Marcel Proust
Valentin Louis Georges Eugène Marcel Proust (10. juli 1871 - 18. november 1922) var en fransk forfatter.
Hans hovedværk er På sporet af den tabte tid (À la recherche du temps perdu), som består af syv dele på 3.200 sider. Handlingen foregår i Prousts egen tid, la belle époque.
Prousts værker er et produkt af fransk tankegang. Skønt halvt jødisk var familien ikke kosmopolitisk, men rodfæstet i Paris og fransk kultur. Til gengæld var Paris verdens kulturelle centrum.
Baggrund
Proust blev født i Auteuil i sin grandonkels hjem. Proust var søn af en fremtrædende fransk læge og en højt begavet kvinde af det jødisk-parisiske borgerskab. Forældrene havde en betydelig formue. Ved Marcels fødsel lå Paris i ruiner efter Pariserkommunen og borgerkrigen. Året før var Frankrig besejret af Prøjsen, og det tyske kejserdømme udråbt i Versailles. Under urolighederne blev faderen såret af et skud i benet. Hans barndom faldt sammen med dannelsen af Den tredje franske republik. Store dele af På sporet af den tabte tid omhandler de store forandringer i denne periode, specielt aristokratiets fald og middelklassens rejsning, som finder sted under Den tredje franske republik.
Prousts far, Achille Adrien Proust, var en prominent patolog og epidemiolog, i tillæg til at han var forfatter af mange artikler og bøger om medicin og hygiejne. Prousts mor, Jeanne Clémence Weil, var datter af en rig og kulturel jødisk familie fra Alsace. Hun var belæst, og hendes breve viser en veludviklet sans for humor. Hendes engelskkundskaber var tilstrækkelige til at give sønnen den nødvendige kompetence til at oversætte John Ruskin.
Den unge mand fik en skolegang og uddannelse i overensstemmelse med forældrenes sociale position, og han udviste total manglende interesse for en karriere.
Da Proust var ni år, fik han sit første alvorlige astmaanfald. Etter dette blev han anset som et sygeligt barn. Proust tilbragte lange ferier i landsbyen Illiers. Denne landsby, kombineret med minder fra hans grandonkels hus i Autenil, blev modellen for den opdigtede by Combray, hvor nogle af de vigtigste scener i På sporet af den tabte tid finder sted. I 1882 blev Proust elev ved Lycée Condorcet, men hans uddannelse blev afbrudt på grund af hans sygdom. Til trods for dette udmærkede han sig i litteratur og fik en pris det sidste år, han var der. Det var gennem nogle klassekammerater han fik adgang til nogle af salonerne hos det øvre borgerskab, som gav ham baggrundsmateriale til På sporet af den tabte tid.
Til trods for hans svage helbred gjorde han tjeneste i et år i den franske hær (1889–90) stationeret ved Coligny Caserne i Orléans, en oplevelse som resulterede i et længere afsnit i del tre af hans roman. Som ung mand blev Proust betragtet som en ambitiøs og mondæn person, hvis kreativitet som forfatter blev bremset af mangel på disciplin. Hans omdømme fra denne tid, som en snob og en amatør, gav ham problemer med at få udgivet den første del af sin storslåede roman, udgivet i 1913.
Helbred
Proust var homoseksuel og var sig det bevidst fra puberteten. Han opfattede selv denne tendens som en psykologisk svaghed, en skadelig vane, som han hverken havde viljestyrke til at undertrykke eller helbrede. Han blev aldrig gift og levede sit seksualliv så ærligt som muligt. Til forældrenes død i 1903 og 1905 boede Marcel hjemme. Han var 35 år, da han fik ansvar for sit eget liv. Indtil da havde han levet optaget af venskaber, kunst og litteratur samt frivole fornøjelser.
Fra barndommen var han plaget af astma. Som voksen lod han sit soveværelse isolere med kork. Han arbejdede om natten, når alt var stille, og tilbragte dagene bedøvet af Veronal og opium. "Jeg ser kun i mørke," skrev han. [1]
Skribentvirksomhed
Allerede som dreng var Proust en brillant skribent og samtalepartner. Han var det selvfølgelige midtpunkt i enhver samtale, han deltog i. Hans litterære kvaliteter kan også ses af hans breve, udgivet i enogtyve bind (Marcel Proust, Correspondance, édité par Philip Kolb, Plon, 1971 - 1973). Det er ca. 5% af de breve, han har skrevet. Han beherskede næsten enhver form: lige fra overrumplende ærlighed og dyb originalitet til mondænt diplomati og intrigemageri.
Marcel Proust havde hele sit liv et svagt helbred, som han selv gjorde værre ved medicinmisbrug og en usund levevis. Hans død var selvvalgt, for han ville ikke lade sig behandle.
I 1909 trak Proust sig noget tilbage fra det parisiske selskabsliv for at skrive sit hovedværk, På sporet af den tabte tid. Det blev et kapløb med tiden (og døden). Han dikterede de seneste ændringer til stuepigen om morgenen, den dag han døde. I de senere år er det blevet klart, at værket er ufuldendt.
Værk
I sin tidlige ungdom udgav Proust et mindre arbejde, Les plaisirs et les jours, [2] som solgte dårligt, og hvis litterære kvaliteter lå uden for de fleste kritikeres horisont. Det er en samling noveller, hvoraf en del tidligere var offentliggjort i aviser og tidsskrifter. Prousts psykologi og originalitet i indhold og form er allerede til stede i dette lille arbejde. Derefter skrev han i en årrække avisartikler, men ikke egentlig journalistik.
Jean Santeuil er et stort romanfragment med mange selvbiografiske træk fra barndommen. Mange af kapitlerne er halvfærdige eller blot påbegyndte.
På sporet af den tabte tid har haft en utrolig indflydelse på litteraturen og er en genial nyskabelse ved selve sin associative opbygning og sin undersøgelse af erindringens natur. Prousts tankegang kræver tid af læseren, men den er klar og tilgængelig. Han var modstander af den "obskure" [3] retning i fransk poesi, som repræsenteredes af Mallarmé.
Bibliografi
- Portraits de femmes
- 1896 Les plaisirs et les jours
- 1913-1927 À la recherche du temps perdu
- 1919 Pastiches et mélanges
- 1954 Contre Sainte-Beuve
- 1954 Jean Santeuil (ufærdig)
Priser
- Goncourtprisen 1919 for À l'ombre des jeunes filles en fleur (et rosenflor af purunge piger, en af syv dele af À la recherche du temps perdu)
Noter
- ^ Karin Johannisson: Melankolske rom (s. 113-4), forlaget Cappelen Damm, ISBN 978-82-02-32188-8
- ^ Les plaisirs et les jours, Google Books
- ^ Contre l'obscurité. La Revue blanche 15. juli 1896
Eksterne henvisninger
Bøger på dansk om Proust
- Olof Lagerkrantz: At læse Proust, 1994.
- Samuel Beckett: Proust, 1999.
- Margrethe Møller: Marcel Proust, 1939.
- Neal Ashley Conrad Thing: Proust i Danmark - 1913-2013, 2013.
- Alain De Botton: Sådan kan Proust forandre dit liv, 1998.
- Leif Hasle m.fl. (red.): Ind i Prousts værk, 2012.
Selskaber
 | Spire Denne forfatterbiografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |  |