An account of Denmark as it was in the year 1692 ^[13] fra 1694 groft sagt kun har noget positivt at sige om landet når det gælder dets love:

	Indtil nu har vi så vist mødt meget, der bør undgås og ikke efterlignes. Men ved omtalen af de danske love må jeg retfærdigvis begynde med ros. De overgår i retfærdighed, korthed og klarhed alt, hvad jeg kender. De er rimelige, samlet i ét bind i kvartformat og skrevet på landets eget sprog så klart at ingen, der kan læse og skrive, ikke straks forstår sin egen sag og selv kan føre den uden advokat, hvis han ønsker det.
En beskrivelse af Danmark som det var i året 1692, Wormanium 1977, s. 133

[redigér] Indhold

Danske Lov indeholder seks bøger:

• 1. bog: Om Retten og Rettens Personer
• 2. bog: Om Religion og Geistligheden
• 3. bog: Om Verdslig- og Huus-Stand
• 4. bog: Om Søretten
• 5. bog: Om Adkomst, Gods og Gield
• 6. bog: Om Misgierninger

foruden dén ed dommerne skulle sværge, og dén ed vidnerne skulle sværge.

[redigér] Oversættelser

Danske Lov er oversat til engelsk, latin, tysk og russisk.

[redigér] Henvisninger

[redigér] Kilder

• Stig Iuul, Kodifikation eller Kompilation? - Christian V's Danske Lov paa baggrund af ældre Ret, G.E.C. Gads Forlag, 1954.

[redigér] Eksterne henvisninger

• Danske Lov på Retsinfo - her kan ses hvad der endnu er gældende
• Danske Lov i digital form med indledning
• Norske Lov i digital form
• Retshistorie, Det Juridiske Fakultet
• Forarbejderne til kong Kristian Vs Danske Lov (1893) udgivet af Vilhelm Adolf Secher & Chr Størchel findes tilgængeligt via Internet Archive