Kulsyre

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disse furer i klippen er typiske for kulsyrens nedbrydning af kalksten (karst).

Kulsyre er en syre med sumformlen H2CO3. Kulsyre dannes spontant, når CO2 opløses i vand. Processen er reversibel og det afhænger alene af CO2-trykket, om den skal gå i retning af kulsyre eller i retning af frit CO2. Begge dele kan i øvrigt ske via et mellemled, hvor der dannes en fri brintion og en bicarbonation.

CO2 + H2O ⇔ H+ + HCO3- ⇔ H2CO3

Denne dobbeltsidighed kendes fra sodavand, øl eller champagne, hvor naturligt eller tilført CO2 danner kulsyre med vandet i flasken, indtil man fjerner kapsel eller prop.

Kulsyre er en svag dobbeltsyre, men den er betydningsfuld i forbindelse med forvitringsprocesser, erosion og stoffers opløselighed i jordvæsken. Den dissocierer efter følgende skema

H2CO3 ⇿ H+ + HCO3-, pK1=6,51
HCO3- ⇿ H+ + CO32-, pK2=10,34

En vandig opløsning der indeholder både kulsyre og hydrogencarbonationer vil altså have en pH i nærheden af 6,51, og en opløsning der indeholder både hydrogencarbonat- og carbonationer vil have en pH i nærheden af 10,34.


Carbonationen CO32- er en middelstærk base med en dissiciationskonstant på pK2=10,34. En opløsning der indeholder både carbonat- og hydrogencarbonationer vil altså have en pH i nærheden af 10,34

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Niels Bjerrum og A. Tovborg Jensen (1956) Lærebog i uorganisk kemi D.S.R. folag og boghandel. Kgl Veterinær og Landbohøjskole. Der er anvendt 6. udgave (1956), som er et fotografisk optryk af 5. udgave fra 1946 (med mindre rettelser). Carbonater er beskrevet på siderne 177-183.


Se også[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: