Koninginnedag

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Dronning Beatrix besøgte Woudrichem i 2007
Borgmesteren i Vlaardingen får en aubade, lovsang, (2005)
Koninginnedag i Amsterdam i 2005
Frimarked i Den Haag Koninginnedag i 2005
Krydderikage hænges op som forberedelse til koekhappen

Koninginnedag er en national festdag, som fejres i Holland, på de Nederlandske Antiller og Aruba. I 1949 blev den flyttet fra dronning Wilhelminas fødselsdag 31. august til 30. april. Fejringen begynder natten til 30. april, som kaldes koninginnenacht (dronningenat). Blandt andet med en gratis udendørs musikfestival i Den Haag, kaldet KoninginneNach. På selve dagen fortsætter festligholdelsen med forskellig festivitas og frimarkeder, hvor alle kan sætte ting til salg i gaderne.

Fra 1980 er dagen blevet fejret lørdag den 29. april i de år, hvor Koninginnedag falder på en søndag. I årene frem til 1980 blev dagen fejret den 1. maj, hvis 30. april faldt på en søndag.

Sidste Koninginnedag var i 2013. Fra 2014, holder Hollanderne Koningsdag (Kongensdag) som falder på den 27. april - fødselsdag af deres nuværende konge Willem-Alexander. Største fest er natten inden Koningsdag som hedder Koningsnacht (Kongensnat) på den 26. april.

Historie[redigér | redigér wikikode]

31. august 1885 arrangeredes den første prinsessedag på Wilhelminas femårs fødselsdag, fjorten år før den første Koninginnedag, for at give den nationale enhed et tydeligt udryk. Efter at kong Vilhelm 3. døde i 1890, gik man over fra at fejre prinsessedag til at fejre Koninginnedag. Denne dag udviklede sig lidt efter lidt til en festdag for børnene.

Fra 1949, efter at dronning Juliana i 1948 havde overtaget tronen efter sin mor Wilhelmina, fejredes dagen den 30. april på Julianas fødselsdag. Dette var ikke den eneste ændring, for fra da af er dronningen blevet hyldet med blomster på Paleis Soestdijk. Tidligere havde den kongelige familie ikke taget del i festlighederne. I 1950'erne begyndte arrangementet på Soestdijk at blive vist på fjernsynet. I efterkrigstidens Holland var Koninginnedag en sædvanlig arbejdsdag, men det blev stadig mere almindeligt, at dagen blev en fridagen, og den udviklede sig til en national festdag.

Da dronning Beatrix overtog kronen den 30. april 1980, blev det bestemt, at denne dag skulle holdes i hævd som festdag, men nu dels for at fejre hendes indtræden som statsoverhoved og dronning af kongeriget Nederlandene, og dels for at hædre hendes mor. Der var en praktisk hensyntagen til vejrforholdene ved valget af dato, fordi dronning Beatrix' egen fødselsdag er 31. januar, hvor vintervejret sjældent egner sig til udendørsarrangementer i modsætning til det normalt gode vejr i slutningen af april.

Fejring og festivitas[redigér | redigér wikikode]

Under den nye dronning ændredes også den måde, hvorpå den kongelige familie fejrer dagen. I dronning Julianas regeringstid stod hele den kongelige familien på Paleis Soestdijks trappe den 30. april, mens folket defilerede forbi i et kilometerlangt optog og stillede gaver og blomster, da de passerede kongefamilien. Om morgenen gik skolebørn i optog til rådhuset, hvor de over for borgmesteren fremførte en hyldest, en aubade, af patriotiske sange med nationalsangen Wilhelmus til sidst. Efter optoget blev der arrangeret traditionelle børnelege som sækkevæddeløb og koekhappen (bide til bolle) i mange landsbyer og byer. Dagen sluttede med et optog, hvor deltagerne bar papirlanterner. Mange steder blev der desuden arrangeret festligheder for unge og voksne, som for eksempel koncerter med jazz- og popbands.

