Klima-, Energi- og Bygningsministeriet
Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, eller blot Klimaministeriet, er et dansk ministerium.
Det blev oprettet som Klima- og Energiministeriet ved regeringsdannelsen efter folketingsvalget 2007, hvor ministeriets første minister blev Connie Hedegaard (K). 24. november 2009 blev hun efterfulgt af Lykke Friis (V)[1]. Ved regeringsdannelsen efter Folketingsvalget 2011 skiftede ministeriet navn til det nuværende, samtidig med at Martin Lidegaard (R) blev ny minister[2].
Klima- og Energiministeriets opgaver hørte tidligere til Miljøministeriets og Transport- og Energiministeriets ressortområder. Ministeriet har ansvaret for den nationale og internationale klimaindsats, sager vedrørende affaldsforbrændingsanlæg, nationale geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland, ansvaret for statens ejerskab af 50 % af aktiekapitalen i Nunaoil A/S samt lovgivning på energiområdet.
Efter regerings- og navneskiftet i 2011 overtog ministeriet desuden administrationen af statens kontorejendomme fra Finansministeriet, administrationen af universitetsbygninger fra Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser og sager vedrørende byggeri fra Erhvervsministeriet[3].
Under ministeriet er der følgende styrelser, institutioner, nævn, råd og udvalg:
- Danmarks Meteorologiske Institut
- Energistyrelsen
- Energiklagenævnet
- Elsparefonden
- Energitilsynet
- Energinet.dk (Særlig Offentlig Virksomhed)
- GEUS
- EUPD
- Det Rådgivende Energiforskningsudvalg
- Fællesrådet vedrørende mineralske råstoffer i Grønland
- Bygningsstyrelsen
Eksterne henvisninger[redigér]
- ↑ Lykke Friis ny klimaminister hentet d. 8. december 2009
- ↑ Overdragelse af Klima- og Energiministeriet. Hentet 9. Oktober 2011
- ↑ Ministerium for klima- energi og bygninger. Hentet 9. Oktober 2011
|
|||||||||||