Køleskab

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Et åbent køleskab
Et tidligt elektrisk køleskab med en cylindrisk varmeveksler på toppen. Fra Birmingham videnskabsmuseum.

Et køleskab er et apparat, som benyttes til at holde ting kolde. I dag har de fleste boliger i Danmark (og resten af den civiliserede verden), et køleskab for opbevaring af mad og drikke, og det står oftest i køkkenet.

Ved opbevaring af mad anbefales en temperatur omkring 3-5 grader C.[1]

Køleskabet blev opfundet i 1876 af den tyske ingeniør Carl von Linde.[2] En amerikansk kvinde ved navn Florence Parpart var også involveret i udviklingen af køleskabet.[3]

Køleskabet benytter et kølemiddel og en varmepumpe for at køle skabets indre. I Europa sluttes køleskabet til en almindelig stikkontakt med 230 volt elektrisk spænding.

Et køleskab kan have indbygget lys, der tænder når døren åbnes.

Der er flere hylder, hvor varene kan lægges/stilles på, og i de fleste køleskabe er det muligt at regulere afstanden mellem hylderne. I døren er der hylder eller bokse ("multibokse"), der har høj kant, for at undgå, at varerne falder, når døren åbnes. Hylderne og bredden af dem indstilles, så de kan tilpasses mælkekartoner og flasker.

Nederst i køleskabe er der ofte "grøntsagsskuffer". Dyrere køleskabe kan have et display uden på døren med temperatur og mulighed for at regulere temperaturen elektronisk.

Et køleskab kan være bygget sammen med et svaleskab: et køle/svaleskab eller køle/fryseskab. De to placeres over/under hinanden (o/u) eller sjældnere ved siden af hinanden (s/s).

I mindre køleskabe var/er fryseren blot et lille ekstra rum inde i selve køleskabet. De største køle/fryseskabe, "Amerikanere", har fryseskabet ved siden af køleskabet og kan have indbygget ismaskine, som betjenes forfra uden at åbne døren.

Køleskabe laves også til 12 og 24 volt til biler og campingvogne. Nogle kan køle ved brug af campinggas.

De fleste køleskabe i Danmark er som andre hårde hvide-varer 58-60 cm brede for at passe i et standardkøkkenskab, og nogle modeller kan monteres med en dør, der passer til resten af køkkenskabene.

Der findes køleskabe specielt beregnet til vinflasker.

Køleskabe i Danmark er energimærket. Energimærkning er afhængig af køleskabets rumfang. Man kan ikke altid stole på energimærkningen: Nogle køleskabe (køle/fryseskabe), der er mærket med energiklasse A, kan i uafhængige test måles til energiklasse B.[4]

Producenter

Det danske selskab Gram med hovedsæde i Vojens, der nu ejes af den polske Amica Wronki, producerer køle/fryseskabe. Både Atlas og Vestfrost var andre store producenter af køle/fryseskabe.

Kilder/referencer

  1. ^ "Gode råd om køleskabe, Go' Energi".
  2. ^ Encyclopædia Britannic: Carl von Linde, hentet 14. august 2014, (engelsk)
  3. ^ Refrigerator attachment
  4. ^ Karen Lumholt, "Cool nok", Tænk, 30 september 2002.

Se også

Eksterne henvisninger

Søsterprojekter med yderligere information: