Louis Vierne

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Louis Vierne (8. oktober 1870 i Poitiers i Frankrig2. juni 1937 i Paris) var en fransk organist og komponist.

Gargouiller

Louis Vierne begyndte sin musikalske karriere under César Franck og Charles-Marie Widor ved musikkonservatoriet i Paris. I 1892 blev Vierne Widors assistent ved kirken Saint Sulpice; i 1900 blev han udnævnt til organist ved Paris' domkirke Notre Dame, en stilling han beholdt indtil sin død. Han døde af et slagtilfælde under sin orgelkoncert nr. 1750 i Notre Dame – med foden på den dybe E-pedal.

Vierne var både en fremragende udøvende kunstner og pædagog. Han rejste på mange turnéer i Europa og optrådte i 1927 også i USA. Han underviste ved kirkens Schola Cantorum indtil 1912.

Viernes kompositioner er teknisk krævende med en vanskelighedsgrad, der kulminerer i hans senere symfoniske værker. Hans registreringer udforsker hele det udtræk som er til rådighed på de store symfoniske Cavaillé-Coll-orgler. Hans seks orgelsymfonier regnes for den franske symfoniske stils højdepunkt.

Værker[redigér | redigér wikikode]

  • Seks orgelsymfonier
  • 1 Symfoni – for orkester
  • Piéces de Fantasie
  • 24 Pièces en style libre
  • Forskellige enkeltstående værker:
  • Allegretto
  • Tantum ergo
  • Ave Maria
  • Prélude funèbre
  • Communion
  • Ave verum
  • Triumfmarsj
  • Messe Basse
  • Triptyque for orgel
  • Messe basse pour les défunts
  • Meditation for orgel
  • Præludium for orgel
  • Tre improvisationer
  • Messe Solennelle
  • Fuga over "In exitu Israel"