Dronning Beatrix har i stedet valgt at rejse ud i landet. Sammen med en så stor del af kongefamilien som muligt besøger hun en eller to (lands)byer i Holland. I de senere år har hun besøgt en mindre sted og en lidt større by i samme provins. Hvor hun kommer, modtages hun af stedets indbyggere, som har arrangeret forskellig optræden som opvisning af gamle danse og håndværk, sport og sang. Efter ønske fra kongefamilien er koekhappen altid en af aktiviteterne.

Det er blevet en tradition, at befolkningen på denne dag ikke behøver tilladelse for at kunne sælge ting på gaden. Derfor er der mange loppemarkeder, kaldet frimarked (hollandsk: vrijmarkt), langs gader og vejer i byer og landsbyer. Salg af mad og drikke være underlagt restriktioner.

Mange steder afholdes store udendørsbegivenheder. Amsterdam er kendt for sit store frimarked, som tiltrækker cirka 500.000 besøgende fra byen og hele landet hvert år, mens Den Haag er kendt for KoninginneNach, en udendørs musikfestival natten mellem 29. og 30. april. Anslået har denne festival haft fra 175.000 (i 2003) til 200.000 (i 2005) besøgende.

Steder som dronning Beatrix har besøgt på koninginnedag[redigér | redigér wikikode]

  • 1980: Amsterdam i Noord-Holland og Soestdijk i Utrecht
  • 1981: Veere i Zeeland og Breda i Noord-Brabant
  • 1982: Harlingen i Friesland og Zuidlaren i Drenthe
  • 1983: Lochem og Vaassen i Gelderland
  • 1984: Den Haag i Zuid-Holland
  • 1985: Schagen, Callantsoog og Anna Paulowna i Noord-Holland
  • 1986: Deurne i Noord-Brabant og Meijel i Limburg
  • 1987: Breukelen og Soestdijk i Utrecht
  • 1988: Kampen og Genemuiden i Overijssel
  • 1989: Goedereede og Oud-Beijerland i Zuid-Holland
  • 1990: Loppersum og Haren i Groningen
  • 1991: Buren og Culemborg i Gelderland
  • 1992: Rotterdam-Overschie og Rotterdam i Zuid-Holland
  • 1993: Vlieland og Sneek i Friesland
  • 1994: Urk og Emmeloord i Flevoland
  • 1995: Sittard og Eijsden i Limburg
  • 1996: Sint Maartensdijk i Zeeland og Bergen op Zoom i Noord-Brabant
  • 1997: Marken og Velsen i Noord-Holland
  • 1998: Doesburg og Zutphen i Gelderland
  • 1999: Houten og Utrecht i provinsen Utrecht
  • 2000: Katwijk og Leiden i Zuid-Holland
  • 2001: -- (besøg aflyst på grund af mund- og klovsyge i området)
  • 2002: Hoogeveen og Meppel i Drenthe (det besøg, som var planlagt til 2001)
  • 2003: Wijhe og Deventer i Overijssel
  • 2004: Warffum og Groningen i provinsen Groningen
  • 2005: Den Haag og Scheveningen i Zuid-Holland
  • 2006: Zeewolde og Almere i Flevoland
  • 2007: Woudrichem og 's-Hertogenbosch i Noord-Brabant
  • 2008: Makkum og Franeker i Friesland
  • 2009: Apeldoorn i Gelderland med optog ved Paleis Het Loo (afbrudt af bilulykke under parade, se Apeldoorn bilulykken)

Apeldoorn-bilulykken[redigér | redigér wikikode]

På koninginnedag den 30. april 2009 kørte en bil med høj fart igennem tilskuermængden i Apeldoorn i Gelderland og ramte et monument, kort efter at en bus med kongefamilien kom forbi Paleis Het Loo. Ifølge politiet skete det formentlig forsætligt. Chaufføren og 11 andre blev kvæstet, flere alvorligt, mens fem tilskuere blev dræbt ved påkørslen. Chaufføren døde senere af sine kvæstelser.[1] De resterende festligheder i Apeldoorn blev aflyst. Særprogrammer i dagens anledning blev aflyst på grund af tragedien.[2]

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | redigér wikikode]