Den italiensk-tyrkiske krig
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
| Den italiensk-tyrkiske krig | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
|
|||||||||
| Parter | |||||||||
 Italien |
 Osmanniske Rige |
||||||||
| Ledere | |||||||||
| Carlo Caneva |
İsmail Enver Kemal Atatürk |
||||||||
| Styrke | |||||||||
| 100.000 | 28.000 | ||||||||
| Tab | |||||||||
| 3.380 dræbte 4.220 sårede |
14.000 dræbte 5.370 sårede |
||||||||
Den italiensk-tyrkiske krig blev udkæmpet mellem Italien og Det Osmanniske Rige fra 29. september 1911 til 18. oktober 1912. Krigen endte med at Italien fik kontrol over de osmanniske provinser "Tripolitania" og "Cyrenaica", det område som i dag er Libyen, såvel som Rhodos og de græsktalende øer i det Ægæiske Hav ved Anatolien. Selv om det var en mindre konflikt så havde den stor betydning i forspillet til den første verdenskrig. Idet de så hvor let Italien havde slået Det Osmanniske Rige, benyttede Balkanligaen anledningen og angreb imperiet.
Den italiensk-tyrkiske krig medførte flere militær-teknologiske fremskridt, størst blandt disse var brugen af fly. Den 23. oktober 1911 fløj en italiensk pilot rekognoscering over tyrkiske linjer, og den 1. november blev det første luftbombeangreb fra fly gennemført mod tyrkiske tropper i Libyen.
