Lincoln’s Inn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Biblioteket (venstre) og advokaternes værelse (højre)
Kapellet
Porthuset

Lincoln's Inn er en af fire Inns of Court, dvs. juridiske kollegier i London som barristers (procesadvokater, i England og Wales) tilhører og hvor de bliver kaldet til the bar og dermed optaget i advokatstanden. Begrebet «inn» betyder også værtshus, og i 1200-tallet var disse huse også studenterhjem og skoler for jurastuderende. De tre andre huse var Middle Temple, Inner Temple og Gray's Inn. Selv om Lincoln's Inn kan spore sine officielle optegnelser længere tillbage end de andre tre, er der tradition for at ingen af disse huse kan hævde at være ældre end nogen af de andre. Lincoln's Inn er sandsynligvis navngivet efter Lincoln de Lacy, den tredje jarl af Lincoln. Dets officielle navn er The Honourable Society of Lincoln's Inn (Det ærværdige samfund ved Lincoln's Inn).

Lincoln's Inn er beliggende i Holborn i Londons distrikt Camden, lige på grænsen mellem City of London og City of Westminster, og lige over vejen fra Royal Courts of Justice, der er appelret for England og Wales.

Historie[redigér | redigér wikikode]

I løbet af 1100- og 1200-tallet blev der undervist i loven i City of London hovedsagelig af gejstlige. I løbet af 1200-tallet skete to hændelser som ødelagde denne form for juridisk uddannelse: først kom der et påbud fra Henrik III af England den 2. december 1234, om at ingen institution for juridisk uddannelse måtte eksistere indenfor Londons bygrænse,[1] og for det andet kom der en pavelig bulle som forbød gejstlige ar undervise i common law frem for kanonisk ret, det vil sige den særskilte kirkeret og kirkelige love om det verdslige liv.[2]. Dermed faldt systemet med juridisk uddannelse sammen. Advokater som praktiserede sædvaneret flyttede til landsbyen Holborn, som var det nærmeste sted udenfor byen til domstolene ved Westminster Hall.

Som med andre Inns of Court er den nøjagtige dato for grundleggelsen af Lincoln's Inn ukendt. Huset kan hævde at have de ældste optegnelser, det vil sige dets «sorte bøger» som dokumenterer detaljene vedrørende det styrende råd tilbage til 1422, og de tidligste optegnelser viser, at huset på det tidspunktet var velorganisert og disciplinert.[3] Henry de Lacy, 3. jarl af Lincoln, havde opmuntret advokater til at flytte til Holborn, og de flyttede ind på Thavie's Inn, et af kancelliets huse, Inns of Chancery. Dets latinske navn var Hospida Cancellarie og det kom senere også til at indbefatte Furnival's Inn.[4]

Det er antaget at Lincoln's Inn blev formelt organisert som et Inn of Court kort tid efter jarlens død i 1310.[5] En gang før 1422 blev størstedelen af Lincoln's Inn flyttet til Ralph Neville, biskop af Chichesters ejendom, i nærheden af Chancery Lane. De beholdt både Thavie's og Furnival's Inn, og benyttede dem som «oplæringshuse» for unge advokater, og købte ejendommene for disse i henholdsvis 1550 og 1547.[6]

I 1537 blev jorden som Lincoln's Inn lå på solgt af biskop Richard Sampson til et byrådsmedlem ved navn William Suliard, og hans søn solgte grunden til Lincoln's Inn i 1580.[7] Huset ble derefter formelt organiseret som et sted for juridisk uddannelse takket være en forordning i 1464 som krævede forelæsere fra Inns of Court for at undervise juratuderenede der.[8]

I løbet af 1400-tallet var huset ikke specielt fremgangsrigt, men en bencher, bystyremedlem, som John Fortescue er blevet krediteret for at have forbedret situationen.[9]

Struktur og ledelse[redigér | redigér wikikode]

