Hellebard
,_Nordisk_familjebok.png)
,_Nordisk_familjebok.png)
En hellebard, det er et alsidigt middelalder fodfolksvåben, bestående af et 2,5 meter langt skaft på hvilket det var fæstet en jern- eller stålklinge eller øksehoved, foroven udstyret med en lansespids, bagtil med en hage.
- Med hagen forsøgte våbnets bruger, hellebardisten, at få tag i sammenføjningerne på ridderens rustning for at trække ham af hesten.
- Med øksebladet på så langt et skaft, er det muligt at hugge meget hårdt.
- Med den lange tynde lanse-spids var det muligt at gennembryde en rustning.
Historie [redigér]
En Hellebard var oprindeligt en tung tohånds stridsøkse, En "helle" er en stor flad sten og "bard" betyder her økse-skæg, det lange nederste hjørne på bladet. På slagmarken brugtes stridsøksen sammen med lanser og en fandt på at sætte en lansespid på økseskaftet og lave et kombineret våben. Den første rigtige hellebard. For bedre at kunne hugge igennem rustningerne så fik hellebarden en spids modsat bladet. Da spidsen modsat bladet virkede bedst som en krog, der rev rytteren af hesten så fik hellebarden en krog fremad og en krog tilbage. Så den endelige udformning havde fire spidser og et blad.
Afslutningen [redigér]
Efter middelalderen blev Hellebarden gradvist afløst af det der på dansk kaldes partisan, fordi den er nemmer at bruge. I 1600-tallet var hellebarden især et underofficersvåben, fordi det kræver dygtighed og koldblodighed at vælge hvilken måde man bruger våbnet. Og den anvendtes i nogle lande som sådant også i 1700-tallet til at beskytte skytterne. I Spanien brugtes hellebarder endnu i begyndelsen af 1900-tallet af kongens livvagt, og i Zeughaus i Berlin fandtes en sådan hellebard, fremstillet i 1877.
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
