Michel Barnier

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Michel Barnier
Chef for EU's UK Task Force
Embedsperiode
16. november 2019 – 31. marts 2021
Formand Jean-Claude Juncker
Ursula von der Leyen
EU's Brexit-chefforhandler
Embedsperiode
1. oktober 2016 – 15. november 2019
Formand Jean-Claude Juncker
EU-kommissær for det indre marked og tjenesteydelser
Embedsperiode
9. februar 2010 – 1. november 2014
Formand José Manuel Barroso
Foregående Charlie McCreevy
Efterfulgt af Elżbieta Bieńkowska (indre marked)
Jonathan Hill (tjenesteydelser)
Medlem af Europa-Parlamentet
Embedsperiode
14. juni 2009 – 9. februar 2010
Landbrugsminister i Frankrig
Embedsperiode
19. juni 2007 – 22. juni 2009
Premierminister François Fillon
Foregående Christine Lagarde
Efterfulgt af Bruno Le Maire
Udenrigsminister i Frankrig
Embedsperiode
31. juli 2004 – 22. februar 2005
Premierminister Jean-Pierre Raffarin
Foregående Dominique de Villepin
Efterfulgt af Philippe Douste-Blazy
EU-kommissær for regionalpolitik
Embedsperiode
13. september 1999 – 31. juli 2004
Formand Romano Prodi
Foregående Monika Wulf-Mathies
Efterfulgt af Jacques Barrot
Minister for europæiske anliggender i Frankrig
Embedsperiode
18. maj 1995 – 3. juni 1997
Premierminister Alain Juppé
Foregående Alain Lamassoure
Efterfulgt af Pierre Moscovici
Miljøminister i Frankrig
Embedsperiode
29. marts 1993 – 18. marts 1995
Premierminister Édouard Balladur
Foregående Ségolène Royal
Efterfulgt af Corinne Lepage
Medlem af Nationalforsamlingen
for Savoies 2. valgkreds
Embedsperiode
12. juni 1978 – 1. maj 1993
Personlige detaljer
Født 9. januar 1951 (73 år)
La Tronche, Frankrig
Politisk parti Rassemblement pour la République, UMP, Les Républicains
Uddannelses­sted ESCP Europe
Links
Biografi på europarl.eu
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Michel Barnier (født 9. januar 1951 i La Tronche, Isère, Frankrig[1]) er en fransk politiker, der fungerede som leder af Europa-Kommissionens taskforce for relationer til Storbritannien (UK Task Force/UKTF) fra 2019 til 2021. Han fungerede tidligere som chefforhandler ved taskforce til forberedelse og gennemførelse af forhandlingerne med Det Forenede Kongerige i henhold til artikel 50 i EU-traktaten (Task Force 50/TF50) fra oktober 2016 til november 2019.[2][3][4]

Han har været i flere franske regeringer, herunder som landbrugs- og fiskeriminister fra 2007 til 2009, udenrigsminister fra 2004 til 2005, minister for europæiske anliggender fra 1995 til 1997 og miljø- og livsstilsminister fra 1993 til 1995. Han virkede på europæisk plan som europakommissær for regionalpolitik fra 1999 til 2004 og europakommissær for det indre marked og tjenesteydelser fra 2010 til 2014. Han fungerede som næstformand for Det Europæiske Folkeparti (EPP) fra 2006 til 2015.

Familie og uddannelse[redigér | rediger kildetekst]

Barnier blev født i La Tronche i de Franske Alper, i en gaullistisk familie i 1951. Hans far var en håndværker som arbejdede med læder og tekstiler.[5] I sin ungdom var Barnier spejder og korsanger.[5] Barnier tog eksamen fra ESCP Business School i 1972.[6]

Barnier er gift og har tre børn.[7]

Politisk karriere[redigér | rediger kildetekst]

National politik[redigér | rediger kildetekst]

Barnier med USA's udenrigsminister Colin Powell i 2004
Barnier og Angela Merkel i 2009
Michel Barnier i Europa-Parlamentet i 2014

Barnier fungerede i staben hos forskellige Gaullist-ministre i 1970'erne, inden han i 1978, 27 år gammel som det yngste parlamentsmedlem i Frankrig,[5] blev valgt til den franske nationalforsamling i departementet Savoie hvor han repræsenterede neo-gaullisterne, Rassemblement pour la République (RPR) indtil 1993.[8][9]

Sammen med Jean-Claude Killy organiserede Barnier vinter-OL 1992 i Albertville som medformand for COJO (Comité d'Organisation des Jeux Olympiques).

