Højspænding

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Det internationale advarselsskilt for højspænding.
En højspændingsledning på 400.000 V.
Højspændingsmast set indefra og mod toppen,

Højspænding betegner en høj elektrisk spænding, dvs. på mindst 1.000 V; ifølge International Electrotechnical Commission (IEC) spændinger højere end 1.000 V vekselstrøm eller 1.500 V jævnstrøm.

Når el-distributørerne anvender højspændingsledninger, skyldes det, at modstanden i ledningerne ville bevirke, at en spænding udsendt fra elværket på 230 V, ville være faldet for meget, inden den nåede frem til forbrugerne. Ved at anvende højspændingsledninger mistes mindre af spændingen undervejs, og den omdannes så til 230 V på transformerstationerne.

Der findes særlige sikkerhedsregler for udformningen og driften af højspændingsanlæg og -ledninger grundet den fare, der er forbundet med højspænding. Udover højspændingsledninger anvendes højspænding til elforsyningen af elektrificerede jernbanestrækninger, eks. er der 1.650 V højspændingsledninger over Københavns S-tog, og øvrige danske elektrificerede baner bruger 25 kV.

På højspændingsanlæg i Danmark anvendes af økonomiske grunde flere niveauer; 400 kV, 220 kV, 132-150 kV, 50-60 kV og 10-20 kV.

Højspændingsanlæg og sundhed

Den sundhedsmæssige konsekvens af at bo nær højspændingsledninger blev debatteret fra 1970'erne. Man havde mistanke om, at risikoen for at få kræft blev øget, men epidemiologiske undersøgelser viste blandede resultater. En metaanalyse af forskningsresultaterne påviste imidlertid i 1996, at der ikke er nogen sundhedsmæssig risiko ved at bo tæt på en højspændingsledning. Først ved magnetfelter, der er 1.000-10.000 gange kraftigere end de er ved højspændingsledninger, ville der kunne påvises celleforandringer.

Studier fra England og Wales har dog påvist, at 1% af leukæmitilfældene hos børn vil være begrundet i, at børnene boede indenfor 600 m. af en højspændingsledning. Man ved blot ikke, hvorvidt sammenhængen er reel eller tilfældig.[1]

En spansk epidemiologisk metaanalyse påviser sammenhæng mellem Alzheimers og eksponering fra lavfrekvente magnetiske og elektriske felter.[2]

Referencer

Se også