Symfoni

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En symfoni er en betydeligt komposition normalt opdelt i 3-4 satser for symfoniorkester, Ordet stammer fra det græske syn (sammen) og foni (stemme).

Symfoniorkesteret spiller andet end symfonier. Fx ouverturer, symfoniske digte.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Symfonien – som vi kender den i dag – stammer fra det tidlige 18. århundrede. Den er vokset ud fra den italienske ouverture (dvs. åbning, indledning) til en opera.

De tidligste symfonier bestod af tre satser med tgre tempi: hurtig-langsom-hurtig. I slutningen af det 18.- og hele det 19. århundrede kom en 4. sats til (gerne en Scherzo). Komponisterne Joseph Haydn og Wolfgang Amadeus Mozart var de førende symfonikere. De to store centre for symfonier er Wien og Mannheim (Mannheimskolen).

I det 19. århundrede skrev Ludwig van Beethoven symfonier, og komponister som Franz Schubert, Carl Maria von Weber (2 symfonier), Robert Schumann (4 symf.), Felix Mendelssohn (5 symf.) og til dels Hector Berlioz og Franz Liszt er med i den "romantiske periode". De to sidste skrev næsten udelukkende symfoniske digte: ensatsede værker over et litterært tema, hvori de forsøgte at skildre en handling eller udvikling.

Johannes Brahms fortsatte med fire symfonier, hvor Beethoven, Schumann og Mendelssohn slap. Symfonierne vokser nu og bliver til det centrale for mange orkestre, symfoniorkester. Andre vigtige komponister i slutningen af 1800-taller er Anton Bruckner (ni symfonier), Antonín Dvořák (ni symfonier), Tjajkovskij (seks)og Camille Saint-Saëns (fem symfonier).

I det 20. århundrede fortsætter komponister som Sergej Rachmaninov, Carl Nielsen og Sjostakovitj med den traditionelle 4-satsede symfoni. Andre går nye veje (Gustav Mahler med 10 symfonier, der sprænger alle rammer bl.a. i sin 3. symfoni med 6 satser med benyttelse af solister og kor. Jean Sibelius' 7. symfoni er i kun 1 sats.

Udvalgte komponister[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]