Barnier blev første gang medlem af den franske regering som miljøminister efter højrefløjens jordskredsejr ved parlamentsvalget i 1993. I 1995 udnævnte Jacques Chirac ham til minister for europæiske anliggender, og han havde posten indtil præsidentflertalets nederlag ved parlamentsvalget i 1997. Barnier fungerede derefter som EU-kommissær for regionalpolitik i Prodi-kommissionen fra 1999 til 31. marts 2004. Derefter blev han Frankrigs udenrigsminister Jean-Pierre Raffarins regering indtil 5. juni 2005, da Dominique de Villepin erstattede ham med Philippe Douste-Blazy. Barnier mente, at han var uretfærdigt sanktioneret for "nej"-resultatet i den franske folkeafstemning om den europæiske forfatning.

I marts 2006 blev Barnier valgt til næstformand for Det Europæiske Folkeparti (EPP) for en treårig periode, og han forblev næstformand til 2015.[7]

Under Nicolas Sarkozys præsidentskab blev han landbrugsminister ved en omrokering af den franske regering forårsaget af Alain Juppés fratræden efter det franske parlamentsvalg i 2007.

I 2016 anmodede den franske undersøgelsesdommer Sabine Kheris om, at der blev rejst en sag mod Barnier, Dominique de Villepin og Michèle Alliot-Marie ved domstolen Cour de Justice de la République. De tre tidligere ministre var mistænkt for at have tilladt løsladelse af de lejesoldater, der var ansvarlige for et angreb på en fransk militærbase i Bouaké i 2004 som dræbte ni franske soldater.[10] Operationen var angiveligt tiltænkt at begrunde en reaktion mod Laurent Gbagbo-regeringen i forbindelse med krisen i 2004 i Elfenbenskysten.[11]

Europæisk politik[redigér | rediger kildetekst]

Barnier arbejdede i 2006 som en særlig rådgiver for José Manuel Barroso, den daværende formand for Europa-Kommissionen, og forelagde en rapport for Ministerrådet med forslag om oprettelse af en europæisk civilbeskyttelsesstyrke. [12] I 2006–2007 fungerede han som medlem af Amato-gruppen, en gruppe af højtstående europæiske politikere, der uofficielt arbejdede på at omskrive EU's forfatningstraktat til det, der blev kendt som Lissabontraktaten efter den blev forkastet ved folkeafstemninger i Frankrig og Holland.

Barnier var spidskandidat for UMP-listen i Île-de-France til valget til Europa-Parlamentet i 2009. Han blev valgt til Europa-Parlamentet,[1] men forlod parlamentet da han i februar 2010 blev EU-kommissær for det indre marked og tjenesteydelser.[13][14][15] Med ansvar for den europæiske banksystemreform argumenterede han for et "sammenhængende indre marked med intelligente regler, der gælder overalt".[16]

Barnier blev to gange udnævnt til fungerende kommissær for industri og iværksætteri som afløser for Antonio Tajani, fra den 19. april 2014 til den 25. maj 2014 mens Tajani havde valgkamporlov i forbindelse med Europa-Parlamentsvalget i 2014, og fra den 1. juli 2014 til den 16. juli 2014 efter han var blevet indvalgt i parlamentet.[17][18]

Som EU-kommissær for det indre marked og tjenesteydelser håndterede Barnier mange vigtige spørgsmål, såsom reformen af den finansielle sektor (40 lovgivninger mellem 2010 og 2014), bankunionen (startende med den fælles tilsynsmekanisme ) og det digitale indre marked.[19]

Fra 2015 fungerede Barnier som ulønnet særlig rådgiver om europæisk forsvarspolitik for formand for Europa-Kommissionen Jean-Claude Juncker.[20][21]

Brexit-forhandler[redigér | rediger kildetekst]

Barnier taler i Europa-Parlamentet om Brexit i januar 2019

Den 27. juli 2016 blev Barnier annonceret som Europa-Kommissionens chefforhandler med Det Forenede Kongerige om at forlade EU i henhold til artikel 50 i traktaten om Den Europæiske Union. Juncker kommenterede udnævnelsen med at sige : "Jeg ville have en erfaren politiker til dette vanskelige job."[22]

Ved forhandlingerne om handelsaftaler i 2020 mellem Storbritannien og EU var Barnier hovedforhandleren,[23] der modtog sit forhandlingsmandat fra Det Europæiske Råd den 25. februar 2020.[24]

Senere karriere[redigér | rediger kildetekst]

I januar 2021 blev Barnier udnævnt til særlig rådgiver for kommissionsformand Ursula von der Leyen, der fører tilsyn med ratificeringen af handels- og samarbejdsaftalen mellem EU og Storbritannien under nye ordninger, der overlod ansvaret for implementeringen af aftalen til næstformand Maroš Šefčovič.[25][26]

