Intifada

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Intifada (også stavet intifadah) (arabisk انتفاضة "ryste af") er et arabisk udtryk for oprør, opstand eller modstand. Ordet bliver også brugt i den almindelige betydning "at ryste snavset af sig".

Udtrykket fik international udbredelse i forbindelse med to palæstinensiske opstande rettet mod Israel og dets besættelse af Østjerusalem, Vestbredden og Gazastriben, og som udslag af den Israelsk-palæstinensiske konflikt, også kaldt Mellemøstkonflikten.

Udtrykket Intifada er også blevet brugt i forbindelse med arabiske og muslimske opstande rundt omkring i verdenen, blandt andet i Marokko 2005, Irak fra 2003, Libanon 2005 og Frankrig 2005. [Kilde mangler]

Den første intifada[redigér | redigér wikikode]

Første intifada
Dato December 19871992
Sted Vestbredden, Gazastriben, Israel
Resultat Oslo-aftalen i 1993: PLO anerkendte Israel som stat, og opnåede selvstyreret på Gazastriben og Vestbredden
Parter
Israel Israel Palæstinensiske oprørere mod det israelske styre
Ledere
Yitzhak Shamir Yasser Arafat
Tab
160 1 162

Den 'Første Intifada' (1987–1992) var et omfattende palæstinensisk oprør mod de israelske magthaver, og den første af intifadaerne. Det startede i Jabalaya flygtningelejr i Gaza den 9. december 1987, med at indbyggerne kastede sten og benzinbomber mod israelske patruljer, og spredte sig hurtigt til resten af Gaza, Vestbredden og Østjerusalem. Den palæstinensiske modstand blev udført på mange måder, blandt andet ved civil ulydighed, boykot af israelske varer, graffiti, barrikader og stenkastende børn og unge mod israelsk militær. Sidstnævnte var årsagen til at intifadaen fik stor opmærksomhed internationalt.[1] Israel svarede på angrebene med patroner og tåregas. Det startede spontant, men PLO forsøgte efter kort tid at tage kontrol over oprøret.

I løbet af intifadaen blev omkring 1100 palæstinensere dræbt af israelsk militær og jødiske bosættere. 160 israelere mistede livet, og det anslås at endda 1000 palæstinensere mistede livet som angivelige kollaboratører. Fra intifadaens begyndelse i december 1987 til begyndelsen af anden intifada i september 2000, blev totalt 1 551 palæstinensere og 422 israelere dræbt.[2] Radikale islamiske organisationer, som Jihad og Hamas gjorde sig gældende under denne intifada.

Årsagen til oprøret var en voksende følelse af frustration blandt palæstinensere over den manglende udsigt til en holdbar løsning på den humanitære og nationale situation efter oprettelsen af den israelske stat i 1948. Den blev udløst af at israelske styrker påkørte og dræbte fire palæstinensere dagen før oprøret startede.

Intifadaen var med på at fremskyde processen som førte til Oslo-aftalen i august 1993 fred, hvor PLO erkendte Israels ret til at eksistere, og det palæstinensiske selvstyre i Gaza og på Vestbredden blev oprettet. Volden blev først nedtrappet i 1991 og intifadaen standsede med underskrivelsen af Osloaftalen.

Al-Aqsa-intifadaen[redigér | redigér wikikode]

Anden intifada
Dato September 2000
Sted Vestbredden, Gazastriben, Israel
Resultat Pågår
Parter
Israel Israel Palæstina Palæstina
Ledere
Ehud Barak
Ariel Sharon
Ehud Olmert
Yasser Arafat

Ahmed Yassin
Ismail Haniyeh
Mohammed Deif

Styrke
Israels forsvar Fatah
Folkefronten til Palæstinas Befrielse
Hamas flag2.png Hamas
Tab
1 031 israelere totalt:
-705 israelske civile dræbt af palæstinensere;
- 326 israelsk sikkerhedspersonale dræbt af palæstinensere[3]
5 103 palæstinensere totalt:
- 4 487 palæstinensere dræbt af israelske sikkerhedsstyrker;
- 41 palæstinensere dræbt af israelske civile;
- 575 palæstinensere dræbt af palæstinensere[3]

Anden intifada, også kendt som al-Aqsa-intifadaen (arabisk:انتفاضة الأقصى, Intifāḍat El Aqṣa eller Intifāḍat Al Aqṣa; hebraisk: אינתיפאדת אל אקצה (eller med bindestreg אינתיפאדת אל-אקצה), Intifādat El-Aqtzah) refererer til det andet palæstinensiske oprør som begyndte 28. september 2000 da den daværende ledende israelske oppositionspolitiker Ariel Sharon foretog et kontroversielt besøg på Tempelbjerget i Jerusalem hvor Al-Aqsa-moskéen ligger.

Mange palæstinensere anser intifadaen for at være en krig for national befrielse fra udenlandsk besættelse, og mange israelere anser den for at være en terrorkampagne.

Den palæstinensiske taktik varierer fra at udøve masseprotester og storstrejker, som ved første intifada, til store selvmordsbombeangreb og affyring af Qassam-raketter mod israelske bosættelser. Den israelske taktik varierede fra at holde grænseovergange og at konstruere Vestbredden-barrieren til at udføre massearrestationer og udføre udenretslige snigmord rettet mod militante.

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: