Symfoni

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En symfoni er en betydeligt komposition for den type orkester der kaldes symfoniorkester, normalt opdelt i 3-4 satser.

Ordet stammer fra det græske syn (sammen) og foni (stemme).

Orkestret kaldes symfoniorkester, fordi størstedelen af det, der er komponeret for dette orkester, er symfonier. Heraf symfonisk, som betegner al musik for symfoniorkestret, der ikke er symfonier, det kan være ouverturer, symfoniske digte o. m a.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Symfonien – som vi kender den i dag – stammer fra det tidlige 18. århundrede. Den er vokset ud fra den italienske ouverture (dvs. åbning, indledning) til en opera.

De tidligste symfonier bestod af 3 satser med tempoet: hurtig-langsom-hurtig. Senere føjede man en 4. sats til (gerne Scherzo), som blev fremherskende i slutningen af det 18.- og hele det 19. århundrede. Denne periode er domineret af komponisterne Joseph Haydn og Wolfgang Amadeus Mozart. De to store centre for symfonier er Wien og Mannheim (Mannheimskolen).

I det 19. århundrede gjorde Ludwig van Beethoven symfoniformen kendt, og komponister som Franz Schubert, Carl Maria von Weber (2 symfonier), Robert Schumann (4 symf.), Felix Mendelssohn (5 symf.) og til dels Hector Berlioz og Franz Liszt er med i den "romantiske periode". De to sidstnævnte skrev næsten udelukkende symfoniske digte, i. e. énsatsede værker over et litterært tema, hvor de forsøgte med musikken at skildre en handling ell. udvikling.

Johannes Brahms fortsatte med sine 4 symfonier, hvor Beethoven, Schumann og Mendelssohn slap. Symfonierne vokser nu tidsmæssigt og bliver til det centrale i mange orkestre, der nu hedder symfoniorkester. Andre vigtige komponister i slutningen af 1800-taller er Anton Bruckner (9 symfonier), Antonín Dvořák (9 symfonier), Tjajkovskij (6 symf.)og Camille Saint-Saëns (5 Symf.)

I det 20. århundrede er det komponister som Sergej Rachmaninov, Carl Nielsen og Sjostakovitj, som fortsætter med den traditionelle 4-satsede symfoni. Andre komponister prøver nye veje som Gustav Mahler med 10 symfonier, der sprænger de hidtil kendte symfoniske rammer, bl. i sin 3. symfoni med 6 satser og med benyttelse af solister og kor. Jean Sibelius' 7. symfoni er i kun 1 sats.

Udvalgte komponister[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]