Lincoln's Inn havde ingen vedtægter eller bestemt form for ledelse, og lovgivningen var inddelt i to typer: statuetter, vedtaget af guvernører og forordninger bestemt af samfundet (alle medlemmer af huset). En tredje metode som blev benyttet var at enkelte medlemmer lovede at udføre bestemte pligter, det førstekendte eksempel er fra 1435 og begynder med «Here folowen certaynes covenantes and promyses made to the feloweshippe of Lyncoll' Yne».[10] Husets øgede størrelse førte til et tab af dets delvis demokratiske væsen. I 1492 blev det bestemt at kun styrelsesmedlemmer og guvernører skulle have en stemme i afgørelse om hvem som blev advokater ved at blive called to the bar.[11]

Optaget blev nedtegnet i sorte bøger og blev inddelt i to kategorier: klerke (clerici), som blev antaget som Clerks' Commons og fellows socii blev givet adgang til Fellows' Commons. Alle anmeldte måtte sværge den samme ed uanset kategori, og en del fik tilladelse til at spise i Clerks' Commons da det kostede mindre, noget som gjorde det vanskelligt for akademikere at skelne mellom de to — faktisk har Walker, redaktør af de svarte bøger, opprettholdt at de to kategorier var et og det samme. I løpet av 1400-tallet begynte fellows at blive kaldt for masters, og gabet mellem masters og clerks voksede gradvis til det punkt at i 1505 blev det bestemt at ingen master måtte bli set i Clerks' Commons, hvis det ikke var for at studere et særskilt punkt i loven der.[12] Ved 1466 blev fellows inddelt i benchers, de som var advokater ved the bar (ad barram, også kendt som utter barristers eller kun barristers) og de som ikke var ved the Bar (extra barram). I 1502 blev extra barram-medlemmene blevet refereret til som «inner barristers», i kontrast til «utter» eller «outer» barristers.[13]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Douthwaite, William Ralph (1886): Gray's Inn, Its History & Associations. Reeves and Turner. OCLC 2578698.
  • Draper, Warwick (1906): "The Watts Fresco in Lincoln's Inn" i: The Burlington Magazine for Connoisseurs 9 (37). ISSN 0951-0788.
  • Loftie, W J (1895): The Inns of Court and Chancery. New York: Macmillan & co.. OCLC 592845.
  • Pearce, Robert Richard (1848): History of the Inns of Court and Chancery: With Notices of Their Ancient Discipline, Rules, Orders, and Customs, Readings, Moots, Masques, Revels, and Entertainments. R. Bentley. OCLC 16803021.
  • Pulling, Alexander (1884): The Order of the Coif. William Clows & Sons Ltd. OCLC 2049459.
  • Ringrose, Hyacinthe (1909): The Inns of Court An Historical Description. Oxford: R.L. Williams. OCLC 60732875.
  • Simpson, A.W.B. (1970): "The Early Constitution of the Inns of Court" i: Cambridge Law Journal, Cambridge University Press, 34 (1). ISSN 0008-1973.
  • Spilsbury, William Holden (1850): Lincoln's inn; its ancient and modern buildings: with an account of the library. W. Pickering. OCLC 316910934.
  • Stanford, Edward (1860): Stanford's new London guide. Stanford Edward, ltd. OCLC 60205994.
  • Watt, Francis; Dunbar Plunket Barton, Charles Benham (1928): The Story of the Inns of Court. Boston: Houghton Mifflin. OCLC 77565485.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Douthwaite (1886) s. 2
  2. Watt (1928), s. 133
  3. Watt (1928), s. 7
  4. Watt (1928) s. 256
  5. Spilsbury (1850), s. 32
  6. Watt (1928), s. 257
  7. Watt (1928), s. 258
  8. Ringrose (1909), s. 81
  9. Pulling (1884), s. 142
  10. Simpson (1970), s. 247
  11. Simpson (1970), s. 256
  12. Simpson (1970), s. 243
  13. Simpson (1970), s. 250