I februar 2021 oprettede Barnier en politisk fraktion inden for republikanerne under navnet "Patriotes et Européens" (Patrioter og europæere) som forberedelse til en eventuelt opstilling ved det franske præsidentvalg i 2022.[27][28] 26. august 2021 annoncerede Barnier sit kandidatur til præsidentvalget i Frankrig 2022.[29]

Andre aktiviteter[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b "Michel BARNIER". Europa-Parlamentet. Hentet 27. august 2021.
  2. ^ "Director / Head of Service Michel Barnier". European Commission (engelsk). Hentet 29. december 2019.
  3. ^ "European Commission reinforces Brexit team by setting up "Task Force for Relations with the United Kingdom" (UKTF)". European Commission (engelsk). 22. oktober 2019. Hentet 29. december 2019.
  4. ^ De La Baume, Maïa; Barigazzi, Jacopo (21. oktober 2019). "Michel Barnier set to lead 'UK Task Force' in Brexit phase II". POLITICO (engelsk). Hentet 29. december 2019.
  5. ^ a b c Ockrent, Christine (22. januar 2018). "Who is Michel Barnier? Meet the EU's chief Brexit negotiator". Prospect (engelsk). Hentet 27. august 2021.
  6. ^ Michel Barnier (26. februar 2020). "Speech By Michel Barnier To The Students At ESCP Europe: Cooperation In The Age Of Brexit". mondovisione.com (engelsk). Hentet 27. august 2021.
  7. ^ a b Michel Barnier. "MICHEL BARNIER" (PDF) (engelsk). Europa-Kommissionen. Hentet 27. august 2021.
  8. ^ "VIe législature Michel Barnier". assemblee-nationale.fr (fransk).
  9. ^ "Xe législature Michel Barnier". assemblee-nationale.fr (fransk).
  10. ^ "Bombardement de Bouaké : un document révèle «une concertation à un haut niveau de l'État»" (fransk). Le Figaro. 3. maj 2016. Hentet 17. august 2021.
  11. ^ Benvenuto, Francesca Maria (1. april 2016). "Soupçons sur la Cour pénale internationale". Le Monde diplomatique (fransk). Hentet 15. september 2019.
  12. ^ Barnier as special adviser European Voice, 19. februar 2015.
  13. ^ "Michel Barnier to take over internal market portfolio". Euobserver (engelsk). 27. november 2009.
  14. ^ Philip Aldrick (30. november 2009). "Michel Barnier looks to calm City nerves about reform". The Telegraph (engelsk). London.
  15. ^ "Summary of Hearing of Michel Barnier". European Parliament (engelsk). 13. januar 2010. Arkiveret fra originalen 24. september 2015.
  16. ^ Castle, Stephen (12. juli 2013). "European Union Offers Berlin Compromise on Bank Proposal". The New York Times (engelsk).
  17. ^ "Six commissioners head for EU election campaign trail".
  18. ^ "KUNA – Barroso announces caretaker replacements following resignation of 4 EU Commissioners". kuna.net.kw (engelsk). Hentet 3. marts 2019.
  19. ^ Five years of laying the foundations of new growth in Europe (PDF). European Commission. 2014.
  20. ^ Special Advisers to the President, Vice-Presidents and Commissioners of the European Commission European Commission.
  21. ^ Simon Taylor (9. marts 2015), European Commission special advisers European Voice.
  22. ^ Khan, Mehreen (27. juli 2016). "Michel Barnier appointed as Juncker's Brexit chief". Financial Times (engelsk). Hentet 27. juli 2016.
  23. ^ Boffey, Daniel; Rankin, Jennifer (1. marts 2020). "Brexit: what are the key flashpoints as EU-UK trade talks begin?". The Guardian (engelsk).
  24. ^ "Future EU-UK Partnership: European Commission receives mandate to begin negotiations with the UK (press release)" (engelsk). European Commission. 25. februar 2020. Hentet 10. marts 2020.
  25. ^ George Parker, Jim Brunsden and Mure Dickie), EU ‘not punishing’ UK financial services sector, London envoy insists Financial Times.
  26. ^ Barbara Moens and David M. Herszenhorn (19 januar 2021), Barnier moves to ‘special adviser’ as Šefčovič to become point man on Brexit Politico Europe.
  27. ^ Elizabeth Pineau and Michel Rose (16. februar 2021), Barnier launches political faction, fueling French presidential bid rumours Reuters.
  28. ^ Elisa Braun (16. februar 2021), Barnier gathers allies to support national ambitions Politico Europe.
  29. ^ "EUs brexitforhandler vil være fransk præsident". Berlingske. 27. august 2021. Hentet 27. august 2021.
  30. ^ Sustainability and Legacy Commission International Olympic Committee (IOC).

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Michel_Barnier&oldid=11563493"