Lovgivende magt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Den lovgivende magt er et organ med parlamentariske beslutningsprocesser, der har magt til at vedtage love. I en dansk sammenhæng vil den lovgivende magt referere til Folketinget, i Storbritannien til Parlamentet og i USA til Kongressen. I parlamentariske systemer er den lovgivende magt overordnet den udøvende magt, idet den lovgivende magt har myndighed til at ind- hhv. afsætte den udøvende magt.

I f.eks. præsidentialsystemer betragtes den lovgivende magt som sideordnet med og uafhængig af den udøvende magt og den dømmende magt. Den lovgivende magt har som hovedregel eneret på at vedtage love, og har derudover typisk eneret på at vedtage nationale budgetter og skatter. Den lovgivende magt skal ofte godkende krigserklæringer og tilslutning til visse internationale aftaler (så som nye EU-traktater). De nærmere rammer for den lovgivende magts kompetencer fremgår af forfatningen. I Danmark kan man opfatte grundloven som en central del i forfatningen, og der er da også i denne lov beskrevet mange af Folketingets opgaver.

Den lovgivende magt kan bestå af et eller flere kamre, huse eller ting, som regel et eller to. I Danmark har man således haft en opdeling mellem Landstinget og Folketinget frem til 1953, og i Storbritannien har man fortsat en opdeling mellem Overhuset og Underhuset.

I de fleste parlamentaristiske tokammer-systemer er Underhuset kendetegnet ved at have den bredeste valgret. I Storbritannien er Overhuset ikke demokratisk valgt, i Danmark var der både øgede økonomiske og aldersmæssige restriktioner på at stemme til Landstinget. Underhuset har også som hovedregel den største magt; Overhuset har typisk en rådgivningsfunktion og mulighed for at nedlægge veto mod Underhusets lovforslag. I præsidentialsystemer er de to kamre almindeligvis sideordnede.

I Danmark er den lovgivende magt samlet i Folketinget, mens den udøvende magt er hos regeringen. Regeringen er formelt set udpeget af Kongen (Dronningen), og i Danmark har Kongen også en lovgivende rolle, jævnfør Grundlovens § 3. Dette følger ikke helt ideen om magtens tredeling, som Montesquieu fremførte den. Den siddende konge eller dronning skal godkende Folketingets lovforslag og udnævne statsministeren. Denne deltagelse i den lovgivende magt kan muligvis opfattes som formel, fordi Kongen som regel ikke blander sig offentligt i Folketingents arbejde.

Se også[redigér | redigér wikikode]