Hellebard
,_Nordisk_familjebok.png)
,_Nordisk_familjebok.png)
En hellebard er et alsidigt middelalder-fodfolksvåben, bestående af et 2,5 meter langt skaft, på hvilket der var fæstet en jern- eller stålklinge eller øksehoved, foroven udstyret med en lansespids, bagtil med en hage.
- Med hagen forsøgte våbnets bruger, hellebardisten, at få tag i sammenføjningerne på ridderens rustning for at trække ham af hesten.
- Med øksebladet på så langt et skaft er det muligt at hugge meget hårdt.
- Med den lange tynde lansespids var det muligt at gennembryde en rustning.
Historie
En hellebard var oprindeligt en tung tohånds-stridsøkse, En "helle" er en stor flad sten, og "bard" betyder her økse-skæg, det lange nederste hjørne på bladet. På slagmarken brugtes stridsøksen sammen med lanser, og én fandt på at sætte en lansespids på økseskaftet og således lave et kombineret våben, den første rigtige hellebard. Denne Hellebarden bruges først af schweizerne i slaget ved Morgarten (1315) og blev derfor kaldes Morgartenhellebard.[1]
For bedre at kunne hugge igennem rustningerne fik hellebarden en spids modsat bladet. Da spidsen modsat bladet virkede bedst som en krog, der rev rytteren af hesten, fik hellebarden en krog fremad og en krog tilbage. Så den endelige udformning havde fire spidser og et blad.
Afslutningen
Efter middelalderen blev hellebarden gradvist afløst af det, der på dansk kaldes en partisan, som er nemmere at bruge. I 1600-tallet var hellebarden især et underofficersvåben, fordi det kræver dygtighed og koldblodighed at vælge, på hvilken måde man bruger våbnet, og den anvendtes i nogle lande også i 1700-tallet til at beskytte skytterne. I Spanien brugtes hellebarder endnu i begyndelsen af 1900-tallet af kongens livvagt, og i Zeughaus i Berlin fandtes en sådan hellebard, fremstillet i 1877.
Referencer
- ^ Olle Cederlöf: Våbnenes historie - Fra Antikken til slutningen af 1800-tallet. På dansk ved Th. Møller. Odense 1971.
