Højttaler

En højttaler (eller højtaler) er en transducer, som omsætter et vekslende signal af elektrisk energi til lyd. Højttaleren blev opfundet af danskeren Peter Laurids Jensen i 1915 i USA.

Dynamisk højttaler

Et tværsnit af en dynamisk højttaler. Magneten er det mørkegrå forneden lige under den vandret lysegrå topplade (topplate) og over det lysegrå polstykke. F.eks. kan magnetnord være nedefter og bliver ledet af den lysegrå bundplade til centercylinderen. Over magneten er der en magnetisk lysegrå tyk topplade som leder magnetsyd til det runde hul i pladen, som er placeret yderst tæt på svingspolen (rødlig). Mellem centercylinderen og toppladen med hullet er magnetfeltet meget stærk vinkelret gennem svingspolen hele vejen rundt. Gabene mellem centercylinderen, svingspolen og toppladen med hul er korte - under en millimeter. Det er grunden til at det ydre ophæng (ytre oppheng) og især centreringsskiven (indre oppheng) er vigtige.

Siden H.C. Ørsted opdagede at elektrisk strøm og magneter påvirker hinanden, i dag kendt som Laplaces lov, som er et specialtilfælde af Lorentzkraften, har andre opdaget, at man kan anvende denne vekselvirkning til at lave lyd med, ved f.eks. at lime ledningen (svingspolen) fast på en tragt af f.eks. langfibret pap. Et eksempel er den dynamiske højttaler.

Når strømmen skiftevis sendes den ene og så den anden vej igennem svingspolen bliver denne skubbet ud og trukket ind som konsekvens af magnetens magnetfelt og strømmens retning. Svingspolen kan være lavet af lakisoleret kobbertråd eller aluminiumstråd viklet på pap eller slidset aluminiumsfolie. Svingspoleformen af aluminiumsfolie skal være slidset, så den ikke opfører sig som en kortsluttet spolevinding.

Centreringsskiven (figur: Spider) holder, ikke overraskende, membranen centreret. Svingspolen er limet fast på membranen. Derfor bliver svingspolens vibrationer overført til membranen, og via luften bliver vibrationerne bredt til vores ører.

Den permadynamiske højttaler

Den permadynamiske højttaler, den mest brugte højttaler-type, blev opfundet i 1920’erne af danskeren Peter L. Jensen der var emigreret til Amerika.

Det der er vigtigst at lægge mærke til ved denne type højttaler er den permanente magnet, der afløste den elektrodynamiske magnet der skulle have tilført en jævnspænding for at frembringe magnetfeltet, og svingspolen, der er lavet af kobber- eller aluminiumstråd. Svingspolen sidder imellem den permanente magnets nord- og sydpol. Den permanente magnet kaldes også højttalermagneten, denne er produceret så den passer til spolens cirkulære form: Sydpolen er for eksempel i en ring rundt om spolen, medens nordpolen sættes i en cylinderform inden i spolen, således at der dannes en cylindisk luftspalte mellem dem.

Hvis der tilføres vekselstrøm til højtaleren vil dennes spole bevæge sig frem og tilbage i luftspalten. Da der i højttalermagnetens luftspalte er et kraftigt magnetfelt vil selv relativt svage vekselstrømme sætte spolen i bevægelse.

For at omsætte spolens bevægelser til luftbevægelser, altså lyd, er den forbundet med en membran, der bevæger sig i takt med den. Af praktiske årsager, så som stivhed, er membranen normalt kegleformet. Både spolen og membranen er centrerede af de elastiske styr, der sørger for, at de kun kan bevæge sig frem og tilbage (i en akse og altså ikke til siderne). Vekselstrømmen leveres typisk fra et forstærkeranlæg. Altså omsætter en højttaler elektriske svingninger til mekanisk fremstillede lydbølger.

Eksterne henvisninger

• 24/03/2001, Ing.dk: Danmarks glemte opfinder I USA er han kendt som den danske Edison, der opfandt den trådløse telefon og højttaleren. Herhjemme var Peter L. Jensen blot søn af lodsen på Falster. Citat: "...Ikke mange tænker på opfinder Peter Laurids Jensen, når musikken brager ud af stereoanlæggets højttalere. Men det var faktisk den danske ingeniør, der i 1915 opfandt den første højttaler:..."

Se også

Søsterprojekter med yderligere information: Kategorien "Loudspeakers" på Wikimedia Commons Opslag i Wikiordbogen

• Elektronik
• Magnetisme