Louis Vierne

Louis Vierne (8. oktober 1870 i Poitiers i Frankrig – 2. juni 1937 i Paris) var en fransk organist og komponist.

Louis Vierne begyndte sin musikalske karriere under César Franck og Charles-Marie Widor ved musikkonservatoriet i Paris. I 1892 blev Vierne Widors assistent ved kirken Saint Sulpice; i 1900 blev han udnævnt til organist ved Paris' domkirke Notre Dame, en stilling han beholdt indtil sin død. Han døde af et slagtilfælde under sin orgelkoncert nr. 1750 i Notre Dame – med foden på den dybe E-pedal.

Vierne var både en fremragende udøvende kunstner og pædagog. Han rejste på mange turnéer i Europa og optrådte i 1927 også i USA. Han underviste ved kirkens Schola Cantorum indtil 1912.

Viernes kompositioner er teknisk krævende med en vanskelighedsgrad, der kulminerer i hans senere symfoniske værker. Hans registreringer udforsker hele det udtræk som er til rådighed på de store symfoniske Cavaillé-Coll-orgler. Hans seks orgelsymfonier regnes for den franske symfoniske stils højdepunkt.

Værker

Seks orgelsymfonier
1 Symfoni – for orkester
Piéces de Fantasie
24 Pièces en style libre
Forskellige enkeltstående værker:

Allegretto
Tantum ergo
Ave Maria
Prélude funèbre
Communion
Ave verum
Triumfmarsj
Messe Basse
Triptyque for orgel
Messe basse pour les défunts
Meditation for orgel
Præludium for orgel
Tre improvisationer
Messe Solennelle
Fuga over "In exitu Israel"